SB 1984 nr. 4
Af Kaj Thaning
Når jeg på Sognebladets opfordring skal prøve at finde ud af, hvordan Båring Højskole er blevet til, må jeg for mit eget vedkommende gå tilbage til 1942. Da skrev forstander Arnfred og spurgte, om jeg ville være valgmenighedspræst i Askov. Bortset fra, at jeg hellere ville være sognepræst end præst i en »fri« menighed, kunne jeg ikke forlade Asperup alene af den grund, at der kun var 4 (af 13) menighedsrådsmedlemmer, der havde stemt på mig i 1938. De tre andre, der havde gjort det, var i slutningen af 1938 blevet hældt ud af menighedsrådet – lige efter præstevalget og på grund af det. De fire kunne jeg selvfølgelig ikke svigte.
Skolens garanter fyldte gårdspladsen ved rejsegildet den 2. apríl
1959 hvor talerstolen var en stak mursten
Men der var nu een ting, der havde lokket ved Askov-opfordringen: nemlig muligheden for at få med højskoleelever at gøre. Før jeg blev præst i Vendsyssel i 1932, havde jeg været højskolelærer i 2 år på Grundtvigs højskole i Lyngby. Valgmenighedspræsten i Askov havde timer på højskolen, og der var fuldt af unge i kirken om søndagen. Hvis der nu kunne rejses en højskole i vores eget sogn, så kunne man måske få med den at gøre og altså få med unge at gøre på tættere hold end ved de ungdomsmøder, der jo med stor tilslutning under krigen kunne holdes i forsamlingshuset. Og hvis højskoleeleverne også som i Askov ville komme i kirken, så kunne måske også sognenes egne unge få lyst til at møde op. Det kneb det ellers med. Da højskolen kom, lykkedes det første – det at eleverne flokkevis kom til gudstjenesten. Det sidste, at sognenes unge også kom, lå det mere tungt med.
Men jeg havde altså selv en slags privat kirkelig bagtanke med forslaget om, at vi skulle lave en højskole. Denne »kirkelige« bagtanke indvirkede dog ikke på valget af en ledelse på højskolen: Arnfred, som blev spurgt, pegede på Søren Haugstrup Jensen, Ry Højskole, og Johs. Rosendahl fra Rødding, der havde planer om at gå i højskolesamarbejde. Den første var kirkeligt indstillet, den anden ikke. Modstandere af vor højskoletanke hviskede i krogene, at han jo var ateist!
Grundtvigs højskoletanke
Samtidig med arbejdet på at få højskoleplanen igennem læste jeg om Grundtvigs højskoletanke og konstaterede, at hvad livs- og folkeoplysning angik, så skelnede han mellem den sag og kristendommen. Hans højskole var ikke tænkt som en kristen skole, men som en skole åben for hele folket uanset tro. Som folkeoplyser ville han samarbejde med ikke-kristne, vel at mærke, når det drejede sig om »folk med ånd«, d.v.s. folk, der kendte forskel på, hvad der var ægte og uægte, naturligt og unaturligt, menneskeligt og umenneskeligt, kort sagt, hvad der var levende oplysning og hvad der var død oplysning, der kun satte folk i stå. De skulle sættes i gang. »Ånd« var for ham et ord for det levende i livet og i de folk, der selv var sat i gang.
Både Haugstrup og Rosendahl ville lave en levende højskole, og de blev valgt til ledere, efter at de havde holdt »prøveforedrag« i forsamlingshuset. Og så først begyndte vi at tegne andele i skolen. Man skulle på forhånd vide, hvad det var for en højskole, man skulle sætte penge i. Et udvalg på ca. 50 gik ud med lister på Nordvestfyn og havde fået at vide, at hvis der ikke i løbet af ugen blev tegnet 100.000 kr., kunne vi ikke få en højskole. På det tidspunkt skulle vi nemlig skaffe en tredjedel af kapitalen for at få statsstøtte, og vi regnede med, at en skole kunne bygges for 300.000. – Da den stod færdig 15 år efter, havde den kostet næsten 10 gange så meget!
Middelfart Venstreblad
– Ja, der var langt til vejs ende! Grundkapitalen blev tegnet i maj 1944. De 100.000 blev tegnet af ca. 1100 andelshavere med andele fra 50 til 2000 kr. I Asperup sogn gik to tredjedele af hjemmene med. Der skete nemlig det, at red. Johs. Nygård ryddede forsiden af Middelfart Venstreblad i anledning af tanken om en højskole i Båring. Han var søn af en grundtvigsk præst og pr. tradition stærkt højskoleinteresseret. Han havde tæt forbindelse med Asperup sogn, der var det radikale partis højborg i herredet. Der var radikalt flertal i sognerådet – 6 af 11. Nygård sagde engang til sognenes præst: »Ja, Øllgaard, De er præst i Asperup, men jeg på Båring Mark! «Det blev ham, der med sin forside i bladet bevirkede, at de to »menigheder« gik sammen om at rejse skolen. Her var der ingen forskel på folk, og de repræsentanter, der blev valgt til at stå for højskolen, kom derfor til at repræsentere alle befolkningsgrupper og alle politiske farver. Den bestyrelse, som repræsentantskabet derefter valgte, blev ligesådan alsidigt sammensat.
Gårdkøb
De sociale og politiske modsætninger, der før krigen prægede vore sogne stærkt, trådte tilbage under besættelsen, hvor vi jo var nødt til at holde sammen mod fjenden. Selvfølgelig bidrog denne situation til samlingen om højskoleplanen. Desuden gavnede det ligeledes indsamlingen, at der var så meget, man ikke kunne bruge sine penge til under besættelsen! Men det afgørende var alligevel, at der var en lang højskoletradition på egnen; man vidste noget om højskoler. Og selvfølgelig skulle vi også have en! Midt i halvfemserne havde der været optræk til en højskole ved Dyrhøj. Den blev ikke til noget, men nu skulle der altså rejses en på Båring Banke, enten mod vest eller øst eller syd. Efter krigen blev det så muligt at købe Rosbjerggaard, den gamle grundtvigske foregangsmand, kreditforeningsdirektør Niels Hansens tidligere hjem. Hugo Bentholm, der var højskolens påpasselige kasserer, fik samlet en kreds af garanter, der skulle forhindre, at man led tab i efterkrigstiden ved forringelse af gårdens værdi. Det gik modsat. Købet af gården gav stor fortjeneste, som tiden gik. Der blev solgt skov og jord fra. Garantkredsen gavnede altså skolen meget.
Som nævnt startede vi altså i maj 1944 – i hundredåret for rejsningen af den første danske højskole i Rødding – med en kapital på 100.000 kr. Der sidder i højskolens nederste etage en granitsten. Denne grundsten er hentet fra sylden på Flors hus i Rødding, den ældste højskolebygning i landet. Pedellen i Rødding pillede den ud til os. Vor kapital voksede i de kommende år på mange forskellige måder. Men det vigtigste var, at højskoleloven blev ændret, så vi ikke længere skulle skaffe en tredjedel af startkapitalen, men kun en sjettedel. Alligevel var det svært nok at nå frem.
»Sorte penge«
En morgen tidlig for en del år siden ringede en journalist fra BT til mig og spurgte, om det var rigtigt, at Båring Højskole var bygget for »sorte penge« – altså penge, der var gået udenom pengeombytningen i 1945. Sagen var den, at en avis havde opfrisket historien om, at der en morgen lå 7000 kr. i en konvolut i præstegårdens sovekammervindue. Øjeblikkelig var BT der altså. Jeg svarede, at konvolutten kom i maj 1945 (efter en telefonopringning fra giveren, der ville være anonym), mens pengeombytningen først fandt sted i juli. Journalisten sagde kun: »Nå sådan! « – og ringede af.
En virkelig stor hjælp sørgede Thorkil Kristensen for, idet han skaffede os 50.000 kr. fra tipsmidlerne. Deres værdi var jo for os den seksdobbelte. Men stadig kunne vi ikke få byggetilladelse. I årene efter krigen var der ingen byggematerialer. Så kom Koreakrigen og dermed en streng rationering af byggetilladelser. Det var departementscheferne, der sad på dem. Men ved et møde var jeg sammen med undervisningsminister Jørgen Jørgensen, som jeg forklarede vore vanskeligheder. Det medførte, at den handlekraftige mand hævede vor sag »op i det politiske plan« – altså oven over departementscheferne. Og så fik vi – i 1957 – vor byggetilladelse.
Fra rejsegildet ses her Kaj Thaníng, Johs. Engberg samt arkitekt Dreyer
Ny forstander
Men da var vore to forstandere forsvundet, Haugstrup til Frederiksborg og Rosendahl til gartnerskolen ved Søhus. Vi samlede os så om Johs. og Jytte Engberg, og han var så med til den endelige udformning af tegningerne. Den asperupfødte københavnske arkitekt Thorvald Dreyer havde lovet at tegne skolen uden honorar, Vagn Kollerup, født i Roerslev, ville være gratis ingeniør, og Poul Pedersen, Esbjerg, født på Asperup Mark, ville være gratis sagfører for os. De har derfor som donatorer givet navn til en lang række værelser på højskolen. Mange værelser har navn efter en række af andre givere – alle er de opført på en »donatortavle«, der hænger på skolen.
Mens vi er ved pengene, så anede vi faktisk ikke undervejs, om vi til slut ville nå op på den nødvendige sjettedel af opførelsessummen. Håndværkere og leverandører gav først deres bidrag til allersidst. Men resultatet blev, at vi kom op over den sjettedel, vi skulle nå. Højskolen kom til at koste 2,85 millioner, og da sjettedelen var betalt, stod vi med en driftskapital på over 50.000. Bentholm smilede tilfreds.
Indvielsen
Der gik mere end 15 år mellem starten i maj 1944 og indvielsen 22. november 1959. Ved indvielsesfesten sagde ministeriets repræsentant, fru Thorkild Hansen: »Båring Højskole! Den hører til mine barndomserindringer! «Men nu stod den der, efter at vi havde løbet ministerierne på dørene år efter år.
Fra indvielsen den 22. november 1959 ses undervisningsminister
Jørgen Jørgensen, Jytte Engberg, direktør Hjerl Hansen samt
pastor Børge Hjerl Hansen
Det første hold elever – vist 56 – ankom i begyndelsen af november, mange ledsaget af deres forældre, der ville se den nye skole. Men den var jo slet ikke færdig! Håndværkere og elever måtte færdes ved siden af hinanden et godt stykke tid endnu. Ved elevankomsten søgte vi at holde forældrene på nogenlunde afstand af de mindst færdige dele af skolen. Jeg husker et præstepar, som Laura og jeg holdt indespærrede i en sofa. Indvielsesfesten skulle holdes tre uger efter, og aftenen før arbejdede malerne i tre forskellige højder på at blive færdige med festsalens vægge. Men det lykkedes. Endogså »Fynsk forår« blev (så nogenlunde) færdig til opførelsen. Nordvestfyns Privatorkester manglede en fagot, som vi så indkaldte fra Odense. Vi kunne jo ikke undvære det berømte sted, hvor fagotten skal brøle som koen i »degnens ma’«. Bagefter spurgte jeg nervøs den professionelle fagottist, hvad han mente om det. Han sagde: »Ja, I beholdt da skindet på næsen«. Men »Fynsk forår« er nu en svær opgave for amatører! Der kunne dog ikke være tvivl om, at den burde løses ved Båring Højskoles indvielse og af stedlige kræfter.
Det er gammel skik, at der til en højskoleindvielse skal skrives sange, der bagefter kan indgå i højskolesangbogen. Den skik fulgte vi også. Digterne Ole Wivel og Thorkild Bjørnvig skrev to Båringsange: »Der truer os i tiden« og »Mørk er november«. De kom begge i højskolesangbogen og bliver sikkert stående der. De er født ud af den tid, i hvilken Båring Højskole blev til, og taler stadig til unge rundt om i Danmark, nu 25 år efter at de blev skrevet. Vi kan så ønske, at det samme må blive ved at gælde også Båring Højskole.
Kaj Thaning.