SB 1994 nr. 4
Af Grethe Marcussen
Profilering er på mode. Det gælder om at gøre opmærksom på sin eksistens, på sine resultater og på det særlige, som netop ens eget foretagende kan byde på.
Landsstævnet 1994
Hos de Båringskytter synes dette ikke at være ‘in’. Uanset hvordan du spørger, er beskedenhed det ord, der bedst karakteriserer de svar, der kommer ud mellem sidebenene. Først da dette års landsstævne i Svendborg bringes på bane, kommer der glimt i øjet:
»Al øvrig idræt under DGI afvikledes på tre dage omkring 1. juli, men skytterne startede allerede 25. juni og sluttede samtidig med de øvrige den 3. juli. Inden vores afrejse forelå alle resultater for de 2.500 tilmeldte skytter fra landets 1.000 foreninger i en kæmpe tryksag.«
Hårdt presset fremgår det af foreningsformandens bladren i heftet, at Båring Skytteforening faktisk kan hævde sig på landsplan.
Flotte resultater fremkommer ved ihærdig træning. Om sommeren går det løs på banen i skoven, og om vinteren skydes i de fine nyindrettede lokaliteter i kælderen på Båring Skole. Desuden deltager skytterne i utallige stævner.
Af formandsberetningen fra marts 1994 fremgår det, at medlemstallet ligger på ca. 50. I det forløbne år blev der afgivet 20.267 skud på kortdistance (15 meter) og 13.430 på langdistance (200 meter). Medlemmerne deltog bl.a. i amtstræninger i Skallebølle, skyttekursus i Vingsted, i Projekt Ung, i terrænskydning i Middelfart og i danmarksmesterskaberne i Karup. Af interne stævner var der juleafslutning på 15 meter og afslutning på 15 meter i marts. I alt havde man deltaget i 35 skydninger rundt om i landet med gode placeringer, dvs. 1., 2. og 3. pladser. Der ofres megen tid, men også mange penge. Foreningen betaler de unge skytters indskud eller patroner, samt transport ved stævner. Det går for så vidt udmærket, men selvfølgelig har bestyrelsen også sine vanskeligheder. Et nyt direktiv forlanger miljøgodkendelse af foreningens bane i skoven. Støjgenerne er for store. Økonomien kan ikke række til at opfylde kravene. Man håber på dispensation, da der aldrig har været klager fra naboer til banen.
Næstformand Anders Mortensen, hvis far tidligere har siddet
i bestyrelsen, gør status på landsstævnets sidste dag.
Skyttesagen
Det siger ikke så lidt. Startskuddet lød i 1867, hvilket vil sige, at vore skytter står på skuldrene af en lang række forgængere, som i mange tilfælde er slægtninge.
Skyttesagen opstod som andre folkelige bevægelser i midten af 1800-tallet, hvor det åndelige liv endnu var stærkt påvirket af de nationale følelser, som skabte “ånden fra 1848”, samt af den politiske frihed, der blev givet med Grundloven af 1849. Frihedsfølelsen sammen med den folkelige vækkelse og oplysning, som Grundtvig og Blicher inspirerede til, manifesterede sig ikke mindst i landbefolkningen, og den udviklede sig til en stor interesse for og kærlighed til fædrelandet. Samtidig lå der hos mange en latent ængstelse for det uafklarede spørgsmål om Sønderjyllands, Holstens og Lauenborgs statsretlige forhold til kongeriget. Trang til mere personlig deltagelse i ansvaret for fædrelandets vel groede frem og var en vigtig forudsætning, da initiativet til at skabe rammen om skyttesagen blev taget med en artikel i Carl Plougs blad »Fædrelandet« den 19. januar 1861. Det var kaptajn af artilleriet Hans Peter Valdemar Mønster, der gav en kort fremstilling af, hvorledes man i England af frygt for angreb fra Frankrig havde sluttet sig sammen i skytteforeninger – National Riffleshooting Association – med det formål at styrke landets forsvar. I følge Mønster var soldatertiden, i 1861 16 måneder, ikke nok til at skabe gode skytter; men med en velforberedt skytteorganisation, der havde en del materiel og forstand på at bruge det, ville man i krigstilfælde hurtigt kunne øge hærens styrke.
Centralkomiteen
Mønster sammenkaldte efter personlig henvendelse en række formående mænd til stiftende møde, og den 10. februar 1861 blev »Centralkomiteen« dannet. Den fik 15 medlemmer, som efter grundige drøftelser udformede en opfordring til »medlemmer af alle stænder i alle landets egne« om at oprette skytteforeninger. Komiteen arbejdede ihærdigt med bekendtgørelser af betydning for folk, der ville i gang. Den puffede til indflydelsesrige personer om at støtte sagen og fik snart positive tilbagemeldinger. Historien herom er spændende læsning, der anbefales enhver. Her skal blot anføres, at vor skyttekreds som nævnt så dagens lys tre år efter grænsedragningen ved Kongeåen. På foreningens første fane stod: »Hvad Danmark var, skal det atter blive, endnu er fædrenes ånd i live«. Målsætningen var klar efter det grufulde tab af Sønderjylland.
Erindringer
Vor forenings første protokoller foreligger ikke, men Niels Hansen, som var med fra starten, skriver i sin erindringsbog (Optegnelser om mit levnedsløb):
»Årene 1868-1880 dyrkede vi gymnastik og skydning med stor ihærdighed og interesse. Til lærere havde vi et par hjemsendte underofficerer, og øvelserne blev drevet næsten soldatermæssigt. Vi måtte møde præcis på stillingspladsen og marchere derfra til skydepladsen under sang af de dengang brugte sange, som »Til våben, brødre, tag bøssen fat«, »Hvis du her ved hanen rører« og »Vi har sagt det så tit«. På skydebanen måtte de skytter, der ikke var fremme til skydning, øve sig i geværeksercits. Om vinteren øvede vi os under ledelse af en gymnastiklærer og en sergent fra Middelfart i gymnastik og våbenøvelse, bajonetfægtning og hugning. Den gang havde vi intet øvelseshus og måtte derfor holde skiftevis øvelser i laderne på Dyrehøj, hos Anders Jørgens enke, i Hedegården og i Kærbyholm. I Kærbyholm deltog de 7 brødre, som alle var ivrige gymnaster og dygtige skytter.«
Niels Hansen, der var med til at grundlægge
foreningen. Hans erindringsbog er en vigtig
kilde til vort sogns historie.
Niels Hansen skriver endvidere om sine oplevelser i 1864 og fortsætter:
»Alt hvad jeg oplevede efter krigen var en god forberedelse til at gå ind i Skytteforeningen. Vi øvede flittig skydning hjemme og deltog i den store skandinaviske skyttefest i 1868 i Horsens, hvorfra vi intet hjembragte, da vi var for lidt øvede i forhold til nordmænd og svenskere. Men det var jo en oplevelse, som aldrig glemmes, rejsen derop, indkvarteringen blandt byens borgere og samværet med svenskere og nordmænd.
Ved en stor amtsskyttefest i Odense tog vi opstilling på Albanitorv, blev inddelt i fire kompagnier og formeret som batailloner under ledelse af kaptajn Klyver. Men det var nær gået galt. Da vi skulle afmarchere, kom kompagnierne i kollision med hinanden, og havde vor delingsfører, korporal Bever, ikke med sin tordenstemme og sin gode uddannelse bragt orden i geledderne, var vi aldrig kommet i orden til afmarch. Fra den fest mindes jeg Klavs Berntsen, som da, ligesom jeg, var menig skytte. Jeg kan huske, han fik en af de bedste præmier. «
Fra arkivet
Avisreferater fra skytternes foreningsjubilæer hjælper os ligeledes tilrette med den første tid. Det startede med 49 aktive medlemmer. I 1869 skænkede kvinder foreningen den ældste fane. I 1871 vandt Klavs Berntsen en kørepisk for god uddannelse af sin trop i eksercits. I 1874 blev kredsen nr. 1 ved en distrikts-skydning i Middelfart.
Skyttekredsens gamle fane fra 1869.
Amtsrådsmedlem Mads Andersen, Asperup Hedegård, var den første formand og fungerede til slutningen af 70’erne. Gymnastikken var »gammel dansk«, inspireret fra Tyskland. Senere indtog »svensk gymnastik« vore højskoler med de mennesker, der udgik derfra, hvilket også kom til at påvirke denne kreds.
I 1913 skiller gymnasterne sig ud fra skytteforeningen; men skyttekredsen foranstalter stadigvæk egne hold om vinteren.
Niels Hansen blev skytternes formand efter Mads Andersen frem til slutningen af 90’erne. I disse år fik man provisorietidens vanskeligheder at mærke. Han fortæller således, at greven på Wedellsborg var skyttesagen fjendtlig stemt og ville hindre oprettelse af foreninger i sogne, hvor der var fæste. Først da Klavs Berntsen, der dengang var amtsformand, tog til Wedellsborg og forklarede, at Christian IX gik varmt ind herfor, lykkedes forehavendet. Greven havde først og fremmest været bange for, at skytterne skulle bruge deres færdigheder overfor hans vildt.
Fra slutningen af forrige århundrede og frem til 1921 var ledelsen af Båring Skyttekreds betroet til følgende: Lærer Andreas Jørgensen, gdr. Karl Rasmussen, tømrer Frederik Brandt, husejer Lars Peter Klausen og gdr. Aage Rasmussen. Herefter foreligger så meget, at det må afvente fornyet spalteplads.
Kilder:
Preben Christiansen: De Danske Skytte-Gymnastik- og Idrætsforeninger 1861-1871.
Ove Korsgård: Kampen om kroppen.
Niels Hansen: Optegnelser om mit levnedsløb.
Den nuværende formand Per Christiansen.
Grethe Marcussen