SB 1985 nr. 3
Af Laura Thaning
Den 9. april 1940 vågnede vi ved en uhyre larm – motorstøj. Vi fór til vinduet og så bølge efter bølge af store sorte bombemaskiner med hagekors under vingerne dukke ned over præstegården, for så at forsvinde igen. – Jeg løb straks ud i gården, hvor forpagterens også var kommet ud og på mit spørgsmål: »Hvad er dog det?« svarede Lars Peter, forpagter Martin Pedersens far: »Det er tyskerne, de står på Lillebæltsbroen«. – Det troede jeg ikke på – men sandt var det – tyskerne var i løbet af natten gået over grænsen og havde allerede nået at besætte Lillebæltsbroen. Krigen havde nået Danmark. I tankerne så jeg allerede hele Asperup smadret af de bombemaskiner, vi havde set så faretruende nær. Jeg vidste hverken ud eller ind. »Hvad skal vi dog gøre?« Min altid besindige mand svarede: »Vi skal have det nye tæppe lagt på i den store stue. Sadelmageren kommer snart«, og det gjorde han. Lidt efter lå Suder og bankede søm i tæppet, mens han tænkte på sin søn, der som soldat lå ved den grænse, tyskerne samme morgen havde overskredet.
Sådan begyndte de 5 år, hvor Danmark var besat af tyskerne. Havde vi dengang vidst alt det frygtelige, der skulle ske, havde vi nok sagt »det kan vi ikke klare«, men heldigvis kan man ikke se ind i fremtiden, og man kan klare meget mere, end man kan forestille sig.
Det første år mærkede vi ikke så meget. Vi var jo nok lidt bedøvede, og vi havde jo også fået påbud om »ro og orden«. Rationeringen, som var begyndt, blev forstærket; men for os, der havde 4 børn i alderen fra 8 ned til 1/2 år, betød det ikke så meget. Der var dog noget, man slet ikke kunne få, bl.a. kaffe og hvedemel, så vi sagde: »Tænk, når krigen er slut, og vi kan få en kop rigtig kaffe med hjemmebagt hvedebrød med rigtig smør på, Nå, alt det var småting, Vi hjalp hinanden, hvor vi kunne. Vi klarede os fint med de erstatninger, vi lavede, såsom kaffe af brændt rug eller en kop »rigtig« Richs. Den sparsomme margarine æltet op med en opbagning, sukker af roesirup, te af lindeblade eller tørrede æbleskræller. Sæbe kogt på ben og sæbesten. De kaffegilder, vi holdt bag mørklægningsgardiner, for at de engelske flyvere som tyskerne »beskyttede« os mod, ikke skulle se os, blev lige festlige, selv om det var med bygmelskager og erstatningskaffe og undertiden, når det var ekstra festligt, med 5 kaffebønner fra den lille pose, man opbevarede som en skat, brændt og malet sammen med rugen.
Vi, der boede på landet, havde det nok bedre end byboerne. Vi i præstegården kunne få mælk hos forpagteren, og det var rigtig mælk med fløde på. Vi havde også ret til hos forpagteren at købe en gris om året. Griseslagtningen var også årsag til nogle gode pølsegilder. Dengang var der ingen fryser, så noget af grisen måtte jo bruges hurtigt, men ellers henkogte vi stege og pølser og saltede og røgede, alt hvad der kunne opbevares på den måde.
Opvarmningen af husene blev også et problem – der var jo ikke oliefyr, men kakkelovne og komfur i køkkenet. Kul og koks slap hurtigt op og selv om vi hos os var heldige, fordi der hørte skov til præstegården, så måtte vi alligevel, som alle andre, bruge brunkul og tørv. Jeg husker engang, en iskold vinterdag, en pålidelig jysktalende mand kom med et stort læs hårde tørv, som jeg, lykkelig over det store held og den rare mand, købte. Man skal være jyde for at kunne snyde så troværdigt. Vandet drev af kakkelovnen, når vi fyrede, og de jordklumper, der åbenbarede sig, når vandet var væk, var ude af stand til at give varme. Godt vi havde det gode brænde fra Båring skov. I det hele taget var der mange fordele ved at bo i Asperup præstegård. Biskop Øllgaard, vores forgænger, havde sørget for, at den store have var fuld af bær og frugt. Så vi plukkede, sorterede og solgte både bær og kassevis af frugt. Min mand lavede selv kasserne af brædder fra skoven, men det kneb med søm, så de skulle behandles med varsomhed. Haven reddede vores økonomi, præstelønnen var meget lav, så mange af vores kolleger fik stor gæld i krigstiden.
Høsten, »besat« af Lotte, Bodil, Annemarie og Thorkild.
Som jeg allerede har nævnt, havde vi 4 børn i voksealderen, da krigen brød ud. Det var ikke let med tøj, vi kunne få noget elendigt celuldstøj eller kradsuldstøj, men hele familien havde ondt af »stakkels Laura« med alle de børn, så der kom sække med aflagt tøj. Mange fine hæklede og strikkede sengetæpper, blev trævlet op og brugt til børnebukser og trøjer, og der blev 3 par flotte skibukser af en afdød onkels 2 gamle præstekjoler, for ikke at tale om de fine naturfarvede sweatere med røde strikkede håndled og kraver og røde lynlåse, hvor jeg så fik dem fra‚ som blev syet af hans uldne undertrøjer og underbukser.
Thorkild i skibukser lavet af onkels
præstekjole.
Sammenholdet i sognet på tværs af alle politiske skel blev stærkt i de år. Vi lavede en afdeling af D.K.B., Danske Kvinders Beredskab‚ som samlede linnedklude ind og lavede forbindsstoffer og babytøj af det til brug i katastrofesituationer. Noget mere aktuelt var marmeladekogningen – marmelade til byerne. Vi samlede nedfaldsfrugt sammen – sukker fik vi fra staten, og så samledes vi – en masse koner – et sted, hvor de havde en stor »gruekedel« og en stærk vaskepind og skrællede den nedfaldne frugt og kogte marmelade af den i »gruekedelen« – der skulle 2 til at hjælpe hinanden med at røre i marmeladen med vaskepinden, undtagen når det var Margrethe Melby Larsen. Hun stod og rørte, som om det var havregrød til morgenmaden. Vi havde det hyggeligt og morsomt. Jeg ser tydeligt for mig Adda Møller fra Kærby som kusk på en vogn med trætønder til at hælde marmeladen i.
§ 1. Asperup-Roerslev sognesamvirke har til formål at virke ved kulturelt, folkeligt og socialt oplysningsarbejde i Asperup-Roerslev kommune.
§ 2. Bestyrelsen består ordentligvis af formændene for de i sognesamvirket repræsenterede »foreninger«.
Sådan lød de to første paragraffer i vedtægterne for Asperup-Roerslev sognesamvirke som min mand fik stiftet 24. juni 1941, formændene for alle 18 foreninger i kommunen dannede bestyrelse med min mand som formand og lærer Tornøe som sekretær.
Til en begyndelse arrangerede man et 2-dages højskolemøde i forsamlingshuset med 35 deltagere. Det må have været en stor succes, for 1½ år senere, da der igen blev afholdt »2 dage på højskole« mødte 112 deltagere op. Det blev nok starten på Båring Højskole.
I 1941 blev der også holdt folkemøde i Baaring skov med musik, 2 foredrag, sportsopvisning og til sidst et historisk optrin. Der var 1000 betalende tilhørere foruden børn. Man kunne samle folk dengang. Til tomands-diskussioner, som Samvirket også arrangerede med 2 dygtige debattører af forskellig mening, samledes hver gang ca. 200, som bagefter deltog livligt i diskussionen. Debatten i Danmark skulle holdes i gang.
Efterhånden som tyskerne strammede grebet, mærkede vi det på mange måder i præstegården. Allerede tidligt havde Frode Jakobsen kontaktet os, og af og til kom en mand fra hans illegale organisation »Ringen« og fortalte om, hvordan situationen virkelig udviklede sig, man kunne jo ikke stole på radioen og avisen, som blev censureret af tyskerne. Vi fik også illegale blade ud leveret til uddeling.
Da præstegårdene var udnævnt som tilflugtssted for folk, der var i vanskelighed, skete det en aften, at telefonen ringede med besked om, at der i en gård i Harndrup sad 7 canadiske flyvere, om min mand ville komme. Faurskov Laursen, præsten i Harndrup, var ikke hjemme. Kaj besteg sin gamle cykel og tog ud til gården, hvor han fik skrabet civilt tøj og et landkort sammen til flyverne, som så skulle se at komme til Bogense for at komme til Sverige med en båd. De havde selv penge nok. Vi hørte aldrig fra dem – heller ikke, at tyskerne, som sværmede rundt på vejen, og som standsede min mand flere gange, fik fat i dem. Der blev også telegraferet til England fra os. Dyrlæge Duus Hansen og hans svoger forpagter Bech-Christensen kom cyklende med en skolemappe, hvori der var gemt en lille sender. Jeg gemte den i kirketårnet mellem telegraferingerne. De skiftede nu hurtigt sted for ikke at blive pejlet af tyskerne. Det kunne ellers være risikabelt i et hjem med så mange børn og en ung pige. De to piger, vi havde i krigsårene var nu utrolig pålidelige og tavse. Det var værre med børnene. Engang, de sad og telegraferede, gik døren pludselig op og Bodil, 9 år, som havde megen sans for det dramatiske, stak hovedet ind og spurgte: »Er det noget illegalt?« I det hele taget var hun jo nok lidt af en fare. En dag, da hun og nogle kammerater legede skjul, var hun løbet ned i kælderen og havde skubbet nogle æblekasser til side for at komme ind gennem lemmen til krybekælderen. Hun kom op i stuen med lysende øjne: »der er helt fuldt af bøsser under gulvet!« Vi sagde jo til børnene, at de aldrig måtte fortælle noget, og Lotte har senere sagt: »Det gjorde vi heller ikke, kun til vores allerbedste veninder«.
En dag i begyndelsen af 44 kom en ukendt dame kørende ind i gården, med en barnevogn og en lille pige på 10 år ved hånden. Det viste sig at være lektor Niels Fogeds kone og børn. Tyskerne var kommet ind i deres hus i Odense og havde overfaldet Foged, der sad og læste for sine børn. Tyskerne havde skudt ham og efterladt ham tilsyneladende død. Det var han heldigvis ikke, og han blev efter et sygehusophold »gemt« i Nyborg statsfængsel. Hans kone gik under jorden, og da hun vidste, at Foged og min mand havde gået i skole sammen, bad hun os tage børnene. Hun hentede dog snart den lille, men den store beholdt vi, og da vi selv fik en lille pige i maj 44, blev det til en god børneflok.
Så gik politiet under jorden, og vi fik pludselig indkvartering af 2 »orgelbyggere«, som om natten sprængte banelinjer. En nat var det ved at gå galt, de blev forfulgt af tyskerne lige til vores havelåge og lå i gæsteværelset parat med maskinpistolerne for at skyde sig fri, hvis tyskerne kom. Heldigvis tændte ingen lys i huset, så en halv time efter kørte tyskerne videre.
Politiet blev afløst af 2 medlemmer af en nedkastningsgruppe i Aarup, som var blevet stukket og måtte gå under jorden. Min mand fik nogle landmænd i Vedelshave til at søge karle i avisen, så at det ikke vakte opsigt, at der kom ubekendte unge mennesker på egnen.
Slutningen af krigen blev streng for os. Min mand måtte gå under jorden i julen 44 – han blev »indlagt« på Odense sygehus. I februar 45 blev min søster og svoger i Sønderjylland taget af tyskerne for sabotage. I marts blev min svoger henrettet, og min mand fik efter 6 timers forhandling med tyskerne i Kolding min søster frigivet, hun kom strålende lykkelig ud af fængslet, og min mand måtte fortælle, hvad der var sket, før hun tog hjem til sine 3 små børn.
Men så endelig kom befrielsen. Den bedste dag i mit liv, tror jeg, er den 1. maj 45. Kl. 5.30 om morgenen ringede lærer Kollerup: »Aamand har fået besked fra Horsens, tyskerne har kapituleret«. Min mand fór ud af sengen og på bare ben i pyjamas løb han op i kirketårnet og ringede med kirkeklokkerne. Bagefter løb han ind til Peter Snedker, som han vidste, havde købt et nyt flag, som skulle hejses, når freden kom – og så hjem efter vores eget flag, som blev hejst i overværelse af alle præstegårdens beboere, inklusive forpagterens og en på den tid boende sabotør, som blev præsenteret for hinanden »forpagter Pedersen« – »Sabotør Rasmussen« – Men glæden blev kort – igen ringede Kollerup: »Det er kun i Horsens, tyskerne har kapituleret«. Flaget og Rasmussen blev igen gemt væk.
Men så 4. maj kom budskabet i radioen. Vi havde en del mennesker i huset den aften, 2 illegale grupper fra sognet‚ og vi ville jo gerne fejre det, men vi havde ikke noget at skåle i, undtagen altervin. Så skålede vi for freden i altervin – det tror jeg Vorherre har været tilfreds med. 5 år, hvor man altid var lidt eller meget bange. Et frygteligt tryk var lettet.
Derfor vil jeg hele mit liv tænde lys 4. maj.
Laura Thaning