SB 2002 nr.3
Ved Grethe Marcussen
Ejendommen på Vestermarken nr. 2. Den beboes i dag af Gitte og Niels Jørgensen, som købte den i 1988 af Dagny og Ejner Jespersen. Billedet stammer fra 1930’erne. Dengang blev landbruget drevet af Dagnys forældre, Olga og Jens Peter Jensen. Jens Peter var desuden skrædder.
Asperup kirkes smukke stole, bænke, orgelfacade og pulpitur, udført i pommersk eg, stammer fra 1925/26. Dengang udførtes i kirken en ganske omfattende restaurering, der blev tilskyndet og muliggjort ved et uventet løfte om en pengegave på 8000 kr. fra direktør H. P. Hjerl Hansen, samt for indsamlede midler i sognet.
Gaven var ingen tilfældighed, for i Asperup sogn på Vestermarken nr. 2 kom han til verden i 1870 og blev efter hjemmedåb fremstillet i kirken den 17. juli.
Barndom
I 1862 fik landmand og snedker Jørgen Hansen skøde på ejendommen og indgik aftægtsaftale med faderen Hans Jørgensen. Den 27. april 1870 fik Karen og Jørgen Hansen en søn. Han døbtes og blev kaldt Hans Peter. I denne ejendom kunne der med rette tales om små kår, men ikke mindst moderen sørgede for, at hjemmet med taknemmelighed mindedes af sønnen livet igennem.
Stedet lå ensomt, og Hans Peter levede ifølge beretningen lidt af en eneboertilværelse, som gjorde ham sky, når det drejede sig om samkvem med jævnaldrende. Dyrene og naturen optog hans tanker, og hvis han senere i livet kunne have beskæftiget sig med naturvidenskab, ville det have passet ham godt; men sådan skulle det ikke gå.
Frode Giersings Realskole
Faderen var en indesluttet natur med et svagt helbred, og i 1876 solgte forældrene ejendommen og købte et hus i Vindegade i Odense. Da Hans Peter var 8 år, blev han indskrevet på Giersings Realskole, som var en betalingsskole.
Kort tid efter døde faderen; men moderen klarede at lade drengen fortsætte på den værdsatte skole. Her morede kammeraterne sig imidlertid over hans fynske bondemål, så han holdt sig for sig selv og brugte tiden til læsning. Denne syssel fortsatte han også efter endt skolegang. Billigudgaver af bl.a. Shakespeare, Goethe, Dostojewski, Tolstoy og Henrik Ibsen studeredes ivrigt.
Odenses erhvervsdrivende havde for vane at henvende sig på netop denne skole, når de søgte lærlinge. Det afgjorde skæbnen for Hans Peter, der som 15 årig tog præliminæreksamen med et flot resultat. Anbefalet på det varmeste fra skolens side fik han om end mod sin vilje læreplads på købmand E. F. Esmanns kontor. De drømme, han havde haft om videregående studier, måtte opgives, for lønnen på 20 kr. månedlig var afgørende for moderen og ham selv.
København
Netop på dette tidspunkt overgik etatsråd Esmanns købmandsforretning til udelukkende at handle med og eksportere smør. Baaring mejeri afsatte således smør til Esmann i Odense. Det blev i dette regi, H.P. Hansen udviklede sine evner og omsatte dem på en måde, der aftvang en sådan respekt fra ledelse og medarbejdere, at han allerede som 18-20 årig syntes at være blevet firmaets sjæl. I 1894 udnævntes han til prokurist i det ekspanderende foretagende, og i 1895 oprettede Esmann en filial i København med H.P. Hansen som bestyrer. I 1897 indgik han ægteskab med Karen Margrethe, født 1873 som datter af oberst Christian Müller. Samme år blev han medejer af firmaet Esmann tillige med stifteren og dennes søn.
Den videre karriere
En forrygende start. I korthed kan det siges, at han ganske enkelt hører til blandt de store handelsmænd, som Danmark fostrede i 1890’erne, og som tæller navne som H. N. Andersen, Alexander Foss og Thomas B. Thrige. Det var folk, som tilførte landet store værdier og gjorde Danmark kendt, idet de grundlagde verdensomspændende virksomheder. De var mænd med store idealer og pligttroskab. For dem, som arbejdede sig op fra små kår, blev penge ikke et mål i sig selv, men et middel til at realisere drømme. Det gælder ikke mindst Hjerl Hansen, hvis historie er en eventyrlig beretning om spændende pionérarbejde og økonomiske op- og nedture. Den kan her blot antydes.
Sibiko
En rejse til Sibirien i 1896, et indgående kendskab til udviklingen i dansk mejeribrug i slutningen af 1800-tallet, samt åbningen af den sibiriske jernbane i 1897 gav ham den tanke, at Vestsibiriens sorte muld var et oplagt virkefelt for dansk foretagsomhed. Danmark havde dengang mejeribrug som hoved-næringsvej. I 1904 blev Det sibiriske kompagni, Sibiko, en kendsgerning med Hjerl Hansen som administrerende direktør. Sibiko omsatte sibirisk smør og forsynede sibiriske bønder med mejeri- og landbrugsmaskiner. Foretagendet var fra starten en ekspanderende succes, indtil den russiske revolution i 1917 og den deraf følgende nationalisering styrtede alt i grus. 40 sibiriske filialer blev lukket eller brændt, 5000 mejerier sat i stå og i hundredevis af tog mellem Østersøhavne og Sibirien måtte standse.
Almiko
I 1916 dannede han efter en Sydamerikarejse A/S Det almindelige handelskompagni, Almiko, der hurtigt voksede sig stort med et net af filialer over hele jorden. Sammen med sin kompagnon, Otto E. Andersen, lykkedes det for Hjerl Hansen trods Sibikos sammenbrud at videreføre koncernen op til 1930, hvor begge kompagnier måtte træde i likvidation.
Det sibiriske kompagni af 1930
Stædigt arbejdes der videre, og Hjerl Hansen kan på sin 60 års fødselsdag erklære. Det sibiriske kompagni af 1930 for dannet. Dette selskab i samarbejde med det Esmannske smøreksportfirma var, også efter Hjerl Hansens død, den største private koncern inden for eksport af forædlede danske landbrugsprodukter med egne fabrikker for kød- mælke- grønt- og fiskekonserves over hele Danmark. Er man interesseret i dansk erhvervshistorie, anbefales to spændende bøger. H. P. Hjerl Hansen: Danske pionerer i Sibirien og Poul Graae: Fra drittel til dåse. Esmann-Plumrose 1864 -1964.
Det sidste billede taget kort før
Hjerl Hansen døde. Han
udnævntes til Kommandør af
Dannebrog og Dannebrogsmand.
Virkeliggjorte drømme
»Et folk må holde muligheden for sammenligning fast. – Ellers er man som et individ, der har mistet hukommelsen. Uden et Før er der heller ikke et Nu!« skrev Johannes V. Jensen engang. En ganske konkret realisering af indholdet i disse linier tog for Hjerl Hansen sin begyndelse, da han 40 år gammel i 1910 af Hedeselskabet i lighed med andre forretningsmænd med interesse for hedeplantningssagen fik tilbudt arealer omkring Flyndersø ved Skive. Han købte og samlede efterhånden i alt 2200 tdr. land. En kombineret plantør- og sommerbolig blev indrettet i en tilbygning til Vadsøgård, og snart var 600 tdr. land tilplantet. Dette hedeområde gav han sit i 1903 erhvervede navn Hjerl, der ved en tilfældighed mindede om omkringliggende egnes stednavne såsom Hjerm, Hjerk og Hjelm. Herlige ferier blev tilbragt her.
Hjerl Hansen og hustru i den 6 tdr. land
store park omkring »Solbakken«.
Når Hjerl Hansen faldt for dette område, skyldtes det måske de skønne skrænter og slugter med de karakteristiske istidsdannelser, jordfaldshuller, ved Flyndersø. Ifølge geologen H. Odum findes sådanne også andre steder i landet, »men intetsteds i en sådan udstrækning, så talrige, så evidente i deres oprindelse og så velbevarede«. Nænsomt lod plantøren beplantningen følge landskabets bugtede linier. I 1934 blev området fredet.
1928 købte Hjerl Hansen Danmarks ældste bondegård fra 1530. Det var Vinkelgården fra Viborgegnen. Det havde ikke været muligt at skaffe midler til at flytte den til Frilandsmuseet i Lyngby. I stedet flyttedes den til Hjerl Hede, hvor den dannede begyndelsen til »Den gamle Landsby«, hvis kulturhistoriske bygningssamling efterhånden blev opkøbt fra det ganske land, således bl.a. landsbykroen fra Skovsgårde.
Landsbykroen fra Skovsgårde, genrejst på Hjerl Hede.
Hjerl Fonden
Først i 1930’erne blev området med landsbyen overdraget til den i 1915 af ægteparret oprettede Hjerl Fond for at sikre stedet for fremtiden. På en mindesten deroppe har Hjerl Hansen ladet indhugge følgende hyldest til sin mor og alle andre trofaste husmødre, hvem han så at sige tilegner mindebyen: »Du som nøjsomt brød det sorte danske Brød og mellem Husbond Barn og Hjem Dit Hjærte delte. Du som kun kendte Kravet rettet mod Dig selv, som ammed Barn, malked Ko og skætted Hør, som brygged Øl, støbte Lys og kærned Smør og karted, Hoser bandt og væved, brugte Tærskel, Manglebræt og Spinderok, som bandt Neget op bag Leens skarpe Klinge og dog fik Tid at sende Himlen Tanker, for Dig, hvis Minde evigt lever i mit Hjerte og for enhver, som trofast røgted Kvindens stille Gærning, for Dig og dem jeg rejste denne tavse Mindeby«. Den omtalte fond til støtte for videnskabelige, kulturhistoriske og filantropiske formål har i høj grad været til nytte. På sine utallige forretningsrejser var Hjerl Hansen levende interesseret, ikke blot i at knytte handelsforbindelser, men tillige i naturen, i menneskenes færden og ikke mindst de lejligheder, der bød sig for arkæologiske studier. På en rejse til Mellemøsten, hvor han bl.a. besøgte den mærkværdige ruinby Petra, får han så megen interesse for forhistoriske udgravninger, at han senere gennem fonden bekoster de danske udgravninger i Shilo i Palæstina.
Som han huskes
Offentlighedens søgelys undgik han helst, men ikke offentlige hverv, som da han i 1920 i Liebeministeriets korte funktionstid som finansminister underskrev årets finanslov. Velstand var for Hjerl Hansen og ikke mindre for hans hustru det samme som at være socialt forpligtet.
Samvirkende Menighedsplejer modtog således fra 1910 ægteparrets varme støtte.
Hjerl Hansen døde i 1946 ganske kort tid efter at have mistet sin hustru.
Tidligere medarbejdere og ægteparrets børn synes at kunne bevidne, at drengen fra Vestermarken efterlevede de ord, som stod på standuret i ægteparrets københavnske hjem gennem 40 år, »Solbakken«. De lød: »Lær at nytte tiden vel, ødet time kommer ej igen«.
Kilder: De to ovenfor nævnte bøger. H. P. Hjerl Hansen in memoriam, udgivet i 1947 af Hjerl-Fonden m. fl., redigeret af sønnen, direktør og cand.jur. Finn Hjerl-Hansen.
Grethe Marcussen