SB 2013 nr. 1
Af Anna Edith Koller Eady
Anna Edith Koller Eady er opvokset på Asperup Lindegaard som datter af Helga og Carl Olsen, der drev gaarden 1919 – 1945. I 1939 tog hun præliminæreksamen fra Brenderup Realskole, blev herefter elev på Ankerhus Husholdningsskole ved Sorø og senere på Snoghøj Gymnastikhøjskole.En vinter på Fagskolen i Odense gjorde hende virkelig ferm ved symaskinen. I 1945 blev hun dimitteret som fysioterapeut fra Teylmanns Kursus i København. Da hun i 1945 arbejdede på Karolinska Sjukhuset i Stockholm, traf hun sin senere mand, biokemiker Peo C. Koller, født i Ungarn og naturaliseret, dvs fået indfødsret, i England. De blev gift i England 1946 og fik tre døtre.1979 mistede hun sin mand og boede alene i Gerrards Cross, vest for London. I 1988 giftede hun sig med entrepenør Lewis Eady fra New Zealand, forlod England og flyttede med Lewis til Auckland. I 2004 blev Anna Edith igen alene og bor nu i et mindre hus i Ocean Shores Retirement Village med mulighed for nødvendig hjælp.Tæt på bor den ældste datter, som i 2002 emigrerede fra England.
En sneklædt Asperup Lindegaard, måske en decemberdag i 1920erne.
Foto: Asperup-Roerslev lokalarkiv.
Jeg voksede op på en dansk gård i trediverne. Forberedelserne til julen begyndte så snart grå november blev fulgt af frost i december. Mor var som en general før et slag. Hun stod klar med en detailleret plan. Øverst på listen stod rengøring og polering. Sølv, messing, kobber, parketgulve, vinduer… alt skulle skinne og stråle, og vi hjalp til allesammen, undtagen, naturligvis, mandfolkene. Kvindernes frigørelse eksisterede ikke dengang.
En stor gård krævede mange medarbejdere, og mor havde både kokke- og stuepige. De blev imidlertid betragtet mere som medlemmer af familien end som tjenestefolk. Mor forventede ikke af andre, at de skulle udføre et arbejde, hun ikke selv kunne klare. Med Mor som leder gik vi villigt i gang med rengøringen. Det tog mange timers hårdt arbejde og knofedt. Jeg mindes en sølv- og krystal-opsats, dekoreret med mange snørkler, som Mor ikke betroede andre at pudse. Mit yndlingsjob var at pudse en kobberkeddel, som havde været i daglig brug i min Bedstemors tid, og som nu pynter op i min egen opholdsstue.
Bagning og slagtning
Når rengøringen var overstået, skiftede scenen til køkkenet til et veritabelt orgie af bagning og madlavning. Plade efter plade af sprøde ingefær- og brunkager, vanillekranse …smagt til med rigtige vanillefrø…, frugtbrød, kringle og en masse lagkagebunde, såvel som tærter, postejer og brød. Det var herligt at skynde sig hjem fra skole og blive mødt af dejlige dufte af hjemmebag, specielt hvis jeg kunne overtale kokkepigen til at give mig en klump dej. Jeg elskede at lave brunkagemænd. Jeg brugte mandelsplitter som øjne, næse og mund og rosiner som knapper ned foran. Men ligesom alle andre børn kunne jeg ikke modstå fristelsen til at spise lidt af den rå dej. Så jeg endte sjældent med mere end 2 færdige eksemplarer.
Som landmandsdatter måtte jeg akceptere den uundgåelige sandhed, at dyr, opdrættet som foder, måtte slagtes en skønne dag. Den dag, hvor 6 høns og to gæs mistede hovedet, og en gris måtte give sit liv for julen, fandt jeg en god undskyldning til at besøge mine bedsteforældre, som boede tæt ved gården. Men der må have været tider, hvor Mor insisterede på, at jeg blev hjemme for at give en hånd med, når der skulle stoppes hakkekød gennem en lang tud ind i tarme til metervis af pølser, eller … og det var endnu værre, når jeg fik besked på at røre i en spand blod til blodpølse. Intet gik til spilde, men det var altsammen noget fedtet svineri. Og dog må jeg tilstå, når det drejede sig om at spise flæskesteg med sprøde flæskesvær juleaften og stegt kylling eller gås, fyldt med æbler og svesker juledag, så nød jeg det lige så meget som de andre.
Foran havestuen på villa Bøngved i Asperup ses Helga og Carl Olsen med døtrene Anna Edith og Ellen Vibeke, henholdsvis til venstre og til højre. Anna Ediths to ældste børn, Ann Christina, f. 1948, og Karin Elisabeth, f. 1951, besøger bedsteforældrene i Danmark. Fra 1945 var Lindegaarden forpagtet ud, og ægteparret Olsen var bosat i den bagved liggende villa.
Foto fra 1952: Asperup-Roerslev Lokalarkiv.
Juletræ
Når det var tid til at hente juletræet, var jeg altid en meget villig volontør. Det var Fars job at vælge og fælde et træ af nøjagtigt den rette højde, så det passede i spisestuen, så stjernen øverst på det pyntede træ næsten rørte loftet. Hvis jorden var dækket af sne, kørte han og jeg i skoven på en slæde, trukket af en hest. Så snart vi var væk fra Baaring, var det eneste, der forstyrrede den stille, kolde luft lyden af hestens hove, når den begyndte at trave og fik klokkerne på seletøjet til at klinge sødt. Jeg lænede mig tæt ind mod Far og kunne føle hans ru, gamle tweedfrakke imod min kind, imens han pegede på spor efterladt i sneen af ræv eller hare. Til tider fik vi øje på en fasan og undrede os over dens smukke fjer, eller vi så en flok grå vildgæs i den typiske v-formation. Vore hoveder strejfede næsten de snedækkede grene, når vi kørte ind i skoven. Vi fulgte et smalt hjulspor, indtil Far fandt det rigtige træ. Han trak i tøjlerne, hesten standsede, og vi hoppede begge to ned og var glade for at bevæge vore stive, kolde ben. Mens Far huggede træet ned, gav jeg hesten nogle stykker sukker… og spiste et par stykker selv! Med træet bundet til slæden vendte vi hjemad i tusmørket og talte om den varme toddy og den dampende kakao, som ventede på os.
Sidste forberedelser
Efterhånden som dagene gik, blev mystiske pakker stablet op oven på garderobeskabet i mine forældres soveværelse. Skønt vi vidste, at vi ikke burde gå tæt på, så var fristelsen til at kigge for stor. Ligesom børn verden over ventede vi på et sikkert øjeblik til at kravle op på en stol og med dårlig samvittighed stikke i og føle på pakkerne og prøve på at gætte, hvad indholdet kunne være. Den 23. december, lillejuleaften, som vi kalder den i dag, blev træet sat op i spisestuen. Den aften pyntede mine forældre det, efter at vi var lagt i seng. En sølvstjerne i toppen, strimler af små, danske flag i spiral om hele træet, hvide papirsengle, der hang fra bomuldstråde, og hvide og røde stearinlys placeret på hver eneste gren. Til allersidst, som om det var omgivet af edderkoppespind, blev hele træet svøbt i englehår. Spisebordet blev forlænget, en hvid damaskdug blev lagt på, og det blev dækket med det fineste sølvtøj og krystal. Jeg vågnede den 24. fuld af spænding, for den store dag var endelig kommet. Morgenmad og frokost var juleaftensdag traditionelt lette måltider for ikke at ødelægge appetitten til julemiddagen.
Anna Edith og Peo C. Koller som nygifte i 1946.
Foto: i privat eje.
Højtid
Den første familiebegivenhed den dag var gudstjenesten kl. 16 i den sneklædte Asperup kirke. Inde i kirken stod to høje juletræer, ét på hver side af alteret. Det varme skær fra de flimrende lys gjorde de hvidkalkede vægge mindre barske, mens menigheden i stilhed lyttede til, at præsten læste julebudskabet. Efter en kort prædiken sang vi allesammen de gamle julesalmer. Når det var forbi, var jeg ivrig efter at komme hjem, men skik og brug forlangte, at man hilste på og ønskede glædelig jul til venner og naboer såvel som til præsten. Julemiddagen var altid den samme: klar suppe, derefter flæskesteg, rødkål, brunkartofler, sovs og æblegelé. Desserten var den mest spændende del af måltidet. Risalamande er runde ris, kogt i sødmælk, kølet og blandet med stødte mandler, sukker og masser af flødeskum, hvor én hel, smuttet mandel er tilsat og rørt rundt. Desserten blev serveret i en stor krystalskål. Den, som var heldig at få portionen med mandlen, modtog en pris, en lille marcipangris. Jeg ved ikke, hvordan Mor klarede det, men vinderen var næsten altid et af børnene. Når måltidet var forbi, blev der hurtigt taget af bordet og stuen ommøbleret. Min bror, min lillesøster og jeg ventede utålmodigt i opholdsstuen sammen med vore bedsteforældre, og vi skiftedes til at kikke gennem nøglehullet på Mor, der tændte stearinlysene på træet og på Far, der arrangerede gaverne underneden.
Fløjdørene blev åbnet. Det øjeblik, jeg havde ventet på, var kommet. Gamle og unge dannede en kreds om træet. Vi holdt hinanden i hånden og gik langsomt rundt, mens vi igen sang vore yndlingsjulesalmer. Så endelig kom vi til højdepunktet… uddeling af gaverne. Set med vore øjne i dag var de hverken store eller dyre. Mange, såsom strikkede halstørklæder, handsker og morgensko, var hjemmelavede. Men der var også bøger, spil, dukker og andet legetøj til børnene. Efterhånden som pakkerne blev delt ud, og utålmodige hænder rev papiret i stykker, var luften fuld af oh og ah og mange tak!
Når det var på tide at blæse lysene ud, var jeg lidt ked af det. 364 dage til næste juleaften. For en lille pige var det en evighed.
I lifted the latch of the wrought-iron gate
and stood for a moment in silence
before I walked down the long, gravelled path
and entered the church of my childhood.
For eight hundred years these solid, white walls
have guarded the souls of the village,
from innocent babes carried in for baptism
to old folk in coffins carried out to be buried.
As I looked at the pulpit, the altar, the font
and the crucified Christ on the cross,
my memories gathered momentum, and then
it was Christmas. There were candles and carols.
The organ burst forth, as the vicar walked in
and I gazed at the sight there before me:
He was wearing a frock, just like my gran’s
with a pie-frill of white for a collar.
He walked to the pulpit and opened the bible,
and started to read from the scriptures,
“And Jesus was born and laid in a manger,
today is his birthday, give thanks and rejoice”.
Now that the years have taken their toll,
and I know that my days are counted,
I wish to rest where my ancestors lie
in sight of the church of my childhood.
Anna Edith og Lewis Eady o. 1995.
Foto: i privat eje.
Anna Edith Koller Eady