SB 1988 nr. 4
Ved Margrethe Øllgaard
Hans Balthasar Lind Øllgaard
Min far, Hans Balthasar Lind Øllgaard, blev født den 26. januar 1888 i Borre på Møn som søn af læge Ludvig Øllgaard. Den 31. maj 1917 blev han gift med Marie Bloch Jespersen, som er født den 29. juli 1887 i Magleby, ligeledes på Møn. Hun var datter af sognepræst Emil Jespersen.
Far var nummer fem af syv børn i lægeboligen, og han fik undervisning hjemme, indtil han var tolv år. Så måtte han til København for at gøre sin skolegang færdig. Han blev student fra Østersøgades Gymnasium i 1905, og i 1913 blev han så teologisk kandidat.
Lærerige år i Odense
I december 1912 blev far midt i eksamenstiden spurgt af pastor Emil Koch, Odense: »Kunne De ikke tænke Dem at blive kapellan hos mig?« Far svarede: »Kan De virkelig tænke Dem at bruge mig, så ung jeg er?« – »Ja, det kan jeg!« erklærede Emil Koch. Og så sagde far: »Ja, så tør jeg også vove det!« Dermed var det afgjort. Koch havde truffet far på nogle studentermøder.
I juni 1913 blev far så personlig kapellan hos den residerende kapellan ved Sct. Knuds Kirke og præst ved Gråbrødre Hospital, og i 1916 blev han kaldskapellan ved Sct. Knuds Kirke.
Årene hos Emil Koch var meget lærerige for far. De første år boede han i præsteboligen hos Emil Koch og dennes søster og følte sig som »søn af huset«. Som præst lærte han meget af Koch, og i sognet var der meget arbejde med gudstjenester og mange kirkelige handlinger. Det var i krigens år, hvor også den spanske syge rasede, og der var megen fattigdom i visse dele af sognet. Det gav mange husbesøg og nogle triste begravelser. I august 1914 blev far indkaldt til Sikringsstyrken i København. Koch sagde farvel til ham med ordene: »Gud bevare vort fædreland – og dig!«
Da mor og far i 1917 blev gift, flyttede de ind i en lejlighed på Jagtvej i Odense, hvor de fik mange gode venner.
Middagsservering som balancekunst
I 1920 fik far gennem pastor A.J. Rud i Odense (den senere biskop) en henvendelse om at søge præsteembedet i Asperup og Roerslev. Efter at have drøftet sagen med mor sendte han sin ansøgning og blev derefter udnævnt den 6. december 1920.
I januar 1921 flyttede vi så til Asperup præstegård. Det var en stor omvæltning at komme fra en lille lejlighed til en stor præstegård, og indflytningen blev i øvrigt besværliggjort, fordi der var håndværkere i huset i de første fem måneder. De eneste rum, der var i orden, var soveværelse og studereværelse. Mor har fortalt, at hun måtte lave mad på en primus for derefter at pakke den i en kurv for så at balancere på brædder gennem de tomme stuer til studereværelset, hvor middagen blev indtaget. Om lørdagen, når far skulle have ro til at skrive prædiken, måtte vi opholde os i soveværelset.
På trods af disse genvordigheder følte far og mor sig meget vel modtaget i Asperup og Roerslev sogne, hvor de hurtigt kom til at føle sig hjemme. Det betød meget, at det var sogne, der var levende og udadvendte, så selv om forgængeren, pastor Lassen, havde været der i mere end 40 år, var det ikke svært at komme efter ham. Mor har fortalt, at sognene i forbindelse med præsteskiftet følte det som en næsten større begivenhed, at der kom en ny præstekone, idet Lassen jo var gift med pastor Melbyes datter.
Livet i præstegården
Ud oven præsteboligen var der i præstegården også en forpagterbolig. Det betød meget, at der var et godt forhold mellem forpagterfamilien og præstefamilien. Da vi kom, var Bent Lassen forpagter, og i 1923 kom så Johannes Nygaard og hans familie. Forpagterboligen var ikke så stor, så de havde kælderrum i præsteboligen, ligesom vi også måtte dele det store bryggers, hvor forpagteren slagtede gris. Men det gik fint med at være fælles om det.
Marie og Hans Øllgaard indenfor porten til
»slippen« mod Kirkestræde
Efterhånden blev vi fire børn i præsteboligen. Foruden mig selv som den ældste var der Morten (f. 1922), Karen (f. 1924, d. 1973) og Henrik (f. 1928). I forpagterboligen fik Nygaards fem piger, så vi børn nød livet i Asperup præstegård, hvor der var masser af plads både ude og inde med uendelige muligheder for alle slags lege.
Far var et praktisk menneske, der godt kunne lide fysisk arbejde. Allerede i Odense havde han en kolonihave i Sadolinsgade. Den 3 tdr. land store præstegårdshave gjorde han meget ud af. Han plantede bl.a. i den nederste del ca. 100 frugttræer, mest Filippa. Desuden havde han bistader. Senere anlagde han et staudebed i engelsk stil; i det hele taget var der mange blomster i haven. De mange mindre græsplæner med bede blev efterhånden til to store plæner. Derudover var der urtehave og frugtbuske. Til alt dette måtte dog tages en havemand til hjælp.
I kælderen indrettede far et værksted, hvor han reparerede ting og lavede legetøj – f.eks. et dukketeater – til os børn.
Mor, som var af en mere musisk og kunstnerisk natur, havde gået på Kunstakademiet til tegning og maling. Hun var desuden uddannet som fotograf og arbejdede som sådan, indtil de blev gift. Mor havde en poetisk åre, hun skrev meget gode breve og lavede altid sange til familiefester og gavekort på vers. Hun havde en sikker farvesans, som prægede vore stuer, og hun elskede at lave buketter af havens blomster, altid i fine farvesammensætninger. Hun var musikalsk, vi sang meget, og det var mor, der sang for til møder i præstegården. Når far havde konfirmander, sang mor for til morgensangen, hvori også stuepiger, børn og eventuelle gæster deltog.
Livet i sognene
Far færdedes meget rundt i sognene, dels for at gå på husbesøg, men også fordi han kunne lide det og gerne ville kende alle kroge af sognene. Når far var alene, cyklede han, ja, han cyklede også til Roerslev kirke. Men hvis mor var med, tog de turen til fods.
Udover de mere praktiske gøremål var de vigtigste ting jo gudstjenester, kirkelige handlinger, konfirmander og forberedelserne til alt dette. Far begyndte som regel sin prædikeforberedelse med at læse teksten til næste søndag allerede om mandagen, så kunne han gå og tænke over, hvad han ville sige, mens han arbejdede i haven eller andre steder. Prædikenen blev altid skrevet fuldt ud, og lørdag gik far så op og ned i sin stue og memorerede den, og vi kunne høre hans gang og sagte stemme. Jeg mener, at far normalt ikke havde sit manuskript med i Asperup og Roerslev kirker, men derimod nok når han prædikede i fremmede kirker.
Præsterne i Vends Herred holdt på skift regelmæssige konventer i præstegårdene. Desuden var der også nogle grundtvigske konventer ind imellem. I det hele taget søgte far til stadighed mere viden. Han deltog i nordiske præstemøder, og i 1929 havde han orlov i 4-5 måneder og var i England, hvor han boede i Oxford og var meget optaget af alt, hvad han så og hørte i diskussionerne mellem de studerende. Mor rejste derover og besøgte far i London, hvorfra de rejste rundt i Sydengland et par uger.
I Asperup og Roerslev sogne foregik der nu også mange ting. Ud over gymnastik- og ungdomsforeninger var der en levende foredragsforening, som far var formand for. Der kom mange kendte foredragsholdere, og de kom altid til en fyldt sal i Baaring Forsamlingshus. Der var også et samarbejde med flere andre sogne i Vends Herred, således at man f.eks. kunne hidkalde kongelige skuespillere til en oplæsningsaften. Jeg husker bl.a. Henrik Malberg og ikke mindst Clara Pontoppidan, som far havde fået overtalt til at genfortælle »Marie Stuart«, som hun havde spillet på teatret. Det var fantastisk! Disse gæster boede som regel i præstegården, og efter en sådan forestilling nød de at få natmad.
I 1932 blev far provst for Vends Herred. Det trivedes han godt med. Han havde nemt ved de administrative ting, det medførte. På den tid fik vi lavet den store sydvestvendte stue i stand til helårsbrug. Den gamle brændeovn blev lavet om til kamin. Det blev en stue, der dels blev kontor, men også blev brugt meget til konventer og lignende. Væverske Kirstine Jørgensen, Båring, som især mor besøgte tit, vævede gardiner til de fire store vinduer. Mor og Kirstine Jørgensen har sikkert haft nemt ved at blive enige om både farve og mønster. Og gardinerne blev af en solid kvalitet, for far havde dem i sin stue, til han døde, dvs. i mere end fyrre år.
Øllgaard med et af sine får i haven ved studereværelset i 1933.
I baggrunden til venstre ses tobaksladen.
Gudstjenester med nye melodier
Skolerne havde far megen kontakt med. Han var formand for skolekommissionen, og det var vist de samme lærere, han havde at gøre med gennem alle årene. Rigmor Vesterdal var en »institution« i sig selv, hendes skolestart var meget fin. Først og fremmest lærte vi, at skolen var et godt sted at være, og at lærerne kunne lide os. Jeg mener, at hendes skolestart lignede nutidens børnehaveklasse, når den er bedst.
De tre førstelærere medvirkede ved gudstjenesterne som kirkesangere. I Roerslev kirke var lærer Kollerup kirkesanger, i Asperup kirke var det lærer Larsen fra Båring, og lærer Frellsen var organist. Frellsen var et meget musikalsk menneske, bl.a. komponerede han salmemelodier. Der blev indført mange nye salmemelodier, deriblandt også nogle af Laub. Det var vist nok mest mor og Frellsen, som diskuterede melodier. I Asperup kirke plejede Frellsen i en periode at spille en ny melodi som postludium, inden far fra prædikestolen bekendtgjorde, at man nu skulle synge en ny melodi, som Frellsen så spillede igennem to gange inden sangen. Jeg kan endnu høre folk sige, når de gik ud af kirken: »Jamen, den melodi kendte vi da godt!«
I 1938 blev far opfordret til at lade sig opstille som bispekandidat efter biskop Rud. Det kom vist nok som noget af en overraskelse både for far og mange af hans anbefalere, at han ved afstemningen fik flest stemmer. Da biskop Rud ringede først i juni for at underrette far om resultatet, fandt jeg ham i alle fald nede i haven, hvor han var i gang med at lave en ny fast havebænk!!!
Far blev så bispeviet i september, men vi flyttede først ind i bispegården i Odense i november – også denne gang på grund af en forsinket istandsættelse.
Forbindelsen til Asperup og Roerslev blev dog ikke kappet over. Far og mor kom der jævnligt. Og far var glad, da han i begyndelsen af 1960’erne skulle vikariere for pastor Thaning, som arbejdede på at gøre sin disputats færdig.
Kvindelige præster trods protester
I år er det 50 år siden, far flyttede til Odense. Og det er 40 år siden, han ordinerede de første kvindelige præster. Han fik nemlig en henvendelse fra Lolland-Falster Valgmenighed, om han ville ordinere cand. theol. Johanne Andersen til præst. Ingen af de øvrige biskopper ville, selv om folketinget i 1947 havde vedtaget en lov, der åbnede adgang for kvinder til at søge præsteembede. Far overvejede sagen i 2-3 måneder, inden han svarede »ja«; men så var beslutningen også så gennemtænkt, at han ikke lod sig rokke af de mange, mange protester, der kom – ikke mindst fra præster. Der var 514 præster, som i en erklæring antydede, at de ville nedlægge deres embede, hvis ordinationen blev til noget. Der var dog ingen af dem, der gjorde det, da det kom til stykket.
Den 28. april 1948 ordinerede far i Sct. Knuds Kirke Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche Petersen, som blev hjælpepræst i Nørre Aaby.
Efterskrift
Far døde den 19. februar 1979 i en alder af 91 år. Han fik – trods opfordringer fra sine børnebørn – aldrig skrevet om sit liv, så ovenstående er min erindring om mine forældre og deres tid i Asperup og Roerslev.
Jeg har ved min mors og fars billeder to sølvlysestager med årstallene 1921-1938, som de fik som afskedsgave fra Asperup og Roerslev menigheder. Og jeg har også en meget fornem adresse indbundet i skind, som de fik. Den rummer tegninger af kirkerne, præstegårdshaven samt navnene på vist nok alle voksne i sognene. Den er lavet af kunstneren N. Lindberg. Desuden har jeg en fin tale på vers, som frk. Vesterdal holdt ved afskedsfesten. I den beskriver hun os fire børn, som har levet vores barndom i Asperup præstegård.
Margrethe Øllgaard
Jubilæumsåret i vore sogne
Danmarkshistorien har fejret mange jubilæer i år. Af de mere nærværende ville biskop Øllgaard være blevet 100 år, det er 50 år siden, han flyttede fra Asperup, og det er 40 år siden, han ordinerede de første kvindelige præster. På de følgende sider har vi bedt hans datter, Margrete Øllgaard, om at fortælle noget fra hans tid som præst i Asperup og Roerslev.
Anekdoter
Følgende små anekdoter fra Øllgaards tid i præstegården, som bringes med forfatterens tilladelse, er fortalt af Rasmine Andersen, som tidligere boede på Toftegaard.
En søndag havde Margrete Øllgaard været alene til gudstjeneste. Bagefter spurgte hendes far:
– Hvad syntes du om prædikenen, Margrete?
– Jo, den var da rigtig god. Men er der ikke andre end præster,
der må tale i kirken? – Jo, det må andre mennesker også!
– Må bønder også tale? – Ja, det må de da!
– Far, kan vi så ikke nok få Johannes Nygaard på søndag!
En dag træffer forpagteren Johannes Nygaard Margrete,
som sidder og synger højlydt og velfornøjet på trappestenen,
så han spørger: – Hvad har dog sat dig i så fint et humør, Margrete?
– Der er glæde i hjemmet, Johannes, for alle gæsterne er rejst!
Morten Øllgaard kommer en dag farende hen til sin mor og siger:
– Mor, mor, Margrete spotter gud! – Hvordan det, Morten?
– Jo, hun sidder på WC med foldede hænder!