SB 1997 nr. 3 og 4
Af Grethe Marcussen
Vore forfædre levede af jagt og fiskeri. Det lærte vi fra små, og fordi fisk var en væsentlig del af den daglige kost, blev folk hårdføre og stærke. Vi husker ligeledes fra historien noget om øresundssilden, og vi kender betydningen af Limfjordens fiskebestand. Men hvorfor gå over bakken efter vand? På Blanke Mark og Båring Mark, samt ved Varbjerg, hvor vi nyder at komme for udsynets skyld og for at få frisk luft i lungerne, ja, der kan vi blot gå ind hos gæstfrie mennesker og fra deres erindringer og øvrige gemmer få indblik i et stykke dansk fiskerihistorie.
Starten på erhvervsfiskeri
Gamle dokumenter vidner om, at fra midten af 1800-tallet tog fiskeriet rigtig fart. Man havde ikke kun skøde på sin jord, men erhvervede sig rettigheder til områder i selve Vigen. Allerede i 1841 var 2 bundgarn udsat, i 1860 var 14 af dette områdes hovedredskaber i brug. Kysten og landingsforholdene egnede sig til dette sæsonfiskeri. I 1879 drives desuden garn- og krogefiskeri. I takt med udviklingen tages andre driftsformer op, og fiskeriet blev hovederhverv for flertallet af dets udøvere.
På landsplan havde indenrigsministeriet i 1859-60 ladet foretage en undersøgelse af fiskeriets forhold i den hensigt at kunne lovgive på området. Der dannedes organisationer til fremme af erhvervets forhold. I 1884 blev de slået sammen til Dansk Fiskeriforening. Lokale foreninger opstod sideløbende, og på det felt var vore fiskere nogle af de første til at slutte sig sammen i en faglig forening. Det skete i 1884, og den første formand var Laurits Rasmussen. Der skulle dog gå 20 år, før man indmeldte sig i hovedforeningen.
Læmolen
Båring Vig Fiskeriforenings område dækkede kysten fra Stavrshoved til Bogense. I den protokol, som dækker tiden 1907 til 1946, bestemmes formålet som følger: at hjælpe medlemmerne under sygdom, at arbejde for at få en læmole, hvor fiskerne kan ty hen i stormvejr, og i det hele at støtte hinanden. Af lovene fremgår, at formanden lønnes, at hustruer mod betaling af kontingent kan optages, men i øvrigt intet har at gøre med generalforsamling eller kapsejlads, at generalforsamling indvarsles ved nytårstid med mindst en aftens varsel. I 1907 vedtoges at bruge 1000 kr. af foreningens midler til en læmole, samt at betale tegninger til en sådan. Desuden skulle stat, amt og kommune ansøges om tilskud, og man ville optage et lån i Nørre Aaby Sparekasse. Læmolen stod færdig 1909. 13.500 kr. fra staten, 2000 kr. fra amtet, 1000 kr. fra kommunen, egne 1000 kr., samt et lån på 10.000 kr. var det økonomiske grundlag. Entreprenør Hoffman forestod byggeriet. Skonnenter sejlede hertil med store sten bl.a. fra Samsø. Havnebisserne, der arbejdede herude, var indlogeret privat.
Fiskere på Badehotellet ca. 1910. Fra venstre: Hans Skov, Rasmus Larsen, Kristian Larsen, Laurits Lillelund, Dora, August Frederiksen
Da den stod færdig, var selve stenmolen 70 m lang med pæleindfatning på læsiden og opført på 2.5 m vand. Den var ved en 180 m lang pælebro forbundet med land. Et stolt syn!
Fra ministeriet for offentlige arbejder fik man rekvireret en bro- og havnetakst, hvori der står at læse, hvad medlemmerne skulle betale for liggeplads og losning, samt hvad fremmede skibe skulle erlægge hos havnekassereren i enhver tænkelig situation. En årrække var det hos Hans Henrik Knudsen, der sammen med sin kone, Oline, boede nærmest.
Læmolen med landgangsbro
Vanskeligheder
Fiskeriet er undergivet uforudsigelige betingelser. årene omkring 1. verdenskrig van rigtigt gode år, men udbyttet svingede meget. Havnens drift har gennem årene voldt bestyrelsen meget hovedbrud. Var der »lavvande« i medlemmernes private pengekasse, var det svært at inddrive brotaksterne – gik det rent skidt, lossede man på strandbredden. Det krævede desuden stor energi at vedligeholde anlægget. Det sandede let til; men så længe ålegræsset var til stede, var det muligt at holde det i ave ved at fjerne sandbankerne med salg for øje. På et tidspunkt, 1938, gik der syge i ålegræsset, og sandmængderne voksede. Allerede fra 1920 var det på tale at få staten til at overtage havnen. Den forhandledes i flere år; men det lykkedes aldrig. Til at starte med havde 40 familier fiskeri som hovederhverv, i 1935 kun 25 familier. Det kneb at holde sammen om læmolen, efterhånden som vedligehold og tilsanding gav større problemer. Tidens tand og især de hårde vintre under anden verdenskrig sled på broen. I vinteren lige efter krigen førtes træværket bort af isen. Fiskerihavnens æra var slut.
Anders og Mariane Møller (Valdemar Larsens morforældre). Anders blev født 1850 og døde 1951
Vedtægter indføres
Ud over anlæg og drift af havn havde bestyrelsen i adskillige år før deltaget i drøftelsen om vedtægter angående rettigheder og pligter som fisker i farvandet nord for Fyn. Selvfølgelig har der været rift om gode pladser og strid om rettigheder. I 1908 kom vedtægten, og uenigheder kunne klares af fiskekontrolløren. Der var højst forskellige meninger om den nye lov. Læge Andreas Munck, Skovshøjrup, som var læge for og ven med fiskerne, uanset hvilken slægt de tilhørte, skrev i avisen en morsom vise i den anledning. Et enkelt vers skal citeres:
Sikket pæleri ved stranden!
Venskab, frændskab gav de fanden,
råbte, medens med en hammer
mærkepæle ned de rammer:
Dit er mit, og mit er dit!
Mit er frit, og dit er skidt!
Det var dog et syndigt sjov. –
Ja ! Det er en yndig lov!
Et medlem af den store Møllerslægt, P. Møller, svarede igen i avisen til den »poetiske okse« af en læge, der ikke havde skrevet sit eget navn under visen:
Som gammel ven kom blot til mig,
så skal jeg gerne hjælpe dig
at digte sange til dit gavn,
så du kan skrive under navn.
Digt dine viser, skriv dine sange
ikke skarpe, ikke lange.
Hold din tunge og pen i tøjle,
hvis du ej i snavs vil sejle.
Livet som fisker
Vejr og årstid bestemte dagens gøremål. I vintertiden bødede fiskerne garn, købte graner i Wedellsborgskovene eller på Stenderup Hage, fjernede bark og knaster og spidsede dem til. Garnene blev tjærede, og så tidligt det lod sig gøre, blev pælene slået, garnene med synk af sten og senere bly hængt på, alt sammen helst i februar eller marts. Sild, torsk, stenbider, hornfisk og makrel gik i. Tidligt om morgenen røgtedes garn fra jollerne, som i mange tilfælde stammede fra Blanke Mark, hvor Peter Pedersen og sønnerne Ejler og Kristian havde bådebyggerværksted. En 6-8 mand var i arbejde her, hvor savene blev drevet med vindkraft.
Når vigens vand blev sommervarmt, trak fisken til havs, og der blev tid til at høste. Høstsild, rødspætter og skrubber gik i garnene om efteråret, inden pæle og garn blev taget ind for vinteren. Vinterfiskeri foregik bl.a. med trawl fra motorbåd eller kuttere, hvormed turen kunne gå længere end vigen rakte. Af og til har sjældne fisk overrasket brødrene Ditlev og Kristian Møller. Blæksprutter, havål, klumpfisk og hajer har de bragt til land.
Afsætning
Når fisk skulle afsættes, kom de såkaldte »trækkere« med hest og gig eller andet transportmiddel, købte fisk og solgte dem langt inde i landet, ja, helt i Gribsvad. Navne som Hans Jørgen Sørensen og sønnen Valdemar fra Asperup, samt Anders K. Jørgensen fra Roerslev hører til blandt dem. Fiskeimportører som H. Munck og M. Jensen, Fredericia, og Peter Jensen, Middelfart, aftog store mængder.
Kapsejlads
Indtil 1929 var foreningens kapsejlads sommerens højdepunkt. Ved siden af grundlovsmøderne var denne begivenhed ved Badehotellet det største tilløbsstykke. Denne sommersøndag i juli blev adskillige »løb« afviklet alt efter bådtype. Præmieoverrækkelsen fandt sted ved musiktribunen. Dommerne var i mange år politibetjent Keldsen, sognefoged Rasmus Rosendahl, læge Munck, samt bestyrelsen. Øelund, som havde en guld- og sølvvarehandel i Middelfart, leverede de flotte præmier, som med tre tårne stadig gemmes i skufferne. Dagen sluttede med en gevaldig fest.
Kapsejlads ved Afholdshotellet
Hvem var de gamle?
Som nævnt var årene omkring 1. verdenskrig specielt gode. Taler man med de yngre, dem, der i dag er 70-80 år gamle, ja, så er det mandskaberne fra dengang, de nævner. Jeg gør ligeså i den rækkefølge, hvori deres fiskepladser lå fra øst for Varbjerg-Skelbækken-mod vest ved Stavrshoved : Tomas Tomsen og Hans Jørgensen, Rasmus Larsen og Albert Larsen, Kristian Nielsen og medhjælper, Hans Henrik Knudsen og Kristian Kragelund, Adolf og Sigurd Hansen, Anders Hansen og Peder Frederiksen, Kristian Larsen og Marius Larsen, Aksel Møller og Martin Larsen, Kristian og Laurits Lillelund, samt 4 fra »selskabet« oppe under Vejlby Skov : Åge og Laurits Møller, Lars Jensen-Pedersen og Rasmus Hansen,Jens Jensen og Anders Kristian Andersen, Karl Frederiksen og August Hansen, samt Christian Mørk og Linberg. Desuden Anders, Peter, Jens og Lars Møller.
Sådan var det
De fleste blev og bliver meget gamle. Det var godt liv, der levedes herude med landbrug, frugtavl eller et håndværk som andet erhverv. Familierne var så godt som selvforsynende med sund mad. Livet var ikke karakteriseret ved stress og jag. Roligt kunne man stå til søs, konerne var det solide bagland, der passede hus, have, dyr og mark. Desuden hjalp de med at tjære, skære fisk op og hvad der ellers skulle klares.
Læge Børge Nielsen, Nr. Åby, har engang udtalt, da en 90årig herudefra for første gang søgte hjælp hos ham : »Har folk derude ved vigen mon fundet livets kilde?« De gamle slægter flytter ikke og opgiver ikke deres arbejde, før de er højt op mod de firs. – Noget kunne tyde på det!
Blanke- og Båringmarkere som Møllerne, Lillelunderne, Larsenerne og hvad de alle sammen hedder, har været mine kilder.
Losning af sild I Fredericia. Rasmus Larsen står I båden længst til højre. Over hans kasket ses Hans Henrik Knudsen.
Når hylden blomstrer stikker fisken til havs
Naturen fører sin egen husholdning, og regnskabet balancerer. Sådan oplevedes det endnu i en årrække af de næste generationer af bundgarnsfiskere. Starter vi vestpå omkring 1930, kommer følgende mandskaber i arbejde : Frederik og Vilhelm Petersen, Teodor Petersen og Søren »Maler« Møller, Ditlev og Kristian Møller, Strandberg Lillelund og Niels Carl Lillelund, Aksel Møller og Martin Larsen, som afløstes af Valdemar Larsen og Niels Carl Lillelund, Laurits og Alfred Larsen, sidstnævnte blev afløst af Niels Petersen og senere af Niels »Varbjerg« Nielsen. Antallet var gået ned. Nogle havde til supplering af bundgarnsfiskeriet bygget større både til snurrevåd eller skovlvåd, og fiskeområdet med disse redskaber strakte sig fra Samsø til Sønderborg.
Makrellen forsvinder
Da læmolen fra 1946 ikke længere kunne anvendes, blev fiskene hentet ind til stranden med hestevogne. Senere blev det traktorernes tur. Det gjaldt også transport af garn og pæle. Fangsten blev sorteret og vejet på stranden og aftaget af Peter Grøn, Peter Jensen, senere Herman Hansen og derpå Windeløv fra Middelfart.
Elinor skærer fisk op til folk på stranden
Til fiskernes store forundring forsvandt makrellen fra Vigen i begyndelsen af 50erne og er ikke siden vendt tilbage. Juli måned havde i mange år været højsæson for makrelfiskeri. Adskillige bud på en forklaring gives, lige fra den lidt useriøse, at makrellen åd sig ihjel af døde tyskere, til den mere rimelige, at de nye, store notbåde lokaliserede og fangede stimerne, inden de nåede ind i Vigen. For øvrigt er makrellen en sky fisk, der let har kunnet lade sig skræmme af den tiltagende motorstøj.
Aksel Møller kører garn ud
Efterhånden som det store havfiskeris redskaber forbedredes, blev det det kystnære fiskeris lod at nøjes med det, der smuttede for eller ikke kunne tages af de store. Det sidste gælder ålefiskeri. Flere af vore fisker skaffede sig derfor også bundgarnspladser uden for vigen bl. a. ved Trelde Næs.
Kresten I sin båd
Af en fiskerkones erindringer
Elinor Lillelund blev fiskerkone i 1938 da hun giftede sig med Strandberg Lillelund. Hun gjorde i en årrække notater, og for 1962 lyder det lakonisk:
»Begyndte at sy på garn 19. nov. 1961.
Kun Strandberg, Erik samlede grene.
Båden blev sat ud 10. feb. 1962 og sejlet til Fredericia 13. feb.
Begyndte at slå pæl på Trelde 6. marts, men da havde de slået det inderste stade henne i krogen.
7. marts slog de pæl ved åen.
8. og 9. marts tjærede vi 6 garn.
23. marts helt færdige med at slå pæl Ved Trelde, satte garn.
Røgtede første gang på Trelde 31. marts, og der var 10 til 12 kasser.
2. april røgtede de første gang ved åen, og der var 2 kasser og 31 ved Trelde.
15. juni holdt de op Ved Trelde og tog garn.
Tog pæl ved Trelde 9. til 11. juli.
Tog pæle omme i krogen 3. okt.
Holdt op at fiske og tog garn Ved åen 8. okt.
Tog pæl Ved åen 23. okt. Båden op på land.«
Strandberg Lillelund og sønnen Erik fiskede sammen indtil 1975. Erik fisker nu udelukkende for sportens skyld og ernærer sig af frugtavl.
Om at satte tæring efter næring og være tilfreds
Kresten Hansen har udelukkende arbejdet med fisk og både. Faderen forsøgte at interessere ham for landbrug. Det var finere. Men den gik ikke. Som dreng i Vedelshave snakkede han med fisker Valdemar Mathiesen og besluttede selv at blive fisker.
18 år gammel flyttede han ind hos Knud Petersen, men byggede sig kort efter et skur ved stranden. Her boede han i lighed med en halv snes andre unge fiskere og levede godt af det, havet gav fra sig. Da han i 1952 giftede sig med Herdis, flyttede hun selvfølgelig med ind i redskabsskuret, som fik et værelse føjet til, hver gang et af de fire børn blev født. Da det ældste barn skulle i skole, byggede han bungalowen på den anden side af vejen, fordi denne grund lå i vores kommune, og her skulle de gå.
Krestens skure i Varbjerg har fascineret mange kunstnere. Her nogle eksempler af Ewald Herrik, William Hansen og Alfred Bay.
I 1953 arbejdede Kresten et år hos skibsbygger Ejler Petersen i Bogense og opdagede, at han havde nemme for at bygge og reparere både. Han udvidede derefter sine skure, hvori flere nybygninger og mange reparationer siden er udført. Herdis og børnene hjalp ham. I en årrække var Niels »Varbjerg« hans makker ved bundgarnsfiskeriet.
Kresten er i dag 67 år og dermed pensionist, men stadig en glad fisker. Hans selvbyggede 24-fods bundgarnsjolle ligger i Varbjerg Havn. Selv bor han og Herdis siden 1981 i ejendommen på Strandhavevej nr. 1. Nu ved de nok, hvad husleje vil sige.
Stordrift
Ud over ovennævnte er der i dag kun et firma tilbage i Båring Vig, nemlig Hans Jørgen Møller Hansen og sønnerne Lasse og Erik. Hans Jørgen er søn af Laurits Møller Hansen, der blev dræbt ved en ulykke i 1948. Han var oprindelig i gartnerlære, men indgik nu som faderen for ham makkerskab med Åge Møller og senere med Valdemar Larsen. Hans Jørgen er gift med Grethe, datter af Kristian Larsen, hvis ejendom de overtog.
Sønnerne har arbejdet hjemme, siden de forlod skolen. Bjarne Jørgensen fra Roerslev er ligeledes fisker på fuld tid her.
Båringvig Fiskeeksport i dag: Erik, Lasse, Hans Jørgen Møller og Bjarne Jørgensen
De kan lide at fiske og har valgt at gribe det an som stordrift med bundgarn, hvortil de har 50 pladser i vigen, ved Trelde, ved Wedellsborg og Bogø. Ud over sild, torsk og fladfisk gælder det i høj grad ålefangst. Ålen holder mod nord. Derfor ligger pladserne uden for vigen fint, når ålen går fra østersøen til Kattegat.
Det vældige tempo, som stordrift kræver, taler sit tydelige sprog om betingelserne for det kystnære fiskeri. I forårs- og efterårssæsonen arbejdes der til langt ud på natten med de mange garn. Først da de var holdt op med at røgte og havde slået pælene færdige til efterårssæsonen, traf jeg dem en af de første dage i juli i gang med at sy og med at reparere det maskinel, som virksomheden kræver.
Problemer
Investeringerne er store, og alle nutidens fiskerproblemer har de inde på livet. Efterhånden som mange fiskere lægger op eller giver op, er det naturligvis ikke svært at sikre sig pladser. ålepladser lånes let. Men havforureningen volder problemer, også af ren praktisk art, ud over at livet i havet er truet. Garnene svines hurtigt til og må ofte op for at tørres og renses. Hjemme og ved Sdr. Åby har de tørrepladser.
Fiskepriser er et andet problem. I 70erne holdt priserne sig pænt, men i 80erne er især sildeprisen ringe. Det skyldes, set fra Båring Mark, at nordmænd og svenskere trykker prisen på det danske marked.
Torskebestanden ødelægges. Store kuttere overfisker. I de sidste tre hårde vintre er der taget alt for mange, og de, der var for små, frøs ihjel, inden de igen gik udenbords.
Planer
Men trods vanskeligheder fejler troen på erhvervsfiskeriet ingenting, og der lægges planer for fremtiden. Lørdagssalget på Kystvejen nr. 14 skulle gerne udvides. Den bygning, hvori det foregår, tænkes erstattet af en ny med plads til filettering og anden forarbejdning af færdigfisk. Desuden står en havn på ønskelisten – ved molen naturligvis. Området er det reneste i vigen, og mange behov ville kunne opfyldes : fiskerihavn, minimarina, inde i land en mindre campingplads, kiosk og cafeteria. Desuden kunne der på begge sider være dejlig badestrand. Men til dato har ingen været lydhøre for Hans Jørgens idé.
Lad os se, om noget sker. Men det står fast, at i turistsæsonen blomstrer hylden, og da ligger bundgarnsfiskeriet stille.
Grethe Marcussen