Kirken klarer sig for tiden med et lille erstatningsorgel på bare tre stemmer, anbragt i koret. Pulpituret i tårnhvælvingen står tomt, gulvet deroppe får en tiltrængt afslibning, mens vi spændt afventer restaureringen af orglet i Gunnar Husteds orgelbyggeri i Fredensborg.
SB 2004 nr. 3
Af Grethe Marcussen
Salmesang i kirken uden orgelledsagelse! Det var faktum på vores sted indtil 1908. Kirkesangerne havde gennem årene måttet klare deres hverv uden den støtte, et orgel kunne yde. Denne kendsgerning kan endvidere være en af grundene til, at antallet af anvendte salmemelodier dengang var meget beskedent. Ejner Aage Frellsen, førstelærer og organist i Asperup fra 1911 til 1958, fortæller i et interview, hvordan han ved én og samme gudstjeneste kort efter sin ankomst måtte benytte melodien til »Det kimer nu . . . « til fire forskellige salmer, selv om der fandtes flere udmærkede melodier til samme versemål, f.eks. melodien til »Gør døren høj . . .« og til »Det lakker nu ad aften brat. .«
Roerslev Margaard, i dag Vanghavevej 11, fotograferet i 1892, dengang pianoforte- og orgelfabrikationen startede, men endnu før selve fabriksbygníngen var en realitet. På billedet ses í forlængelse af stuehuset en bygning med skorsten, anvendt da gården drev fællesmejeri. En udvidelse heraf, også i højden, blev til fabrik. – På de hvide havestole sidder aftægtsfolkene, Karen Margrethe Hansen, f. Pedersen, og Hans Hansen Jensen. Deres eneste søn, gårdejer og fabrikant Hans Jørgen Hansen, står med kasket og pibe sammen med sin hustru, Mette Kirstine, som stammede fra Baaring Damgaard. De fik 6 børn, hvoraf de 2 ældste ses her. Axel, født 1889, står hos bedstefar, og Valdemar, født 1891, sidder på mors arm. De unge piger kan være Annemarie og Maren, endnu ugifte, søstre til Hans Jørgen. Foto udlånt af Asperup-Roerslev Lokalarkiv.
Hvorfra, hvornår, hvordan, hvortil?
Orgler var dengang ikke netop nogen ny foreteelse. Instrumentet kan spores tilbage til de sidste århundreder f. Kr. i Orienten, hvorfra det o. Kr. f. nåede Europa. Fra en primitiv start med få tangenter, der kunne trækkes ud og ind som skuffer og derved åbne og lukke for tonerne, til en senere tids kæmpetangenter, der skulle slås ned med albuen eller med knyttede hænder, opnår instrumentet i løbet af det 17. og det 18. århundrede i Europas store kirker en klangskønhed, der aldrig siden er overgået.
Frem til i dag har man bygget på det givne grundlag: sammenpresset luft ledes ad kanaler til en række fløjter, de såkaldte orgelpiber, og når tangenter trykkes ned, åbnes ventiler, luften strømmer gennem piberne og får tonerne til at lyde. Vi har altså at gøre med et blæseinstrument, som forsynes med luft fra et blæseværk. Tonerne frembringes gennem manualer, klaviaturer, der spilles med hænderne, og pedaler, spillet med fødderne.
Sin nuværende form fik orglet o. 1400 og har siden været anvendt som kirkeinstrument. Ikke mindst betydningsfuldt blev det efter reformationen, hvor salmesang på modersmålet blev indført som væsentligt led i gudstjenesten.
Fart på i 1908
Det var altså sent i instrumentets historie, at de gode Asperupfolk fik gjort noget ved sagen. Men sådan var det generelt for landsogne modsat bysogne, der var med langt tidligere, som fx Sorø, hvor Klosterkirken fik orgel o. 1500.
I februar 1908 nedsatte man på et møde i forsamlingshuset i Baaring et udvalg, der skulle arbejde for anskaffelse af et orgel til Asperup kirke. Kun en enkelt mødedeltager stemte imod af angst for, at et dårligt spillet orgel ville ødelægge salmesangen!!
Lister blev sendt ud, og allerede sidst i marts kunne gdr. Niels Hansen kalde til samling igen og meddele, at der var tegnet aktier for et beløb på 2210 kr. At nå op på 2300 kr., som var målet, ville være let! Hver aktie lød på 12 kr.
Udvalget bemyndigedes til at lade et orgel opstille, og midt i juli 1908 afholdtes orgelindvielse. Forinden havde Hindsgavl, som endnu var kirkeejer, skænket 100 kr. til formålet. Det bevidnes såvel i godsets regnskab som ved en kvittering, udstedt af Niels Hansen.
Niels Basse Føns‛ kvittering fra Niels Hansen, juli 1908.
Da regnskabet var gjort op, var der penge til overs. De rakte til at lønne orglets betjening, indtil kommunen kunne overtage disse forpligtelser.
Fabrikant Hans Jørgen Hansen, Roerslev Margaard, havde leveret og opstillet instrumentet på et ved den lejlighed renoveret renæssancepulpitur. Den dag i dag er de to forreste, indvendige, smukt udskårne søjler levn fra dette oprindelige pulpitur.
Orgelbyggeren var i øvrigt medlem af det første menighedsråd for Asperup/Roerslev pastorat, 1903-1909, ligesom førnævnte Niels Hansen.
Stemme, disposition, intonation?
Orglets ædleste indhold er de mange orgelpiber. De grupperes i rækker, alt efter deres særegne klang. En række piber af ensartet karakter, fra den dybeste til den højeste, det vil sige en pibe til hver tangent, kaldes en stemme.
At vælge blandt de mange mulige stemmer, at disponere et orgel, er en kunst. Orgelbyggerens behandling af de enkelte piber, kaldes intonation. En dygtig intonatør kan dreje den samme orgelpibes klang i vidt forskellig retning, gøre den ædel eller grov, frisk eller sødladen, stærkere eller svagere.
Roerslev-Margaard-orglet
Angående arten af stemmer i Asperups første orgel ved vi intet bestemt; men i 1997 blev orgelbygmester Walther Frobenius spurgt herom. Hans bedste bud lød på et mekanisk kegleladeorgel. Manual: Bordun 16′, Principal 8′, Dolce 8, Gedakt 8′, Oktav 4′, Flauto 4′. Pedal: Subbas 16′.
Frellsen har i 1912 i en anbefalingsskrivelse, som skulle bruges af Roerslevfirmaet, skrevet:
»Hr. Fabrikant Hansen, Roerslev Margaard, har til den herværende Sognekirke bygget et Orgel med 6 Stemmer, Oktavkobler, 2 Fodregistre og Crescendoværk.
Det tilfredsstiller alle Fordringer, som med rimelighed kan stilles til et instrument i nævnte Størrelse. Stemmerne er kønne og karakterfulde, og deres Art og Intonation gør det muligt at udføre Musik med betydelig afveksling i Registreringen. Da tillige Orglets mekaniske værk fungerer let og godt, kan jeg kun udtale min Tilfredshed med Instrumentet, ligesom jeg kan tilføje, at det har vundet Anerkendelse hos adskillige musikkyndige Mennesker.«
Registrering i orgelspil er den fremgangsmåde, hvorefter man udvælger de piber, hvis klangfarve er krævet eller ønskelig ved udførelsen af et stykke musik eller ved dele deraf. I et interview 30 år senere er Frellsens opfattelse i øvrigt den samme som anført i skrivelsen. I modsætning til mange landsbyorgler fra den tid, orgler, som blev forsynet med sødladne eller orkesterimiterende stemmer, der ødelagde klangen, så holdt H. J. Hansen-Margaard en anerkendelsesværdig linje. I Frellsens ører lå dennes udvalg af grundstemmer nær det ægte, og de var lavet af godt materiale.
Organisten og orglet
Frellsen var jyde, født i 1884 i Mariager, opvokset i Nr. Nebel. I håb om at blive orgelbygger gik han i snedkerlære og bestod svendeprøven i 1903. Undervejs kom lysten til lærergerningen, og han tog eksamen fra Jelling Seminarium i 1907.
Et år var han vikar på Varde Borgerskole, derpå andenlærer og organist i Indslev-Tårup. Her fandt han sin kommende hustru, Kirstine fra Indslev Kildegaard. Fra 1911 var Asperup Hovedskole deres hjem.
På nærmeste hold havde han orglet, og han arbejdede intenst såvel med dettes muligheder som med sin egen videreuddannelse. Han inviterede andre instrumenter med i kirken, ledede fra 1918 voksenkor, der medvirkede ved koncerter, også i kirken, arbejdede med musik i skolen, hvor han trakterede violinen, og så var han i øvrigt cellist i Nordvestfyns Privatorkester og i en herværende strygekvartet. Han var et uhyre kompetent musikmenneske, værdsat også udenfor sognet, således var han udpeget til at være censor ved seminarierne i musik.
E. Frellsen ved orglet. Asperup foto.
Nye vinde
Som censor havde han bl.a. lejlighed til at følge med, når noget nyt var under opsejling; men på trods heraf var det, ifølge Frellsen selv vel at mærke, pastor Øllgaard og ikke mindst dennes meget musikalske kone, Marie, der var den direkte anledning til såvel organistens som senere orglets »fornyelse« her på stedet.
Da præsten en dag udbad sig Frellsens mening om Thomas Laubs arbejde for fornyelse af menighedssangen på gammel oprindelig grund, svarede organisten afvisende, at dette ikke havde hans interesse. Præsten rådede ham da til at læse Laubs værk »Musik og Kirke« fra 1920, hvorefter de kunne tales ved. Frellsen, der var pinligt berørt ved at have taget stilling udfra et flygtigt kendskab, købte værket. Han studerede det flittigt gennem lang tid og samlede så til sidst Laubs tanker i det ene: Kirkemusik i kirken. Laub søgte idealet ad historisk vej og fandt en ægte salmetone i de melodier, der blev taget i brug på reformationstiden og i årene derefter, f.eks. »Nu bede vi den Helligånd … « og »Vor Gud han er sâ fast en borg… «
To koncertprogrammer fra Asperup kirke fra henholdsvis 1919 og 1929 viser klart, hvordan Frellsen i løbet af 1920’erne tilslutter sig det Laub’ske syn på kirkemelodier. Med Barnekow, Nebelong, Gade og Weyse var i 1919 den romantiske tone tydeligt repræsenteret. I 1929 er det melodier fra det 15., 16. og 17.årh., samt melodier af Vulpius, Prætorius, Walther, Laub og Frellsen selv, der præger programmet.
En af Frellsens elever, Anne Katrine Nielsen fra Vedelshave, har fortalt, hvordan der i Asperup skole blev indsunget nye melodier til kendte tekster. Hun mindes, at Mogens Wøldike, en af lærerens gode venner og i øvrigt elev af Laub, besøgte dem i skolestuen. Der blev sikkert trukket på samme hammel og til gensidig inspiration!
Frellsen komponerede som antydet selv flere salmemelodier, bl.a. til »Dybt hælder … « og til »Midt iblandt os er Guds rige … «. Desuden udgav han en række salmeforspil, hvilket han syntes var tiltrængt, for det er ikke nok at spille første og sidste linie i en salme. De hænger ikke bedre sammen end første og sidste tekstlinie!
Den ny orgelfacade fra 1926, skabt på opfordring af direktør Hjerl-Hansen. Foto udlånt af Asperup-Roerslev Lokalarkiv.
Den videre historie
Roerslev-Margaard-orglet fra 1908 var som nævnt ikke ringe; men kirkerummets længde krævede, at der blev tilføjet flere stemmer, for at orglet ikke skulle virke for svagt. Det var såvel præst som organist enige om at arbejde for.
I 1925-26 gennemgik kirken en stor indvendig restaurering, fremskyndet af en pengegave fra direktør Hjerl-Hansen, som var født på Vestermarken. Han ønskede orglets omgivelser bragt i overensstemmelse med kirkens nye stole og bænke i pommersk eg. Det skete også: orgelpulpituret blev hævet og udvidet fremad mod kirken og samtidig forsynet med en ny facade i eg, pragtfuldt udført af billedskærer Thorvald Petersen, Odense.
Under ledelse af orgelbygger Theodor Frobenius, København, fjernes samtidig principalstemmen, orglets hovedstemme, fra sin hidtidige plads i den lukkede orgelkasse og fornys med blankpolerede piber i pulpiturets facade. Denne er indfældet i pulpiturbalustraden og består dels af klingende piber, midtertårn plus 12 piber i den sydlige del, dels af blindpiber.
Om der skete andet og mere ved den lejlighed, vides ikke. Men det kan sikkert tages for givet, at snedker og organist Frellsen derefter er gået i samarbejde med Frobenius om en plan for en orgeludvidelse.
Orgelbevægelsen
Sådan benævnes mellemkrigstidens tiltag indenfor orgelkredse gående ud på at føre orgelklangen tilbage til gammel, ædel grund, til de klange, som den klassiske orgellitteratur var skrevet for. Der var altså tale om en parallel til fornyelsen af kirkesangen.
I begyndelsen af 1920’erne opdagede to tyske orgelfolk, Harms og Hans Henny Jahnn, at Scherer-Schnitger-orglet i St. Jacobi i Hamburg havde en helt speciel klang og mangfoldige klangmuligheder.
Ydermere besad dette orgel en udtalt polyfon tydelighed. Det var med andre ord let at skelne den enkelte stemme i flerstemmigheden.
De to venner mente, man burde drage nytte af St. Jacobiorglets klangteknik, så at sige aflure dets hemmeligheder. Man skulle være yderligere opmærksom omkring orgelpibers mensurer, altså forholdet mellem orgelpibens diameter og længde.
Jahnn indgik 1931 overenskomst med orgelfirmaet Th. Frobenius, Lyngby, om at dette måtte benytte sig af de af ham opfundne og af ham mønsterbeskyttede mensurer og sløjfevindlader, de anordninger, der ved registertræk regulerer lufttilførslen fra vindladen til de enkelte piber. Theodor Frobenius ansætter senere Jahnn, som har problemer med nazisterne, hvorfor han må opholde sig i Danmark. Han ansættes hos Frobenius som medhjælp og er i perioden 1933-1948 med til at færdiggøre en række orgler, heriblandt Asperup-orglet!
Frobenius-orglet 1935 – 1942
En anonym giver tilbyder i 1935 menighedsrådet 3000 kr. til en orgeludvidelse. Arbejdet kommer fra start! Orglet blev genopbygget fra grunden af og forsynet med nyt spillebord. Det blev omdisponeret, og det blev udvidet. Alle de gamle stemmer kunne med visse ændringer indpasses under de nye rammer. Orglet blev planlagt til 14 stemmer; heraf nåede man i 1935 de 11. Fagfolk kaldte den nye disposition usædvanlig og avanceret for sin tid.
Man. 1: Quintaton 16′, Principal 8′, Dolce 8′, Prestant 4′, Oktav 2′, Mixtur 1′ 5 fag.
Man. II: Gedakt 8′, Fløjte 4′, Trompet 8′. Pedal, formodentlig: Subbas 16′, Gedaktbas 8′.
Ombygningen kostede i alt 5000 kr.
I 1936 bemærkes ved kirkesyn, at der opsættes et egerækværk ved orgeltrappen, og at »orglets nye træværk males og lakkes«.
Det er sandsynligt, at årene 1935-1942 er brugt til eksperimenter med orgelklangen. Det er Theodor Frobenius og Jahnn, der i samarbejde med Frellsen står for arbejdet.
I 1942 tilføjes de sidste 3 stemmer, og orglet omdisponeres markant. Det forsynes med pneumatisk traktur og registratur, der var meget brugt i første halvdel af 1900-tallet. På forståeligt dansk lyder forklaringen: Forbindelsen fra tangent til ventil kaldes traktur. Når denne forbindelse udvirkes ved trækstænger, kaldes trakturen mekanisk. Når forbindelsen udvirkes ved trykluft, kaldes trakturen pneumatisk.
Orglet intoneres af Theodor Probenius selv.
Manual I: Principal 8′, Rørfløjte 8′, Oktav 4′, Spidsfløjte 4′, Quartian 2 2/3’+ 2′, Mixtur 1′ 5 fag. Manual II:Gedakt 8′, Quintaton 8′, Fløjte 4′, Nazard 2 2/3′, Principal 2′, Sivfløjte Y. Pedal: Subbas 16′, Gedakt 8′.
Udgiften til orglets fuldførelse beløb sig til 1800 kr. Arkitekt Thorvald Dreyer, et bysbarn bosat i København, havde sat gang i sagen med et rundeligt tilskud. Både i 1935 og 1942 havde menigheden ligeledes vist stor offervilje.
Frobeniusorglets facade fra 1935 og frem til nu. Ændringerne gjorde facaden langt mere elegant. Foto udlånt fra Th. Frobenius & Sønners arkiv.
Siden da
Et orgel vil kendes på sin klang, og klangen i Frobenius-orglet har været en fornøjelse! Det var godt arbejde, der blev leveret. Kirken fik med tiden et for en landsbykirke usædvanligt velklingende instrument.
Asperup menighedsråds nuværende konsulent på området, domorganist Svend Prip, som har kendt orglet siden begyndelsen af 1960’erne fra kurser på Højskolen, tilkendte det en helt speciel aura, såvel i klang som rent visuelt. Entusiastiske fagfolk havde så tydeligt været på spil!
Men alt har sin tid. Siden først i 1990erne har orglet lidt af de for et ældre pneumatisk orgel sædvanlige svagheder, såsom træg og uegal spillemåde, stødende vindforsyning og støj fra ventiler. Men det skal tilføjes, at dets levetid på 62 år, er langt længere end det har været sædvanligt for pneumatiske orgler. Faktisk dobbelt så længe.
Borebilleangreb er forekommet, også på steder, hvor kemisk behandling har været svær at effektuere.
Fra 1996 har orglet været erklæret kassabelt, bl.a. af Kirkeministeriets orgelkonsulent. Det blev taget ned i fortåret 2004 lige efter påske for at blive ombygget og udvidet.
Dette er en orgelstemme, kaldet OKTAV 4′, som iflg. Gunnar Husted indeholder piber helt tilbage fra 1908. De vil genfindes i kirkens nyrestaurerede orgel. Foto Gunnar Husted.
Kilder: Hindsgavl Godsarkiv. Synsprotokol for Asperup kirke. Præstearkiv fra Asperup sogn, på Landsarkivet for Fyn. Poul – Gerh. Andersen: Orgelbogen. Den danske orgelregistrant. Svend Prips beskrivelse af orglet. Middelfart Venstreblad, specielt årg. 1908, 1935, 1942.
Grethe Marcussen