SB 2007 nr. 1
Redaktionen har bedt tre tilflytter- familier begrunde, hvorfor de har slået sig ned netop her på stedet.
Af Christine Beelaerts og Ole Warncke Asperup
Christine Beelaerts og Ole Warncke.
Hvor hunden gør, det lille kræ …
Efter at have boet andetsteds i Danmark i et årstid havnede vi her efter at have undersøgt boligmarkedet i og omkring Middelfart.
Det område er så dejligt og charmerende med ro, plads og udviklingsmuligheder og alligevel centralt beliggende i landet. Altså slet ikke som vi var vant til efter at have boet i flere storbyer.
Middelfart blev hurtigt fravalgt pga. de høje huspriser og for små haver. Med barn nummer to på vej og flere i tankerne ønskede vi os et hus på landet med plads. Efter at have kigget i avisens boligannoncer kom vi til at køre forbi et hus i Asperup. Huset lå så hyggeligt på en krøllet vej ved en flot gammel kirke og med udsigt helt over til Jylland. Der kunne vi godt tænke os at bo de kommende år. Vi kunne godt se, at huset og haven trængte til at få en omgang, men da vi kørte op ad Byvejen og så skolen og resten af byen, besluttede vi os for at købe.
Nu er det præcis fem år siden, Vi flyttede til Asperup. Vi er siden da blevet til en familie med tre børn, en hund, to høns og tre fisk. Vi er ikke helt færdige med huset, men om tre år skulle det hele være, som vi vil have det.
Ja, fem år er gået, og vi er stadig meget glade for at bo i Asperup. Ole kører hver dag på motorcykel på arbejde i Odense. Siden vi fik børn, har Christine været ulønnet hjemmegående husmor. Vi synes, at de lokale mennesker har været venlige og hjælpsomme over for os tilflyttere. På vej til Dagli’Brugsen mødte Christine en der fortalte om familie-café i Båring skole. Hun introducerede også Christine til far-mor-barn gymnastik i Båring Gymnastikforening. Det var en god start lige før den mørke danske vinter. Vores børn var hjemmegående ligesom vores nabo-pige. Det var derfor oplagt at starte en legestue i præstegården. Præsten syntes, at det var en glimrende idé, og på denne måde lærte vi endnu flere lokale voksne og børn at kende.
Nu går vores datter i 2. klasse i Båring skole, vores to drenge er om formiddagen i Båring børnehave, og de er så glade for alt og alle i byen. Vi håber, at det bliver ved på denne måde, specielt nu hvor vi bliver indlemmet i Middelfart storkommune. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at have interesserede beboere i byen, der sætter sig for at bevare vort lokale samfund. Om det nu er nye trænere til gymnastikhold, bestyrelsesmedlemmer i skolen, musikskolen, menighedsrådet, børnehaverne, BAMOK, nye tiltag, etc. En by som vores har brug for, at mange deltager i de lokale aktiviteter. Gør vi ikke det, forsvinder disse, og vi ender som anonyme medlemmer af en kedelig soveby.
Christine Beelaerts og Ole Warncke Solveig, Karl og Christian
Af Lone og Henrik Lebeck
Lone, Alberte, Teis eg Ester
Kærby – idyl
For syv år siden skiftede vi vores hus i Kolding ud med ægte bondegårdsidyl på Fyn. En blanding af tilfældigheder førte os til Kærby og til den ordrette udgave af et håndværkertilbud. Grundlaget for at flytte fra by til land var en indbyrdes snak, vi havde haft næsten al den tid, vi havde kendt hinanden. Roen, naturen, pladsen og mulighederne var en stærk drivkraft, specielt for den ene halvdel af os, som var vokset op i København. Det var på mange måder en drøm, der gik i opfyldelse, men en drøm som først skulle kick-startes af nogle dramatiske begivenheder på hjemmefronten, som fik os til at tage et spring, som på mange måder kunne virke uoverskueligt.
At det blev Kærby, var en tilfældighed, idet vi en dag kørte forbi på vej hjem til Kolding. Pludselig lå huset der bare! Vi vidste med det samme, at vi havde fundet, hvad vi ledte efter. At der skulle investeres så meget tid, arbejde og penge i projektet, havde vi ingen anelse om dengang – heldigvis.
Vi sætter pris på nærmiljøets muligheder med skole, institutioner og fritidstilbud. Vi værdsætter, at man bekymrer sig for andres vé og vel og tager ansvar for, at samfundet fungerer. Men vi har også valgt livet på landet, fordi det giver os mulighed for at fokusere på det, som er allervigtigst for os: familien! Tiden til at være sammen som familie går vi ikke på kompromis med, og derfor vælger vi ofte de mange tilbud fra. Med tre børn i skole- og børnehavealder kan der nemlig meget hurtigt gå kalenderstyring i hverdagen. Og det ønsker vi ikke for vores børn.
Som tilflyttere ser vi nok lidt anderledes på det område, vi bor i. Nørre Aaby er for os der, hvor toget standser og lægehuset ligger, og kommune-sammenlægningen er en kærkommen og nødvendig udvikling. Vi har begge tidligere været en del af langt større administrative enheder end dem, man finder i landkommunerne, og har konstateret, at implementeringen af nær-hedsprincippet skabes af dem, som bor i lokalområdet – ikke af dem, som lovgiver der. Dér, hvor vi ønsker at bo, er dér, hvor der er plads. Plads til at være sammen, men absolut også plads til at være sig selv.
Lone og Henrik Lebeck Kærby.
Lone er folkeskolelærer og ansat på Baaring Skole. Henrik driver egen virksomhed i reklamebranchen. Tre børn: Teis på 11, Ester 5 og Alberte på 4 år.
Af Anne Hedeman
Anne Hedeman
Båring – mit drivhus i den fynske køkkenhave
Skæbnen – eller måske var det nærmere min mand, Poul – ville, at vi efter syv gode år i Vejle skulle flytte efter et job på Fyn. I Vejle var vi blevet til en børnefamilie med to drenge, som havde det godt, hvor de var, og jeg havde mit gode arbejde. Så det var ikke med begejstring, jeg indvilligede i at flytte væk fra i Grejsdalen – klods op af skoven og alligevel et stenkast fra det pulserende byliv. Havde jeg ikke haft min barndoms ferieminder fra Nordfyn med i bagagen, så havde jeg såmænd nok sat hælene hårdt i.
Men en vinteraften tog vi et fynskort frem, lagde det på spisebordet og satte cirkler omkring de byer, der kunne komme på tale. Først satte vi fed ring om Middelfart. Den ser så indbydende ud, når man kører over Lillebæltsbroen. Byen smagte lidt af en rigtig by med biograf, restauranter og butikker.
Næsten et helt år ledte vi efter en gammel villa i Middelfart. Heldigvis fandt vi aldrig det rigtige hus dér, så vi begyndte at se os om uden for byen. Rygterne sagde, at i Båring var der en god og hyggelig skole med ikke alt for store klasser. Man sagde også, at i Båring kunne folk finde på at spise sammen i forsamlingshuset, og at byens revy var så spiddende sjov, at den vakte opsigt et godt stykke uden for bygrænsen.
Måske var det et sted for os! Min gamle morfar fra Otterup kunne tilføje, at man i gamle dage kaldte området for den fynske køkkenhave, og det lød unægteligt lokkende på den lidt romantiske måde. Men kunne det nu også passe?
Efter en aften som gæst ved årets revy, et kik ind ad vinduerne på skolen, en køretur rundt i byen, som sluttede på en fedtet pløjemark bag højskolen, tog vi beslutningen. Vi var villige til at sove foran rådhuset for at få lige netop den grund på den skrånende højskolejord, hvor udsigten over Fyn gav os et sug i maven. Det med at sove foran rådhuset blev nu ikke nødvendigt. I lang tid så det ud, som om vi var de eneste mennesker, der havde fået øje på den dejlige plet på jorden.
Da beslutningen om at bygge og bo i Båring blev offentliggjort for vores familie og venner, spurgte de undrende: »Hvad ser i dog i det sted? Det er jo bare en søvnig by langt ude på landet.«
I dag er jeg ikke i tvivl om svaret. Derfor bliver de før så skeptiske venner og familiemedlemmer fra den jyske hede også gang på gang trukket med på vandreture rundt i området. De skal se de store flotte gårde, de små hyggelige huse og alle frugttræerne. De skal smage grøntsagerne, høre om den store tilslutning til fællesspisning og alle de andre arrangementer, som foregår på skolen. Jeg fortæller til alle, som gider lytte, at Båring er et sted, hvor vi tager hinanden alvorligt og står sammen – uanset om sagen er en bevarelse af en 7. klasse, opførelse af en ny legeplads på skolen, eller det måske handler om at skaffe opbakning til byens musikforening.
Jeg elsker at stå i kø i Brugsen en sommermorgen omgivet af tyske eller svenske turister, som nyder vores dejlige strande lige så meget som jeg. Og jeg har det helt fint med at være turistattraktion, når en flok kinesere fra højskolen pludselig stikker hovedet ind over hækken og kikker nysgerrigt, mens vi griller på terrassen.
Det er da lutter idyl. Det kan selv byboerne fra Vejle se, selv om de stadig bevarer en smule skepsis. »Bliver man ikke kvalt i sådan et lille samfund, hvor alle kender alle?« Jo, det kan man da sikkert sagtens risikere. Men mit værn mod kvalningsdøden er at lade ligegyldige bagateller passere og ellers forsøge at leve på en måde, så jeg kan se andre i øjnene. Men selvfølgelig vokser træerne ikke ind i himlen. På dårlige dage kan jeg savne muligheden for at tage cyklen til en hurtig strøgtur eller bande over håbløse busforbindelser til den nærmeste omverden. Det må vi da kunne gøre noget ved. Båring er jo værd at slås for.
For min gamle morfar fik ret. Vi er kommet til at bo midt i den fynske køkkenhave. Siden vi flyttede ind på bakken bag højskolen for seks år siden, er Båring blevet mit drivhus i den fynske køkkenhave, ingen tvivl om det. Tilsyneladende er jeg ikke den eneste, der har det sådan. Vi flyttede ind på en øde mark. Nu bor vi midt i en ny bydel.
Anne Hedeman.
Børnene hedder Troels, Bjørn og Viggo!