SB 2001 nr. 1
Lokalhistorisk årbog for Vends Herred 1999 bragte en længere, rigt illustreret beretning om Baaring Mejeri. Da bogen for længst er udsolgt, bringer Sognebladet i anledning af den gamle bygnings smukke restaurering i eftersommeren 2000 en desværre stærkt forkortet version.
Mejeriet med den nye bestyrerbolig og Baaring bageri, set fra syd.
Hvornår andelssamvirket startede på Fyn er usikkert; den første landboforening Vends Herred og Wedellsborg Birks Landboforening, blev oprettet I 1841.I 1882 blev der startet et fælles mejeri I Roerslev, og den 21. januar 1884 indbød en annonce I Middelfart Avis til et møde, hvor mulighederne for at oprette et fællesmejeri i Asperup Sogn skulle drøftes. Samme aften blev der tilmeldt leverance fra 230 køer.
Derefter afholdtes adskillige møder, og både ved disse møder og gennem en »avisfejde« førtes heftige diskussioner med tilhængerne af privatmejerier. Pennefører var lærer Jørgensen i Baaring, og bag ham stod Baaring mændene, der var særligt ivrige for oprettelsen af mejeriet, mens »de Asperupbønder« holdt Sig lidt tilbage. Da Blankemændene sluttede op om mejeriet, var det naturligt, at det kom til at ligge i Baarings vestlige ende.
En af initiativtagerne var direktør Niels Hansen, og første formand blev gårdejer og friskolelærer Rasmus Knudsen.
Mejeriet kom i gang den 7. maj 1884. Det var oprindeligt et fællesmejeri med 44 aktionærer, der ejede fra I til 16 aktier. Ifølge §4 i lovene stemtes der efter antallet af aktier. I 1892 ændredes mejeriet til et andelsmejeri, hvorved §4 blev ændret, så der stemtes efter »hoveder«.
I mejeriets første tid skiftedes der ret jævnligt bestyrelse og bestyrer; men den 1. maj 1890 ansattes N. J. Nielsen, der kom fra en bestyrerstilling på Højrup Fællesmejeri. Han var bestyrer i 30 år og udtaler i anledning af sit 25 års jubilæum: »Mit arbejde her har altid været en fest for mig. Jeg har hos både bestyrelse og andelshavere mødt den forståelse, som er nødvendig for, at én er glad i sin gerning«. Aktionærerne kunne købe valle og kærnemælk til 1 og 3 øre pr. kande, »og små folk, som ingen køer har, kan købe til samme pris«.
Indfaldsvejen fra Middelfart-siden. Baaring bageri og Baaring mejeri byder velkommen.
I 1912 vedtoges det at opføre et nyt mejeri, helst uden for byen, og to pladser blev taget på hånden, og der blev foretaget boringer på disse pladser efter vand, men uden resultat. Efter at have brugt 4.100 kr. på disse undersøgelser besluttede bestyrelsen at købe en naboejendom til det gamle mejeri og at skaffe en ny brønd på den anden side landevejen, da vandet i den gamle brønd ikke var godt.
Det lykkedes at skaffe vand her, og byggeriet med en bestyrerbolig i haven og mejeriet med facade mod landevejen blev påbegyndt, og i løbet af sommeren 1913 blev det fuldført. Mejeriet var tegnet af arkitekt H. C. Andersen fra Baaring; maskinerne blev leveret af »De danske Mejeriers Maskinfabrik« l Kolding, og kølemaskinen af Atlas, København. I 1915 havde mejeriet 140 leverandører med 860 køer.
Bestyrer Nielsen
Når man læser protokollerne fra bestyrer Nielsens mange år får man indtryk af en periode, hvor to formand, Jørgen Nørrelund, Baaring, og Jens Martensen, Blanke, bragte en stabilitet, der i høj grad kom mejeriet til gode, og mødereferaterne efterlader én med en stor beundring for det kæmpearbejde, der blev udført.
Som nævnt blev der anlagt ny brønd. Dette havde forbindelse med den tyfusepidemi, der hærgede. Mejeribestyreren og to mejerister blev syge. Vandet i brønden viste sig stærkt forurenet. Alle på mejeriet blev dog raske, og N. J. Nielsen fortsatte som bestyrer til 1920.
Mejeriet solgte smørret til købmand E.F.Esmann fra Odense. Han var eksportør, først af korn og senere af smør til England. Hvert år vidner protokollen om prisforhandlinger, som de skiftende bestyrelser altid kom »sejrrigt« ud af, idet mejeriet normalt fik en pris lidt over Berlingske Tidendes notering.
Emballagen til smørret, smørtræerne, blev købt hos bødker Nielsen, Asperup, der startede med en pris på 155 øre pr. stk. og sluttede med at få 185 øre pr. træ. I 1893 pakkedes smørret i »nye, smukke, ensartede, hvide af tørt bøgetræ velforarbejdede træer, som må være fyldte og velpakkede«. Mejeriet var ikke alene aftager og forarbejder af landmændenes mejeriprodukter. Det spillede også en rolle i lokalsamfundet i øvrigt. Som for nævnt kunne alle købe valle og kærnemælk. Senere blev der indrettet en butik, hvor mejeribestyreren stod for salg af alle mejeriprodukter.
Den flotte facade mod Middelfartvej.
Ny mejeribestyrer
Da bestyrelsen i 1920 annoncerede efter en ny bestyrer, var der 91 ansøgere, og blandt dem valgtes Holger Rasmussen. Også i hans tid gik det godt på mejeriet. Ofte fik mejeriet sølvmedalje for smør og bronzemedalje for ost ved mejeriudsti!linger. I 1923 kan man i protokollen læse om bekæmpelse af kvægtuberkulose, en sygdom, der drillede i mange år. I 1925 og mange gange siden var det mund og klovsyge, der gav problemer, og under krigen, I 1943, berettes om smitsom kalvekastning.
I Holger Nielsens tid indtraf en hændelse, der rystede alle, og som Middelfart Avis den 27 november 1933 gav kæmpeoverskrifter på forsiden:»Frygtelig Eksplosionskatastrofe på Baaring Mejeri i går.«Kl. 4.20 lørdag den 25. november eksploderede dampkedlen og forårsagede på sin vej gennem luften voldsom ravage. Det frygteligste var dog, at førstemejeristen, Aage Pilgaard Petersen, blev dræbt ved ulykken. – En udforlig beretning om dette kan læses i Sognebladet årg. 1985 nr. 1. Interesserede kan på lokalarkivet få kopi heraf.
Fester
Efterfølgende var der nogen diskussion, om der kunne blive tale om at fejre mejeriets 50 års jubilæum i 1934. Bestyrelsen syntes ikke rigtigt, at der var råd; men generalforsamlingen ville have fest. Den blev afholdt først i maj på Baaring Skov Badehotel med koldt bord, øl, kaffe og cigarer formedelst 3 kr. pr. kuvert. Talerne var mange og muntre, og til lejligheden havde de lokale visemagere været I sving. Rigmor Vesterdal lader den røde ko synge:
I dag jeg røde ko
igen må stå og glo,
mens I til fest i skoven
bisser to og to,
i båsene på rad
I tøjrer jer ved fad
og gumler løs på det,I
kalder gildesmad.
I tygger drøv om krisen,
der vokser år for år,
og brøler op om prisen,
som I for smørret får.
I tørrer mulen lang
og brummer i en sang
om bedre kår for kvaj i
gamle Dannevang.
I det hele taget kunne andelshaverne i Baaring Mejeri lide at feste. Ofte omtales sammenkomster med kaffebord og foredrag. Også 25 års jubilæet i 1909 blev fejret, to aftener med 300 deltagere hver aften. Et stort telt var rejst i Nørrelunds gård; pris for begge aftener var 75 kr., og der var aftale med Mortensen på badehotellet om levering af koldt bord med øl og snaps til 1,60 kr. pr. kuvert, og prisen på 1 fl. rødvin måtte ikke overstige 1 kr. De unge, der kom aftenen efter selve festen, fik kaffe med smørrebrød og senere på aftenen chokolade med brød; alt i alt 45 øre pr. person. Til begge aftener var der sange, og efter traktementet gik dansen lystigt til midnat. Også ved den lejlighed havde Rigmor Vesterdal skrevet om den røde ko og sluttede sangen med:
Og hvis I nu i dag vil sende
en hilsen til vi røde hen
så vi må få det ret at kende,
at ven vil mindes ven igen.
Til jeres ry
med Baaring By
vi gi’r et brøl i vilden sky!
Holger Rasmussen var mejeribestyrer under krigen. Ifølge protokollerne gik arbejdet roligt og støt. I 1939 blev et langtidspasteuriseringsanlæg installeret, og I 1941 fik mejeriet et nyt ostelager, da isolationen i det gamle var for dårligt. Da det i 1944 kneb med brændsel, fyredes med halm, og det gik udmærket. Det fremgår af protokollen, at mejeriet ligesom egnen ikke mærkede meget til besættelsen og krigen.
De sidste år
I 1952 blev Roerslev Mejeris fremtid diskuteret, og Baaring fik en forespørgsel, om mejeriet kunne modtage mælk fra Roerslev, hvis mejeriet blev nedlagt. I 1954 blev svaret, at mejeriet kunne aftage fra de Roerslevgårde, der lå naturligt for Baaring. Villy Nielsen, Risumlund, var formand i 50erne og var som sådan med til at tage afsked med Holger Rasmussen i 1958, efter at denne havde været mejeribestyrer i 38 år.
På generalforsamlingen i 1958 redegjorde Villy Nielsen for de store svingninger, mejeribruget havde været ude for; men netop det år havde de to sidste udbetalinger af mælkepenge været de største i mejeriets historie. Siden var indtruffet en periode uden regn, så leverancen af mælk var dalet med 12.000 kg pr. uge. Formanden omtalte ved samme lejlighed modernisering af mejeriets osteri og udvidelse af ostelageret, så det kunne rumme 50t ost. Moderniseringen havde kostet 45.00O kr.
Der var fremsat forslag om, at mejeriet skulle indmelde sig I FAOK’s ostesalgsafdeling, og det blev uden særlig debat enstemmigt vedtaget. Centraliseringen gik hurtigt. Mejeriorganisationerne søgte i 1960 at samle mejerierne om en hjemmemarkedsordning, og Baaring Andelsmejeri tilsluttede sig. Ved generalforsamlingen blev mejeriets forhold betegnet som værende gode; imidlertid var der uro blandt leverandørerne: hvordan var de stillede, hvis de solgte deres køer?
Rationalisering og centralisering var uundgåelig, og i de følgende år dukkede spørgsmålet om lukning op. Formanden og næstformanden fik allerede i 1961 fuldmagt til at disponere, og ved et møde i Nørre Aaby blev der vedtaget fælles retningslinier for de vestfynske mejerier. Lave priser og deraf dårlige økonomiske forhold for landbruget karakteriserede 1961, og både det år og de følgende håbede man på dansk indmeldelse i Fællesmarkedet.
En centralisering af mejerierne på Vestfyn og tilbud om afhentning af mælk ved stalddøren hos alle andelshaverne blev diskuteret på generalforsamlingen i 1963. Da afhentning af mælk krævede tankanlæg og dermed større investeringer, blev beslutningen udsat et år; men allerede den 18. juni 1964 blev mejeriet indmeldt i fusionen af mejerierne ved et møde i Broby, og på generalforsamlingen i februar 1965 måtte formanden erkende: »Udviklingen gik hurtigt; for bare syv år siden vedtoges det at ansætte ny bestyrer. Nu er mejeriet tilsluttet Fyns Mejeriselskab og skal nedlægges”.
Mejeribestyrer Jensen havde fået ansættelse hos Constantia A/M, en epoke var slut. Sammenlægningen af mejerierne, der for alvor begyndte i 1950erne, har måske været lige så logisk, som oprettelsen af andelsmejerierne var engang.
Mange steder har rationaliseringen gjort mejeribygningerne overflødige og tomme. Brandstationer, flygtningecentre, kroer, biblioteker huses f.eks. i gamle mejerier, i vort tilfælde et atelier for en kunstner, som heldigvis værner om det gamle mejeri. En trøst, vist så! Men vi synes vel alle, at mejerienes byggestil er så karakteristisk og i den grad passer til landskabet, at vi kunne ønske, at mejeribygningerne gennem en fredning kunne sikres for eftertiden.
Anne Kathrine Nielsen