Ved Jørgen Andersen og Grethe Marcussen
Den 15. januar 1991 gyngede gulvet gevaldigt i Båring Forsamlingshus. 60-årsjubilæet i Jagt- og Skovfredningsforeningen blev fejret. Skovparcelejere samt jægere med damer nød bordets glæder, taler og fornem underholdning af Odense Jagthornsblæsere. Dansen varede til ud på de små timer.
Forhistorien
I december 1930 udarbejdede gdr. Mads Hansen Petersen, Kalundgård, et forslag, hvorefter der skulle oprettes en forening til at varetage skovfredning og fredning af vildtet i Båring Skov. Hensigten skulle være at søge vildtbestanden bevaret og forøget ved indførelse af længere fredningsperioder, ved hensynsfuld jagt, ved udsættelse af levende vildt til blodfornyelse, ved vinterfodring og ved fjernelse af omstrejfende hunde og katte. Krager og skader samt andre for vildtet skadelige dyr, bl.a. rovvildt, skulle udryddes. Krybskytter skulle forfølges. Foreningen skulle føre tilsyn med skoven og hindre mishandling af unge planter og hugning af juletræer. Advarselstavler skulle opsættes. Desuden skulle der arrangeres 1 til 2 årlige fællesjagter. Her kunne hver skovejer deltage eller sende en stedfortræder. Udbyttet skulle sælges ved auktion, og det indkomne beløb skulle anvendes til de med foreningens arbejde for skoven forbundne udgifter.
Fire af de gamle jægere. Fra venstre: Snedker Carl Christensen,
Martin Jørgensen, Mads Hansen Petersen (foreningens
første formand) samt Niels Julius Hansen.
Stiftende generalforsamling
Dette forslag blev forelagt de 29 ejere af skoven Alle gav ved deres underskrift udtryk for enighed med forslagsstilleren. Ved et møde den 15. januar 1931 på Afholdshotellet i Asperup fremsatte Visbeck Olsen, Lindegård, et forslag til vedtægter. Dette blev vedtaget med den tilføjelse, at snedker Carl Christensen, Båring, og Niels Julius Hansen, Asperup, fik opsyn med jagten. Til den første bestyrelse valgtes kaptajn Jakobsen, Badehotellet, Aage Rasmussen, Kærbyholm, Martin Jørgensen, Nørregård, Visbeck 0lsen, Lindegård, bestyrer J. P. Kærby, Båringgård, A. O. Andersen, Stadagergård, samt forslagsstilleren, der blev udpeget til formand. Den kontrakt, som skovejerne således indgik med hinanden, skulle gælde i 10 år og derpå fornyes.
Arbejdet går i gang
Mellem linjerne kan man i forslaget læse sig til, at skovens tilstand har været meget kritisabel. Det forlyder, at det knap var muligt at træffe »bare en enkelt solsort« på sin vandring. Bestyrelsen udsatte straks 7 fasanhøner og 3 kokke. Begyndelsen var gjort. Første klapjagt blev afholdt 1. oktober 1931. Det følgende år for jagten den 4. oktober blev fasanhønerne fredet. Harer blev ligeledes fredet, når bestanden var for lille. To dommere valgtes til at påtale og straffe forseelser blandt de mange jægere. Regler for samling af brænde indføres. Støt og roligt udfører foreningen sit arbejde, fornyer kontrakten hvert 10. år og fester for medlemmerne, når »kassen« kan klare det.
Aage Rasmussen samler vildt til paraden, 1983.
Trofaste formænd
I september 1963 aflagde Mads Hansen Petersen for sidste gang beretning som formand. I 32 år havde han ledet arbejdet. Niels Jørgen Jørgensen, Nørregård, tog over. Omhyggeligt beretter protokollen om jagtudbytter, udsættelse af vildt og vinterfodring. Gennem mange år stillede fru Skotte velvilligt afholdshotellets restaurant til rådighed for jægerne. Badehotellet var ligeledes ramme om møder og fester. Foreningens 50-årsjubilæum i 1981 var henlagt til Nr. Aaby Hotel.
I 1983 efter 20 år som formand ønskede Niels Jørgen Jørgensen sig fritaget, og ny formand blev Aage Rasmussen, Kærbyholm.
Foreningens anden formand, Niels Jørgen Jørgensen,
afholder parolen for skovjagten 1979.
Bukkejagt
Som noget nyt drøftes jagt på sommerbukke Man opretter faste skydepladser til formålet. Disse lejes ud for en uge ad gangen, og jagten foregår fra solopgang til kl. 7 morgen fra midt i maj og 9 uger frem. De gode lejeindtægter var tiltrængt, da vildtbestanden i øvrigt var ringe. Vildt udsættes i større mængder.
Det blev vedtaget, at formanden før jagten skulle minde om, at der ikke måtte nydes spiritus, før jagten var afsluttet.
Hvordan nu?
Spørger man til skovens nuværende tilstand fortæller Jørgen Andersen, der blev formand i 1990, at en biotopforbedring er ønskelig. Livsbetingelserne for vildtet er ikke optimale. Skoven er blevet for åben på grund af kraftig oprydning i underskoven. At vildtbestanden på nær råvildt er vigende, begrundes tillige med den mere intensive landbrugsdrift og landbrugets sprøjtegifte. Sædskiftet er forandret. Man kan håbe, at braklægning kan rette op på forholdet.
Bestyrelsen anlægger fodermarker langs skovkanten og arbejder med renovering af bestående vandhuller, hvilket amtet har givet grønt lys for.
Det stadig større pres på naturen mærkes også i Båring Skov. Det er vigtigt, at alle der færdes herude overholder de regler, der er udstukket af Skov- og Naturstyrelsen. Man bør holde sig til skovvejene og føre sin hund i snor.
Odense Jagthornsorkesrer underholder ved 60-årsjubilæet. Ret til venstre
står den nuværende formand, Jørgen Andersen.
Æresmedlem Niels Jørgensen, Båring Skov,
får sig en svingom med Elise Bro ved foreningens
jubilæumsfest 1991.
Hvor siger du?
Godt humør har kendetegnet jægerne på fællesjagterne. I øvrigt bør det huskes, at man de første mange år fortsatte jagten efter frokosten.
Det forlyder, at der engang ved en fællesjagt deltog en »finere« jæger, der var kulgrosserer i Odense. Han førte sig frem blandt de lokale, som han opfattede som en »værre flok bondeknolde«. Ved frokosten hældte man rigeligt i hans glas, og resultatet udeblev ikke. Der var efterhånden ingen grænser for mandens formåen. Inden jagten forsatte, fandt et par lokale jægere på at flå en nedlagt hare. Skindet blev trukket hen over en stribet hankat, tilhørende Jørgen i Skoven. Jagtlederen placerede nu kulgrossereren på en sikker bagpost, hvorefter katten blev sluppet løs. Der blev råbt: »Hare bagud!« Kort efter lød der to skud, der viste sig at være »to blanke forbiere«. Grossisten henvendte sig derpå til jagtlederen med følgende ord: »Her har du mit gevær. Jeg vil hjem, for nu sidder haren oppe i den højeste bøg i skoven!«
Jørgen Andersen og Grethe Marcussen