SB 1989 nr. 2
Af Kresten Drejergaard
I mit klædeskab hænger der en 12-14 år gammel vest lavet af forskellige farverige skindlapper. Jeg går ikke så meget med den mere. Alligevel hæger jeg om den med den samme omhu som kirkens messehagel. Vesten er syet af Susanne Botfeldt, som ikke kan lide at blive kaldt kunstner, selv om hun har syet utallige billeder, som hænger på skoler og institutioner forskellige steder i landet. Så noget må der vel være om det alligevel. Jeg har talt med hende for at finde ud af, hvad det er.
Det begyndte med, at jeg græd og græd og græd hele vejen nede fra børnehaven, hvor Arne og jeg dengang boede, og op til Spar-købmanden og tilbage igen. Det var, fordi jeg ikke havde det godt. Så bestemte jeg mig for, at jeg ville lære noget. Jeg havde netop for anden gang fået brochurer fra Den sociale Højskole, men jeg valgte i stedet Tilskærerskolen i København. Da jeg kom tilbage, fik jeg nogle timer på Båring Højskole, hvor jeg har lært meget af at undervise.
Festlige og provokerende flag
Derefter tog det ene det andet, og jeg begyndte at lave andre ting – kludetæpper især. Det første billede, jeg lavede, var en sommer, hvor jeg var fuldstændig flad og ikke havde en krone. Så tog jeg alle mine klude op i stuen og satte mig med symaskinen sådan, at jeg kunne kikke ud ad vinduet. Og så syede jeg det. Senere solgte jeg mit vindue til Ringgården, hvor det stadig hænger.
Det, som man måske kan sige, har med kunst at gøre begyndte på en amatørudstilling i Nørre Aaby, som Steffan Herrik fik mig med på. Jeg havde lavet nogle tæpper, som jeg hængte op. Og da jeg så dem i sammenhæng med det, andre havde lavet, kunne jeg godt se, at det nok var lidt mere, end jeg havde troet. Bagefter satte jeg mig til at finde ud af, hvad det egentlig var, jeg havde lavet, når jeg satte klude sammen.
På et tidspunkt lavede jeg også flag sammen med Steffan Herrik. Ideen var – som alle Steffans ideer – at provokere. Vi lavede mange forskellige festlige flag, og nogle af dem sendte vi over til sommerudstillingen i Tistrup ved Varde, hvor vi fik rejst fem flagstænger, som kostede os det hvide ud af øjnene.
Ellers er jeg ikke meget med i sammenslutninger af kunstnere. Jeg har ganske vist udstillet sammen med andre i Odense nogle gange. Men jeg bryder mig ikke om det. Folk har rundsave på albuerne i en grad, så jeg slet ikke kan være med. Kunstnerverdenen er en hård verden. De er ved at æde hinanden, og det er ikke noget, jeg behøver at indlemme i min tilværelse. Jeg synes, livet er vanskeligt nok i forvejen.
Leverandør til det danske folk
Så vil jeg hellere køre ud på skolerne og være dér i en uges tid. Dér sidder jeg så og arbejder enten selv eller sammen med børnene. Når ugen er gået, er der overrækkelse, og skolen får sit tæppe, og jeg får min konvolut, og børnene får sodavand og wienerbrød. Det er meget festligt! På den måde har jeg fået en del billeder og tæpper op på væggen. I begyndelsen var det på skoler her på Vestfyn, senere har jeg også været i Sønderjylland og på Lolland og flere andre steder. I Brande har jeg f.eks. sammen med børnene syet billeder til en 30 meter lang gang.
Fra Brenderup skole kom der for et par år siden nogle piger med en blå Adidas-rygsæk fyldt med én-kroner og 25-ører, i alt vist nok 375 kr. De ville købe et tæppe til deres skoles 25-årsjubilum. Det fik de så for de penge, de havde med. Det kunne jeg godt lide. Jeg har det ligesom Faxe Bryggeri, jeg vil gerne være leverandør til det danske folk. Det andet, de store bestillings-opgaver, er da dejlige, de giver brød i skabet. Men når folk vil købe et af mine tæpper eller billeder, fordi de siger: »Det der! Det vil jeg gerne have!« så må det være, fordi jeg med det, jeg laver, har ramt et eller andet inden i dem. Og noget større privilegium kan man ikke forestille sig.
Dramaet ud af kunsten
Ideen med at sidde og lave tingene ude på skolerne er at gøre kunsten dagligdags, hvis man altså skal kalde det kunst. Det er at pille dramaet ud af det ved at vise dem, hvor lidt der skal til. Jeg vil godt tage luften ud af al den oppustede kunstneriskhed, hvor anmeldere blot går og anmelder for hinanden. Når jeg sidder ude på en skole eller på en udstilling og syr, bestyrker jeg selvfølgelig folk i troen på, at alle og enhver kan være med her. Syning er jo et kvindeligt erhverv og derfor lidt nedgjort. Men netop derfor er det sjovt at sidde med sit arbejde i fuld offentlighed, så folk kan se, hvad det er.
Og hvad er det så? – Ja, måske er der nogle, der vil sige om mine billeder, at de er ligegyldige. Og jeg ved godt hvorfor. Det, som jeg laver, det er æstetik. Det er ikke propagandakunst. Det er ikke omvæltende, og det er ikke oprørende. Jeg laver stort set kun billeder for mig selv og ikke for andre. Jeg er ikke ude på at reformere nogen eller omvende nogen. Hvis folk vil købe det, jeg laver, så bliver jeg glad – hvis ikke, nå ja, så har jeg lavet det til glæde for mig selv.
I grunden har jeg et noget depressivt livssyn, hvilket muligvis præger nogle af de ting, jeg laver. Jeg har en fornemmelse af, at billedkunstnere i deres billeder afspejler deres sind på et mere permanent plan, om man så må sige. Mine billeder afspejler det humør, jeg er i, når jeg laver dem, og så bliver farverne derefter. Engang var der en, der spurgte mig, hvorfor jeg altid blander sort i mine farver. Det havde jeg ikke tænkt over. Men jeg er nok manio-depressiv på et eller andet kontrollerbart niveau, hvor jeg kan passe det, jeg skal. Egentlig har jeg ikke lyst til at snage så meget i den uudgrundelighed, som får mig til at sy billeder. Der er noget blufærdighed i det. Det med at analysere både sig selv og alt muligt andet frem og tilbage, det dur jeg altså ikke til. Jeg syr, fordi jeg ikke kan lade være. Så enkelt er det! Og når det er sådan, så forlanger jeg heller ikke, at andre skal forholde sig til, hvad jeg laver. Det, som jeg laver, er en personlig sag mellem mig og min symaskine.
Janteloven og kvindebevægelsen
I begyndelsen – når jeg hængte billeder op til offentlig beskuelse – havde jeg det frygtelig dårligt med det, fordi jeg hele tiden ventede, at nogen ville sige: »Jamen, hun har jo ingen tøj på! Det er hult! Der er ikke noget i det!« – Men det har jeg det fint med nu, for jeg kan se, at det, jeg laver, er blevet bedre og bedre, og at jeg mere og mere er i stand til at udtrykke det, jeg gerne vil have frem, når jeg laver det. Så helt blind tilfældighed er det altså heller ikke.
Hvis jeg skal give en karakteristik af mig selv, så vil jeg sige, at jeg er meget dårlig til at bedømme min egen rækkevidde. Den generation jeg tilhører – jer er født i 1938 – vi er opdraget til, at »selvværd« er et uartigt ord. Selv er jeg i alle fald opdraget i en solid og tung protestantisme fyldt med syndsbevidsthed og arbejdsomhed og sådan noget. Jantelovens »du skal endelig ikke tro, du er noget« har vi gjort meget ud af i min familie. Det første, jeg har sagt til mine børn, når de kom ud, er derfor også: »Nej, hvor er du smuk, klog, velbegavet og dejlig!«
Det er nok særlig kvinder, der er blevet tynget af sådan en arv, som jeg fik med mig hjemmefra. Af samme grund har kvindebevægelsen betydet så meget for mig, at det næsten ikke er til at sige det. Kvindebevægelsen betragter jeg ikke som et oprør, men derimod som en nødvendighed. Den var noget naturligt, som viste, at de ting, som man hele tiden følelsesmæssigt har haft på fornemmelsen, er rigtige nok. For mig betød kvindebevægelsen, at den erfaringsverden, som kvinder lever i, fordi de er kvinder, og fordi de har børn, som de er bange for, at der skal ske noget med – hele den erfaringsverden, som mænd ikke kender noget til, den er god nok, den er ægte.
I mine billeder er det også noget af denne kvindelige erfaringsverden, der kommer til udtryk. Når jeg laver billeder, som andre også skal se på, så ligger der i det en blottelse, fordi man med sig selv véd, at man skal kunne begrunde det, man laver. Men begrundelsen, det er på en eller anden måde altid mit almindelige daglige liv, hvor jeg f.eks. er optaget af min undervisning, eller af hvordan det går mine børn.
Overskuelig enkelthed
Som sagt hænger nogle af mine ting på Ringgården, blandt andet det allerførste vindue, som jeg har syet. Det billede er meget enkelt og ligetil. Men jeg tror, at denne enkelhed måske appellerer netop til de mennesker, som har været og stadig er ude i tovene, fordi det i den situation er rart at se på noget, som er overskueligt. Sådan har jeg det selv. Der er ingen, der skal beskylde mig for at opfinde problemer, for jeg ved, at de er der i forvejen. Derfor har jeg i mine billeder arbejdet meget med det enkle. Jeg har eksperimenteret med at finde ud af, hvor få lapper og hvor få farver, der skal til, for at man stadig væk kan se, at der er et landskab i billedet.
Jeg har lige syet noget til Brande rådhus. Det blev et landskab. Det må åbenbart være det, jeg er bedst til. Det er det, der fascinerer mig mest, altså disse lange bakker og dale og landet og vandet omme bagved.
Ovenstående er en sammenskrivning af en båndoptaget samtale en dag i februar 1989.
Kresten Drejergaard.