– om Kaj Thaning
SB 2002 nr. 1
Af Niels Thomsen
Kaj Thaning
Kaj Thaning var utålmodig med vrøvl. Indtil han i sine sidste år gik hen og blev en mild mand, var hans ærgrelse over vrøvlehoveder markant, og han lagde ikke skjul på den. Det vrøvl, der ærgrede ham mest, var det vrøvl, der var forbundet med kirkelig opstyltethed, i anden række vrøvl fra højskoleforstandere af den veltalende mytologiske slags. Til gengæld var han en tålmodig mand med hensyn til sine egne projekter. Det tog mere end tyve år for ham at få skrevet sin disputats om Grundtvig, lidt mindre tid at få rejst Baaring Højskole, men han kom aldrig i tvivl om, at hans projekter ville blive realiseret. Også de, der aldrig blev det, en højskole i Grønland for eksempel.
I virkeligheden havde han kun ét projekt, som han søgte at realisere i alt, hvad han var i gang med. Som teolog og præst, som højskolemand, som Grundtvigforsker. Det var samlet i titlen på hans disputats fra 1963 »Menneske først« og i den folkelige udgave af disputatsen »For menneskelivets skyld«. Projektet gik ud på at lade menneskers liv og folkeliv få lov at være frit, at lade det være sig selv uden kirkelige, politiske eller kulturelle formyndere. Det var formynderne, han ikke havde tålmodighed med. Derimod havde han næsten ubegrænset tålmodighed, når det drejede sig om at få liv til at gro. Det fik gro med den hastighed, det nu kunne. Han kunne lytte og vente, når folk forsøgte at finde ud af noget, der var svært.
Det hele hang sammen for ham. Han var levende interesseret i et væld af emner. Han havde sans for natur, for musik, for billeder og for sære mennesker. Han forstod via anekdoter, men alt hvad han havde med at gøre, fandt plads inden for en helhed.
Baggrund
Sit projekt havde han med fra sin barndom. Han var grundtvigsk. Hans far Georg Thaning, der var præstesøn fra et grundtvigsk hjem, var det meste af sin tid præst i Hobro, og hans kirkelige ståsted var en konservativ grundtvigianisme. Han var et ydmygt, fint og stilfærdigt menneske, skrev nogle mindre bøger om grundtvigianismen og hedningemission og om kirkeklokkens historie. Han var alligevel ikke grundtvigsk nok til Hobros grundtvigianske selvtilstrækkelige kirkelighed. Kirkeligt Samfunds-grundtvigianerne indkaldte præmie-grundtvigske prædikanter for at få den helt rene vare. Det gjorde ham deprimeret, så hans sidste år ikke var lykkelige.
Ingeborg og Georg Thaning, Kaj og Agnethe
Moderen Ingeborg Thaning kom fra højskolegrundtvigianismen. Hun var datter af Jens Nørregaard, forstander på Thestrup Højskole. Han var den folkelige grundtvigianismes mand med et markant frihedssyn og med et i grundtvigske kredse sjældent engagement i sociale spørgsmål. Ingeborg Thaning var præget af den baggrund. Selv var hun et viljestærkt menneske, en mere markant personlighed end sin mand. Hun var en foregangskvinde med tillidsposter i Dansk Kvindesamfund og lod sig ikke kue af den grundtvigske kirkelighed i Hobro.
Kaj Thaning var bevidst om forskellen mellem de to slags grundtvigianisme. Han var stærkt knyttet til begge sine forældre, og selv om han havde sind fælles med sin mor, var det vigtigt for ham, at moderen ikke måtte fremhæves på faderens bekostning. Han lagde ikke skjul på sit ubehag ved den kirkelige grundtvigianisme, der havde omklamret hans far. Derimod vedkendte han sig den frie folkelige højskolegrundtvigianisme, der var hans mors baggrund. Han mødte forskellen igen i konflikten mellem de kirkelige grundtvigianere og sin svigerfar frimenighedspræst Torkild Skat Rørdam, der blev tvunget ud af folkekirken og lukket ude af det pæne grundtvigske selskab, da han anfægtede troen på jomfrufødslen og dermed udfordrede den grundtvigske trosbekendelsesfundamentalisme. Den forskel er med i alt, hvad Kaj Thaning kom til at stå for som teolog, præst, højskolemand og Grundtvigforsker.
Teolog
I studietiden holdt han til i to miljøer: Studenterkredsen og Studenterforbundet. Studenterkredsen gav munter, tryg hjemlighed for grundtvigske studenter, og tidens uro trængte ikke forstyrrende ind i det miljø. Studenterforbundet var et stormcenter. Der samledes kristelige studerende med baggrund i Indre Mission, KFUM og KFUK og i den akademiske intellektuelle kirkelighed. Sammenstødet mellem den moderne verden og den traditionelle kristendom havde været på dagsordenen fra århundredskiftet. I Kaj Thanings studieår blev Forbundet forum for de voldsomme opgør mellem de unge, tidehvervsfolk1, som de kom til at hedde, Heje, Olesen Larsen, Tage Schack og Gustav Brøndsted og de gamle studenterledere Eduard Geismar, Valdemar Ammundsen m. fl. De unge tidehvervsfolk havde næsten alle missionsk baggrund. Kaj Thaning sluttede sig til den kreds. Han fik et nært forhold til Heje, hvis grovkornede respektløshed og humor han havde sans for. Hans udbytte af det opgør, der fandt sted i Studenterforbundet og fra 1926 i tidsskriftet Tidehverv, var anderledes end de andres i Tidehvervs inderkreds. De andres opgør var rettet mod en humanistisk forfladigelse af den lutherske tale om synd og nåde og siden mod en oplevelsespræget vækkelsesreligion. Deres opgør var et kald til alvor og en tilbagevenden til gammeldags kristendom. Kaj Thaning havde et opgør mod en selvoptaget grundtvigsk kirkelighed, som var parallel med de andres opgør med deres baggrund. Men hvor de andre luthersk ville rydde grunden radikalt og ikke havde andet at sige om mennesket, end at det var en arm synder, henvist til at leve af Guds nåde, havde Thaning med i sin grundtvigske bagage en ide om det menneskelige og det folkelige, der skulle gøres frit til at være sig selv, eller mere teologisk formuleret om skaberværket og mennesket som Guds skabning.
Teologisk student på Valkendorfs Kollegium.
Mens Tidehverv ellers i sit opgør holdt sig inden for den teologisk kristelige sfære, må man i spalterne stort set leder forgæves efter en ægte dialog med kulturliv og politik, går Kaj Thaning uden for den kirkelige ghetto og skriver i 1928 en veloplagt positiv artikel om Poul Henningsens tidsskrift Kritisk Revy, hvor han ser ligheden mellem Tidehvervs opgør med den opstyltede kirkelighed og Kritisk Revys opgør med den opstyltede borgerlighed.
Den åbenhed holder han fast, og den udvikler sig til, hvad den siden bliver betegnet som tidehvervsgrundtvigianisme. Han slår følge med Knud Hansen, siden forstander på Askov, og K.E. Løgstrup. Fra Tidehverv har de den kirkekristelige holdning, fra det grundtvigske det positive engagement i menneskeliv og folkelighed. Fra omkring 1960 kneb det at holde det grundtvigske og det tidehvervske sammen. Det kom til skarpe opgør mellem det egentlige Tidehverv og Løgstrup og Knud Hansen. Kaj Thaning derimod bevarede forbindelsen til Tidehverv, ikke mindst i kraft af sit nære forhold til Heje, der blev ved med at trykke ham i Tidehverv. Engang ringede han Kaj Thaning op og meddelte, at han skulle have en radioprædiken, Thaning havde holdt, til bladet. Thaning sagde ja; det gjorde man til Heje. »Det vil ærgre de andre«, sagde Heje.
Forståelsen af det folkelige adskilte til den ene side Kaj Thaning fra hovedlinjen i Tidehverv. Til den anden side udarbejdede han det tidehvervske i et opgør med den kirkelige grundtvigianisme, der i 30’erne var blevet fornyet gennem valgmenighedspræst Anders Nørgaards genlæsning af Grundtvig. Over for Nørgaards fremhævelse af kirkesynet, dåb og nadver og af sammenhængen mellem det kristelige og det folkelige markerede Thaning det folkelige og tog afstand fra det nykirkelige formynderi, han fandt i Nørgaards syntese af kirkeligt og folkeligt. Fronten blev trukket op på møder i Vallekilde og Askov i 1937 og 39. Kristendommen er til for menneskelivets skyld, for at sætte mennesker fri til at leve på denne jord, hvor de er sat, med de opgaver de har fået. Det folkelige skal ikke rettes med kristendom.
Præst
Hvad Kaj Thaning mente som teolog, satte han i værk i de sogne, hvor han var præst, først i Åsted i Vendsyssel nær Frederikshavn, siden i Asperup ved Middelfart. Begge steder var der skel i befolkningen, i Vendsyssel mellem missionske og ikke-missionske og mellem gårdmænd og husmænd i en landbefolkning mærket af landbrugskrisen. I Asperup mellem de kirkelige, grundtvigske venstrebønder og de ukirkelige, radikale husmænd på markerne.
Redaktøren på det radikale Middelfart Venstreblad sagde engang til Thaning: »Du er præst for gårdmændene i Asperup og Baaring, men jeg en præst for husmændene ude på markerne«. Der var noget om det. Gårdmændene kom i kirken og hentede åndelig føde der. Husmændene fik deres åndelige næring i Middelfart Venstreblad. Men den slags grænser, kirkelige og sociale, var Kaj Thaning ikke til sinds at respektere. Han gjorde et stædigt arbejde på at få det, kirken havde at sige til mennesker, gjort fri af det kirkelige miljø. Stædigt arbejdede han i det hele taget på at nedbryde skel og få sognet til at høre sammen, kirkeligt og folkeligt.
Dagens nyheder diskuteres med fætteren Erik Nørregaard,
førstelærer og kirkesanger.
Højskolemand
Han fik bygget en højskole i Asperup sogn, Baaring Højskole. Den skulle også bryde skel ned. Når der kom højskole, kom der debat og saglig oplysning. Politiske, kulturelle og politiske holdninger blev konfronteret i en sammenhæng, hvor der var højt til loftet og frihed til uenighed. Det var ikke harmoni, Kaj Thaning gik efter, men efter saglighed i konfrontationerne. Han var selv eminent dygtig til at lede en debat, så alle synspunkter blev belyst. Hovedformålet var naturligvis at bygge en skole til unge mennesker. Han havde forberedt sig godt. I 50’erne, før skolen blev bygget, holdt han en række debatmøder i Asperup præstegård om, hvad højskole skulle være. Modsætningerne stod mellem den mytologiske højskole, som var genoplivet af Aage Møller fra Rønshoved, og en debatterende højskole, der med udgangspunkt i nutidig litteratur, kunst, politik og samfundsviden ville give unge mennesker mulighed for selv at finde deres ståsted. Kaj Thanings linje var den sidste, og han udarbejdede den ved at konfrontere Grundtvigs og Kolds højskolesyn. Kolds skole var en vækkelsesskole, Grundtvigs en oplysningsskole. Det var den sidste, Kaj Thaning ville. Man kan læse det i den bog, der kom ud af møderne »Højskolen til debat«.
Laura og Kaj Thaning pá Baaring Højskole
I forbindelse med de møder, var Kaj Thaning med til at knytte forbindelsen mellem den ny højskole og forfatterne fra Heretica-kredsen, Wivel, Bjørnvig og siden Tage Skou-Hansen. På det højskolesyn blev Baaring bygget. Thaning var formand i mange år og havde tæt kontakt til eleverne. Da ungdomsoprøret nåede til Baaring Højskole, ville eleverne have frihed, bl.a. til selv at bestemme, hvilke foredrag de skulle gå til. Thaning sagde i debatten, at det var i orden, hvis eleverne så ville love at gå til de foredrag, de ikke mente de var interesserede i. Det, de var interesserede i, skulle de nok selv finde ind i, men ideen med højskolen var, at de skulle have lukket vinduer op til det, de ikke kendte i forvejen. Det vides ikke, hvordan det endte, men anekdoten siger meget om Kaj Thaning: Han accepterede uforbeholdent, at der ikke skulle være formyndere, men så med det samme risiko for, at den opblussede frihedsbevidsthed skulle lukke sig til i selvtilstrækkelig navlebeskuelse. Kaj Thanings formulering af forskellen mellem Grundtvigs og Kolds skolesyn fik betydning både for højskoler og friskoler. Mange i de frie skoler fik mod til helhjertet at tage nutiden ind.
Grundtvigforsker
Kaj Thaning satte med sin Grundtvigdisputats 1963 i 25 år horisonten både for den lærde Grundtvigforskning og for den brede forståelse af, hvad det grundtvigske betød folkeligt og kirkeligt. Nu er situationen skiftet, så enhver både læg og lærd, der vil gøre sig gældende inden for Grundtvigdebatten, mener at skulle begynde med at lægge afstand til Kaj Thanings Grundtvig-forståelse. På den måde sætter han stadig dagsordenen. Det er ikke så ringe at kunne sætte dagsordenen positivt og negativt i 40 år.
Da Heje hørte, at de 800 sider var antaget som disputats, sagde han til Kaj Thaning, at han håbede, det var en opbyggelig bog. Det bekræftede Kaj Thaning. Dermed mente han ikke, at den ikke var videnskabelig. Han forsvarede med næb og kløer hvert komma, hvis nogen betvivlede noget som helst. Men han mente, at han ville mere med den end blot skrive en lærd bog. Det er et ejendommeligt værk, der på en gang vil afklare Grundtvigs forståelse af forholdet mellem det menneskelige og det kristelige, og samtidig fremstår den som en afklaringsproces af Kaj Thanings forhold til de to linjer i det grundtvigske. Den fører ham selv igennem til at få Grundtvig befriet fra den kirkelighed, grundtvigianere havde spændt ham inde i, så Grundtvig kan vinke så frigørende, som der er kraft i ham til.
Thaning tager fat på fortalen til »Nordens Mythologi« fra 1832 og viser, hvordan Grundtvig i den er nået frem til at få skilt det folkelige/menneskelige og det kristelige. Hvad det menneskelige og folkelige angår, da har kristne og ikke kristne fælles vilkår. Den kristne kan uden bedreviden og uden frygt arbejde sammen med alle af ånd. Kristeligt er der selvfølgelig forskel. I troen talen vi om synd og nåde, og »Kristendom vi for intet få, det er den pure lykke«, som det hedder i et digt »Menneske først og kristen så«, som har givet navn til disputatsen. I livssyn prøver mennesker gennem sejre og nederlag at få lys over det menneskeliv, vi lever sammen med vore naboer, kristne eller ej.
Sådan blev hans Grundtvigtolkning også et opgør med den Grundtvigforskning, der havde forstået Grundtvig ud fra den kirkelige anskuelse fra 1825 med dens kultursyntese med kristeligt fortegn. Det hang sammen for Thaning, så det var svært at vide, hvornår det var Grundtvig, og hvornår det var Kaj Thaning, der førte ordet. Løgstrup, der ikke selv havde læst Grundtvig, underbyggede engang i en diskussion sit standpunkt ved at henvise til Grundtvig, »hvis Grundtvig ellers mener det samme som Thaning. Ellers holder jeg mig til Thaning«.
1:
Hvad er Tidehverv?
Tidehverv er navnet på et tidsskrift, som en kreds af unge teologer begyndte at udgive i 1926. Det blev siden navnet på en kirkelig retning, som var inspireret af den debat, som førtes i bladet. Udgangspunktet var et oprør med den overfladiske kristendom, som udgiverkredsen fandt, at både missionsfolk, grundtvigianere og de kirkelige magthavere var havnet i, og en vilje til at finde tilbage til evangeliets klarhed og skarphed.
I de første år understregedes det, at Tidehverv var et arbejdsfællesskab og ikke et meningsfællesskab. Fra 60’erne og fremefter er Tidehverv blevet mere ensidigt inde teologisk og politisk. Søren Krarup personificerer nu, hvad Tidehverv står for. Kaj Thaning hørte til i Tidehvervs arbejdsfællesskab, men hverken hans teologi eller hans folkelige forståelse ligner det moderne Tidehverv.
Kaj Fabricius Winde Thaning
Født 1904 i Øster Nykirke,
opvokset i Hobro.
Student i Randers 1922.
Cand. theol. 1929.
Manuduktør og uordineret medhjælper
i Vridsløse Statsfængsel 1929-30.
Gift med Laura Marie Skat Rørdam 1931.
Højskolelærer 1930-32.
Sognepræst Åsted, Skærum,
Kvissel 1932-38.
Sognepræst i Asperup- Roerslev 1938-74.
Død 1994.
Niels Thomsen