SB 2000 nr. 2
Af Mariann Lund og Poul Erik Søe
Højskolen måtte lukke og bestyrelsen begære skolen konkurs den 31. januar. Det gjorde ondt, og det gav genlyd viden om, at netop Baaring Højskole måtte lukke. Her gengives Mariann Lunds beskrivelse af de sidste dage på skolen og med forfatterens tilladelse Poul Erik Søes mindeord. I skrivende stund kæmpes der stadig for at højskolen i Baaring skal overleve. Vi håber vi igen skal synge: »Her rejses en skole«.
Det var med stort vemod, vi fik den endelige besked om højskolens konkurs, men bag sorgen var der også et befriende suk. Nu vidste vi, hvor vi stod.
Efteråret havde været svært at komme igennem.
Eleverne kunne ikke undgå at vide, hvordan sagerne stod. Vi prøvede at holde bekymringerne væk fra dagligdagen, men vore elever læste dagligt aviser, og der kunne de gang på gang læse om, hvor dårlig situationen var.
På trods af al usikkerhed lykkedes det at gennemføre et godt højskoleophold for vore elever. En dejlig studietur til Holland og en spændende temauge satte humøret i vejret. De elever, der forlod os til jul, havde i hvert fald haft et godt ophold. De elever, der skulle tilbage til skolen efter nytår, ventede spændt – fortsatte vi eller hvad – Vi kom i gang efter jul.
Ved starten i januar troede vi, at vi havde 29 elever, men en del mødte ikke op. »Vi troede ikke, at I kom i gang, så vi har fundet en anden højskole«, var deres svar.
Den sidste uge af januar havde vi temauge – teateruge – nytårsfest.
Eleverne var allerede om mandagen blevet orienteret om skolens alvorlige situation, men var indstillet på at yde deres bedste på trods af usikkerheden.
Fredag aften står for os som afslutningen på Baaring Højskole, og hvilken afslutning. De, der var til stede ved forestilling og fest, forstår, hvad jeg mener.
Lørdag startede vi med oprydning efter festen, mens de sidste forgæves forhandlinger blev ført med banken. Klokken tretten kaldte vi elever og personale sammen og orienterede om, at det var slut, og at Anders Josefsen mandag ville begære højskolen konkurs. Det var en forfærdelig eftermiddag, hvor vi alle gik knuste rundt og prøvede at trøste hinanden. Vi havde snakket med eleverne om, at de eventuelt kunne flytte samlet til en anden højskole, og havde aftalt et besøg på Brenderup Højskole om søndagen. Vi blev sammen hele dagen og hyggede os, så godt det lod sig gøre. Søndag var vi nede på Brenderup, hvor Sven Primdal fortalte om skolen. Under aftensmaden tilbage på Baaring meddelte eleverne, at de ville holde et møde uden personalets deltagelse. På det møde aftalte eleverne, at de ville besætte skolen, ikke i protest mod os, men for at gøre omverdenen opmærksom på, hvordan det stod til inden for højskoleverdenen. Der blev sendt pressemeddelelser af sted, og resten af aftenen og natten undgik vi at komme i nærheden af telefonerne, for pressen kimede os ned.
Eleverne havde nedsat nogle arbejdsgrupper og aftalt, at de skulle tidligt op mandag, for der skulle gøres ordentlig rent, inden pressen blev lukket ind. Og pressen kom! Hele, ja jeg fristes til at kalde det operationen, foregik med militærisk præcision. Pressegruppen tog sig af alle interviews, og andre grupper tog sig af de forskellige praktiske ting. Da pressen endelig var ude af vagten, kunne vi samles til en dejlig aften med sang og hygge.
Næste morgen mødtes vi som sædvanligt til morgensamling, der endte med, at eleverne officielt afsluttede deres besættelse af skolen. Derefter gik eleverne i gang med at pakke, og de begyndte så småt at forlade skolen. De fleste havde besluttet sig for at tage til Brenderup. Andre, heriblandt alle vore udlændinge, ville på andre højskoler, så vi havde travlt med at skaffe dem plads andre steder. I øjeblikket er de fleste af eleverne på Brenderup Højskole, en er på Løgumkloster, en på Grundtvigs, to på Brandbjerg, to på Kerteminde og to på Skælskør Højskole.
Hovedårsagen til, at det gik som det gik, er de ændrede vilkår for højskoledrift. Så er det sagt og slået fast med syvtommersøm.
Hvorfor lige Baaring Højskole? Det har Ebbe og jeg selvfølgelig en mening om. Det var jo ikke uden grund, vi sagde vore stillinger op i eftersommeren. Skolen var, da vi tiltrådte i 1997, i en uholdbar situation, som kort kan beskrives således: manglende konsolidering, manglende vedligeholdelse og manglende investeringer i fornyelsen. Det skræmte os ikke. Det havde vi prøvet før. Men vi havde en forventning om, at alle var klar til at rette op på tingene. Den parathed fandt vi ikke, så da vi ikke følte, vi havde den opbakning, der er nødvendig, traf vi det valg at sige op.
Vi tror på, at det en muligt at lave højskole i Baaring. Vi har været glade for de år, vi har haft her. Vi har mødt mange dejlige mennesker og ønsker byen og højskolen held og lykke fremover.
Mariann Lund
Byens vartegn 1960
Som fældet vilkårligt ved en storm ligger Baaring Højskole i kvas. Skolen gik konkurs i dag. Det hjemsted for folkestyrets overlevelse, som her blev skabt af Grundtvig-forskeren Kaj Thaning, ligger i ruin. De tyve elever, siger Ritzaus Bureau, bliver tilbage som besættere – for at tilkendegive en holdning til det, en 58-årig elev kalder for tragedien.
En det så en tragedie? For tv-avisen i hvert fald ikke en tragedie, der er værd at omtale sammenlignet med rævene i Gentoftes villahaver. Når skolen, fabrikken, landbrug og den lille købmand går ned, fordi der manglen kunder, så er tragedie vel et stærkt ord. De er jo bare kræftramt af markedskræfterne, mens andre har sejret i tidens pengereligiøse væddekamp. De fleste går roligt videre uden at standse tanken et øjeblik ved skiftet mellem nutid og fremtid.
For helheden er det langt fra en tragedie, når kræfternes frie spil får de svageste til at bukke under. Den, der har arbejdet på fabrikken, fodret og malket på gården eller stablet sukker og mel på hylderne, véd, at det ofte ikke en den svageste, der må vige. Men lige nu er ingen anden styrke hellig som den pengestærkes styrke. Sådan dør det, der netop skulle leve. Sådan kvæles fremtidens sundeste spirer af fremtidsdyrkelsens pengemagt.
Baaring Højskole er væk, og om kort tid vil kun to sange fra indvielsen for fyrre år siden blive husket, Ole Wivels og Thorkild Bjørnvigs ord. De indeholder begge en spådomskraft, der har holdt gennem de fyrre år, og som nu også omspænder den højskole, ordene blev skabt til.
Sangenes myte siger, at Wivel og Bjørnvig kom til Baaring på den dag, da højskolen skulle indvies. Johs. Engberg, som var Baaring Højskoles første forstander, den demokratiske samtales varme værner, sagde til de to digtere, om de ikke kunne gå en tur langs stranden og komme tilbage med hver en sang, som kunne synges ved åbningen. Det gik nemt for Wivel, men for Bjørnvig blev det kun til eet vers.
Johs. Engberg har fortalt på Lønne Højskole, at det gik helt anderledes til. De to digtere var medlemmer af et såkaldt rødvinskonvent, et årligt møde mest med tidehvervspræster som deltagere. Mange tidehvervspræster var kommet fra indremissionske hjem med den tolkning, at Bibelen var en morallære. Og ganske uden hensyn til brylluppet i Kana hørte det til moralforskrifterne, at man skulle holde sig fra sprutten.
Det nye tidehverv i 1920’erne og længe efter ville ved at svælge rødvin vise, at de ikke var indremissionske. Rødvin er jo også mere intellektuelt end brændevin, især i højstilkede glas. På rødvinskonventet før Baaring Højskoles åbning bad Johs. Engberg de to om at skrive sange til åbningen. Wivel sendte sin, »Der truer os i tiden« hvis første vers ses overfor.
Vi ved, at sangen er skrevet om et billede på en væg i Martin A. Hansens skrivestue. Wivel havde ofte set billedet, der viser skygger på en mur i Hiroshima. Atombombens lys har fotograferet de kroppe, som bombens varme straks efter smeltede. Adams billede var nedskrevet til skyggen på en mur.
Ole Wivel bruger det gamle billede som et nyt billede, da han skal sangåbne Baaring Højskole den 22. november 1959. Menneskets egen sikre viden, er tilværelsens onde, usynlige magt.
I løbet af de fyrre år er den usynlige, onde magt blevet synlig. Den skråsikre viden, der sætter sig i Guds sted, afslører sig dagligt som løgn i undersøgelser og målinger. Men dyrkelsen er synlig hos enhver slags magthavere, fordi vi selv bøjer os for den skråsikre viden. Vi har lært os ikke at tro på, at vi tror på, hvad vi tror på.
Det døde Baaring Højskole af. Som andre højskoler gør det lige nu. De kom i den onde, synlige magts fangarme. Vor egen skråsikre viden med dens følger, indsnævringens kvælertag og mangfoldighedens død, blev statsmagtens religion. Statsmagten brugte højskolerne en sidste gang til at pynte på halvfjerdsernes og firsernes arbejdsløshed, og højskolerne lod sig bruge. Derefter tilpassede den danske folkehøjskole sig med få undtagelser den europæiske muromkransede borgby, der kalder sig internationalisering. Lidt for længe lod højskolerne, som om den gamle pagt mellem samfund og højskole havde gyldighed. Man troede, man kunne nøjes med omskærelse, indtil staten tog nosserne, mens kniven var i gang.
Lidt for længe troede man, at statstilskuddene kun var venligt og hjælpsomt ment. Først med den grundlovsstridige lukning af 26 tvindskoler stod det klart, at den frihed, der er indeholdt i udtrykket de frie skoler, var solgt for en ret statstilskud.
Højskolerne skulle med statens overgreb, den pludselige magtviljes mangel på nænsomhed, skifte ham fra at være frie skoler til at blive statsskoler. Det var grundlovsbryderen, den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen, der var mestermanden ved de blodige kar. Det var ham, der fjernede ordet privat fra lovgivningen, for før hans tid var enhver højskole uanset statstilskud privat. Men for at åbne for højskolernes adgang til Statens Indkøb med rabat på havregryn og computere fjernede manden, der har højesteretsdom for at have krænket grundloven, ordet privat fra lovgivningen.
Fra da af var der intet værn mod ministeriets indgreb. Om det så var omfanget af danskundervisningen, ville undervisningsministeriet sætte lofter. Et socialdemokrati i EU’s greb og uden anden moral end den at støtte undervisning i partiets eget landskab uddybede med vellyst de radikale undervisningsministres undergravende virksomhed. Så sent som i de seneste måneder har arbejdsministeren – trods indsigelse endog fra socialdemokratiske højskolefolk – skåret i højskolernes muligheder for at få elever. Skønt dødstruslen for mange højskoler var åbenbar, stillede ministeren sygebåren på højkant. Graven skulle ikke være gravet til ingen nytte.
De folkevalgte, lammet af direktiver og falsk harmonisering, var ikke længere et værn for den frie danske skole, men selve fjenden. Det er for ondt sagt om gode kræfter, mest i Venstre og Enhedslisten, som prøvede at støtte med andet end kontanthjælp. Men den egentlige frigørelse skete ikke. Man tog ikke ved lære af højesteretsdommen, men fortsatte ad andre veje det, der just var dømt grundlovsstridigt.
Er højskolerne da selv uden skyld? Jeg er ikke den rette til at dømme, da jeg arbejder på en højskole, der for fjorten år siden valgte ikke at ligge på knæ foran en minister for med fremstrakte, åbne hænder at modtage nådegaverne. Men jeg ved, at når de højskoler, der i tre år har været i dyb, dyb krise, pludselig alle sammen på een gang er i vanskeligheder, så er det ikke, fordi deres ledere og medarbejdere med eet slag en blevet ringe, ukyndige og uden evne til nyskabelse.
Når krisen rammer på samme tid, er det lovgivningens skyld, statsmagtens misbrug af højskoler i tyve års arbejdsløshed, og derefter uden overgangs-ordningen sparket bagi.
Der var jo år, hvor mange mente, at arbejdsløsheden også skyldtes de arbejdsløse selv. De blev kaldt arbejdssky. De var dovne, indtil der pludselig var så mange arbejdsløse, at hver familie havde mindst een. Så stak de frelste piben ind.
Højskolefolk nu dømmes på samme vis, ikke bare af magthaverne i ministerium og folkestyre, men nogle steder også af højskolernes styrelser, der giver forstandere og medarbejdere skylden.
Det hører til statsmagtens forræderi mod frie skoler, at bestyrelserne fik magt også over højskolernes hverdag. Forbilledet for dette statsindgreb var virksomhedsdyrkelsen med samme åndsdræbende følger som på Det kongelige Teater, Danmarks Radio og mangt et museum.
Glemt var den gamle, velværnede skik, at en fri skoles dagligdag var ledet af forstander, lærere og medarbejdere. Hvor hæderkronede politikere som Bodil Koch og K. B. Andersen værnede om den skik, at en fri skoles styrelse var til for netop at værne friheden for medarbejdernes daglige virke, så en ny tids politiske magthavere styrelserne som kontrollanter. Lovgivningens og forvaltningens grundlag i forhold til de frie skoler var pludselig mistillid.
Der en selvsagt stadig en udvej for de frie skoler. De må vinde deres selvråderet og frihed tilbage. Det er ikke statens kontanthjælp med hele slænget af kontrollanter i kølvandet, der er brug for. De frie skoler må stilles fri igen. Det gøres ikke på et år eller to ved en eller anden hovsaløsning. Det gøres ved, at skolerne stilles fri. Bygningerne gives tilbage til skolerne. Statstilskud – efter en overgangstid – gives til eleven, ikke til skolen. Og de skoler, der er selvejende institutioner, sikres i lovgivningen mod det, der nu – jævnfør sagen om Esbjerg seminarium – kan ske, at staten efter forgodtbefindende lukker skoler. Det er bare nogle få af de brikker, der skal flyttes.
Baaring Højskole en ikke død, fordi der ikke en brug for den, og dens forsvinden har ikke en døjt at gøre med det nuværende lederskab eller medarbejdernes kyndighed. Baaring Højskole er – som andre – kvalt, fordi samfundet ville det. Skolens folk havde holdninger i alle årene, og kun få steder i landet som på Baaring har budskabet lydt, at demokrati er samtale.
Men for statsmagten og en ny tids folkevalgte har demokrati længe ikke været samtale, men direktiver. Først når vælgerne i stimer vandrer til Dansk Folkeparti, hører man statsminister Nyrup Rasmussen sige, at herefter skal man ikke lovgive for folket, men sammen med folket. Jamen, mandens egne ord røber jo det buksebulende i hele den forestilling, der har hersket blandt folkestyrets magthavere så længe.
Statsministeren er i vælgerskræk nået dertil, hvor Baaring indledte for fyrre år siden, og hvor statsministerens egen partifælle, Hal Koch, var allerede under krigen. Statsministeren har ved at tillade magtspillet mod de frie skoler kvalt den spire, han nu vil vande.
Den rystende sandhed er, at hvis statsministeren overhovedet ved, hvad han selv siger, og hvis ordene ikke er opfundet af en af hans taleskrivere som pynt på nedturen, eller hvis statsministeren virkelig mener, at nu skal der lovgives sammen med folket, så er det ikke os, han skal sige det til, men til finansministeren, undervisningsministeren og arbejdsministeren. De har end ikke ringeste anelse om, hvad det her handler om.
Det ved de på Asperup-Baaring egnen. De skabte i sin tid selv højskolen, drevet af Laura og Kaj Thanings iver. Jeg ved fra et møde i højskolens ramme med egnens folk, hvor alvorligt højskolens samfundsopgave blev taget. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Baaring Højskole rejses på ny. Jeg håber dens grund bliver egnens folk.
Højskolerne må ned, hvor de indledte engang. Højskoler en ikke skabt for folk, men sammen med folk.
Undervisningsministeren, Margrethe Vestager, Guds gave til socialdemokratiets statsdyrkelse, har midt i hele krisen gjort det endnu sværere for højskolerne at indlede forfra med et aldeles vilkårligt forslag om at kræve endnu flere elever som mindstemål, netop som der er færre af dem. Ikke bare skal højskolerne dø. Der skal sættes sten for graven, så genopstandelse en umulig.
Poul Erik Søe
31. januar 2000