SB 1989 nr. 4
Ved Kaj Thaning
I anledning af genoplivelsen af tanken om et sognesamvirke vil jeg gerne fortælle lidt om den første gang, tanken opstod.
Det var under et af de første besættelsesår, at alle foreninger i vore sogne sluttede sig sammen; i første række for at holde nogle »tomandsforhandlinger« for at holde debatten i gang herhjemme på et tidspunkt, da vi alle jo skulle holde sammen i enighed over for besættelsesmagten. Men vi var jo i virkeligheden ikke enige, og det måtte vi ikke glemme. Derfor søgte vi at få fat i fremtrædende repræsentanter for de forskellige meninger i Danmark og få dem til at drøfte vigtige emner. Det førte til, at Asperup-Roerslev Sognesamvirke i virkeligheden kom til at styre Danmark, ikke direkte, men ved at pege på dem, der skulle styre landet. En lang række af dem blev siden ministre, ja tre af dem endog statsministre (Erik Eriksen, Jens Otte Krag og Hilmar Baunsgaard). Fra at være ret ukendte hev vi dem frem i lyset, så man fik øje på dem!
Sognesamvirket og foreningerne
Starten skete ved et formandsmøde den 10. december 1941, men sammenslutningen var allerede sket den 24. juni, hvor vedtægterne enstemmigt blev vedtaget. Jeg nævner de tre første paragraffer.
§1. Asperup-Roerslev Sognesamvirke har til formål at virke ved folkeligt, kulturelt og socialt oplysningsarbejde i Asperup-Roerslev Kommune.
§2. Bestyrelsen består ordentligvis af formændene for de i sognesamvirket repræsenterede foreninger.
§3. Repræsentanterne for de politiske partier danner sognesamvirkets forretningsudvalg.
Foredragsforeningens formand (mig) valgtes til formand og lærer Tornøe til kasserer og sekretær. Jeg skal også nævne de øvrige foreningsformænd i sognene. De var: Julius Jespersen (Sygekassen), Agnes Møller (Samaritterforeningen), H.C. Andersen (Sønderjysk Forening), Niels Julius Hansen og Chr. Marcussen (husmandsforeningerne), Carl Pedersen (Fiskeriforeningen), Reinholdt Jensen (Afholdsforeningen), Mikkel Jensen (Arbejdsmandsforbundet), Robert Christiansen (Gymnastikforeningen), Børge Eriksen (Biblioteksforeningen), Laurits Nielsen (Roerslev Ungdomsforening), desuden Sigurd Bro og Thorvald Marcussen (venstrevælgerforeningerne), Karl Jensen (Den radikale Vælger-forening), Niels Jørgensen (Socialdemokratisk Forening) og J.A. Eriksen (tillidsmand for Det konservative Folkeparti).
Første side af referatheftet med bl.a. formålsparagraffen
Indtil sin død i 1949 refererede lærer Tornøe, hvad der skete i samvirket, men der er kun bevaret hæfter med referat og regnskab fra 1941-43 og fra 1955-62. Selve møderne holdt op, da højskolen stod der i 1959, men samvirket arrangerede en koncert i 1962 med Assens Egnsorkester. Det var vist dets sidste livsytring. Det var så meningen, at tomandsforhandlingerne skulle overgå til højskolen. Foruden møderne stod samvirket også for fester i skoven hvert femte år samt nogle arrangementer kaldet »To dage på højskole«, hvilket foregik i Forsamlingshuset. Det var i 1941, 1943 og 1955. Der mødte op til 115 elever. Ved skovfesterne var der ca. 1.000 betalende deltagere.
De første debatmøder
Men nu til møderne. Som sagt var det ikke enigheden, der skulle betones. Ved det første af møderne den 17. januar 1942 skulle forstander Hans Lund, Rødding Højskole, drøfte »Betingelserne for folkestyre« med den senere finansminister, socialdemokraten Poul Hansen fra Esbjerg. Han troede som sædvanligt, at det drejede sig om at være enig. Men Hans Lund rev ham ud af vildfarelsen. Tornøe noterer, at mødet blev som et »gammeldags politisk møde«, hvor talerne »sagligt og livligt fremsatte deres synspunkter«.
Vi havde åbenbart fået blod på tanden, for allerede den følgende måned kom det næste møde. Vi havde fået fat i en næsten ukendt professor fra Århus, Thorkil Kristensen, som igen selv havde udpeget sin modpart i en debat om emnet »Undergraves vores pengevæsen?« Modparten var den senere minister, daværende folketingsmedlem Carl Pedersen. Oven på den livlige diskussion, »hvor flere deltagere havde ordet, gik bølgerne til tider ret højt, og i dagene efter mødet kunne man endnu spore dønninger«, ifølge Tornøes referat. Niels Jørgensen (kaldet »Bankemanden«, fordi han boede i »Bankehuset«), havde åbenbart imponeret Thorkil Kristensen, for på hjemvejen spurgte Thorkil Kristensen mig: »Var han bankdirektør?« – Mødet var i øvrigt forbundet med en vis dramatik, idet Thorkil Kristensen skulle hentes i Nørre Aaby, og vor tro Eli lånte en kane og en noget sløv hest af forpagteren og kørte til toget efter ham. Men hesten ville nødigt gå, og da de skulle hjem, kneb det. Pludselig gav hesten et ryk, så Thorkil Kristensen faldt baglæns ned af det primitive sæde (det er måske den eneste gang i sit liv, hvor han har tabt balancen). Så gik han ud til hegnet og fandt sig en kæp, overtog styret, og de nåede lykkeligt præstegården.
Samme år den 6. juni fulgte en tredje diskussion, hvor emnet var spørgsmålet om udstykning af jord. Det var brandchef Folke fra Retsforbundet, der drøftede sagen med godsinspektør Juul fra Wedellsborg samt daværende lærer på Dalum Landbrugsskole Vagn Fog Pedersen. Ved denne lejlighed var traditionen med kun to indledere blevet brudt. Der var faktisk tre syn på den sag. Tornøe taler igen om en livlig diskussion.
Program for Folkefesten i 1941. I referatet står at »der blev solgt mere end
1.000 Billetter, og det til Trods for Blæsten og den kolde Havluft«.
»Der var engang« i regnvejr
Nu kan jeg ikke se, hvem der i 1943 har diskuteret om »Nordens forenede stater«. Men Hans Lund talte om emnet i foredragsforeningen som afslutning på »To dage på højskole«. Jeg kan ikke huske sammenhængen, og Tornøes andet hæfte er forsvundet, så jeg har kun min egen sjusket førte kalender at holde mig til. Men det blev til en travl sommer i 1943, for samvirket opførte med udensogns hjælp »Der var engang«. Det endte i regnvejr på en mark nede ved skoven. Daværende realskolelærer Sand var prinsen, fru Sohn, født Lieb, var prinsessen, Robert Christiansen var kongen, og forstander Gaarde var Kasper Røghat. Musikerne måtte pakke deres sager sammen på grund af regnen.
Efter en fest i skoven i 1944 med Radioens Drengekor og vistnok Snoghøjpigerne fulgte i 1945 to debatter. Den første var i januar i snestorm, hvor Erik Eriksen og den ret ukendte kontorchef Jens Otto Krag skulle dyste om liberalisme og socialisme. Efter mødet lykkedes det Erik Eriksen at komme hjem, men Krag sneede inde hos os og var heldigvis en stor børneven, så vores børn var henrykte. Asperup præstegård fik derved en plads i hans erindringer, og jeg fik siden hans bog om »Fremtidens Danmark«. (SB 2003 nr. 2) Vi fandt det naturligt, at de begge siden blev statsministre.
Den anden debat i de år var lige før befrielsen og antagelig derfor ikke så godt besøgt. Det var en debat om folkeskole og mellemskole med H.J. Hansen fra Nørre Aaby som indleder. Den anden deltager kan jeg ikke mere finde frem til.
Fra opførelsen af »Der var engang« i 1943. Nogle er genkendt: Prinsessen
er frk. Lieb, kongen Robert Christiansen. De øvrige herrer er fra venstre:
Frede Tornøe, Erik Nørregaard (Nr. Aaby), Frode Sand og Richard Gaarde.
En gal redaktør
Efter krigen fortsatte vi med debatterne. Den første var i 1946 med redaktør Outze fra »Information« og redaktør Nygaard, Middelfart, som indledere. Den har antagelig handlet om pressen. Så var der i januar 1947 en forhandling mellem redaktør Bjørn Svensson, Haderslev (?)‚ og overlærer Skovmand om et modsat syn på tyskernes forhold til den danske skole i Sønderjylland. De var meget uenige, og det fortsatte næste morgen med ivrig debat ved morgenbordet, så vor lille treårs pige spurgte sin mor: »Mor, er Fen (Svensson) gal?« På sit sønderjyske tungemål svarede Svensson selv: »Ja, det ka’ du trov, mi lille pig’ !«. Man får endnu mere ud af uenigheden, når man har debattørerne boende.
I 1948 havde vi en aften med Bodil Koch og Elin Appel. Men den første var syg, og hendes indlæg kørte som en grammofonplade i samme rille. Jeg forsøgte at få hende til at fortælle om »Folkevirke«, som hun jo havde stiftet, men hun gled tilbage igen til spørgsmålet om kristendom og socialisme, som hun ikke kunne klare. Hun betragtede siden det møde som et stort nederlag.
En gensidig omvendelse
Den tredje statsminister udnævnte vi, da vi fik Hilmar Baunsgaard, dengang en ukendt prokurist i Hoki i Odense, til at debattere forsvaret med hjemmeværnskonsulent Søren Westergaard, Århus. Siden blev den første jo Middelfartkredsens folketingsmand og minister. I 1950 fik vi en debat mellem professor Løgstrup og overlæge fru Margrethe Lomholt, en søster til Hal Koch, om børneopdragelse, især om Jacob Knudsens tanker derom. Det var en ejendommelig diskussion, fordi den faktisk endte med, at debattørerne skiftede standpunkt. Løgstrup opgav den autoritære opdragelse, og hun gik ind for den historisk-poetiske opdragelse med brug af fantasi og fortælling. Imens sad fru Løgstrup og vred sit tørklæde – jeg ved ikke, om det holdt. Vi havde nok regnet med, at debattørerne kunne omvende en og anden af os, der hørte på, men at de kunne omvende hinanden, var ikke forudset. Men det var som på vor første Rigsdag – en deltager sagde, at det kunne hænde, at man skiftede syn »på grund af argumenternes vægt«. Det var dengang.
Den sidste debat, jeg vil omtale – der var flere – er den mellem minister Axel Kristensen og den helt ukendte cand. polit. Erhard Jacobsen. Da vi bagefter kom hjem, sagde Axel Kristensen til mig: »Hvad var det dog for en rekylkæft, De havde stillet mig overfor?« Siden blev Erhard jo mere kendt. Og også han blev minister.
Foruden de tre statsministre gælder det altså ham, Carl Pedersen, Thorkil Kristensen, Poul Hansen og Bodil Koch, at de siden kom til at styre landet, efter at de var prøvet af i Båring.
Held og lykke med det næste Sognesamvirke!
Kaj Thaning