SB 2006 nr. 4
Af Annemarie Hoffmeyer
Oppe på Samsøvej 24 i Båring sidder en lille fin dame, som den 30. januar 2006 blev 100 år. Det er Agnete Klindt Andersen, som tidligere boede på Vangbygård i Kærby, gift med Alfred Andersen (1906 – 1989).
I den lille hyggelige stue er der en svag duft af cigar. Det at ryge er en del af fornøjelsen ved livet.
Herkomst
Agnetes morforældre havde gård, først i Ballum i Sønderjylland, senere på Vardeegnen på »Klindtsminde«. Moderen, Gerdine Klindt (1871-1946), blev uddannet mejerske på Ballum mejeri, og som mejerske kom hun til Brenderup, hvor hun blev gift med Lars Jørgen Jørgensen (1871-1945), en ung driftig mand med et stort handelstalent. Han var søn af Rasmus Jørgensen, Brenderup Vestergård, som i dag ejes af en brorsøn, Claus Jørgensen.
Agnete, 9 år gammel,
hos fotografen N. Feldt Sjelborgs Eft. Forstaden Bogense.
Barndom i Brenderup
De nygifte købte Lybækshuset på Brenderup Mark, en udstykning fra Vestergård. Om husets navn kan fortælles: I 1806 begyndte godset Kærsgård at frasælge fæstegårde. Lodder, der lå upraktisk for de nye selvejerbønder, blev solgt videre til husmænd. De små huse, som blev bygget rundt om på markerne, fik sære internationale navne som Frankfurt, Madrit og altså Lybækshuset, for at man kunne skelne dem fra hinanden. Gerdines og Lars Jørgens hus var blevet bygget i begyndelsen af 1800-tallet. Her blev Agnete født 1906.
Lars Jørgen Jørgensen plantede æble- og især pæretræer. Han ville leve af at sælge frugt. Da Brenderup lå lunt i læ af Båring Banke, var det et fantastisk godt sted at dyrke frugt. Der var snart andre, der også slog sig på frugtavl, så nu blev det også Lars Jørgen Jørgensens metier at køre frugten til Ejby station.
Brenderup bli’r knudepunkt
Det gik godt, ja, så godt, at han i 1911 kunne bygge den statelige hvide villa Bromsmae.
Efterhånden kunne Lars Jørgen Jørgensen kalde sig frugtgrossist. Han solgte frugt til både ind- og udland, æbler, pærer, hindbær, solbær og masser af jordbær, som hele egnen snart satsede på. Der blev vist også importeret pærer, som han handlede videre med. Det blev for upraktisk at skulle helt til Ejby med frugt, og han var glad, da en komite med grev Ahlefelt-Laurvig på Kærsgård som formand i 1911 fik bygget den stolte Nordvestfynske Jernbane, blandt venner kaldet Røjlegrisen med de 8-kantede hjul. Den skar sig nu gennem landskabet fra Odense til Middelfart med jernbaneknudepunkt i Brenderup, idet der også blev bygget en lille stikbane til Bogense.
Jo, det gik godt i Brenderup med stationsforstander Aamand, med realskole og med egen læge og dyrlæge. Her havde man Brenderup Musikforening af 1899, og endelig var der alle de driftige landmænd og frugtavlere. Man kunne blive helt misundelig oppe i Båring – Asperup!
Hjemmet
Lars Jørgen Jørgensen var et stort festmenneske. Han var glødende venstremand, og når hans radikale søster Anna, der var bosat på Tjenergården, og svogeren, den socialdemokratiske skoleinspektør fra Esbjerg, var på besøg, bølgede diskussionen, og der kunne ryge mange drøje hug over bordet, men bagefter var de lige gode venner for det.
Vangbygaard i Kærby, Kærbyholmvej 1. Luftfoto fra 1950erne.
Agnete voksede op som den yngste i en børneflok på fire. Eneste pige var hun og dertil lidt af en efternøler, idet der var seks år op til Jens, den næstyngste. Den ældste i flokken, Holger, døde til familiens store sorg af den spanske syge. Han var værnepligtig soldat under 1. Verdenskrig i 1918. Det fortaltes, at moderen fra da af aldrig mere sang under arbejdet. Karl Marius, den næstældste søn, købte Gelstedgård, og Jens købte den hvide villa, da faderen døde i 1947.
Agnete havde en tryg og lykkelig barndom. Hun var selvfølgelig fars øjesten. De to elskede at gå lange ture og snakke sammen. Moderen var sjældent med, det skulle lige være, hvis der var et mål for turen, ellers regnede hun det for tidsspilde.
Mange husmænd tjente en ekstra skilling som daglejere hos familien i Bromsmae. Disse skulle have god forplejning, det skulle Gerdine nok sørge for! Der var således nok at gøre i husholdningen med det store folkehold. Gennem alle årene tjente Peter Lybækker hos dem. Han stammede nok fra det hus, de først købte. Når deres unge piger skulle giftes og bosatte sig der på egnen, sørgede Gerdine for, at de fik lidt udstyr at starte på; for der var trods alt trange kår i mange hjem.
Faderen var en årrække sognerådsformand. Det betød, at alle alders-rentenydere hver måned skulle hente deres penge hos ham. De, der boede i sognets yderkanter, kunne i den sammenhæng altid regne med en kop kaffe og en bid brød hos Gerdine, og ved juletid var der sulemad i kurven, når de gik hjem.
I Agnetes hjem manglede der ingenting. Kjolerne kom til tider fra det store modehus Fonnesbech i København, men konfirmationskjolen skulle ikke være af silke, »for hun skulle ikke være finere end de andre«, som faderen sagde. Han kunne dog ikke nære sig og gav hende et kørekort, da hun blev 18 år.
Ungdom
Da Agnete jo kun var en pige, skulle hun ikke på realskolen som sine tre brødre, men kom i den almindelige stråtækte med syv års skolegang ligesom de fleste andre. Til gengæld lærte hun regning, dansk og bibelshistorie, så hun kunne det på fingrene. Efter konfirmationen gik Agnete hjemme og blev lært op i husholdning.
Sognepræst Vagn Bartholdy Møllers kone Anna var konservatorieuddannet, og som nær nabo fattede hun interesse for den åbenbart musikalske nabopige og gav hende klaverundervisning. Agnete blev også inviteret med til de klassiske koncerter, som præsteparret arrangerede i præstegården. Selv havde de ingen børn. Præsteparret blev hendes meget gode venner.
Som attenårig blev Agnete inviteret med dem til Italien på en slags dannelsesrejse. Den foregik fra Fredericia med tog over Venedig, Firenze, Rom og Napoli. De sørgede dog omhyggeligt for, at hun ikke så nogen frække damer i Napoli og heller ingen vovede billeder i Pompeji. Fru Bartholdy Møller underholdt gæsterne på hotellerne med små koncerter.
Som attenårig kom Agnete ud at tjene på Søbakkegård i Korup, altså så tæt på hjemmet, at hun kunne komme hjem, når hun havde fri. Det var synd at sige, at hun var begejstret for sin plads. Gården, der ejedes af en løjtnant, bar præg af at skulle være noget finere end andres. Hun blev der dog et år, for man skulle ikke sige om Agnete, at hun ikke kunne holde pladsen. Senere tjente hun hos forfatteren Vilhelm Bergsøes søn, kemiingeniør Paul Bergsøe i København, så hun fik set lidt af hvert.
Efter et højskoleophold på Ubberup Højskole, mente forældrene, at det ville være godt med en uddannelse. Agnete kom i lære som frisør i Odense, og hun var åbenbart så dygtig, at mester anbefalede hende som leder af en frisørsalon i Esbjerg.
Der gik han så
Agnete lærte dans på gæstgivergården som barn og ung, menuet og andre høviske danse; men hun var også tidligt meget interesseret i gymnastik og gik som den yngste med på de unge pigers hold. Hun var derfor altid med til gymnastikopvisningerne i 4. hovedkreds. Disse foregik fra 1928 på festpladsen i Båring skov. Det var her, hun fik øje på Alfred Andersen. Alfred var søn af Rasmus Andersen (1878-1965) og Mary Andersen (1883-1957). Rasmus drev et meget traditionelt landbrug på den lille gård i Hinballe. Hans kone prøvede at bidrage til indtjeningen ved frugtavl.
En børneflok på fire voksede op her. To sønner var der, nemlig Henry, der købte en gård i Ellinge, og Alfred. Desuden var der to piger, nemlig Jenny, gift med bager Sauer i Horsens og senere i Ribe, og Tea, som er den eneste overlevende, nu 98 år. Hun blev gift med Knud Åge, der havde en gård ved Øster Ullerslev på Lolland.
Alfred havde nok mest gå-på-mod af de fire og tog til lande som Frankrig og Finland i årene 1927-30 for at lære landbrug. Han var i Finland sammen med Sigurd Christensen, Johannes Christensens farbror fra Lille Dyrhøj. Foruden selv at tage ved lære underviste de finnerne i roehakning! Allerførst var de dog på Vallekilde højskole i 1926. Der fik de ideen til at rejse udenlands.
Og så var det så, at Agnete Klindt Jørgensen fra Brenderup fik øje pâ den stolte fanebærer for 4. hovedkreds, Alfred Andersen fra Hinballe i Asperup, på festpladsen i Båring skov. Der havde været mange bejlere, men »man ve’ jo aller, hvor han går«, som de siger på Sydfyn, og her gik han! Da de så skulle spille komedie sammen som den unge pige og førsteelskeren i 4. hovedkreds, gik det, som det gik.
Alfred og Agnete på sølvbryllupsdagen i 1959 på Vangbygaard i Kærby, omgivet af deres fire børn, Gerda (f 1938), Erik (f 1940), Jørgen (f 1945) og Holger (f 1936).
Forlovelse, ægteskab og børn
Det blev til mange besøg i Esbjerg, hvor Agnete havde sin salon, og forlovelsen fandt sted i Langeskov. Da de giftede sig, købte de Vangbygård i Kærby. Alfred drev almindeligt landbrug med dyr og havde noget af en mønstergård. Jeg tog engang en engelsk landmand og hans kone med ned til Kærby for at vise dem et dansk landbrug. Det var i 1957, og jeg må sige, jeg blev imponeret, da Alfred fortalte, at omsætningen var 1000 kr. om dagen. Det var mange penge dengang.
Livet i Kærby var dejligt med godt sammenhold. Børnene løb ind og ud hos hinanden, også hos dem, der ikke havde børn. Der var ikke noget skønnere end købmand Addas stegte flæsk med persillesovs efter Holgers mening, og alle holdt øje med, hvornår storken landede på Bent Petersens tag om foråret. Her var sognets eneste storkerede.
Alfred Andersen fik mange tillidshverv og var derfor også meget ude at rejse. Så måtte Agnete, akkurat ligesom sin mor, stå for driften derhjemme, for folkeholdet, for middage med bestyrelser, og for sine fire børn:
Holger drev først sin farfars gård i Hinballe, men købte senere Ejstrupgård i Kauslunde sammen med sin bror Erik. Gerda giftede sig med maler Helmer Nielsen, københavnsk nevø af maler Andersen, Asperup. De flyttede til Haderslev, hvor hun blev plejehjemsforstander. Nu bor hun på Bankejorden i Båring. Erik fik en landbrugskandidatuddannelse og repræsenterede som statskonsulent Danmark i mange lande, bla. Japan og Italien. Nu bor han med sin kone Vibeke på Søbjerggård i Dreslette ved Hårby. Jørgen sagde allerede som lille dreng til sine søskende: »I kan rejse, hvorhen I vil. Jeg bliver her!« Og det gjorde han. Han købte sit barndomshjem og har slået sig på frugtavl og handel ligesom dem i Brenderup.
Agnete var på sin 100-års-dag værtinde ved et udvidet morgenbord på Nørre Aaby Hotel. Til højre ses en god nabo, Bodil Møller Pedersen.
Annemarie Hoffmeyer