SB 1985 nr. 4
AF Kresten Drejergaard
I sagn og folkelige fortællinger optræder der ofte ringe, der er udstyret med en særlig mystisk magt, så de bibringer deres ejermænd og -kvinder stor lykke eller omvendt megen ulykke. Det kan være trylleringe eller pagtsringe. En ganske almindelig vielsesring er jo også en pagtsring, hvortil der knytter sig en vis hemmelighedsfuld mystik. Og det skal såmænd nok passe, at de har bragt både lykke og ulykke med sig.
Når man taler om mystiske ringe, så er det nu om dage slet ikke til at lade være med at tænke på J.R.R. Tolkiens gigantiske eventyr »Ringenes herre«, der handler om kampen mellem mørkets natsorte fyrste og den hvide troldmand. I dette eventyr er den onde magt knyttet til en ring, som på en djævelsk måde fordærver sin bærer både moralsk og fysisk.
For nylig er jeg blevet opmærksom på, at der også her på Vestfyn er et sagn om en ring, der har visse grumme egenskaber.
Den gamle borgholm i Fænøsund vest for det nuværende Hindsgavl
Ringen fra Hindsgavl Slot
I en artikel om »Sagn fra det gamle Hindsgavl Slot« fortæller Ellen Bille Brahe Selby en historie om en meget fornem dame, der engang opholdt sig som gæst på Hindsgavl. Hun var en højlærd kvinde, der havde studeret de hemmelige kunster under lange ophold i udlandet. Og da hun ankom til Hindsgavl, var hendes omfangsrige bagage fyldt med tykke bøger og folianter, som hun om natten læste i det tårnkammer, hun fik stillet til rådighed på slottet. Kun sjældent blev hun set af folk på egnen. Men om natten så man altid lyset skinne gennem de små, blyindfattede ruder i hendes tårnkammer.
En dag kom der en statelig rytter til slottet med bud til den mystiske gæst. Han tog ophold på slottet. Og fra da af så man ikke så ofte lyset fra tårnkammeret skinne ud i natten. Derimod gik det lystigt til i de store sale. Og folkene på slottet sagde, at den højlærde dames kolde hjerte åbenbart var smeltet ved den ædle ridders ankomst.
En dag hændte det, at han stod i riddersalen og så over mod Fænøs skove. Pludselig mærkede han, at den skønne dame stod tæt ved hans side. Mod sin vilje blev han draget af hendes skønhed, og før han vidste af det, stod han med hende i sine arme.
Den næste dag skænkede hun ham en guldring. Der var sære ting indgraveret på den, små ansigter med spidse hætter og kors. Han satte den på sin finger og gav hende sit troskabsløfte. Men han vidste ikke, at der var øvet trolddomskunster over ringen, så den ville bringe ham ulykke, om han nogensinde brød sit løfte.
Nu var der imidlertid det ved det, at han, før han kom til slottet, havde bundet sig til en anden kvinde, og han blev plaget af samvittighedsnag. Dette mærkede også den skønne dame på Hindsgavl, og hendes kærlighed vendte sig til had. Hun forbandede sin elsker og gav befaling til at indespærre ham. Da han førtes over vindebroen til fangehullet, rev han ringen af sin finger og kastede den i havet. Men selv om ringen dermed var borte, øvede den stadig sin trolddomsmagt over ridderen. Han sygnede hen og døde en ynkelig død i fangehullet.
Ringen vender tilbage
En eftermiddag i 1886 gik der en fisker på stranden ved Hindsgavl og gravede efter orm til madding. – Lærer Kaj Keldbjerg, Middelfart, fortæller, at det var fisker Poul Guldbrandts bedstefar, som gravede sandorm ved det gamle voldsted. Da han trak greben op af sandet, glimtede en guldring i sollyset. Han tog den op. Den var smykket med underlige forsiringer og sære tegn, der var små ansigter med spidse hætter og kors.
Fiskeren, som i sin barndom havde hørt sagnet om den skønne dame på Hindsgavl slot, bragte ringen op til herremanden, som gav den til sin datter. Hun tænkte jo ikke på, at den kunne være behæftet med trolddom. Men fra den dag, da hun begyndte at bære ringen, forandredes hendes ellers livsglade tilværelse. Hun blev ramt af sorg og modgang, og hendes sind blev uroligt og tungt. En dag blev hun så mindet om sagnet om trylleringen fra Hindsgavl, og i rædsel over ringens magt gav hun den fra sig.
I sin artikel, som står at læse i Nordens Kalender fra 1930, nævner Ellen Selby, at ringen findes endnu. Men ingen, der kender sagnet, tør røre den, endsige bære den og derved udsætte sig for den skønne kvindes forfærdende magt.
Lærer Keldbjerg i Middelfart, som har været mig behjælpelig med at finde frem til denne historie, fortæller, at ringen nu er borte. Ingen véd mere, hvor den findes. Det var jeg ellers lige ved at tro!
Marys ring
En dag besøgte jeg nemlig Mary Didriksen i Roerslev. Mary havde hørt en udsendelse i radioen om Hindsgavls historie. Hun var endnu optaget af det, hun havde hørt, og genfortalte det for mig, så godt det lod sig gøre efter hukommelsen. Ikke mindst sagnet om den ulyksalige ring interesserede Mary en hel del. Og det er der ikke noget at sige til. For da Mary havde berettet det, hun kunne huske af udsendelsen, sluttede hun til min store overraskelse med at sige: »Den ring har jeg!«
Ringen ses her forstørret til godt
dobbelt størrelse
Noget af ringens indskrift (Memento mori)
kan skimtes på billedet
Dødningehovedet i meget stor
forstørrelse
Så fremdrog Mary af sine gemmer en fin guldring med et par små forsiringer og et dødningehoved. Det var jo spændende! Ringen var tydeligvis af ældre dato, selv om den ikke var nævneværdig slidt. Der manglede et mesterstempel i den, hvilket ellers er sædvanligt i guldsmykker. Til gengæld var der inden i ringen en latinsk indskrift med følgende manende ordlyd: »Memento mori«. Det betyder »Husk på døden«. Og Mary, som ikke kendte beskrivelsen af den ring, som Poul Guldbrandts bedstefar havde fundet, mente derfor, at det kunne være trylleringen fra Hindsgavl.
Men hvordan var den nu kommet i Marys besiddelse? Jo, det var sket en efterårsdag, mens hun og hendes mand, Niels Didriksen, endnu boede i deres ejendom, Strandgyden 17, på Båring Mark. Sammen med datteren Rigmor var de en dag gået en tur i marken. Og da opdagede Niels Didriksen pludselig, at ringen lå der og glimtede i en plovfure. Så vidt Mary husker, må det have været i efteråret 1971.
Ringen tog de naturligvis med hjem og undrede sig over dens specielle udseende. Men det var først, da Mary hørte radioudsendelsen om Hindsgavl, at hun kom til at spekulere nøjere over ringens mulige oprindelse.
Luftfoto af Strandgyden 17, hvor Mary og Niels Didriksen boede, da de fandt
ringen i efteråret 1971. Fundet blev gjort, hvor der er sat kryds øverst til venstre i billedet
Den nærmere undersøgelse
Jeg blev naturligvis også nysgerrig og satte mig for at undersøge sagen nærmere. Først fik jeg fra lærer Keldbjerg tilsendt en kopi af den artikel, hvori Ellen Selby fortæller om Hindsgavl-ringen, men beskrivelsen af den passer ikke til Marys ring. Dernæst tog jeg nogle fotografier af ringen, som jeg sendte til museumsinspektør Fritze Lindahl på Nationalmuseet. Hun blev meget begejstret.
Hun havde netop,1985, til en historisk årbog skrevet en artikel om ”Roskildesmykker fra omkring år 1000 til 1500-årene”. Og blandt dem forekommer der en lignende ring, som er fundet i en have, »hvor fordum det så berømte St. Agnes Kloster i Roskilde lå«. Den blev indleveret til Nationalmuseet i 1832 og er i øvrigt det eneste eksemplar, museet har af slagsen. Men lignende ringe kendes blandt andet fra England, hvor de kom på mode på dronning Elisabeths tid (1558-1603), hvor det blev almindeligt, at folk til minde om sig selv testamenterede hinanden ”sørgeringe”, eller som de netop også kaldes ”memento mori”-ringe. Fritze Lindahl mener, at denne ring fra Roskilde stammer fra årene omkring 1600.
Og så kan vi jo gætte på, at Marys ring har en tilsvarende alder. Til alt held for Mary Didriksen er det altså ikke den skæbnesvangre ring fra Hindsgavl, hun er kommet i besiddelse af. Men det gør ikke ringen mindre mystisk. Og navnlig er det noget af et mysterium, hvordan den er havnet i en pløjemark på Båring Mark.
Kresten Drejergaard