SB 2003 nr. 2
Af Erik Brygmann
Asperup præstegård som den så ud i 1940’erne, indtil længerne blev revet ned i 1977. Foto udlånt af Inger Petersen.
I Sognebladet 2002 nr.1 havde Niels Thomsen en artikel om Kaj Thaning. I forlængelse af dette har jeg lyst til at nævne, at jeg i to erindringsbøger er stødt på omtale af præstegården i Asperup. Det drejer sig om Jens Otto Krags »Ung mand fra trediverne« og Hans Lyngby Jepsens »Mest imod«. J. O. Krag fortæller om, hvordan han den 26. januar 1945 tog til Asperup for at tale i foredragsforeningen sammen med venstrepolitikeren Erik Eriksen, som Thaning og Krag hentede ved toget, formodentlig den nedlagte nordvestfynske jernbane. Erik Eriksen »sprang veloplagt ud af toget iført tyk frakke og stor pelshue. Han var en elskværdig og charmerende mand med megen lune. Jeg tror, at min livsvarige personlige sympati for Erik Eriksen opstod ved denne lejlighed. Den kunne politisk have ført videre, end den gjorde, – men det er en anden historie.«
Under debatten i forsamlingshuset prøvede Krag at forsvare visse træk i planøkonomien som en videreførelse af andelsbevægelsens principper på hele samfundsøkonomiens område. Men her havde han ikke heldet med sig. Erik Eriksen lod sig ikke overbevise. Hvordan Erik Eriksen kom hjem, siger Krag ikke noget om; men han fortæller, at han på grund af et voldsomt snefald, der havde standset toggangen, måtte forlænge sit ophold i præstegården, hvad han gjorde med stor glæde. »Jeg drøftede tidens åndelige rørelser med Thaning og underholdt mig med fru Thaning og præstegårdens fem børn og morede mig strålende. Søndag formiddag kørte togene igen, og jeg blev ad veje, der gik gennem meterhøje snedriver, kørt i kane til Nørre Aaby, hvor toget lod mig komme ombord til en ståplads. Præstebørnene vinkede frysende og jublende farvel. De havde lært mig at spille Svaber.« Dette bind af Krags erindringer er fra 1969.
2001 udgav forfatteren Hans Lyngby Jepsen sin sidste bog. Han er senere død (2001). »Mest imod« hed den, og den består af en blanding af erindringer og artikler om forskellige emner. Her fortæller han blandt andet om et besøg i Asperup præstegård. Han havde stiftet bekendtskab med Thaning under et ophold på Lysebu i Norge. Under besøget i Asperup traf han forfatteren Martin A. Hansen, som skulle holde foredrag i forsamlingshuset, og der gik han op efter at have spist middag i præstegården. Salen var stuvende fuld, og man måtte sætte ekstra stole ind. Efter indledende betragtninger over samtidens danske litteratur læste Martin A. Hansen op af sin bog »Tanker i en skorsten«, eller rettere sagt – han fortalte på en levende måde, så han holdt forsamlingens opmærksomhed fanget. Han fik stort og velfortjent bifald.
Efter at mødet var afsluttet, gik Thaning og hans kone samt de to forfattere tilbage til præstegården, og her serverede fru Thaning ristede kastanjer og rødvin. Efterhånden som rødvinen gled ned, »kom Martin A. Hansen i gang med sin enetale, og efter midnat fløj hans tanker til Stevns, hvor han kom fra. Ravnen skreg, uglerne tudede, rovfugle kredsede om månen, tunge kirkedøre sprang op og varslede om død og begravelse, kirkeklokkerne faldt i slag i bælgmørke og forudsagde slægtsgårdens brand, konen så i drøm og syn sin søn omkommet og gravlagt, således skete det, dødsfald og ildsvåde, elendighed og sorg, skæbnebestemt og uundgåelig, årstal og årstid, steder og navne, nøjagtighed skulle det ikke mangle på. Og tro ikke, at han snakkede om ammestuesnak og overtro fra svundne tider, nej det var sandfærdige beretninger fra hans bedsteforældres og forældres liv, hæderlige og ædruelige folk. Ulykkerne kom som forudset og forudsat, skæbnens piskesmæld . «
Lyngby Jepsen har lyttet opmærksomt, men skeptisk til historierne om livet på Stevns og fortsætter så lidt drilsk: »Uden for Asperup præstegårds vinduer lå haven i mørke, vinden ruskede, kirkeklokkerne rungede i vores hoveder, kirkedørene knirkede og slog i, orglet spillede, ligene lå i kister og bag dem blomster og kranse i række på gangen mellem kirkestolene, præsten holdt ligprædiken, og de sørgende med bøjede hoveder græd deres stille tårer. Troede den lille forfatter med det firkantede hoved på sine egne spøgelseshistorier? Det lød sådan. Måske afprøvede han deres troværdighed – eller vores lettroenhed? Pastor Thaning og jeg lyttede høfligt, måske en anelse forundrede, til al denne gru og rædsel fra Stevns. Gæstekammeret i præstegården var skrækkeligt koldt, husker jeg, gudskelov havde min kone kropsvarmet dobbeltsengen under de drøje bondedyner. «
I resten af artiklen bevæger Lyngby Jepsen sig langt væk fra Asperup. Han nævner en række eksempler på religiøs tro, overtro, okkulte og parapsykologiske fænomener – og afviser det hele. Han tror ikke på noget af det. »Efter min bedste overbevisning bragte Martin A. Hansen utroværdige historier i omløb og spildte vores tid.« Og »Kaj Thaning lyttede med hældende hoved, vistnok en smule skeptisk og søvnig.« Måske er der flere i sognet, der kan huske disse to møder i forsamlingshuset.
Erik Brygmann