– på besøg hos billedhugger
Frede Troelsen, Kærby Mark
SB 1986 nr. 2
Af Kresten Drejergaard
På den østlige side af Kærbyvej (nr. 20) ikke så langt fra Middelfartvej ligger der en lille gul ejendom. Når man kommer forbi, vågner nysgerrigheden. På gårdspladsen ligger der store granitblokke, så man et øjeblik føler sig hensat til tiden for det store kirkebyggeri i middelalderen. Men det er det 20. århundrede, og siden 1971 har Frede Troelsen boet og arbejdet her. Han er kunstner. Granitblokken er hans foretrukne materiale, hvilket antydes i følgende digt:
EN STEN
ER EN STEN
DEN UDFYLDER
SIN FORM
OG LUKKER
ALT ANDET UDE
EN STEN
ER NOK
Og Frede Troelsen fortsætter:
Man kan spørge, hvorfor jeg giver mig til at arbejde med stenen, hvis den i sig selv er nok. Den er i sig selv en form og en skulptur – ligesom et træ er det. For mig er idealet af en skulptur en sten, som får lov at ligge, uden at man rører ved den.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at røre ved den og arbejde kunstnerisk med den. Kunst og kultur opstår vel dér, hvor man begynder at ændre på det, som i grunden er nok, for at give det en ekstra dimension eller fremhæve et særpræg. Det, som jeg gør, når jeg begynder at hugge i en sten, er egentlig at gøre mindst mulig ved det, som i forvejen er nok. For jeg tror trods alt ikke, at jeg kan blive så ét med naturen, at den er nok for mig. Men et af de formål, kunst har, er netop at arbejde med det, som er til i forvejen, for at komme til at se tingene, som de er i sig selv.
Der er mange mennesker, der siger: »Jeg har ikke forstand på kunst!« – Men det er noget sludder, for kunst kan man ikke have forstand på. I hvert fald er der altid en kærne inderst inde, som man ikke kan opleve med forstanden, men som må opleves med kroppen og sanserne umiddelbart.
I slægt med urfjeldet
Hvorfor jeg har valgt at arbejde i granitsten?
– Tja, det ved jeg ikke rigtigt. Det har jeg egentlig ikke valgt! Selvfølgelig vil jeg heller ikke sige, at stenen har valgt mig. Så hovmodig er jeg ikke! I mange år tegnede jeg meget og malede meget, men blev aldrig rigtig tilfreds med det. De malerier, jeg lavede, blev efterhånden helt sort-hvide, en sort figur på en hvid bund. Så tænkte jeg, at der ikke var andet at gøre end at gå ud og begynde at skære i et stykke træ eller hugge i en sten. Altså købte jeg en hammer og en mejsel og gik ud på marken og fandt en sten, som jeg begyndte at hugge i. Siden har jeg faktisk ikke gjort andet. Stenen er et materiale, der passer til mig, viste det sig.
Det har måske også noget at gøre med, at en sten er noget af det mest elementære, der findes i tilværelsen. Den er i slægt med urfjeldet og tilværelsens naturgivne grundvold – millioner af år gammel, som den er. Sådan en må man omgås med respekt.
Somme tider har jeg spurgt mig selv, hvordan man bærer sig ad med at gøre mindst muligt ved en sten. Så har jeg måske bare kløvet den, og som det første menneske nogen sinde ser jeg så, hvad der er inden i den sten. Det er en mærkelig oplevelse! Undertiden har jeg arbejdet noget med de to brudflader, der opstod, da stenen blev kløvet, dvs. jeg har hugget den ud indvendig, sådan at den kan lukkes igen, så ingen kan se, at der har været rørt ved den.
Jeg kan f.eks. ikke forstå, at nogen kan finde på at lave en sten om til en fugl eller en hund eller til en dame.
Det kan man gøre med bronze eller ler eller et andet formløst materiale; men en natursten skal man ikke gøre sådan noget ved. Man skal så vidt muligt lade den være, hvad den er, synes jeg. Der bor ikke noget i en sten, og den skal derfor heller ikke befries for noget overflødigt, for at der kan fremstå en eller anden figur, som i grunden er stenen uvedkommende.
Ordene slår ikke til
Nu ved jeg selvfølgelig godt, at der også opstår nogle figurer og symboler, når jeg bearbejder en sten, f.eks. ved at polere nogle af dens flader. Jeg tror, det skyldes, at al ordentlig kunst dybest set er en magisk handling. Man prøver på at besværge det, man har med at gøre, uden at det egentlig er til at forklare hvordan. Den inderste kærne i det kan man netop ikke fange i ord, fordi kunstværket i sin form er et ikke-sprogligt udtryk. Men der er vel en trang i os alle sammen til at sætte vore mærker og vore tegn på det, vi har med at gøre. Det har menneskene da gjort lige så længe, som de har været i stand til at udtrykke sig. Hvis der ikke er denne magi i kunsten, så tror jeg slet ikke, at det er kunst. Så er det bare dekoration!
Jeg startede for mange år siden med at skrive nogle digte, men så opdagede jeg på et tidspunkt, at ordene ikke slog til. Sproget var ikke nok – ikke for mig i alle fald. Sproget er jo også en begrænsning, når man oplever noget og vil udtrykke sin oplevelse. Man kommer let til at opleve sit liv litterært, fordi det, man oplever, i forvejen er formuleret af andre. Måske slæber vi rundt på en masse sproglige tvangsforestillinger, som bliver en kilde til en mængde misforståelser, fordi vi tolker ordene forskelligt. Tag sådan et ord som »frihed« Mange krige opstår jo, fordi man næsten tvangsmæssigt tolker ordet »frihed« forskelligt.
Derfor er ordene ikke nok for mig! I mit kunstneriske arbejde prøver jeg at satte mig ud over denne sproglige begrænsning. Alle de symboler og figurer, jeg laver, kan man betragte som en udvidelse af alfabetet, så det siger noget mere, selv om der altså ikke er knyttet lyd til dem.
Kærlighedens symboler
Nogen har lagt mærke til – måske endda med lidt forargelse – at der i disse symboler også indgår ting, der peger i retning af kærlighed og seksualitet. Det har nu ikke været min mening at forarge nogen. Men hvad? Al god kunst handler jo om liv og død. I de gamle kulturer kan man se, hvor meget de seksuelle symboler bliver brugt kunstnerisk – meget mere end hos os. Og seksualiteten er nu en gang en vigtig del af mit og de fleste andre menneskers liv. De seksuelle symboler rører ved noget af det mest elementære i livet, og de udtrykker for mig et håb om, at livet vil sætte sig igennem alligevel med godhed, tilgivelse og kærlighed.
Det er netop et håb og ikke en forsikring. Man kan forsikre sig mod omkostningerne, når biler støder sammen og får buler. Det kan man ikke, når det drejer sig om mennesker, der støder sammen og kommer til at røre ved hinanden, så de får skrammer og buler af det. Der er nogle omkostninger, som man ikke kan forsikre sig mod. Men der er jo også det modsatte, den store glæde ved at være sammen.
De seksuelle symboler eller frugtbarhedssymbolerne, eller hvad vi nu vil kalde dem, peger på noget, der er lige så elementært som granitten – lige så gammelt og lige så uopslideligt. Det er ikke kærligheden, der er noget i vejen med, det er os. Når jeg arbejder med granitten, prøver jeg at fremhæve den form, der er der i forvejen. Kærligheden er der også i forvejen. Det er da værd at fremhæve!
At påvirke blindheden
Her er der selvfølgelig en indvending, kan jeg godt høre! For det kan jo siges, at når man i den grad prøver at holde sig selv fast på det elementære i livet, så mister man let blikket for det dagsaktuelle, der rører sig på den kulturelle overflade som f.eks. alt det, der har at gøre med det, der kaldes den politiske virkelighed.
Det er rigtigt, at i den kunst, som jeg prøver at frembringe, kan der ikke aflæses noget politisk budskab. Her vil jeg gerne citere forfatteren Inger Christensen, som et sted siger, at hun ikke er ude på at påvirke den offentlige meningsdannelse, men hun vil påvirke blindheden. Det forstår jeg på den måde, at hun vil prøve at få sine læsere til at se det, som man ellers let overser, fordi den såkaldte politiske virkelighed er så larmende.
Med det, jeg laver, vil jeg også gerne påvirke blindheden, men der er ikke noget særligt politisk budskab i det. Selvfølgelig har jeg en politisk mening – jeg er nærmest kommunist. Ikke i doktrinær forstand, men på den måde, at jeg synes, at den oprindelige kommunistiske idé er en smuk tanke. Der er noget elementært menneskeligt ved den, som den politiske virkelighed har gjort os blinde for. Den blindhed vil jeg godt påvirke, men det er ikke noget politisk budskab. Direkte politisk kunst har jeg ingen sans for.
Den kunst, jeg er optaget af, er sådan set mere primitiv. Den udspringer af en undren over, at livet overhovedet er til, og at jeg er til. Efter at have haft døden tæt på flere gange, har jeg lært, at livet haster. Livet er kort, for mig kan det vare slut i morgen eller måske allerede i dag. Men den viden behøver man ikke at blive rastløs af. Det kan tværtimod give ro at vide det – ro til at arbejde og holde snuden i sporet og forfølge det, som det drejer sig om i livet. Der er i tilværelsen mange smutveje og blindgyder, som ikke fører nogen steder hen. Så det gælder om at holde snuden i sporet!
Ovenstående er en redigeret udskrift af en båndoptaget samtale på en dejlig dag med sne og sol i slutningen af januar.
Kresten Drejergaard