SB 1998 nr. 1
Af Grethe Marcussen
Med udgravningen på Lyøvej er for første gang en del af en jernalderlandsby med hustomter registreret i vort sogn
Mange små stakke af muld på den seneste Lyøvej-udstykning tiltrak sig i juli 1996 opmærksomheden. Arkæolog Rudi Greve, som var ansat ved oldtidssamlingen på Hollufgård, travede rundt med målebånd helt præcist omkring det sted, vi i mange år har fejret sankthansaften. Muldlaget, som her var 50-60 cm dybt, var fjernet med gravemaskine. Det var rødleret og enkelte steder blåleret, han i den heldigvis tørre sommer bevægede sig på. Her og der plantede han jernpløkke, og så man nærmere til, stod disse i ofte cirkelformede sorte muldpletter. To frivillige medarbejdere gik forsigtigt til værks med findeling af opgravninger, og fund blev lagt i kasser til senere undersøgelse. Her var der masser af arbejde også til Deres udsendte amatør, der tilbragte en uges tid med at udgrave en affaldsgrube fra oldtiden.
Lidt historie
Den kommunale udstykningsgrund hørte oprindelig til Baaring Ringgård, Byvejen 66. Den blev i marts 1936 købt af Kirstine og Kristian Møller Hansen. 1968 frasolgte de 4 tønder land af matr. nr. 15 til kommunen. Den nordligste ende af Samsøvej blev anlagt herpå. I 1981 solgte Gerda og Sigfred Hansen, som i 1972 havde overtaget ejendommen, resten af matr. nr. 15, i alt 7 tønder land til Nørre Aaby kommune. Første etape af Lyøvej blev anlagt her, og resten på nær bålpladsen bortforpagtedes indtil 1996, hvor det seneste udstykningsprojekt påbegyndtes.
Den frilagte hustomt med Samsøvej i baggrunden.
Planche med Rudi Greves optegning.
Hollufgård havde fra Nørre Aaby kommune fået tilsendt lokalplanen. Det foreskriver reglerne, fordi planlagte udstykninger kan tænkes at indeholde fortidsminder. Museumsinspektør Jørgen A. Jacobsen vidste fra luftfotos, at der sandsynligvis ville være noget på stedet. Det forholder sig således, at de bedste muligheder for luftfotografering får man på kornmarker efter en tør sommer. Hvor der engang har været nedgravninger, vil planterødderne have bedre mulighed for at udvikle sig, således, at planterne står kraftigere her end på resten af marken. Sådanne fotos herfra ligger museet inde med.
Ved en rekognoscering i marts 1996 fandt museumsinspektøren et skår, som han mente var af bronzealderkarakter. Ved samme lejlighed traf han Sigfred Hansen, som kunne fortælle, at man ved et dræningsarbejde i 1953 havde fundet en krukke i 80 cm’s dybde samt et bålsted med stensætning i bunden i en dybde af 1 m 30 cm. Dengang blev sporene igen dækket. Der var ikke tid til nærmere undersøgelser.
Laila, Rudi, Sigfred og Merete med skovl og spade. Teske var ikke i brug.
———
Hollufgård indgik herefter en frivillig aftale med Nørre Aaby kommune om at afvente en prøvegravning. Denne fandt sted den 20. maj, og der var bid! Man besluttede sig til en udgravning, før anlægsarbejdet gik i gang.
Resultat:
På et højtliggende plateau blev der inden for 3000 m2 frilagt i alt 330 anlæg. Blandt stolpehullerne kunne der udskilles to hustomter i svært medtaget tilstand. På den ene tomt blev spændet mellem stolperne i stolpeparrene målt til godt 3 m, medens længden ikke med sikkerhed lod sig fastslå. Det andet hus kunne kun frilægges i en længde på 10 m. En række bopladsgruber indeholdt ud over lerklining, dyreknogler og flint, samt en stor mængde keramik, der daterer bopladsen til sen førromersk jernalder. Fordelingen af anlæg peger entydigt på, at det frilagte område udgør periferien af det egentlige bopladsområde, hvis centrale dele er beliggende vest herfor, i et område tæt bebygget med parcelhuse.
Hvornår?
Jernalderen regnes fra 500 f.Kr. til 800 e.Kr. Som førromersk jernalder betegnes de sidste fem århundreder f.Kr. Man må altså o. 2200 år tilbage i tiden ved synet af disse stolpehuller og fund.
Som det fremgår af resultaterne er det kun periferien af bopladsen, der blev fundet. Resten ligger sandsynligvis under Samsøvej! Man kan imidlertid ved hjælp af typologien, læren om funds lighed, i nogen grad forestille sig f.eks. det på planchen viste jernalderhus samt i hovedtræk gætte sig til, hvad der i øvrigt fandtes.
En parallel til Grøntoft-udgravningen?
Fra 1960 og mange år frem foregik der i det åbne vestjyske landskab ved Grøntoft mellem Herning, Holstebro og Ringkøbing en kæmpestor udgravning, den satte arkæologer i stand til at følge et jernaldersamfunds udvikling gennem flere århundreder. Man fandt en vandrelandsby, dvs. en bosættelse, som med regelmæssige mellemrum var blevet flyttet inden for et større område. Konturerne af landsbyen i det 3. og 2. årh. f. Kr. var specielt tydelige. Omkring landsbyen lå et palisadehegn for at markere et fællesskab og holde løsgående kvæg væk fra husene. 12 bygninger aftegnede sig, 5 gårde med plads til 8 -18 kreaturer, 2 mindre gårde med 3 – 4 kreaturer, 3 langhuse uden stald samt et par forrådshuse. Landsbyen har rummet 8 -10 hushold, dvs. omkring 50 mennesker samt 70 – 80 kreaturer.
Hvorfor flyttede landsbyen med en eller to generationers mellemrum rundt på den samme bakkeø? Man formoder, at bønderne ønskede at udnytte landsbytomtens velgødede jord. De små markstykker, som indrammet af volde med hegn omgav landsbyen, blev nemlig hurtigt udpint. Gødskning var nødvendig, og som et led heri har man tydet vandre-landsbyen. Brugeligt materiale fra de gamle bygninger bragtes med til de nye, og landsbytomterne med en betydelig næringsværdi blev derpå pløjet og udnyttet til planteavl.
Tegning af hustomt fra Grøntoft
Typehuset
Fra midten af førromersk jernalder havde det enkelte gårdsanlæg, som havde udviklet sig fra slutningen af bronzealderen, følgende udseende: længde o. 8 -10 m, bredde ca. 5,5 m; treskibet, dvs. med to rækker indvendige, tagbærende stolper og med vægstolper, der stod med stor indbyrdes afstand; orienteret øst-vest, således at østenden var stald, mens vestenden tjente som beboelse; staldenden var adskilt fra beboelsen med en væg og forsynet med båseskillerum og forsænket gulv; 2 indgange midt i huset fra henholdsvis syd og nord, formodentlig stråtag, samt lerklinede vægge.
Disse resultater fra Grøntoft kan sikkert medtankes på vores sted.
Rekonstrueret jernalderhus fra Historisk Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre.
Hvorfor her?
Forudsætningerne for jernalderens agerbrugs og kvægbrugssamfund må have været til stede her hos os. Bopladsen er formodentlig rykket rundt på den højtliggende bakke, hvis muld man har dyrket. Omkringliggende overdrev samt brakmarker har tjent til græsning, og Asperupområdets lavtliggende enge har leveret hø til det vinteropstaldede malkekvæg. Derudover skar bonden kviste i den nærliggende skov til køerne om vinteren. Redskaber som løvkniv, segl, le og datidens plov, kaldet bueard, var bl.a. gode hjælpemidler til driften. Desværre tillader pladsen ikke mange detaljer. Interesserede henvises til nedennævnte kilder.
Fikspunkt
Gravpladsen var ofte fikspunktet i en vandrende bebyggelse. Dette mønster holder først op ved etableringen af den permanente landsby ved overgangen mellem vikingetid og tidlig middelalder i årene 1000 -1100 e. Kr.
Gravpladser har altid været en væsentlig kilde til viden om livet i oldtiden. Gravskikken i førromersk jernalder var ligbrænding. De brændte ben blev nedlagt i en urne, hvori man også vedlagde mindre genstande fra klædedragten, ofte spænder af jern og bronze. Den nedgravede urne blev dækket af en lav høj eller tue. Disse urnegravpladser fra jernalderen vidner om et samfund, hvis enkelte medlemmer i livet som i døden havde ret ensartede kår. Meget få skilte sig ud som særligt velstående, ganske modsat det, der var tilfældet, når det gælder bronzealderens gravlæggelser 1800 – 500 f. Kr.
Gravpladsen befandt sig oftest få hundrede meter fra landsbyen. I vores tilfælde en den ikke fundet. Så på med vanten!!
Krukke fra Lyøvej, som blev samlet af Sigfred Hansen.
Den befinder sig i Odense, men bør komme hjem.
Kilder:
Beskrivelse fra Hollufgård
Lone Hvass: Jernalderen
Gyldendals og Politikens
Danmarkshistorie bd. 1 og 2.
Grethe Marcussen