SB 2010 nr. 2
Af Jette Claudi Heller
Mine børn mener, at jeg har levet meget, meget længe. Det forstår jeg godt, da jeg lige har set sognefilmene fra Asperup og Roerslev. Jeg blev født på Båring Lykkegård i 1950 som nr. 3 i søskendeflokken. På det tidspunkt boede der på gården: mine forældre, Bodil og Carl Christian Lassen, mine 2 søskende, Bent og Lone, farmor og farfar, Anna og Bent Lassen, fodermesterfamilien, 2 karle og 1 ung pige, ja, der var liv på landet. Et landbrug kunne brødføde alle disse mennesker. Jeg blev passet hjemme, til jeg skulle i 1. klasse i april 1958. Dengang begyndte skoleåret på landet 1. april.
Lykkegaards stuehus og have i 1935.
Min legekammerat
Som 4 årig begyndte jeg at gå til gymnastik i forsamlingshuset en gang om ugen. Senere som 6-7 årig fik jeg en legekammerat, Helle Thomsen, som jeg legede med hver formiddag eller eftermiddag enten hjemme hos mig eller hos hende. Vi havde sammen en egen verden – med dukker, skole, købmandsforretning, lille have osv. Helle var datter af mælkemanden. Det venskab gav mig et indblik i en helt ny verden. Hendes far og mor, Thorvald og Karla Thomsen, var kommet til Båring i slutningen af 40erne og havde bygget et finnehus, et træhus, på Ravnskovgyden nr. 2. Helle gik derfor i Vedelshave Forskole i de første år.
To gode venner, Helle Thomsen og Jette Lassen, på gummivognen i 1957. På bagsmækken ses påskriften ”Baaring Andelsmejeri”. Carl Christian Lassen var nemlig også mælkekusk og havde den rute, der kaldtes ’byturen’.
Barn på landet
Dengang fik vi børn lov til at følge med i det daglige arbejde på gården. Jeg var med:
– når der ca. hver 4. uge var storvask ved hjælp af den dengang moderne fælles vaskemaskine. En forening, bestående af 8 gårde, havde købt en vaskemaskine og en centrifuge til fælles brug. Begge dele blev kørt rundt mellem gårdene på skift. Man havde så 2 dage pr. måned til at få vasket alt tøjet. Om sommeren blev hele haven hængt til med tørretøj. Om vinteren blev tøjet hængt på loftet, så det kunne tage lang tid, inden det var helt tørt. Selve vaskedagen begyndte kl. 5, når der blev tændt op under gruekedlen, så der kunne være nok varmt vand. Derefter blev vaskemaskinen sat i gang. Selve vasken skulle gerne være færdig inden kl. 13, for at tøjet kunne nå at blive tørret udenfor samme dag. Lagnerne blev f.eks. lagt over de store hække, og ekstra tøjsnore blev spændt ud.
– når der blev slagtet gris, og når den blev parteret. Ja, så kom kogekonen for at hjælpe til. Der blev lavet spegepølse, medisterpølse, blodpølse, rullepølse osv. Noget kød blev hakket, andet sendt til røgning – rygni på fynsk! noget saltet, andet skåret i passende stykker, og til sidst blev de mange pakker gjort klar til det fælles frysehus. Vi havde nemlig en fryseboks, dvs. et lille tremmerum, i frysehuset. Et par gange om ugen kunne vi så hente vore pakker hos Kolde Lisbeth, der bestyrede frysehuset i Skovgyden.
– når traktoren skulle køres frem fra trave til trave i høsten, så fik jeg lov til at styre. Min farfar lærte i en alder af 80 år at køre traktor frem. Jeg prøvede en enkelt gang at radrense, men det var jeg ikke god til.
– når kogekonen kom for at hjælpe til udover ved slagtningerne, så kunne det være for at bage til jul eller lave mad til mange gæster. Vi fik altid lov til at være med i arbejdet. 2 gange om året havde vi mange gæster til spisning, dvs. omkring 20.
– når der blev gjort hovedrent 2 gange om året, og alle tæpper og dyner skulle ud og bankes og luftes.
– når vi piger skulle tørre de store stueplanters blade af med øl, så bladene kunne skinne fint, eller når vi skulle hjælpe til med at pudse messing- og sølvtøj, inden vi ved selve festen skulle bære fadene med maden ind til gæsterne. Ja, uden at vi vidste det, lærte vi meget om, hvordan man holder hus.
Mine forældre
Mor begyndte igen som lærer, da jeg gik i 4. klasse. Da hun i 40erne første gang fik stilling ved Båring Skole, var Hugo Bentholm formand for skolekommissionen. Han valgte at få en ung lærerinde ansat, da der var flere unge ugifte landmænd i byen. Hans plan lykkedes, for mor blev gift med far i 1944. Far var barnefødt i Asperup Præstegård, i den tidligere forpagterbolig. Her boede hans forældre, fordi faderen, Bent Lassen, siden 1908 havde været forpagter af præstegården hos sin far, pastor Søren C.C. Lassen. Senere, først i 20erne, købte Bent Lassen Båring Lykkegård, og en ny forpagterfamilie, Karen og Johannes Nygaard, flyttede ind i forpagterboligen.
Familien Lassen på Lykkegaards gårdsplads i september 1952. Bagerst Carl Christian og Bodil, forrest børnene Lone, Bent og Jette.
Baaring/Asperup i 50erne
Dengang i 50erne var her: 4 købmænd, 1 brugs, 2 slagtere, 1 børstenbinder, 1 bladhandler, flere frisører, mekanikere, cykelhandlere, 1 mejeri, 2 bagere, 1 elværk, apoteksudsalg, sadelmager, sparekasse, kommunekontor og meget mere – en hel del flere håndværkere som skomagere, murere, tømrere, smede og malere, ja, der var mange beskæftigelsesmuligheder, og mange mennesker færdedes i byen. Der var også en station, hvorfra man kunne tage med Røjlegrisen til Middelfart eller til Odense. Rutebilen kunne man tage på Rugårds Landevej.
Når man boede på en gård uden for byen, kom bageren kørende en gang om ugen med rugbrød. Fiskehandleren kom i begyndelsen cyklende, senere kom han i bil én gang om ugen. Alle følte sig forpligtede til at behandle hinanden pænt, dels ved at købe noget, dels ved at det var gode varer.
Skolen bestod af flere små skoler: forskolen i Asperup, Kirkestræde 5, med 1. og 2. klasse, og skolen i Baaring, Byvejen 29, med 3. og 4. klasse. Endelig gik 5., 6. og 7. klasse i skole dels i Baaring, i den grå bygning nu med SFO’en, og dels i Asperup på Kirkestræde 7, i dag Asperup Børnehave. Dengang gik eleverne i skole om lørdagen, men i 1., 2., 3. og 4. klasse havde vi én fridag om ugen. I 5., 6. og 7. klasse havde vi fri 2 dage om ugen. Skolen var opdelt, så at 4 lærere kunne undervise alle eleverne.
Landsbyliv
Jeg tænker ofte på, hvad min farfar sagde: ”Min generation går, mine børn rider eller cykler, mine børnebørn kører, og mine oldebørn flyver”. Som det ser ud i dag, ja, så passer denne forudsigelse. Meget kan siges om livet på landet i 50erne, men ét er sikkert, der var liv! Alle deltog i et eller flere af de mange fællesskaber, som fandtes i landsbyerne.
På mine ældre dage er jeg flyttet tilbage til livet på landet, hvilket jeg sætter stor pris på.
Forudsætningerne for, at der kan vedblive at være liv på landet, er, at alle føler sig forpligtede på at yde deres bidrag til samfundet! I modsat fald tror jeg, at det bliver befolkningerne i byerne, der bestemmer, om der skal være liv på landet! Der er mange opgaver, der skal løses, også i de små samfund, og hvis man vil have, at disse skal bestå, ja, så må alle yde efter evne og nyde efter behov.
Lykkegaard, Lykkegaardsvej 2, 1991.
Jette Claudi Heller, lærer, nu bosat nord for Tørring ved Hjortsvang, en landsby med museum, kirke, stordagpleje, idrætsplads og forsamlingshus. Landsbyen har under 200 indbyggere, selve området ca. 380.
Jette Claudi Heller