SB 2009 nr. 4
skrev Kaj Thaning i en artikel om opførelsen af Båring højskole. Hvem var den Bentholm, der smilede, hvor var han fra, og hvorfor og hvornår smilede han, kunne man med rette spørge.
Da højskolebyggeriet begyndte i 1958, blev der ved opkørslen fra Byvejen rejst to store skilte, der fortalte hvilke firmaer, der byggede, og hvor leverancerne kom fra. Mellem disse stod et stort termometer. Herpå kunne man aflæse, hvor langt man var kommet med indsamling af egenkapital. Beløbet var ikke højt nok, da arbejdet gik i gang.
Skiltning ved opkørslen til højskolen fra Byvejen.I midten ses termometret til måling af størrelsen af egenkapitalen.
Hvem?
Hugo Kristian Bentholm blev oprindelig døbt Pedersen; men i slutningen af 1800-tallet var det på mode at udskifte ”sen”-navne med stednavne, hvorfor Hugo Kristian som sine brødre Niels, Magnus og Peder Aksel tog Bentholm til efternavn, oprindelig et stednavn i forældrenes mark.
Forældrene, Dorthea og Anthon Pedersen, stammede fra henholdsvis Silkeborgegnen og Horsensegnen. De flyttede efter giftermålet i 1882 til Brandeegnen og købte Branduhre Mølle, som de drev i 18 år. Her voksede deres børn op. At de ikke slog sig ned i Østjylland, hang sammen med, at kornpriserne i 1870erne på grund af stor eksport til England var meget høje. At købe en mølle i en kornegn kunne derfor ikke lade sig gøre!
Livet på Branduhre Mølle var forskelligt fra hedebøndernes. Møllerfolkene skulle jo ikke leve direkte af jorddyrkning. Desuden havde begge forældre været på højskole, og det prægede hjemmet. Ofte var der brug for deres hjælp til skriftligt arbejde som breve og regninger.
Forældrene var strenge børneopdragere og lagde stor vægt på ærlighed, beskedenhed og pligtfølelse. Børnene kom først ud at lege, når moderen var sikker på, at de kunne deres lektier. Familien rådede kun over én stue, og hvis faderen blot kiggede efter børnene, blev de musestille.
Hjorddreng
Hugo, der blev født 1891, kom som sine brødre som 11-årig ud at tjene som hjord-dreng i 3 år, under nøjagtig samme vilkår som beskrevet i ”Mads Doss” fra Blichers novelle ”Kjerlighed på dagvognen”. Dagens arbejde begyndte senest kl. 6 om morgenen og varede til solnedgang, hellig som søgn, i blæst og regn, i sol og i kulde. Drengen var klædt i korte bukser, en skjorte og en bluse eller vadmelstrøje. Han gik barbenet fra maj til november. Fødderne var hærdede mod kulde, mod sten og stubbe og lyngens hårde stængler. En koklov over tæerne gjorde dog ondt, men i selskab med kreaturer lærte man at holde tæerne ved sig selv. Sår blev ikke forbundet, man hinkede igennem, til såret var helet af sig selv. Blev det ømt eller betændt, havde man et godt og sikkert råd ved hånden – urin! Det hjalp, i hvert fald sved det, og så må det vel også have været godt.
Dagene var lange, eftermiddagene især, når køerne gik løse i de yderste marker; så kunne flere hjorddrenge finde sammen og lege og spise en mellemmad. Om efteråret stegtes kartofler over bål. Hjorddrengene kappedes i øvrigt om at finde flest lærkereder. Dengang fandtes de i mængder. Når en rede var opdaget, sattes et mærke lidt derfra, så den var let at finde igen.
Som hjorddreng måtte man have omsorg for dyrene, får, ungkreaturer og køer. Konen på gården kom hver aften ud for at syne køerne, når de i kobbel blev trukket hjem til stalden. Var de tykke, vankede der ros. I modsat fald måtte hjorddrengen forklare årsagen. Lønnen var 10 kr. det første år, derpå 15 kr. og 20 kr. i de følgende to år.
Efter konfirmationen kom han ud at tjene som karl og fik 40 kr. årligt.
Hedebonde
Møllens kunder var mest fattige hedebønder, der kom med deres små poser rug til maling til brød, boghvede til grynmaling og lidt seksradet byg til gryn og mel. Deres arbejde var slidsomt. Såning foregik med hånd, høsten med le og opbinding, tærskning med plejl. Hjemkørsel af korn skete med stude, køer eller heste. De fattigste kørte kornet hjem på trillebør.
På møllen var rigdommen også til at overse. I 1883 gik en vital del af møllen itu. Anthon Pedersen, nu kaldet Anthon Møller, havde ingen penge til reparation, alt var gået til udbetaling i møllen året før; men en hedebonde kom af sig selv og tilbød et lån på 500 kr.
I 1890 enedes man om at opføre et andelsmejeri i Branduhre. Det var revolutionerende, og andelstanken bredte sig til brugsforening m.m. Fra da gik det fremad for folk i Branduhre, også for familien i møllen! I år 1900 blev møllen solgt for 7.000 kr., og ”Engholm”, en ejendom ved Uhre, blev købt for 7.500 kr.
Drenge-og ungdomstid
Hugo var 9 år, da forældrene blev hedebønder. Han mindedes som ældre, hvordan han som stor knægt fulgtes med sin far til møder i Brande med nypudsede og fine træsko. Indtil bygrænsen gik far og søn barfodede, først her kom træskoene på. De ankom altså med manér uden at slide unødigt på fodtøjet.
Hugo lærte tidligt at læse, fordi han var med ved bordet, når de ældre søskende og moderen gennemgik lektierne. Men, ak! Da han kom i skole, kunne han kun læse, når bogstaverne stod på hovedet. Han havde altid siddet over for den, der læste!
På ”Engholm” fik Hugo interesse for landbrug. Bonde ville han være; men forældrene syntes, at han var for lille og for spinkel. Derfor kom han i handelslære i en brugsforening; men det ændrede ingenting. Hugo holdt fast ved sin beslutning, kom på Ryslinge højskole og senere på Høng landbrugsskole. Det var der mening i for Hugo, som tilmed fandt sin hustru der, nemlig Valborg Rasmussen fra Lundegaard i Båring. Hun var på landbrugsskolen som ”ung pige i huset”.
Giftermål
I 1918 blev Valborg viet til Hugo Bentholm. Herefter blev Hugo bestyrer på ”Kongsgaard” i Viby ved Aarhus. Her kom datteren Sigrid til verden i 1919, og hun fik her 2 brødre, Karl Anthon, 1922 – 1988, og Knud 1924 – 1987.
I 1924 blev ”Dyrhøjgaard” i Baaring til salg, idet ejeren Synnøve Pedersen, som med stor dygtighed siden 1898 havde drevet den efter sin far, Klaus Pedersen, døde og ikke efterlod sig en arving. Gården skulle helst blive i familiens eje, og kun derfor blev Hugo Bentholm tilbudt at købe den. Valborg hørte til Synnøves familie.
På ”Dyrehøj” blev datteren Kamilla, kaldet Milla, født i 1928. Samme år døde Valborgs far, Karl Rasmussen på Lundegaard. I 1929 tinglystes betinget skøde og aftægtskontrakt mellem enken Kamilla Rasmussen og svigersønnen Hugo Bentholm, som med kone og børn flyttede ind på Lundegaard.
1930 afhændes ”Dyrehøjgaard” til Inger og Carl Christensen, som oprindelig hørte til på Fjelsted-Harndrupegnen, men kendte til Baaring, fordi Carl Christensen havde været med i 4. Hovedkreds ved anlæg af gymnastikpladsen i Baaring skov. Bentholms annoncer efter karle og piger indeholdt den betingelse, at ansøgerne skulle være delingsførere, hvis nu gymnastikforeningen manglede ledere, altså. For øvrigt var der i køkkenet ophængt trapez og ringe, så formen kunne holdes ved lige.
Gårdbrand
I sommeren 1932 slår lynet ned i Lundegårds stald-og ladebygninger under et kraftigt tordenvejr; ejendommen Ravnskov på Ravnskovgyden nr. 3 bliver ligeledes ramt, så folk i Baaring får travlt med at hjælpe begge steder. Lundegaards stuehus bliver reddet, men panikken var stor. En mand sprang op på bordet i stuen og ville redde en fin glaslysekrone; han smed den ud af vinduet til havesiden. Reddet blev den, men var siden ganske ubrugelig!
Lundegaard, Middelfartvej 35, o. 1932. Tegnet af Martin Skovbo.
Hugo gik straks i gang med genopbygning. Høst og husdyr skulle i hus. Ifølge optegnelser hentede man de fleste materialer i omegnen, hvorfor heste, vogne og mandskab til stadighed var på farten. Murermester Dreyer stod for byggeriet. Regnskab over byggeudgifter og mandskabstimer til afrensning af mursten til genbrug foreligger. I de moderne udbygninger drev Hugo i årenes løb et førsteklasses landbrug, og i stuehuset havde Valborg sin arbejdsplads. Hun satte en ære i et smukt og velholdt hjem. I 1940 kom det 5. barn til verden, datteren Grethe.
Fælles liv
At ægteparret havde styr på de daglige opgaver, viste sig derved, at de fandt tid til overs til sognets fælles liv. Skønt Hugo var jyde af fødsel og i den grad ejede jydens sejhed og ro, faldt han godt til mellem fynboer, der tog hans dygtighed og arbejdskraft i brug. Han ejede evnen til at tie og tale i rette tid, besad en naturlig venlighed, en god forhandlingsevne og et sundt omdømme. Han blev bestyrelsesmedlem i mejeriet og elektricitetsværket, var i 26 år i sognerådet, valgt af Venstre, var formand for Asperup stations brugsforening, i bestyrelsen for forsamlingshuset og vandværket, i repræsentantskabet for FAF og var formand for skyldrådet og skolekommissionen.
Højskolen
Under 2. verdenskrig, engang i 1942 begyndte den forholdsvis nye præst i Asperup-Roerslev, Kaj Thaning, at tænke højt om en højskole på Båring Banke. Han gik så vidt som til ret hurtigt at finde egnede forstanderemner, og han talte ikke for døve øren. Vågne og lydhøre var vel især tidligere højskoleelever og hertil hørte bl.a. Hugo, som fra marts 1944 var at finde, først i det 15 mand store udvalg, der efter idéens lancering skulle arbejde videre med at indsamle fornødne penge, dernæst i det mindre udvalg til udarbejdelse af forslag til fundats. På og mellem linierne i Frede Tornøes protokol fra 1944 og videre op fremgår, at Hugo er at finde på stadig vigtigere poster i arbejdet. Han bliver kasserer og markerer sig i diskussioner med klare standpunkter. Indsamlingens første mål, 100.000 kr., blev nået i oktober 1944, og Bentholm havde en aftale klar med Middelfart Bank og Vends m.fl. Herreders Landbo-Spare- og Lånekasse om at anbringe pengene dér mod en rimelig rente. Krigen forhindrede, at man kunne gå videre med planen.
Baaring med Højskolen i forgrunden, o. 1984.
I oktober 1945 ønsker Poul Nielsen, ejeren af Rosbjerggaard, der lå lige over for Båring skole, at sælge sin ejendom. Et handledygtigt forretningsudvalg aftaler at købe den for 73.000 kr., hvis baglandet, dvs. medlemskredsen, er indforstået. En smukkere grund kunne ikke findes, og således går det fra opgave til opgave, fra forhindring til forhindring, indtil skolen i 1957 gives materialebevilling og i 1958 kan gå i gang med at bygge. Undervejs vidste man ikke, om den igangværende nytegning af indskud ville bringe egenkapitalen op på en sjettedel af opførelsessummen, som reglerne nu var!
Men resultatet blev, at indsamlingen kom op over en sjettedel! Højskolen kostede 2,85 millioner, og da sjettedelen var betalt, var der en driftskapital på over 50.000 kr.
Bentholm smilede tilfreds!
Og med ham alle de andre involverede, der havde bevaret engagementet fra 1944, og som den 22. november 1959 kunne indvie Baaring højskole. Dens virke blev på knap 50 år. Alligevel vil 50 års fødselsdagen blive fejret!
Hugo Bentholm kunne følge med i skolens liv, indtil han i 1991 døde på Eisbjerghus, få måneder før sin 100 års dag. Valborg havde han mistet allerede i 1966. Også hun var optaget af højskolen og deltog bl.a. med stor fornøjelse i Jytte Engbergs studiekreds i dansk litteratur.
Grethe Marcussen