SB 1995 nr. 2
Redigeret af Grethe Marcussen
Lillejuleaften 1944 kom en bil kørende til Asperup præstegård. Pastor Staffeldt fra Middelfart og hans kone, samt to sværtbevæbnede frihedskæmpere skulle advare Kaj Thaning. Tyskerne havde fået fat i en liste med navne på folk,som havde forbindelse til modstandsbevægelsen. Da Thanings navn figurede her, forlangte de, at han øjeblikkeligt skulle forsvinde, da han var i fare for at blive taget. I al hast tog han ind hos lærer Tornøe i Baaring, hvor han overnattede, for dagen efter at lade sig indlægge på Odense Sygehus, officielt med en knæskade, som han om sommeren havde pådraget sig ved at falde ned fra et pæretræ.
Lytteposten i Stadagergårds mark ved Dyrhøj.
Laura Thaning var nu alene med børn og en meget nervøs ung pige hele julen og frem til februar. Da tyskerne indenfor dette tidsrum ikke havde vist sig i præstegården, lod Thaning sig udskrive. – Det er blot en af mange krigsepisoder, som Laura Thaning kan berette om. De står mejslet i hukommelsen på grund af den angst, de afstedkom.
Selv fortalte Thaning om krigen her på egnen ved en mindesammenkomst for 10 år siden på Eisbjerghus. Da talen blev optaget på bånd, bringer vi den her i let redigeret udgave, nøje gennemlæst af Laura Thaning:
»Fra 9. april 1940 til 5. maj 1945 blev Danmark besat af nazisterne, af Hitler, og det er den eneste periode i historisk tid, hvor hele landet har været under fremmed herredømme. Alene af den grund kan man forstå udtrykket ”de fem forbandede år” i befrielsessangen.
5. maj. Skolebørn med flag ved skolen på Byvejen i Baaring.
Selvfølgelig var årene ikke forbandede for alle. Der var mange der tjente godt under krigen. Tyskerne betalte godt for, hvad de fik, men det var vores Nationalbank, der betalte de penge, tyskerne skulle give ud. Vi har for længst afskrevet den milliardgæld, som tyskerne kom i til Danmark i den periode.
Restriktioner
Vores levevis ændrede sig. Det blev galt med brændslet. Vi fyrede med tørv, der drev af vand. Brunkulslejerne kørte for fuld fart i Jylland. Svovlen osede. Benzinen forsvandt fra bilerne, som fik gasgeneratorer i 1943. På det tidspunkt var der kun syv hyrevogne her på Vestfyn: Tre i Middelfart, to i Fredericia og fire på landet, heraf en i Baaring og en i Viby. Ingen i Nr. Aaby.
Man kunne ikke få sig et ordentligt sæt tøj. Det blev lavet af cellulose og papir. Tobakken forsvandt, så vi måtte selv til at dyrke den i vore haver. En mand fra Baaring skar tobak for folk. Det var ulovligt, og han kom i arresten. Der besøgte jeg ham. Han klagede over, at han skulle lide for dem, der havde fået tobak hos ham.
Købmændene advarede mod de erstatningsvarer, der kom frem, bl.a. for chokolade og marcipan. Smør lavede man af de mærkeligste ingredienser.
Kaffen smagte ikke af ret meget, for ikke at tale om, at den slet ikke smagte af kaffe, men af andre mærkelige ting. Det var en hård tid for danskerne.
Kulturelt opsving
Kulturelt set tog man sig sammen. Bibliotekerne tredoblede deres udlån. Forsamlingshusene blev fyldte, foredragsforeninger blomstrede, fordi her var det muligt virkelig at få noget at vide. Det kunne man ikke gennem aviserne. De var censurerede. Radioen ligeså. Det var kun radioen fra BBC i London, der kunne fortælle om, hvordan det gik til i verden. Den eneste måde man kunne få folks virkelige mening at høre, var når man kom i forsamlingshusene.
Frihedskæmperne Sigurd Bro og Niels Jørgen Jørgensen lige efter befrielsen i bil uden nummerplader.
Der blev stiftet en stor sammenslutning, der hed Dansk Ungdoms Samvirke. Professor Hal Koch blev formand på landsplan. Her på egnen blev forstander Gårde, Vesterdal Højskole, formand. »Niels Ebbesen« blev opført i præstegårdshaven i Nr. Aaby og skulle senere opføres på Vesterdal Højskole; men politimester Galschiøtt i Middelfart, som var tyskvenlig, forbød opførelsen. Politiassistent Raben Korch, Nr. Aaby, kom ud til højskolen den dag og meddelte, at opførelsen var forbudt. Det ville man sandelig heller ikke, sagde man. Man ville gå ind i forsamlingshuset. Der blev læst ting op, som var meget værre! Så smilede Raben Korch og gik sin vej.
»Der var engang« blev i 1943 opført både i Nr. Aaby og i Baaring Skov.
Meningen med Dansk Ungdoms Samvirke var den, at man ville prøve at skabe en folkelig dansk og varig bevidsthed. Hal Koch selv mente, at tyskerne ville vinde krigen.
Umiddelbart efter besættelsens begyndelse samledes man i store forsamlinger for at synge alsang i præstegårdshaven og i Baaring Skov. I byerne forekom desuden algang. Det var sådan set noget mærkeligt noget. Jeg kom engang cyklende ovre i Fredericia. Store og mindre grupper af folk kom spadserende imod mig, og jeg spurgte en lille fyr, som jeg cyklede ved siden af, hvad det var for noget. Han svarede: »Det er altergang!« Både alsang og algang dampede af, og så blev der lagt vægt på oplysning. I åbne og lukkede kredse fik man besked på hvordan situationen var.
Illegale bevægelser
Frode Jacobsen, som blev førstemanden i Danmarks Frihedsråd, startede allerede den 9. eller 10. april med at organisere Dansk Studiering ud over hele landet. »Ringen« blev den kaldt. Han kendte H. I. Hansen, skolebestyrer på Nr. Aaby Realskole, og jeg kendte ham fra studentertiden i København. Han kom over til os, og vi fik lavet grupper af Ringen både i Nr. Aaby og i Asperup. Ringen sendte regelmæssigt blade rundt, for at vi kunne få besked på det, som ikke stod i avisen fra såvel indland som udland.
I Asperup fik vi desuden meddelelsesblade fra Dansk Samling, fra Arne Sørensens gruppe. Børge Eriksen, som boede i Asperup, men arbejdede på Grand i Nr. Aaby, blev sekretær for Arne Sørensen. Ham havde jeg forbindelse med, så vi fik stadig meddelelser fra Dansk Samling. En skønne dag dukkede Frode Jacobsen op ovre hos os for at bede mig om ikke at meddele Børge Eriksen, hvad der stod i hans meddelelser fra Ringen. Det kunne tilstoppe hans egne kilder. Frode Jacobsen var en mand, der vidste, hvad der foregik. Illegale blade havde stor betydning. Folk fik virkelig besked. Laurits Jensen, der var postbud i Nr. Aaby, tog dem med på sin ordinære rute. Det var ikke risikofrit. Men vi havde heldigvis ingen fastboende stikkere her på egnen. Det var en vældig fordel, især da modstandskampen omsider blev organiseret her på egnen i januar 1944.
Organisation af modstanden
Manden for dette var officer Ole Justesen. Efter 29. august gik mange officerer under jorden. Ole Justesen gik da i gang med organisationen i det område, han fik tildelt, nemlig Nordvestfyn. Han drog rundt på cykel for at få forbindelser, og han henvendte sig også til de grupper, der i forvejen var under Ringen. I Nr. Aaby fik han den besked, at de sorterede under Ringen og ventede på instruktion fra centret. Desuden mente han, at nogle af hans vanskeligheder på Nordvestfyn bundede i, at mange lyttede til Middelfart Venstreblad, som advarede meget stærkt mod modstandskamp, mod sabotage, og henholdt sig til kongens ordre om at opretholde ro og orden i landet. Ikke desto mindre var der mange radikale, som sluttede sig til hans gruppe, og det gjorde politiet også. Politiet gik under jorden 19. september 1944.
Det var politiassistent Vonge Nielsen, der fik det organiseret her på egnen. Usædvanligt mange af vore egne politifolk sluttede sig til. 33 allerede i starten, og det endte med, at der var 40, og de blev gemt rundt omkring hos folk. Vi må ikke glemme, at der var mange, også her, som var med i modstandskampen, for så vidt som de gemte politifolk, sabotører og andre, som skulle være under jorden. De løb egentlig tit en større risiko end de folk, de gemte, for de kunne forsvinde, hvis tyskerne kom, hvorimod værterne sad tilbage med hus og hjem. Man kunne ikke vide, hvad der så skete.
Det var ikke så frygteligt svært at få folk indkvarteret rundt om. Ganske vist snakkede folk en del, men det blev ikke til mere end det. I København var det meget værre. Vi havde en lærersøn fra Baaring, Knud Larsen, som blev lærer derovre. Han blev leder af modstandsgruppen »Holger Danske« og senere taget af tyskerne. Først tog de den pille fra ham, som han gemte, en giftpille, som han ville bruge, hvis han blev taget. Ad ukendte kanaler fik han fat i en anden. Til minde om ham står en mindesten i Baaring med indskriften: »Drenge, der lytted, gik ud som mænd«. Det hentyder til, at hans far, lærer Larsen, fortalte Danmarks historie, så de, der hørte det, aldrig glemte det. Det gjorde hans egen søn heller ikke.
Man siger tit, at det var i byerne, modstandskampen blev organiseret. Det passer jo ikke. Man kender navnene her: Holger Danske, BOPA og de andre. Ud over hele landet var de organiseret, og det var faktisk fra provinsbyerne, at anledningen kom til bruddet med tyskerne den 29. august.
Paula Bro, Inger Hansen, Kurt Johansen, Jørgen Nørrelund og Kaj Thaning samler pakker med mad til Norge lige efter befrielsen.
Som sagt – fra januar 1944 blev modstanden organiseret. I Nr. Aaby var det margarinefabrikant Poul la Cour Brandt, der blev byleder. Ågård fra jernbanen blev militærleder. I Nr. Aaby var der virkelig brug for aktiv indsats, for her gik jernbanen forbi. Den skulle saboteres, og der var telegrafledninger og telefonledninger, som også skulle saboteres. Arbejdet blev fordelt på to grupper på i alt 21 personer. I Asperup var der tolv, også i to grupper. Det var nødvendigt at have det adskilt, for man måtte ikke kende hinanden. Men i Asperup var der ingen særlig brug for sabotage. Nordvestbanen betød ikke så meget.
»Henriette«
Englænderne begyndte at sende containere over med våben og sprængstoffer men nedkastning kunne ikke lade sig gøre heromkring på grund af den lyttepost, som blev oprettet af tyskerne kort efter den 9. april. Den lå ved Dyrhøj. Desuden var Lillebæltsbroen omgivet af flakskyts, så det ville hurtigt blive opdaget, hvis der var optræk til nedkastninger.
Fønsvang var eneste mulighed mente man. Men det viste sig at være et uheldigt sted, fordi der ingen flugtveje var. I radioen var der ustandseligt hilsener til forskellige navne. De betød, at nu skulle de forskellige grupper ud for at modtage våben fra luften. Navnet på pladsen ved Fønsvang var»Henriette«.
En aften lød det over radioen: »Hilsen til Henriette«. Der blev uro rundt omkring. Der var gilde i Gamborg, og da beskeden havde lydt, var der en der sagde, at han var nødt til at tage hjem, for hans so skulle have grise. En anden sagde, at han havde fået en frygtelig hovedpine, og at han måtte hjem og have en tablet. Hvis han blev hjemme, var det fordi han måtte gå i seng.
De forsvandt til Fønsvang og samledes ved bunden af Gamborg Fjord. Der var en plads opgivet til englænderne. Den skulle være 600 m2. og omgivet af lamper, som skulle signalere til flyveren, at det var her, han skulle kaste ned.
Halv elleve var alle klar; men der kom ingen flyver. Det vil sige, der kom en tysk flyver, som antagelig havde skudt den engelske flyver ned. Da det blev klart, og da man havde signaleret, måtte man flygte. Halv tre om natten flygtede nogle og tres mand, de fleste på cykler, tre i lastbil og en i personbil, en Opel Kaptajn. De havde fået instrukser om, hvilke veje de skulle flygte. Noget uforsigtigt tog en del vejen op mod Udby Kirke sydfra. Da de første cyklister kom til Udby, mødte de en hel trop af tyskere, som forlangte at se deres identitetskort. De ti første viste deres kort og slap igennem. Men så kom lastbilen efterfulgt af personbilen. Tyskerne stod parat og lyste med røde lygter for at standse dem. Det gjorde de, og så begyndte skyderiet. En af de tre i førerhuset tog maskingeværet og fejede gennem vindspejlet. Adskillige tyskere faldt, og en i lastbilen besvimede men vågnede hurtigt op igen.
Så kom personbilen, en steg ud og fejede med maskingeværet ud over tyskerne. To eller tre døde, og en hel række blev såret. Tyskerne skød på danskerne, men uden at ramme. Cyklisterne benyttede sig af lejligheden til at flygte ud over markerne og hen over kirkegården. En overbetjent kravlede op i et frugttræ, og der sad han uden at blive opdaget. To mand var anbragt som vagter på Udby central. De gemte sig, den ene bag nogle tønder, den anden på et toilet. De slap! Ingen i gruppen kom noget til, hvorimod tyskerne havde et vist mandefald. De erobrede personbilen, og det var de meget begejstrede for. Der eksisterer en rapport fra en telefonaflytning i Odense, hvor tyskerne meddelte, at de havde erobret en Opel Kaptajn, en vidunderlig vogn, fyldt med våben og papirer.
Nogle papirer var temmelig skæbnesvangre for danskerne. Til eksempel havde en kontorist inde på politikontoret udstedt en køretilladelse for lastbilen. Han blev arresteret, men undslap. Det værste var at lastbilen havde fået nogle skud, så olietanken lækkede. Da den kørte bort mod øst, kunne man følge oliesporene. Desuden faldt nogle patronhylster ud af bilen. Tyskerne kunne altså nemt finde ud af, hvor den var kørt hen. Den var kørt til Gelsted Ungdomshjem. Forstander Steffensen skulle arresteres. Han forsøgte at flygte, men blev skudt under flugt.
Engelsk panserkøretøj på Hovedvej A1 (ca. 8. maj)
Under jorden.
Det var det ene tab på vores egn. Det andet fandt først sted den 5. maj. Da blev en ung mand fra Røjle skudt under en jagt på hippoer inde omkring Odense. Ingen ved, hvem der skød. Det kan have været et vådeskud fra dansk side.
Vonge Nielsen havde købt et hus i Vimose og udgav sig for at være repræsentant for Ejby Savværk. Det lykkedes faktisk for ham at sælge nogle møbler. Efter affæren i Udby kom han til sit hus i Vimose for at hente en dyne. Han ville til Århus. Tyskerne havde allerede været der. Det samme var tilfældet, da han nåede Århus, hvor hans kone opholdt sig. Der var omkring Ejby et organiseret angiveri. Det er muligt, at det var Poul Tysker, som ikke var her fra egnen. Hans svigerforældre var fra Vedelshave. Han var meget ivrig på tyskernes vegne. Det var ham, der var i Vimose.
Vonge Nielsen boede i øvrigt rundt om bl.a. hos os, senere hos lærer Kollerup i Roerslev og ude på Strandholm på Blanke Mark. Derude havde man omhyggeligt aftalt den flugtvej, han skulle tage, hvis tyskerne kom. Han boede i gavlen mod syd. Herfra kunne han se, om der kom tyskere. Det kom der heldigvis ikke.
Illegalt arbejde.
Der var to grupper i Årup. De blev angivet. Den ene blev taget den anden flygtede og kom over til os. Her skulle de anbringes. Der blev lavet den aftale med værterne, at de skulle indrykke en annonce i Nr. Aaby Avis om, at de ønskede en karl. Så havde de papirerne i Orden, hvis nogen spurgte, hvorfor de havde en ny mand. De havde averteret efter ham. Når det var i Orden, og manden var ankommet, skulle de ringe op til præstegården og sige “tak for kartoflerne”.
Vores skræddermester Eriksen fik også en medhjælp. Eriksen var meget kampivrig, og han fortalte mig, at hvis tyskerne kom, så skulle de nok få kærligheden at føle. I givet fald ville han nemlig tage medhjælperen med op ad trappen. Heroppefra ville de kaste håndgranater mod fjenden. Ikke et øjeblik tænkte han på, at huset kunne blive sprængt i luften.
Og her et lille træk fra Asperup. I præstegården kom der to og telegraferede til englænderne. Det var dyrlæge Duus Hansen og hans svoger Bech Christensen) Husbygård. Duus Hansens bror var ansat hos Bang & Olufsen. Han havde konstrueret et meget fikst telegrafapparat, som man kunne have i en mappe. Med dette blev der sendt fra forskellige steder. Tyskerne røg frem og tilbage på landevejene og prøvede på at pejle dem ind; men det lykkedes ikke. Derimod lykkedes det for vores to små piger at give telegrafisterne en forskrækkelse, og det var meget uheldigt. Da de en dag sendte fra vores hus, stak en af pigerne, ni år gammel, hovedet ind ad døren og sagde: »Er det noget illegalt?« Pigerne havde lugtet lunten.
I det hele taget var det ikke praktisk at have børn i et hus, hvor noget sådan skulle foregå. Vi havde fem børn selv, samt en lille pige, hvis forældre var gået under jorden. Selvfølgelig blev de formanet til ikke at sige noget til nogen; men som vores ældste datter sagde ved vores guldbryllup: »Vi fortalte det kun til vores allernærmeste veninder i strædet!« Der skete altså ikke noget. Som sagt var her ingen stikkere.
4. maj
Selve befrielsesaftenen har jeg bitre minder fra, for da samledes de to grupper for at få instrukser af en politimand om, hvem de skulle arrestere morgenen efter. Der blev foretaget tre hundrede arrestationer på Nordvestfyn. Jeg fortryder den dag i dag, at vi ikke fik slettet mange flere af den liste, selv om det jo i virkeligheden var en beskyttelsesforanstaltning.
De kunne ellers risikere at være blevet lynchet.
Så vidt Kaj Thaning.
7. maj overværer Torkild Thaning på 5 år »Hovedvejens befrielse«.
Efterskrift.
Laura Thaning har på dette sted ønsket at meddele følgende: »
Det kunne lyde, som om Kaj ikke blev glad den 4. maj. Det blev han i høj grad; men den ublandede glæde fik han den 3. maj, da lærer Kollerup ringede kl. 6 om morgenen og fortalte, at hans svoger stationsforstander Aamand havde fået besked fra Horsens om, at tyskerne havde kapituleret. Kaj sprang ud af sengen, og i pyjamas og på bare fødder styrtede han op i kirketårnet og kimede med kirkeklokken. Da kendte han ingen liste!! Fuld af glæde gik flaget til tops for et par timer senere at blive taget ned igen!
Den 4. maj var 12 mand forsamlede i præstegården, da frihedsbudskabet kom. Det måtte fejres men med hvad? — To flasker altervin!!!
Grethe Marcussen