SB 1986 nr. 1
Ved Grethe Marcussen
Maren og Jørgen fotograferet I anledning af deres
sølvbryllup i 1924.
Den fremmede, der en efterårsdag går tur i Båring skov og fra Skyttevej skråer over Ørredbækken tæt ved stranden, vil sikkert undre sig over, hvad det er, de gule og brune blade så småt er ved at dække på det plane område med de terrasseformede siddepladser omkring. For den, der har oplevet stedet i brug som ung eller yngre, kan bladene ikke sløre minder om uforglemmelige sommerdage. Uvilkårligt standser man op og drejer blikket mod øst, men kun terrænets former svarer til, hvad man ser for sit indre blik. Alt det gulmalede træværk er borte, med samt det folkeliv, der levedes der.
Der flyttes til skovs
Jørgen Jørgensen og hans kone Maren var op mod århundredskiftet bestyrerpar på »Elmelund« i Kustrup, hvor deres første søn Niels blev født 1901. Året efter købte de skovfogedboligen på Skyttevej 4. Ejendommen, der havde et jordtilliggende på et par tønder land, drev Jørgen nu med havesager og sejlede sin høst af forskellig bærfrugt til Fredericia, hvor den solgtes på torvet. Var der tid om vinteren, drev han lidt fiskeri, samtidig med, at han passede arbejdet som skovfoged.
Jørgen med »Tulle« på gårdspladsen
ved skovfogedboligen.
Badehuse
En dag blev en skovparcel på ca. en tønde land beliggende ned til stranden med tilhørende strandret til salg. Den tilhørte Christian Markussen, Blanke, og med ham fik Jørgen handlet. Om sommeren fik Jørgen de følgende år mange gæster, som ønskede at bade fra denne grund. Han fik derfor den idé at bygge to badebroer, en for damer og en for herrer. For enden af broerne byggede han et badehus, således at de damer og herrer i en tid, hvor badedragter var en sjældenhed, kunne tage en dukkert på anstændigste vis med 100 m’s mellemrum og mod betaling. Det skete i 1909, og forretningen gik godt til omkring 1925, da ingen længere ville betale for benyttelse af badehusene.
Kaffehus og dans
Gæsterne udtrykte ofte ønsket om at kunne købe en kop kaffe eller en sodavand, og Jørgen søgte en afholdsbevilling til dette formål. Den fik han ved Niels Hansens mellemkomst og byggede sig et lille hus med stue og køkken. Antallet af gæster steg år for år, og han lavede derfor i tilslutning til kaffehuset en åben danseestrade med musiktribune og rækværk omkring. Nu kunne han tilbyde fester. Dem var der aftræk på, men da regnvejr for ofte generede dansen, besluttede han 1926 at lave en overdækket dansesal. Christian, Jørgens anden søn, der blev født 1912, kan huske, at hans konfirmationsfest blev holdt her om efteråret, som salen var taget i brug om sommeren. Musikken leveredes i disse år af musiker Rasmussen, Margårdvej. Hans orkestermedlemmer talte bl.a. Markus Nielsen, Vejrup, men Jørgens sønner havde for længst lært sig gehørspil på harmonika.
Det første kaffehus skimtes t. v. for flagstangen.
I forgrunden herrernes badebro.
Gymnastikpladsen
De åbenlyse kvaliteter, som området vest for bækken ejede og stadig ejer, havde en politiassistent fra Odense fået øje på. Denne skovparcel, som tilhørte Niels Munk, Roerslev Møllegård, blev købt med det formål her at opføre et feriehus til politistyrken i Odense. Men manden, der havde pengene, døde, og planerne gik i vasken. OAG’s 4. hovedkreds havde i 1927 henlagt gymnastikstævnet til dette område den 10. juli. Det blev succes. 1000 tilskuere betalte 1 kr. i entré. De der ville snyde sig ind fik lov at betale 2 kr. Overskuddet blev på 600 kr. og 4. hovedkreds købte nu skoven af politikredsen i 1928 for 2200 kr. med en udbetaling på 500 kr., samt afdrag på 100 kr. om året. Planeringsarbejdet påbegyndtes, og samme år blev pladsen indviet, hvilket stenen derude bevidner. Jørgen indgik den aftale med foreningen, at han ville forrente skoven de første 10 år, mod at 4. hovedkreds forpligtede sig til én årlig fest. Det gik strygende. 2-3000 mennesker blev et ikke ualmindeligt syn i de følgende år, hvor indretningen af pladsen fortsættes med frivillig arbejdskraft fra de tilsluttede medlemsforeninger. Frederik Larsen husker endnu, hvordan han sled med siddepladserne sammen med Robert Olsen og Alfred Andersen fra Båring Gymnastikforening. Det rødmalede træhus til omklædning, samt håndboldbanen blev også færdige.
Birgit Bentholms pigehold 1956.
Jørgens indkøb forud for festerne slog slet ikke til. Købmand Rasmussens bror, Knud, som var ivrig gymnast, lå i fast pendulfart mellem skoven og butikken efter kaffebønner. Når eftermiddagens opvisninger var forbi, blev madkurven hentet frem, og så var der dans i salen. Hvert år glædede gymnasterne et stort publikum, 1943 gled dog ud, viser protokollen. 1956 var der ikke mindre end 13 hold på gulvet. Birgit Bentholm havde 104 unge piger under sin kommando, og Valdemar Rasmussen ledede karleholdet. I 1966 blev den sidste gymnastikfest afholdt i skoven. Parkeringsforholdene var p.gr. af de mange biler blevet uoverskuelige, de sanitære forhold tilfredsstillede ikke længere gymnasterne, og desuden stod Vestfynshallen i Nr. Aaby nu klar til at huse det årlige stævne. Skuret blev brækket ned, men 4. hovedkreds har ikke tænkt på at sælge området, for man kan jo aldrig vide, hvad som kan hænde.
Veranda og fester
Men vi må tilbage til 20erne. I de samme år, som OAG’s interesse for stedet blev vakt, holdt Båring Vig Fiskerforening kapsejlads i vigen. Bestyrelsen herfor forhandlede med Jørgen og ønskede, at der kunne blive lidt mere plads til indendørs kaffedrikning og spisning, for så ville også de henlægge deres fester hertil. Jørgen slog til og byggede verandaen. Båring-skov-festerne havde fået godt ry, og Jørgen holdt selv 3 faste årlige fester. 12. maj lagde han ud med nattergalefesten. 23. juni fulgte midsommerfesten, som trak 2-3000 mennesker til fra hele herredet. Til fods, på cykel og med hestevogn strømmede folk til for at se Jørgens bål blive tændt, for at synge de til lejligheden passende fædrelandssange og for at danse til langt ud på natten, når det hele afsluttedes med festfyrværkeri. Så gjaldt det om at finde cyklen i en af de mange cykelstalde i den mørke skov, eller om at få hesten spændt for vognen. Jørgen havde indrettet sig med båse af rafter og krybber til krikkerne, som blev passet af Hans Ploug, der ved sådanne lejligheder tjente sig en god skilling. Han havde været karl hos Jørgen på »Elmelund« og var fulgt med familien, da de flyttede i skoven. Den tredje af Jørgens fester var høstfesten, som lå sidst i august.
Niels og Christian med nye harmonikaer
omkring 1934.
Skytter, skoler og stille sommerdage
Inden sæsonslutningen havde sommeren haft adskillige andre markante højdepunkter. Skytteforeningen, som Jørgen selv var ivrigt medlem af, havde fast 2 fester hernede. Når pokaloverrækkelsen havde afsluttet dagens præmieskydning omme på skydebanen, gik turen ned til salen, hvor skyttekonerne havde pyntet festligt op til spisning og dans. Skolerne fra sognet holdt hvert år sidste skoledag i skoven med leg på håndboldbanen, med madkurv og forældre. Mange omegnsskoler foretog ligeså udflugter hertil. Niels havde en lystbåd med motor og plads til 16, hvormed han fornøjede børnene med ture á 25 øre på vigen. Om man ønskede det, kunne Niels og Christian som afslutning spille op til dans.
Midt i beretningen om de mange foreningsarrangementer må det fremhæves, hvor fredfyldt en almindelig sommersøndag kunne opleves i skoven og ved stranden. Overraskede et tordenvejr badegæsterne, var ulykken overskuelig. Man kunne jo bare gå op i dansesalen og bede Niels og Christian spille op til bal, indtil vejret artede sig igen. Sådan! Ingen lang diskussion om den sag.
Kvinden bag det hele
Hvem stod bag og klarede køkkenet? Det gjorde Maren, Jørgens kone. I starten hentede hun vand i bækken, kogte det i gruekedlen og fabrikerede kande efter kande med kaffe og med hjemmelavet kringle til. Ved de store fester fik hun assistance af Lise Rasmussen, der var værtinde i forsamlingshuset, og blandt mange andre har Rasmus Havndrup og Marie Larsen serveret. Ikke blot i verandaen, men helt ned på stranden blev kaffen bragt. Midt i racet kunne ingen nå at hente den brugte service ind, så Niels og Jørgen har tit ryddet op til kl. 5 om morgenen.
I 1938 slap Marens kræfter op. Christian giftede sig og overtog restauranten. Af frednings-myndighederne fik han lov at lave beboelse i tilslutning hertil. Niels havde for længst overtaget Skyttevej 4, mod at forældrene fik lov at bo der.
På nye hænder
Indtil krigen kom, var det gode år, men varemangelen slog forretningen i stykker for Christian. Købelysten var stor, men man kunne jo ikke bare servere et glas vand, som han siger. I 1950 solgte han afholdshotellet til Ingeborg Skotte og købte selv Skyttevej 6, for han kan som sin bror ikke bo andre steder end i skoven. En ny ejer trækker altid folk til. Snart dukkede TV op, og Ejby Radio anbragte et sådant i verandaen. Gæster strømmede atter til. Fru Skotte drev restauranten til sin død i 1976. Sønnen Peter havde ikke lyst til at fortsætte. Han søgte i stedet om lov til at udvide beboelsen, fik lov sidst i 70erne. Alle træbygninger skulle rives ned og blev det. Det begyndte småt, blev stort og endte brat.
Åh, disse minder…
De utallige erindringer, som ivrigt er blevet mig fortalt, som den om den lange, ranke Jørgen, der ikke kunne være i det med isbjørne bemalede ishus og derfor måtte stikke hovedet langt uden for lugen, er her desværre ikke plads til, men én bestemt skal med. Niels’ smukkeste erindring gælder et pigeholds indmarch først i juli 1945. Da de var på plads, dannede de knælende et rødt og hvidt dannebrog. Resten må vi minde hinanden om, når vi ses. Men tak for al mulig hjælp, specielt til Niels og Christian, hvis milde blikke vidner om et godt liv i skoven.
Grethe Marcussen
PS: Vedr. Badehotellet henvises til SB 1986 nr. 3 “Hotellet i det grønne” eller https://www.ar-arkiv.dk/index.php/diverse-artikler/228-hotellet-i-det-gronne