Født 07. november 1882. Død 05. januar 1912
SB 1988 nr. 3
Ved Herdis Noer Eriksen
Dagmar Volmer Eriksen
Med en sikker skrift, som tiden har bleget, står en række år af en fynsk piges liv beskrevet på bagsiden af en fartplan for Cunard Line 1908 -1909:
»Som yngste barn af ti gik det mig, som det så tit går. Det blev min lod at være hos far og mor, mens mine søskende en efter en fløj fra reden. De to ældste fik hjem i Danmark, den tredie mente det bedre at søge lykken i Amerika, og lidt efter lidt smittede hans eksempel. 4 fulgte ham på få år. Min far var gift to gange. De nu udvandrede, var børn af første ægteskab, men snart kom rejselysten over mine egne brødre. 16 1/2 år gammel drog den ældste over oceanet, for at bane sig en vej i frihedens eget land. Det var en streng tid for mor. Kærlig og varmtfølende, som hun er, var det svært for hende at se sine stedbørn rejse bort, men sværere blev det, da hendes egen søn forlod hende. Nu var der kun én tilbage foruden mig. Vi håbede, han ville blive i Danmark, men tre år efter min ældste brors afrejse, kom udlængslen også over ham, og et par måneder efter min konfirmation i efteråret 1896, fulgte han i de andres spor.
Ensomt blev der i vort lille hjem, da mine søskende var borte. Vel var de ude at tjene før de rejste, men vi havde dem dog om søndagen. Nu sad vi ene vi tre. Far lod sig aldrig mærke med, at han længtes. Han hører til de mennesker, hvis følelser ingen kan kontrollere. Moder derimod længtes altid. Og hvor har hun ikke værnet om hvert lille minde fra vor barndom, da vi legede sammen i skov og eng. Hvor var hun ikke glad, hver gang der kom et brev fra Amerika. Og hvor var vi glade, når det gik vore kære godt derovre.
År føjede sig til år. Far var fra min konfirmation næsten blind. Han havde i mange år været blandt de få husmænd, der pløjede deres jord med køerne. Drengene var borte. Så blev det da min gerning at pløje min fars jord eller arbejde for pløjningen hos en nabo. Jeg valgte det første. I begyndelsen skammede jeg mig, når nogen så mig gå bag ploven, men lidt efter lidt blev det mig en æressag at pløje så fint som muligt. Jeg lærte, at ethvert vel udført arbejde er en ære for den, der gør det, er det end det groveste af alle. Og som årene gik, lærte jeg at elske min gerning her i mit gamle hjem, dertil bidrog også, at mange mødte mig med forståelse og velvilje. De mennesker, jeg lærte at sætte højst, kaldte det godt, at jeg kunne pløje og så, høste og slå, men bedre dog at jeg ville.
Det var bag ploven, at jeg først forstod, at Gud havde givet mig evne til at tolke mine følelser i rim. En efterårsdag, mens fure lagde sig til fure bag min plov, kom mit første lille digt, om det da fortjener navnet digt. Senere kom mange frem i min sjæl. Jeg blev draget ind i højskolebevægelsen, fandt mine bedste venner blandt dens venner, og da det var mig umuligt at tilbringe en sommer på en af vore højskoler, måtte jeg søge næring på hvert møde, jeg evnede at komme til.
Dagmar Volmer«
Under overskriften »En ung pige, der driver et boelssted« skrev Middelfart Avis i december 1899:
I Vends herred findes en 18-årig pige, der på en overordentlig praktisk måde har gennemført de moderne ideer om kvindens ligestillelse med manden. Hendes fader ejer et boelssted. Men da hans syn efterhånden er blevet så svækket, at han nu næsten er blind, og moderen også er svagelig, har datteren fuldstændig måttet overtage ejendommens drift. Hun pløjer, sår, besørger selv med lidt hjælp markens afgrøde indbjerget, samt malker og kærner, og hun gør det alt sammen så godt, at en mand ikke kan besørge det bedre udført.
Den unge pige går dog ikke mere op i det praktiske arbejde, end at hun også kan få tid til at udvikle sin ånd og pleje et lille poetisk talent, hvoraf hun er i besiddelse. I Middelfart Avis’ julenummer vil man få lejlighed til at se en prøve derpå, idet hun, der er en god ven af nærværende blad, har sendt os et lille, kønt juledigt, som det er os en glæde at benytte.«
Forældre og barndomshjem
Dagmar Volmer beskriver selv barndomshjemmet:
»Et husmandssted på 5 td. land, hvoraf de to tønder var engstrækning i markens østlige ende ned mod den lille Pave Å. Min mor kaldte hjemmet for »Hytten«.«
»Hytten« på Kærby Mark
Stuehuset var lille og stuerne meget små med lave lofter. Man sov i lukkede alkover. Ejendommen var beliggende på Kærby Mark, i dag Vedelshavevej nr. 6, og nærmeste nabo var det husmandssted, som senere blev kunstcentret »Alleshave« (Vedelshavevej 4).
Forældrene var husmand Peter Rasmussen (kaldet Gl. Per) og Hertha Bentin. »Gl. Per« var født i 1827 og veteran fra begge de slesvigske krige (dekoreret af kongen). Han var en velbegavet mand, men hård af sind. Hertha stammede fra Middelfart. Før ægteskabet var hun guvernante hos redaktør Claudius Madsen, Middelfart Avis, og besøgte sammen med familien De vestindiske Øer. Gl. Per døde i 1912. Hertha emigrerede til USA i 1916 og døde derovre.
Peter Rasmussen og Herta Bentin
Ægteskab
Dagmar Volmer blev gift med Erik Andreas Eriksen, Nr. Snede, den 30. juli 1910. Hun havde på det tidspunkt overtaget skødet på husmandsstedet, hvor hun sammen med Erik og forældrene fortsat skulle bo. Lykken varede halvandet år. Hun døde helligtrekongersaften 1912 kun 29 år gammel. Hendes lille søn Børge var da 6 måneder.
Dagmar og Erik på bryllupsdagen
Da sønnen lærte sin mor at kende
48 år senere ved Erik Eriksens død fremkom en pakke indeholdende digtsamlinger, breve, manuskripter etc. Først herigennem lærte hendes søn Børge sin usædvanlige mor at kende. Indholdet af en lignende pakke modtaget i 1946 under besøg i USA blev også til stor hjælp. Hun fortalte om de forhold, hun levede under; men de indeholdt også den troende fynske piges drabelige grundtvigske ordskifter med sin ateistiske bror Marius (Marcus).
Når man tænker på, at hele hendes skolegang havde været 3 gange ugentlig i Asperup og hendes øvrige uddannelse 14 dages ophold på »Kærhave« Husmandsskole ved Ringsted, så virker det jo forunderligt at høre hende citere digtere som Mark Aurel, Bacon og Hegel og give Georg Brandes denne salve:
»Pokker tage filosofien, hvis den skal være som Georg Brandes prædiker. Der vil lægge sig dynger af blodskyld om den mands pande fra ungdommen, som han har gjort sit til at fordærve. Men gudskelov hans magt er brudt – skulder mod skulder står vi mod hans gudløse lære.«
Dagmar Volmer cyklede viden om til de møder, der afholdtes bl.a. på Særslev Højskole.
I et brev til en veninde skriver Dagmar Volmer:
»Når jeg har arbejdet i marken hele dagen, er det en hvile at sidde og skrive. Gamle far sover og vor lille mor også. Vi har det så godt og er så glade sammen. Når jeg er ude, sidder far og ønsker mig vel hjemme. – »få det vaa skit få vos, vis pien bie sy«, siger han«.
Pigen klarede både »Bosse«, »Filip Hansen« og skrev digte
I marken pløjede hun med køerne »Bosse« og »Filip Hansen« opkaldt efter henholdsvis landbetjenten og en sagfører i Middelfart. Hendes skriftlige arbejder siger meget om de økonomiske forhold i hjemmet. Digte blev skrevet på opsprættede købmandsposer og på bagsiden af gamle mejeriafregninger (der viser, at den højeste indtægt på en måned var 24 kroner).
Digtene blev trykt i forskellige aviser her og i USA. I et digt til Husmandsskolens indvielse i Odense i 1908 hedder det bl.a.:
»så voks dig stærk til folkegavn
spred lys på vore veje… «
Ved en skæbnens ironi gik Dagmar Volmers søn ind i den samme skole 37 år senere med håndjern på til »Gestapo« (da ubekendt med digtet) og det sidste vers:
»Gud signe dig vor skole kær
og dem som skal dig lede –
at det må ses af al din færd,
du vil det bedste frede!«
I marken, sommeren 1911. Herta‚»Gl. Per«, Erik, Børge
(i barnevognen) og Dagmar.
Dagmar Volmers dagbog
Blandt Dagmar Volmers efterladte papirer var også en dagbog, hvori hun bl.a. skriver:
Dagbogen 26-4-1909: I dag har jeg været ude at harve, og alt går vel for mig – gudskelov! Jeg har gravet render i engen og strøet muldskud og er godt i gang med alt. Derude bag plov og harve i solens lys finder jeg bedst mig selv og livsglæden. Jeg tror, naturen og jeg hører sammen. Vi kan vist ikke skilles, vokset som vi er sammen gennem mange år.
Dagbogen 30-11-1909: Den sidste tid – ja, kalde den den rigeste i mit liv vil jeg ikke. Det har skiftet med sol og skyer – men skøn har den sidste tid været. Lyse håb og lysende tanker har skiftet i min sjæl. Jeg står ved et vendepunkt i livet – måske ved indgangen til mit livs kald og bedste lykke. Et billede bor herinde, men jeg vil gemme det trofast til jeg får ret til at tegne dets navn på de hvide blade. Nu har jeg atter et digt i »Norden« danskamerikanernes blad (“På Båring Bakker” – se nederst!).
Dagbogen 6-12-1909: Der er vist ting, man ikke taler om, glæder man bedst kan gemme i dybet af sin sjæl. Nu er jeg ikke fri mere – nu tilhører jeg en anden, og jeg elsker ham som blomsten elsker solen og den lyse dag. Jeg mente, livet skulle blive et eventyr, når jeg som nu snart flyver frit over lande. (Dagmar Volmer havde vist her planlagt en rejse til brødrene i Amerika) … Nu ved jeg, at min elskede måtte med mig ind i livet, for det blev det, jeg gerne ville – et solfyldt digt!
Kærlighed
Kærlighed er lovens fylde
er Guds lov i blomsterskrift
kommer ej med flammetorden
men med forårsvindens vift.
Kærligheden er en rose,
fuld og duftende og rig,
pligten er det grønne bæger
under kærlighedens flig.
Kærligheden er som havet,
gør med sang sit hverdagsværk,
den har byrder nok at bære,
men den er så bølgestærk.
Kærlighed har vårens solblink,
somrens fylde, høstens fred,
kender kun af vinteren hvilen,
falmer ej i evighed.
9. marts 1911, Dagmar
I Grundtvigs salmetone og i bjørnsonsk vårbrudsklang
Bortset fra lejlighedsdigte skrev hun om alt, som rørte sig i tiden og som begejstrede hende. Sågar en hyldest til det dobbeltskruede Postdampskib »Hellig Olav«, der bragte hendes bror hjem fra Amerika på besøg 1908-09. Tonen i hendes digte vidner om, at de er født i en tid, hvor – lidt groft sagt: saligheden, der ventede én ikke var en blikkasse på fire hjul. Måske derfor har de ikke meget at sige vor generation – andet end at give et billede af en fynsk pige, hvis åbne sind og sproglige evner fik lejlighed til at folde sig ud under den inspiration, højskolens vækkelse må have været for den ungdom, der havde i sig et overskud, som selv det hårde daglige slid ikke kunne forbruge.
Herdis Noer Eriksen
PS – Vor generation er jo allerede overhalet af to nye generationer, som nu høster frugten af de frø, der blev spiren til den forunderlige ny tid – og en fremtid, som ungdommen må kæmpe for.
