SB 1991 nr. 2
Af Grete Havndrup Pöhler
Marie Olsen ved katederet i begyndelsen af 1950’erne.
I rækken af portrætter præsenteres denne gang en farverig forskolelærerinde, der endnu vil huskes af mange i Asperup sogn.
Den 26. maj 1894 blev Marie Olsen født på »Ørredbækgaard« i Båring Skov. Hun blev den ældste af en søskendeflok på otte børn. Som nyfødt – siges det – var hun umådelig køn!
Som ung pige blev hun elev hos Thomas Bredsdorff på Roskilde Højskole. Han kom til at betyde meget for hende. Overskriften på denne artikel er egentlig en indskrift på Bredsdorffs gravsten i Roskilde. Dette citat gjorde Marie Olsen til et motto for sit eget liv. Efter højskoleopholdet kom hun ud at tjene, først på en gård ved Odder, og senere blev hun ung pige i huset hos Rørdams i Ryslinge. Her lærte hun Laura Thaning at kende, og det siges, at hun senere bidrog til Thanings ansættelse som præst i Asperup og Roerslev i 1938.
Omkring 1920 deltog hun tre vintre i nogle udvidede kurser på Askov Højskole. Disse kurser mundede ikke ud i nogen lærereksamen, men de kom alligevel til at præge hende meget. Fra 1917 til 1925 havde der været skiftende lærerinder i skolerne på Båring Mark og Vedelshave. Det var Margrethe Fladmose, som endnu huskes for sit arrige temperament, Kirstine Fisker, Christiane Thuesen og Sørine Jokumsen. Men i 1925 sørgede pastor Øllgaard for, at Marie Olsen blev forskolelærerinde på Båring Mark og Vedelshave. I begyndelsen boede hun i hjemmet hos sin – som hun sagde – »ejegode« broder Johannes Olsen. Men da han en del år senere giftede sig, flyttede Marie Olsen ind i skolen på Båring Mark. Og derfra måtte hun så hveranden dag i al slags vejr cykle til skolen i Vedelshave. Ruten gik for det meste gennem skoven, og den sti, hun fulgte, blev senere kaldt »Marie Olsens sti«.
Ørredbækgaard blev bygget i 1910. Efter Johannes’ giftermål måtte Marie til sin store fortrydelse flytte ind i skolen på Båring Mark
Skolegang på marken
I de to skoler havde hun 1. og 2. klasse, som hun underviste i dansk, skrivning, regning og bibelhistorie med tilhørende sange. Vi skulle også lære noget geografi og i alle fald kunne Fyns byer både forfra og bagfra, og så skulle vi desuden kunne tegne Røjle Klint. Hun lærte os at skrive en fornem skråskrift med pen og blæk, og ved hjælp af hendes vækkeur fik vi lært klokken. Ved skoledagens afslutning fik vi altid et eller andet godt: æbler, småkager eller en sukkerknald. Så stod hun i døren, vi gav hånd, nejede og bukkede, når vi havde afsunget:
Nu er timen til ende,
og til hjemmet vi gå.
Hvad vi lærte at kende,
skal vi nok huske på!
Alt skriftligt arbejde blev belønnet. Hendes pædagogiske devise var enkel: Gulerod og pisk. Vi var meget opsatte på at se, om vore anstrengelser kunne give til et indklæbet flag, et kløverblad, en hestesko eller et flot glansbillede.
Tit gik hun i skoven med os, og så legede vi Bjergmand, Lænketag, To mand frem for en enke og Kom hjem alle mine kyllinger. Somme tider besøgte vi også »min ejegode bror Johannes« på Ørredbækgaard.
En falsk sanglærer
En gang om året kom pastor Øllgaard og skolekommissionen til overhøring. Senere i 50’erne blev der desuden holdt »koneeksamen« eller »mordag«. Så kom kogekonen Marie Hermansen og bagte og regerede i køkkenet, og mødrene kom for at overvære undervisningen og se, hvor dygtige vi nu var blevet.
Ved morgensangen kunne det ske, at nogle af os blev bedt om at tie stille. Det skete f.eks. for Tove, som var datter af Christian »Harmonika« omme i skoven, samt for undertegnede. Vi ødelagde sangen, fordi vi sang rent; Marie sang nemlig selv skingrende falsk. Ikke desto mindre lærte hun os alle Ingemanns morgensange udenad.
I december måned kom genboen Freddy Sorgenfrey over i skolen og malede et vidunderligt julebillede med kulørt kridt på tavlen. Det fik så lov at stå der resten af måneden. Den sidste uge før jul skulle vi lave julepynt. Det bestod i jakobsstiger, roser på en strikkepind, kurve og hjerter; men højdepunktet var konfekten, som blev fremstillet af flormelis, æggehvider og frugtfarve.
Marie Olsen og hendes skole udøvede en stor tiltrækningskraft på de mindre søskende, der ofte sad i skolen, mens mødrene forgæves ledte efter dem.
Når Marie Olsen var syg, blev undervisningen ikke aflyst af den grund, for så lå hun på sofaen inde i sin stue og underviste. Pigerne lavede så kaffe til hende, og drengene ordnede haven. Engang blev hun opereret for Basedows sygdom. Arret, som hun derefter fik på halsen, kaldte hun »min perlekrans«. Og engang da hun havde været udsat for en større operation, indviede hun os – ganske interessant! – i sit indre liv ved at tegne sin mave på tavlen. Flere forældre syntes, at nu var hun igen gået over stregen!
Båring Marks forskole. Bag de store vinduer skolestuen. Det hvide baghus indeholdt de grønmalede lokummer.
Efter skoletid
I det almindelige sogneliv deltog Marie Olsen på mange måder. Hun var i flere år formand for konegymnastikken. Desuden var hun en ivrig kirkegænger, og hun holdt ved enhver lejlighed taler, så folk krøllede tæer i skoene.
Allerede som 17-årig lærte hun købmand Karl Rasmussen i Båring at kende. Han blev hendes livs store kærlighed, men hun forblev til sin store sorg ugift. Det var der nok flere årsager til. I Karl Rasmussens familie var der sindssyge, og han mente selv, at hans familie var bedst tjent med at uddø. Men selv om både hans mor og brødrene var imod Marie, opgav hun ikke! Hun passede Karl Rasmussens søskende, Sigrid og Knud, og hun lavede mad og besøgte Aage, når han igen var på hospitalet.
Når vennerne »De tolv Apostle« spillede l’hombre hos Karl Rasmussen på hans fødselsdag, lavede Marie Olsen mad til hele selskabet. Efter at hans familie var død, og efter at de selv var blevet gamle, ventede Marie stadig på, at Karl skulle fri til hende. Men frieriet udeblev, skønt hun håbede hele livet.
Et yndet samtaleemne
Marie Olsens godgørenhed var legendarisk. Hun havde altid en buket blomster eller en dusk grøntsager i bagagebæreren, når hun tog på visit. Og for sin »ejegode bror Johannes« var hun selv på alle måder en ejegod hjælper. Selv blev hun dog også påskønnet f.eks. på den måde, at hun rundt omkring i hjemmene ofte kunne redde sig sin middagsmad. En yppig middag gav et godt langt frikvarter. Selv om hun helt klart havde sine sympatier og antipatier, kunne vi en tid lang være nogle »gråmme« (fantastiske) børn, når vore mødre havde afleveret slagtemad hos hende. Så kunne hun invitere »købmanden« til spisning.
Selv om lærerindelønnen var lille, kunne hun alligevel forære alverdens ting bort Da hun holdt op i 1958, ejede hun praktisk talt intet som helst. Hun flyttede fra skolen og boede derefter en tid hos Damkjærs i huset på Byvejen 40 (det gamle »Tatol«). Senere flyttede hun ind i et istandsat baghus til Middelfartvej 13. Derfra kom hun på De gamles Hjem i Nørre Aaby, og den 1. januar 1967 døde hun på Middelfart Sygehus.
Mangt og meget kunne der siges og fortælles om Marie Olsen, for hun var et både godt og yndet samtaleemne, frem for alt fordi hun selv var en meget farverig person præget af sin egen helt specielle fromhed. Ifølge Ingrid og Rigmor Hansen, Vedelshave, var hendes yndlingssalme nr. 15 i salmebogen (1953-udgaven) – særlig vers 7, som lyder således:
Ja, stod vi ved Det røde Hav
en aftenstund med sorgen,
Vi med det lys, os Herren gav,
dog vist fandt vej i morgen,
så vi gik over uden bro
på havets bund med tørre sko
og klare lovsangstoner.
(N.F.S. Grundtvig)
Den 32-årige Marie sammen med: Forrest Gunnar Møller, Esther Hansen,
Ruth Poulsen, bagved Marie Olsen, en ukendt, og Astrid Hansen Larsen.
Damen med hatten menes at være Sigrid Rasmussen.
Grete Havndrup Pöhler