SB 1999 nr.3
Af Hanne Drejer, Grete Havndrup Pöhler og Las Petersen
Vi havde i vinter en studiekreds over emnet »når livet gør ondt«. Den sidste aften lavede vi en sammenfatning, vi kaldte »gode råd, når nogen dør«. Måske det burde i Sognebladet, talte vi også om. Det være hermed gjort.
L. A. Ring: På kirkegården i Fløng, 1904.
Præsten: Kriser
Alle skal dø. Enhver af os lever på lånt tid. Selvom vi tit opfører os, som om vi var udødelige.
Livet går ikke opad mod stadig mere lykke, men går derimod op og ned i bølgedale. Sommetider meget langt ned endda. Er vi i dag mere sårbare end tidligere generationer, som måtte leve med børnedødsfald i næsten hver familie, såvel som dødsfald pga. sygdomme, vi i dag anser for banale? For det er jo ikke en fejl ved livet eller ved mig, at jeg rammes af modgang. Sådan er livet og har altid været det.
Den erkendelse gør ikke modgang og krise lettere at bære, men kunne måske hjælpe os til ikke at føle os så alene og gudsforladte, når det sker.
Krise siges på kinesisk at have to betydninger: fare, men også mulighed. Krisen fortæller os, at vi er i fare, at der er sket noget særdeles alvorligt. Men krisen er også en mulighed for at blive klogere på sit liv og på sig selv.
Vi som ellers kan så meget, kan ikke beherske døden. Derfor er døden også hellig. Der er måske ikke så meget, der er helligt for os mere, udover ejendomsretten. Men døden er det stadig. Ligesom fødslen er det. Ved livets begyndelse og afslutning opdager vi derfor, at vi er religiøse. Måske ikke kristne, men bare i al almindelighed religiøse, fordi livet er meget større, end vi er. Derfor har vi brug for ritualer. En rigtig måde at gøre det på der skal gøres i denne situation.
Her står den kristne kirke så parat med sine ritualer: dåben og begravelsen. En måde at gøre det på, som man selv mangler ord for. Ord for den store tak, vi er fyldt med, over at et lille nyt menneske er kommet til verden, vores barn. Ligesom vi mangler ord, når livet er så svært, at vi ikke ved, hvad vi skal gøre med vores sorg og har brug for at få sagt ordentligt farvel.
Sjælesorg
Alle bor i et sogn med en kirke og en præst, som man altid kan komme til at tale med. Og det har alle ret til uanset, hvor kirkelig eller ikke kirkelig man er. Også selvom man ikke er lige ved at dø. Præsten har tavshedspligt og skriver ikke journal.
De fleste præster går gerne på besøg hos syge og døende såvel som os enhver, der måtte ønske det. Og holder også gerne gudstjeneste evt. med altergang hjemme eller ved sengen.
Ofte bliver vi først kontaktet efter et dødsfald. Måske kunne den syge såvel som præsten have glæde af at have talt sammen før, måske for at snakke begravelsen igennem eller for at tale om de tanker, der naturligt kommer, når man mærker, at livet er ved at være slut. Sommetider er det godt at tale med en udenforstående. Lettere at være ærlig måske. Og det er selvfølgelig patienten, der bestemmer, hvad der skal tales om. Og når de religiøse spørgsmål opstår, er noget af det bedste, man kan gøre for en døende, ofte at læse en god salme, bede Fadervor og lyse velsignelsen. Det er, som om ordene selv skaber, hvad de nævner. Siger, at du ikke skal igennem dette alene. Gud er hos dig. Det kan give fred, også fred til at dø.
Giv jer god tid efter et dødsfald. Begravelsen eller bisættelsen skal først være gennemført otte dage efter dødsfaldet og kan i øvrigt nemt udsættes yderligere. Det haster altså ikke.
Ofte er der brug for flere samtaler. Første gang lige efter dødsfaldet og igen, når familien er parat til at planlægge begravelsen/bisættelsen. Det er så vigtigt, at det bliver en god begravelse, for det er det sidste, man husker om dette menneske.
Efter begravelsen er der ofte endnu mere brug for at snakke med præsten for den, der er blevet alene. Tit er den værste tid ikke lige efter dødsfaldet. Da er der så meget, der skal klares og ordnes. Men 1/2-1 år efter, når andre mener, at nu må han eller hun da være blevet sig selv igen, da har man det ofte allersværest.
Kan præsten give krisehjælp? Nej, vi er ikke psykologer. Ved en rigtig alvorlig krise kan det være nødvendigt at gå til psykolog, fordi man ikke selv har kræfter og ressourcer til at leve sorgen igennem. Man skal ikke gå til psykolog, hvis man tror, man kan få hjælp til lige at klare denne krise. For det er der ingen, der lige kan lære. Sorg og kriser gør ondt.
Præsten kan derimod give den form for krisehjælp, der hedder sjælesorg. Det er kirkens gode gamle form for krisehjælp.
Sjælesorg er at få mulighed for at læsse af overfor en præst, som har tavshedspligt, komme af med alt det, der fylder en, og som man ikke kan hverken bære eller klare selv, og så gå derfra med Guds velsignelse.
Hanne Drejer
Kirkesangeren: En god begravelse
Kirkesangerens opgave er andet og mere end at lede og støtte menighedens sang ved diverse gudstjenester og højtider. Fra gammel tid har det været skik og brug i vore to sogne også at benytte kirkesangeren til udsyngning.
Når et dødsfald har fundet sted, er de pårørende som regel enten chokerede, lettede eller slet og ret udmattede efter et evt. langt sygeleje. Så er det vigtigt at vide, at kirkens personale er fortroligt med, hvad skik og brug er. På den måde kan de efterladte få taget afsked i en efter situationen afpasset rolig og værdig ramme.
Som kirkesanger kan jeg med et par timers varsel være til stede ved udsyngning, der dog tidligst kan finde sted, efter at dødsattesten foreligger. Når bedemanden har lagt i kiste, samles vi om den. Derefter bedes en bøn, og der synges et par salmer, som familien har valgt eller beder mig vælge. Her er det vigtigt at tage sig god tid, og jeg vil anbefale at give børn og børnebørn lejlighed til at være med. Måske skal farmoderen have en tegning eller et sovedyr med på rejsen. Hvis afdøde derefter skal brændes, spørger mindre børn sommetider, om jeg laver bål i kapellet! Ved deres umiddelbarhed er børn med til at hjælpe de voksne gennem svære dage.
Udsyngning finder sted enten fra hjemmet, plejehjemmet eller sygehuset, hvorfra der køres enten til vore kapeller eller direkte til kirke på begravelsesdagen. Udsyngning hører under kirkelige handlinger og skal derfor ikke betales.
Når det i folkemunde hedder, at »det var en god begravelse, men der var for lidt rødbeder«, så er det sikkert ikke en morsomhed, men derimod et udtryk for stor blufærdighed, for hvad gør vi, når døden gør livet allersværest? Hvad det praktiske angår, må man forlade sig på hjælp og rådgivning af kirkens personale: organist, kirkesanger og ikke mindst præst og graver. Man skal ikke lade sig jage og stresse. Der er et utal af ting, der skal tages stilling til. Vigtige beslutninger tager tid, og man bør derfor ofte sove en ekstra gang på dem.
I nogle tilfælde har afdøde til stor hjælp for de pårørende udtalt bestemte ønsker vedrørende egen begravelse. For disse ligger efter min mening den betydningsfulde tid i dagene mellem dødsfald og begravelse eller bisættelse. Her aftales og forberedes det værdige farvel, de efterladte måtte ønske, og det tager den tid, det tager.
For vi kan ikke gøre det om.
Kirkesangeren er også villig til at deltage i evt. mindesammenkomster, såfremt familien måtte ønske det. Det kan aftales med præsten eller ved direkte henvendelse til
Grete Havndrup Pöhler
Anna Ancher: Ung kvinde på
kirkegården i Skagen, 1913.
Bedemanden:
Vi kender fra vort liv til glæde, skuffelse, angst, vrede, forelskelse og måske had. Sorgen derimod oplever de fleste af os heldigvis kun sjældent. Derfor har vi ofte svært ved at takle denne ukendte følelse. Vi mangler ord.
Imidlertid har vi mange ritualer og symboler, som kan være en hjælp. Naturligvis skal vi ikke gå og tænke på døden hele tiden. Men det ville være en god ide at tænke over, hvad der skal ske ved vor egen død og begravelse. Hvilke ønsker har vi? Det er en lettelse for de efterladte, om der foreligger en tilkendegivelse. Ønsker man jordbegravelse eller kremation? Og hvilken form for gravsted? Her er flere muligheder. En urne kan nedsattes i et familiegravsted, hvor der også kan begraves kister, i et urnegravsted med plads til 4 urner, i familiefællesgræsplæne eller i fællesgraven.
Inden man beslutter sig for, hvilken form for gravsted man ønsker, bør man tale med sine nærmeste. Taler man i en abstrakt situation om dette spørgsmål, kan man meget nemt træffe en beslutning præget af vor rationelle tankegang: »De unge har jo ingen tid til at passe et gravsted« eller »Familien skal ikke være belastet med at passe et gravsted«. Derfor vælger nogle den ukendte plæne. Imidlertid er der altid nogle pårørende tilbage. Familie eller venner. Og det er ofte meget vigtigt for de efterladte, at der er et gravsted at komme til. Et gravsted med en sten med afdødes navn er et symbol på det menneske, der har betydet noget i ens liv. Den afdøde kan altså påføre sin ægtefælle, børn og andre en unødig smerte ved på forhånd at have bestemt, at urnen skal i den ukendte grav.
Der er en lang række andre spørgsmål man bør tale med sin familie om. Der er også spørgsmålet om selve begravelseshandlingen. Hvor og hvordan den skal forløbe, kunne det være en god ide at tale med præsten om.
Et andet spørgsmål er, om der skal være mindesammenkomst efter begravelsen. Som pårørende kan man have svært ved at overse situationen »med alle de mennesker«. Selvom man som pårørende måske ikke kan se formålet, så har en mindesammenkomst i langt de fleste tilfælde en meget vigtig funktion. Det er her, der bliver »lukket op« for en kontakt, som de nærmeste har meget brug for i tiden efter dødsfaldet. Vennerne kan naturligvis ikke tage sorgen fra en, men de kan være til stede og lytte. De har nemlig også behov for at hjælpe, f.eks. ved at give dem lov til at være med i den kirkelige handling og ved sammenkomsten bagefter. Hvad man får serveret har mindre betydning. Det er samværet, der er det vigtigste. Man får løst op for den knugende følelse, man har i brystet, og man får hilst pænt af med hinanden. Man har nemmere ved at tale sammen næste gang, man mødes.
Et dødsfald har, ud over de praktiske opgaver, der skal løses, uhyre meget med følelser at gøre. I vor hverdag er vi præget af at tænke rationelt. Følelser kan vi imidlertid ikke stoppe ned i et rationelt mønster. Det enkelte menneskes følelser er unikke og kan kun formuleres af dette menneske. Derfor burde vi nok tale lidt mere åbent med vore nærmeste om død og begravelse. Det kan naturligvis være svært at få begyndt. Men man kunne jo begynde med at få en snak med sin præst. Og man kunne tage en tur på kirkegården og få snakket med graveren. Ligesom man kunne kontakte en bedemand for at få en snak, om hvilke muligheder der findes, og hvordan man kan sikre sig, at ens ønsker bliver opfyldt.
Las Petersen, Middelfart. Formand for Bedemændenes Landsforening.
Vedr. gravsted
Efter at kisten/urnen er anbragt i gravstedet indtræder der en fredningsperiode. Denne er den tid, hvori gravstedet er fredet og ikke kan nedlægges. Det er hos os 25 år for en kiste og 10 år for en urne.
Men der er mange andre udgifter udover erhvervelsen. Priser kan fås ved henvendelse til graveren.