SB 1983 nr. 4
Af Kaj Thaning
For nogle år siden ville Danmarks Radio transmittere en gudstjeneste fra et grundtvigsk sogn til hele Norden, og man valgte da at sende TV-vognen til Asperup. Desuden kom Jørgen Thorgaard til stedet for at sikre sig, at Norden nu også fik karakteristiske billeder fra sognet med – som en slags indramning af gudstjenesten. Selvfølgelig skulle menighedsrådsformanden interviewes, og vognen kørte til Båring Lykkegaard for at fotografere Carl Christian Lassen og hans kone i deres hjem. Thorgaard medførte selv billeder af Grundtvig og Kold og hængte dem op over den sofa, hvor parret blev anbragt, idet man tog de pæne malerier ned, som ellers hænger der. Over for det almægtige medium er man værgeløs. Der er et gammelt ord, der siger, at verden vil bedrages. I dette tilfælde gjaldt det altså Norden.
Men er det er bedrag at kalde sognet grundtvigsk? Jørgen Thorgaard gik rundt i sognet og spurgte en række folk ud angående deres grundtvigskhed og fik selvfølgelig ikke meget ud af det. Ikke desto mindre skrev han en hel side i Berlingeren om Asperup sogn, og forvirret som han selv var efter sine undersøgelser, kunne han selvfølgelig ikke give nogetsomhelst indtryk af det såkaldt grundtvigske sogn. Det lærer man ikke at kende ved at gå ind i nogle butikker og stille dumme spørgsmål. Men det er jo en sport for TV-journalister at stikke en mikrofon op i hovedet på uforberedte folk.
Nu har jeg selv fået chancen for at forberede mig på at sige noget om Grundtvig og de sogne, hvor jeg arbejdede i 35 år, og jeg skal virkelig tænke mig godt om for at svare på det spørgsmål, der er stillet mig. Men vi må gå tilbage i tiden for at kunne nå frem.
P. C. Skovgaards tegning af Grundtvig
Vækkelsestiden
Vi skal tilbage til 1845 for at finde anledningen til, at der kom en forbindelse i stand mellem de tanker, der udgik fra Grundtvig, og vor egn. Det var den unge præst Mads Melbye, som der andetsteds i Sognebladet er fortalt om, der kom med det nye til egnen. Han prædikede helt anderledes end de andre præster, og folk strømmede til fra mange sogne. Der blev for lidt plads i Asperup kirke, så I 1870 skiftede man de pæne gamle egetræsbænke med låger ud og satte højgavlede grimme fyrretræsbænke ind i stedet, tilmed helt op i koret. Nu skulle de mange kirkegængere kunne være der. I 1926 blev de erstattet med nye egetræsbænke – og nu kun op til kortrinene. Nu var der bedre plads.
»Vækkelsestiden« var forbi. Grundtvigianismen kaldes en vækkelsesbevægelse, men i virkeligheden var der tale om to bevægelser, en kirkelig og en folkelig. Grundtvig selv fandt det i sin orden, at han havde tilhængere, der kun forstod hans folkelige syn, men ikke hans kristen domssyn, så han kunne ikke have sagt noget til, at der var folk her omkring, der uden at forstå hans syn på dåb og nadver gik ind for hans folkelige højskoletanker. Dem lærte man at kende i 1867, da Askov højskoles elever med 3 lærere i spidsen var indkvarterede i sognene på vej til Chresten Kold i Dalum. Fra da af kan man tale om folkelig grundtvigianisme i sognene. Den gav sig i 1890erne det udslag, at man tilbød Holger Begtrup, der som lærer på Askov havde besluttet at rejse sin egen skole, at give ham grund og penge til det formål. Af en eller anden grund tog han ikke mod tilbudet, men byggede sin skole uden for Hillerød.
Mads Melbye og forstanderen på Askov, Ludvig Schrøder, var venner, hvad der førte til, at der var 4 unge mand fra Asperup sogn på Askov højskoles første vinterhold i 1865 og 4 piger fra Asperup og Roerslev på det første pigehold, der bestod af 17. Siden har sognene leveret mange elever til de danske højskoler. Da vi samlede grundkapitalen ind til Båring højskole, meldte to tredjedele af hjemmene i Asperup sig som andelshavere. Selvfølgelig skulle vi have en højskole, sagde man. I hvor mange sogne i Danmark kunne det have ladet sig gøre?
Skattenægteren
En anden tradition kan have spillet ind. Der har gennem ca. 50 år været friskoler i gang i sognet. I 1857 kom Lars Frederiksen, Kolds første elev på Fyn, til Asperup som friskolelærer. Han måtte dog snart hjem til Ryslinge for at overtage sin fars gård. En række friskolelærere fulgte siden efter. Rasmus Knudsen tales der mest om. Han tog lærereksamen i 1865 og tog hjem til sit sogn for at oprette en friskole, og Mads Melbye rådede ham til på vej hjem fra København at besøge en række koldske friskoler. Han fik stor betydning for sognet og blev vel føreren for den folkelige grundtvigianisme i de politisk vanskelige tider under Estrup-styret. Han nægtede at betale skat og blev pantet, men hans venner købte stueuret tilbage til ham på auktionen i Fredericia.
Forsamlingshuset
Da Båring forsamlingshus blev bygget i 1886, samlede han ungdommen til meget velbesøgte møder – udensogns kom også. Da hans sønnesøn, digteren, højskolelæreren og socialisten Erik Knudsen, engang talte i forsamlingshuset, sagde de gamle, der havde kendt hans farfar: »Hvor han ligner ham« ! Også oprørskheden er den samme hos farfar og sønnesøn.
Den folkelige grundtvigianisme kom som sagt til sognene i 1867. Melbye, som i modsætning til de fleste præster, også de grundtvigske, stod bondevennerne nær og var på nippet til at blive valgt til rigsdagen, klagede over sin egen ringe evne til at præge sognene kirkeligt og indkaldte derfor sine grundtvigske kolleger som talere i præstegården, og han indbød ungdommen til møder sammesteds. Hans svigersøn og efterfølger, Lassen, fortsatte med at indbyde grundtvigske talere i forsamlingshuset, og i 1905 blev der stiftet en ungdoms- og foredragsforening i sognet. Lærer Larsen, Båring, holdt ugentlige ungdomsmøder, og en af de ældre fortalte mig, at de var 30 alene fra Vedelshave, der hver onsdag travede til Båring for at høre ham læse op. Bagefter kunne der være sanglege. Foredragsforeningen består jo den dag i dag, snart 80 år gammel, og har nu tilslutning fra alle kredse. Før krigen havde den et noget aristokratisk præg. I den nye sal i Roerslev samles man også på bredt grundlag.
Båring Øvelseshus (forsamlingshus). – Grunden, som huset er bygget på, blev I 1886 skænket af Jørgen Nørrelunds bedstemor, Mette Kirstine Jørgensen
Roerslev
Ja, Roerslev. I et lille sogn skifter situationen, afhængigt af, om der er initiativtagere eller ej. Det er der nu, og i sin tid satte lærer Kollerup og hans kone meget i gang. Kollerups forgænger i skolen, Himmelstrup, stiftede en læsekreds (det var vist i 60erne)‚ der gik i sognene ubrudt i over 100 år! Mange af bøgerne endte i Båring friskoles bibliotek på Æbleskivetorvet. Det var forgængeren for de nuværende biblioteker. Mange i sognene fulgte på den måde med i, hvad der kom af bøger – i den gamle grundtvigske tid dog vel ikke den mest moderne litteratur! Ingen kan bedømme, hvor meget den flittige læsning har betydet i sognenes liv.
Jeg må føje noget til, hvad Roerslev angår. Da jeg kom i januar 1939, boede der to lærde grundtvigske bønder i sognet, Valdemar Rosendal I Roerslev og Laurits Larsen i Blanke. De havde deres faste pladser i kirken, på hver sin side af midtergangen. Men de talte ikke sammen. De havde nemlig vidt forskelligt syn på det grundtvigske. Rosendal var konservativ grundtvigianer, Laurits Larsen var radikal i sit grundtvigske syn. Det svarede til en deling i den grundtvigske bevægelse overhovedet. Laurits Larsen var en flittig skribent i Middelfart Venstreblad, han skrev om gamle dage i sognene og om de gamle slægter, og det er vel værd at læse den dag i dag. Valdemar Rosendal anskaffede sig den første doktordisputats, der blev skrevet om Grundtvig (i 1849)‚ selv om jeg advarede ham på grund af al latinen. Men det skræmte ham ikke. Han var beundringsværdig. Det var de begge. Men bønder havde mere tid i gamle dage, end de siden fik.
Dorthea Margrethe og Niels Henrik Valdemar Rosendal, Roerslev.
Deres gárd ejes nu af Grethe Christiansen
Nye tider
Ja, tiderne er blevet helt andre. Båring foredragsforening består stadig som udtryk for en stærk grundtvigsk arv, men virker selvfølgelig helt anderledes end i gamle dage, hvor en lang rakke af kendte grundtvigske præster og højskolemænd roterede rundt i landet fra talerstol til talerstol. Båring højskole, der er en frugt af en lang grundtvigsk tradition på egnen, virker selvfølgelig også helt anderledes end de gamle grundtvigske højskoler med den stærkt prægende forstander på talerstolen og en flok andægtigt lyttende elever på bænkene, de fleste fra det danske bondeland og vendende tilbage dertil – med lyst til at tage fat på oplysningsarbejdet derhjemme. Men Grundtvig sagde : »Grundloven for ethvert folks liv – så vel som for ethvert liv – er uophørlig bevægelse«. Tiden skifter stadig trods eventuelle ønsker om, at den skal stå stille. Ethvert sogn skal derfor være glad for udfordringer, så debatten ikke går i stå. Hvis den gør det, er sognet i hvert fald ikke grundtvigsk.
Sådan set tror jeg, at »det grundtvigske« mange gange blev svigtet førhen I den tilsyneladende store grundtvigske tid, for det skete jo, at både det kirkelige og det folkelige syn blev lukket inde i bestemte kredse til gensidig selvbekræftelse. Så var det, man sagde : »Vi og de andre((. Efter sigende kunne man høre det, både når det f.eks. drejede sig om menighedsrådsvalg eller sognerådsvalg. For resten bestod Asperup menighedsråd I 1939 af lutter venstrefolk, næsten alle grundtvigske. I forsamlingshuset så man også hinanden an, før man hilste. Der var folk, der klagede over, at de blev sprunget over.
Amalie og Laurits Larsen, Blanke Østergård. – Gården blev i 1926 solgt til Hans Ebbesen.
Hvad er det grundtvigske?
– Grundtvigianismen satte skel i gamle dage. »Er du af vore eller ikke«? Her kunne det sociale også spille ind – hartkornet, indkomsten. Men når det grundtvigske blev lukket inde i et miljø, havde det ikke mere med Grundtvig at gøre. For ham kunne det levende ord ikke lukkes inde, gudstjenesten var helt åben, den var for enhver, det indbyrdes fællesskab mellem kirkegængere betød intet, det, man kom sammen om, betød alt. Ligesådan, når man mødtes på folkeligt grundlag. Han fik oprettet »danske foreninger« eller »danske samfund« rundt i landet, den tids foredragsforeninger. Her blev der talt om, hvad folket som sådant var fælles om. Det levende ord handlede altid om sagen. Optagethed af den var det afgørende, ikke dannelsen af kredse eller miljøer.
For så vidt som skellet mellem »os og de andre« er sat ud af kraft, og så længe et sogn har lydhørhed for, hvad der bliver sagt i kirken ud fra et grundtvigsk kristendomssyn, og i sognenes forskellige sale for, hvad der sætter gang i tankerne og debatten i folket, så længe kan et sogn kaldes grundtvigsk. Og det uanset, hvor meget eller hvor lidt man kender til Grundtvig selv eller bekender sig til hans syn.
Jeg har nok i min tid forsømt at fortælle om ham, men har også været bange for at plage folk med det. Der er præster, der har trættet deres sogne med deres særlige interesse. Og i virkeligheden er det mere på Grundtvigs linie at arbejde ud fra hans syn end at tale om ham. Det ville han i hvert fald selv have sagt.
Jeg spekulerede ikke så meget på, om sognene var grundtvigske eller ikke, men på, om nogen ville være med og gå op i tingene, så det daglige liv kunne få gavn af det. Men den åbenhed i forbindelse med en vågen kritisk sans, den veloplagthed og munterhed, som man mødte hos så mange, den kunne udmærket godt hænge sammen med sognenes grundtvigske arv.
Fra 1845 og fremefter er der sket meget, som har kunnet sætte gang i tingene – uanset hvad der har virket i modsat retning. Det er afgørende for et sogn og dets præg, hvad der sådan kan ligge i luften (og som en Jørgen Thorgaard ikke kan få fat på). Det bestemmer samlivet mere, end man kan måle.
Kaj Thaning