SB 1983 nr. 2
Af Kresten Drejergaard
For nogle år siden havde vi i påskeugen i Asperup kirke hængende to krucifikser, som var lavet af billedkunstneren Steffan Herrik. Det var kors, som var tømret sammen af drivgods fra stranden, og selve Kristus-figuren var sammensat af forskellige stumper, som var fundet på lossepladsen. Det var alt sammen stumper, som var blevet kasseret af mennesker. Og netop derfor var der en særlig symbolik i disse materialer, som tilsammen udgjorde billedet af den af verden forkastede Kristus. Andre krucifikser For nylig besøgte jeg Steffan Herrik for at se på nogle andre krucifikser, hvoraf nogle ikke har noget som helst med Kristus at gøre. Men det er stadigvæk krucifikser – altså kors, hvorpå der er ophængt forskellige ting. Steffan Henrik har været meget optaget af krucifikset som symbol. I hans samling er der blandt andet et kors, på hvilket der er ophængt knoglen og skeletdele af en måge. Denne figur har han kaldt »Den korsfæstede natur«, idet han dermed har villet give udtryk for sin forargelse over den måde, hvorpå vi i vort samfund behandler naturen. Vi korsfæster den og lader den dø, fordi den ikke passer ind i vore egne selvopfundne økonomiske og politiske formål. Figuren er selvfølgelig en provokation, som har til hensigt at gøre tilskueren opmærksom på de forhold, som har fremkaldt kunstnerens harme. Og der er andre krucifikser, som har en Iignende hensigt. For eksempel er der et sort kors, som bærer på et hvidmalet lig af en husmår. Det hedder »Syntetisk død«. Det ser væmmeligt ud! Men meningen er nok den at få fortalt, at døden er blevet gjort hjemløs hos os. I hvert fald fik det mig til at tænke på nogle Iinjer, jeg har læst hos Anna Sophie Seidelin: »Det synes så besynderligt, at når man ikke vil have døden ind i huset, så kan man heller ikke have livet, for så gider man før eller siden ikke. Eller man tør ikke. Man kalder denne tilstand for angst, og der skrives bøger om den«. Det er ikke utænkeligt, at folk, som har set Steffan Herriks figurer, er blevet grebet af væmmelse og dernæst af en voldsom forargelse over, at han har kunnet finde på at lave sådan noget. Men lige så vel som man kan forstå tilskuerens væmmelse og forargelse, bør man også kunne forstå kunstnerens harme, som har fået ham til at lave sin figur.
»Den korsfæstede natur« Se, mennesket! I Asperup kirke er der et Kristuskrucifiks, som i begyndelsen af 1500-tallet er lavet af billedskæreren Claus Berg. Det er lavet under inspiration fra Johannesevangeliet. I dette evangelium hører vi, at den romerske statholder Pilatus gjorde flere forsøg på at få Jesus frikendt og løsladt. På et vist tidspunkt fører Pilatus den tornekronede, pinte og forhånede Jesus frem for den ophidsede folkeskare, idet han siger: »Se, mennesket! « Hvad Pilatus mere eller mindre ufrivilligt og uvidende kommer til at sige, er at det den ophidsede folkeskare forlanger, er at få mennesket – korsfæstet. Ikke et eller andet tilfældigt menneske, men mennesket – dvs. den eneste, der med rette kan bære betegnelsen »menneske«. Se, mennesket! Se her står det foran den store skrigende hob af umennesker! På hebraisk hedder ordet menneske »Adam«. Det er altså Adam, der står her. Mennesket sådan som Gud ville det. Det menneske hos hvem der ikke er skyld, fordi han levede af hvert ord, der udgår af Guds mund. Det eneste menneske, som, siden syndefaldets dage har formået at leve i en ubrudt tro og tillid til den himmelske Gud og Skaber. Derfor blev han også af andre kaldt »Guds Søn«, fordi han i forhold til den himmelske Far levede en søns liv, et barneliv. Men den ophidsede folkeskare så anderledes på det og svarede Pilatus: »Vi har en lov, og efter den lov er han skyldig til døden, fordi han har gjort sig selv til Guds Søn! « – Så bøjede Pilatus sig for loven og den almindelige mening.
Claus Bergs krucifiks i Asperup kirke.
Kingos harme Hvis det er muligt at blive harmfuld og forarget over en figur, der forestiller en korsfæstet måge, og som af kunstneren kaldes »Den korsfæstede natur«, hvor meget mere rystende er det så ikke at høre om, at man korsfæstede et menneske – ja, selve mennesket – og endda i denne dom havde loven på sin side? Selv hedningen, Pilatus, blev så rystet, at han kom til at udbryde: »Se, mennesket!« Og hvis der ellers er menneskehjerte i os, må også vi blive rystede, når vi hører vor Herres lidelseshistorie på langfredag. I Thomas Kingos salmedigtning over lidelseshistorien kommer den til udtryk. Harmdirrende og fuld af forfærdelse over al den uretfærdighed, der overgår Jesus, beskriver Kingo hans lidelse og død:
Rettens spir det alt er brækket,
kærlighed er blevet kold,
al retfærdighed er svækket,
uskyld lider last og vold,
skriver Kingo i nr. 163 i salmebogen, 2002-udgaven nr. 187. Og mens han fuld af harme beskriver Jesu lidelse, sIår der pludselig en tanke ned i ham, så han tvinges til at rette anklagen mod sig selv:
mine synder dommen skrev
og dig hen til døden rev,
og når på din dom jeg grunder,
ser jeg og mit segl derunder.
Det hænder undertiden, at jeg tænker lidt over det, når jeg ser på Claus Bergs krucifiks i Asperup kirke.
Kresten Drejergaard