Ved Kresten Drejergaard
Illustrationer: Rs. Christiansen. Landbohistoriske billeder. Tune Landbrugsskole.
For en del år siden fandt jeg i præsteembedets arkiv en protokol med forskellige historiske optegnelser, deriblandt en afskrift af en bylov fra Kærby. I første omgang troede jeg, at den var ment som en spøg, fordi den taler meget om gilder, øl og brændevin. Senere opdagede jeg, at den er ment ganske alvorligt og troede derfor, at den måtte være et enestående dokument fra en svunden tid. Men enestående er den ikke. Fra middelalderen har formodentlig hver eneste købstad og landsby haft sine egne vedtægter og lovgivning til regulering af det daglige fællesliv. Alene på Fyn kender man 41 bylove. De kaldes sædvanligvis »Vider og vedtægter« (vide = bøde). Når man kender forholdsvis mange af dem i dag, skyldes det, at de – bortset fra deres vedtagelse i landsbyen – også er blevet tinglyst hos herredsfogeden og derfor indført i hans protokol.
Bylovens historie
Tirsdag den 21. juni 1580 blev Kærby bylov læst for Vends Herreds ting »af den beskedne mand Anders Jensen i Kærby på hans egne og hans naboers samt på Kærbyholms og Kørups mænds vegne.« På herredstinget den 14. april 1629 blev loven stadfæstet med en tilføjelse på 4 paragraffer til de oprindelige 28. Denne lov kaldes i det følgende »Kærby I«.
Anden påskedag i 1704 var Kærby lavs mænd igen forsamlede for at vedtage en ny vedtægt om hegn og fred, som også omfatter Kærbyholm og Kørup på grund af de fælles interesser vedrørende enge og marker. Af samme grund får Kærbyholm i vedtægtens § 13 lov til at sende én repræsentant til det ugentlige bystævne om søndagen. Denne vedtægt – i det følgende kaldet »Kærby II« – rummer 30 paragraffer. I 1813 fik vedtægten en tilføjelse på yderligere 5 paragraffer, der drejer sig om begravelsesskikke.
Landsbylovene er interessante, fordi de giver os et vist indblik i almuebefolkningens liv og levned. Det ved man ellers ikke særlig meget om, hvilket skyldes, at de, der har skrevet historien, meget mere har interesseret sig for konger, adel, herremænd og kirkefolk, hvorimod de små landsbysamfund, som for størstedelens vedkommende bestod af stavnsbundne bønder, ikke har påkaldt sig nævneværdig interesse.
Fæstegårdene
Hvis vi skal forestille os Kærby på den tid, da byloven gjorde ret og skel mellem dens beboere, må vi tænke os en landsby af omtrent samme størrelse som nu. I matrikuleringen i 1688 er den opmålt til 40 tønder hartkorn, og selve byen nævnes med 10 gårde og 6 huse. At dømme ud fra andre efterretninger synes disse tal i øvrigt at have været ret stabile i tiden mellem 1580 og 1813. Faktisk må vi forestille os en landsby, hvor der i flere århundreder ikke skete særlig store forandringer. De tætliggende gårde har været stråtækte, skrutryggede bygninger i lerklinet bindingsværk, og husene har blot været primitive rønner.
Kontakten med omverdenen har ikke været stor. Mange er næppe nogen sinde kommet uden for sognegrænsen. Hvad man har fået af nyheder fra den store verden, er mest kommet til landsbyen med de mange omstrejfende betlere og bissekræmmere.
Fæstegårdene har med forskellige omskiftelser tilhørt herskaberne på Harritslevgård og Gyldensten ved Bogense. Desuden har også præsten Anders Hvid i Brenderup i begyndelsen af 1700-tallet handlet med gårde i Kærby. Fæstebønderne har for deres gårde måttet svare afgifter – de så kaldte landgilder – til deres herskaber.
Oldermandsgildet
Landsbyens forskellige anliggender er blevet behandlet på det bystævne, som ifølge Kærby II § 13 fandt sted hver søndag formiddag. Bymændene havde pligt til at møde, og en enkelt fra Kærbyholm havde lov til det. Udeblivelse straffes med en bøde. Det er oldermanden, som har ført det store ord og sørget for, at beslutningerne blev ført ud i livet. Det har næppe været nogen ønskepost at blive valgt til oldermand, selv om det kun var for ét år ad gangen. »Kærby I« bestemmer i § 21, at der skal betales højeste bøde for ikke at modtage valg. I »Kærby II« § 1 er vilkårene endda strammet: Den mand, som det tilfalder at være oldermand, og som undslår sig, skal derfor give 10 mark og være oldermand, indtil han har betalt pengene.
Når man havde valgt oldermand, blev der holdt oldermandsgilde. Det kunne gå livligt til, hvorfor der også er visse bestemmelser til at lægge bånd på gemytterne. I I § 17 hedder det: Ingen må bære kniv eller kæp i gildestue undtagen stolsbroderen. Overtrædelse straffes med højeste bøde. I det hele taget skal man opføre sig ordentligt og hverken forgribe sig på øltønden eller sin næste: Dersom nogen vover at tappe af tønden, efter at den er lyst i Helligåndens fred, eller spilder vort øl af dårskab eller sværger blodige eder eller taler til sin næste med ukvemsord, så skal han bøde 1 mark (I § 9). Hvis det går værre, kommer det til at koste en tønde øl, f.eks. hvis man bliver ophavsmand til et slagsmål eller gør sig skyldig i anden voldelig fremfærd (I § 26) . Man har heller ikke dengang kunnet undgå, at naboer bar nag til hinanden, og med udsigt til, at det gode øl ville gøre sin virkning på gemytterne, har det været nødvendigt at lyse både gildeshus og gildesvej i fred. På den anden side har man nok heller ikke taget det så tungt, hvis et par af bymændene alligevel er røget i totterne på hinanden, så man har haft noget at snakke om i dagene efter gildet.
Tilgang og afgang
Også ved andre lejligheder kunne der holdes fester. Når der f.eks. kom nye folk til byen, var det oldermandens pligt at sørge for, at de fik oplæst byens vedtægter, så de vidste, hvad de skulle rette sig efter. Og så skal de nytilkomne i øvrigt give øl – to tønder øl, hvis de også giver mad, ellers må de af med tre tønder. Flere landsbylove fastsætter en lignende ydelse, når en gildesbroder ved fraflytning træder ud af bymændenes lav.
Når en afgår ved døden, er det naturligvis et anliggende, som angår alle, og man kan forpligtes til at give møde med sin karl, når liget skal bæres til sit hvilested. Kommer man for sent, koster det 2 mark. Tilføjelsen fra 1813 fastsætter yderligere nogle bestemmelser: I stedet for at ligene som hidtil er blevet båret, skal de nu køres hen. Ved en begravelse af dem, som har givet deres igang (dvs. tilflytterøl) i lavet af gårdmændene, giver enhver af dem to høns (§ 1). Hvis det er en begravelse af en husmand, er det oldermanden, som kører liget, og en karl fra hver gård følger med for at kaste jord på. Selv under sådanne omstændigheder måtte man åbenbart respektere standsforskellene, som næppe er blevet mindre, efter at bønderne omkring århundredskiftet var blevet selvejere.
I øvrigt fastslår tilføjelsen at en »igang« nu koster 48 kander øl og 4 kander brændevin plus fri musik og 2 karduser tobak.
Fællesanliggender
Bylovene er ikke inddelt i nogen orden efter emner. Det ser ud, som om man har skrevet de enkelte paragraffer ned i den rækkefølge, man er kommet i tanke om ting, der skulle tages hensyn til. Hvis man sorterer paragrafferne efter emne, viser det sig, at knap halvdelen vedrører selve gildet, dvs. oldermandens og stols-broderens embedspligter, festerne, bystævnet samt regler for afgørelse af stridigheder. En anden næsten lige så stor del drejer som om fællesanliggender, såsom markdriften, der i et stort omfang måtte tilrettelægges i fællesskab, vedligeholdelse af gærder og hegn samt lignende praktiske sager. Endelig handler en mindre del af byloven om pligt til bistand i forbindelse med genopbygning efter ildebrand, samt hjælp under sygdom og andre ulykker. At en brand var en alvorlig sag, der mere end noget andet krævede fælles indsats og hjælp, fremgår af »Kærby I« § 2, der følger lige efter bestemmelsen om tilflytternes øl-pligter: Derfor skal de vide, at hvis der forekommer – hvad Gud forbyde – en husbrand, da skal hver gildesbroder give en trave langhalm, en bindestolpe, en tværbinding og arbejde en dag på egen kost.
Hvad angår de praktiske fællesanliggender, træffes der i byloven en lang række bestemmelser angående marker, vange og hegn. På den tid indhegnede man kornmarkerne, mens kvæget gik frit på græsvangen, hvilket nok kunne friste en og anden sulten ko til at begå vold på indhegningen. Derfor var det vigtigt, at hegn og gærder blev holdt i orden. Forsømmelser på det område blev straffet med en klækkelig bøde. Hvis et kreatur alligevel brød igennem og anrettede skade på marken, måtte der desuden erlægges en passende erstatning.
Kærby enge har man vogtet nøje over, formodentlig fordi man var fælles om høet, hvilket må være forklaringen på »Kærby I« § 27: Ingen mand må gå ud og slå i Kærby enge, før alle naboerne er enige derom, ellers skal han bøde med en tønde øl. Og hvis nogen sætter kvæg på græs i Kærby enge om foråret, skal han bøde 2 skilling for hver dag (II § 4).
Derimod synes Kærby ikke at have haft særlige problemer med hensyn til husdyrholdet, som ofte spiller en rolle i andre landsbylove, blandt andet, fordi man holdt fælles tyr og orne. Bymændene havde normalt tyren på stald et år på skift, eller også var den på stald hos præsten eller oldermanden. To gange om året – nemlig anden juledag og fastelavns søndag synede man i fællesskab bytyren for at se, om den var ved magt. I modsat fald måtte den ansvarlige ifølge Østrup bylov bøde med en fjerding øl. Af Gamborg bylov fremgår det, at bytyren kun måtte udlånes til fremmede mod betaling og kun med oldermandens tilladelse. Til gengæld måtte byens mænd ikke »søge anden tyr, så længe oldermandens kan.«
I stort og småt har byloven reguleret og fastlagt de rammer, hvorunder landsbylivet skulle udfolde sig. I sig selv er loven et udtryk for, hvor vigtigt det er, at fællesskabet består og fungerer. Fællesskabet var selve tilværelsens grundprincip, idet man næppe kunne skelne mellem ens egne og naboens problemer. I bylovene indskærpes det adskillige gange, at ingen måtte sælge eller forære noget væk til nogen udenbys, før det var blevet tilbudt byens egne mænd. Man løftede i flok og løste problemerne inden for rammerne af det, man kunne kalde et nærdemokrati – ganske vist med den begrænsning, at husmænd, kvinder og tyende ikke havde del i det.
Respekten for byloven og fællesskabet fremgår ikke mindst af »Kærby I« § 28, som er den sidste paragraf i den oprindelige landsbylov: Den, der indkalder en gildesbroder til retsag på tinge, førend sagen har været forelagt gildeslavet, bøder med en tønde øl, undtagen hvis det er herskabssager.
Bondekulturen
Man kan undre sig noget over alt det med ølbøder. Men formodentlig har hverken Kærby eller andre smålandsbyer kendt ret meget til pengeøkonomi i 1580, da den ældste bylov blev tinglyst. Og desuden kunne øllet vel sætte kolorit på en træls og besværlig hverdag. I »Kærby II« fra 1704 fastsættes bøderne i penge, hvilket skyldes, at Christian den Fjerde – til trods for, at han selv ikke havde for vane at spytte i glasset – for at begrænse drikkeriet forordnede, at landsbylovenes bødetakster skulle omregnes i penge, som derefter skulle anvendes til fælles bedste.
Sammen med de mange andre landsbylove giver Kærby bylov os et indblik i et bondesamfund, som igennem flere århundreder ikke kan have forandret sig ret meget. I 1788 ophævedes stavnsbåndet, og de store landboreformer blev sat i værk med udskiftning af jordene, udflytning af gårdene, og bøndernes overgang til selveje . Og det er imponerende at tænke på, hvordan danske bønder i løbet af det følgende århundrede udviklede sig til en dygtig og selvbevidst bondestand, der ikke blot mangedoblede landbrugsproduktionen, men også i åndelig henseende formåede at skabe en blomstrende landsbykultur, så fynboen Mads Hansen i 1870 kunne skrive:
A folket lyv æ’ heller knap, som de’
plejer von,
de’ sky’er blomst i mannen simpel hytte;
å vil I bare vente inå et lille ko’n,
så bliver bo ‘i lå’ets bedste støtte.
Det er sært at tænke på, at efter nok et århundrede er bøndernes selveje med enorme gældsforpligtelser, store renter og høje omkostninger blevet en byrde, der vækker mindelser om 1700-tallets fæstebonde, som på grund af lave kornpriser og høje afgifter til herremanden måtte flygte fra sin gård.
Kresten Drejergaard