SB 2003 nr. 2
Af Kresten Drejergaard
Første gang jeg for alvor kom i berøring med menighedsrådsarbejdet var 2. søndag efter helligtrekonger i 1974, da jeg skulle prøveprædike for menighedsrådene i Asperup og Roerslev sogne. Det var på en af de såkaldt »benzinløse« søndage på den tid, da vi alle sammen skulle opdrages til at spare på energien. Så menighedsrådene havde lejet Flemming Højlund og hans bus og var kørt til Gl. Rye kirke. Inger Merete og jeg var kommet dertil i egen bil, efter at landbetjenten havde lovet ikke at pågribe os.
Gudstjenesten forløb efter skik og brug i Gl. Rye kirke. Bagefter hilste jeg på menighedsrådsmedlemmerne i våbenhuset, hvor Asperups formand Carl Christian Lassen næppe nåde at få sagt goddag, før han energisk erklærede: »Det kan jeg godt sige dig, vi vil i hvert fald ikke synge trosbekendelsen i Asperup!« Jeg har forstået, at det er et princip, man stadig holder fast ved.
Samtalen med menighedsrådene forløb udmærket. Først fik vi noget at spise på Gl. Rye Hotel, og derefter kørte ví til vores hjem i Javngyde, hvor ví fík kaffe. Christian Maler og Gunnar Murer påpegede forskelligt byggesjusk i det hus, vi boede i, hvad vi ikke tog os af, da det var et hus, vi havde lejet. Derimod kaldte det pâ eftertanken, da Bodil Pedersen fra Blanke med blikket ud over Ravnsø rent ud erklærede, at hvis hun boede så smukt, ville hun ganske enkelt ikke flytte nogen steder. Efter således at have synet huset og de omgivelser, vi boede i, drog menighedsrådene igen af til det fynske.
Nogen tid efter fik vi at vide, at de havde indstillet mig som nummer ét til det ledige embede som præst for Asperup og Roerslev sogne. Det viste sig senere, at sagen var blevet afgjort af den omstændighed, at min medansøgers kone havde haft røde strømper på til prøvegudstjenesten, hvorimod Inger Meretes påklædning havde været mere afdæmpet.
Kaffe i hus og have under pensionistudflugten i juni 1974
Festlig indflytning i sognene
På baggrund af min korte, men meget intense oplevelse af menighedsrådene i Asperup og Roerslev havde jeg de bedste forventninger til det kommende samarbejde.
Det var festlige dage, da vi flyttede ind i sognene. Niels Kristian Lohmann havde på indflytningsdagen hejst flaget i præstegården, og trafikken ind og ud af præstegården var vedvarende livlig. Der var meget, der skulle ordnes med menighedsrådenes forskellige medlemmer. Håndværkerne var knap nok færdige, og desuden havde vi dengang altid hjemmebrygget øl.
Indsættelsesdagen var særligt festlig. Provst Fog-Nielsen og jeg kom for sent til Asperup kirke, fordi gudstjenesten i Roerslev var blevet lidt for lang. Da jeg omsider nåede frem til Asperup kirke, stod degnen Erik Nørregård i døren til våbenhuset og spurgte: »Er du den, der komme, eller skal vi vente en anden?« Efter de to indsættelsesgudstjenester var der middag med menighedsråd og kirkebetjening i Baaring Forsamlingshus, hvor vi holdt en masse taler. Jeg selv holdt ikke mindre end tre. Lassen holdt også et par stykker. Formand for Roerslev menighedsråd Anders Tholstrup var ogsá oppe at sige noget. Blandt andet erklærede han, at han egentlig hellere havde set, at det var min medansøger, der havde fået stillingen, men når det nu ikke kunne være anderledes, mente han, at vi nok skulle finde ud af det alligevel. – Det gjorde vi også!
Møblerne var knapt nok kommet på plads, da der skulle være pensionistudflugt. Det foregik på den måde, at menighedsråds-medlemmerne og jeg selv et par uger forinden gik rundt i de forskellige hjørner af sognene og inviterede alle fra 65 år og opefter. Det første år var der 210, som sagde ja tak til invitationen. De fik kaffe i vore stuer og i haven, derefter kørte vi en tur i busser og sluttede af med aftensmad på Nørre Aaby Hotel.
Nedrivning af præstegården
Da jeg blev sognepræst, kendte jeg intet som helst til arbejdet i et menighedsråd. Det var heller ikke nødvendigt, for den fælles opfattelse gik ud på, at jeg skulle passe det åndelige ved at holde gudstjenester, bryllupper og begravelser, og så skulle menighedsrådet nok tage sig af det praktiske.
Det gik det også godt med, indtil præstegårdens stald og lade i foråret 1977 skulle rives ned, fordi Martin og Ingers forpagtning var hørt op, og jorden var blevet lejet ud til anden side. Men hvad skulle der så være i stedet?
Menighedsrådet havde besluttet en ret billig løsning, som betod i, at der ikke skulle bygges nyt, men kun ske en tilplantning af de områder, hvor der før havde været bygninger og møddingsplads. Men så opstod der en uenighed i menighedsrådene. Der var dem, der mente, at løsningen både ville blive grim og uhensigtsmæssig, og at man derfor burde bevare og restaurere i alle fald en del af de bestående bygninger, hvilket til gengæld ville komme til at koste mange flere penge.
Biskop K.C.Holm måtte på stiftsøvrighedens vegne ud at se på sagerne. Biskop Holms diplomati var fremragende. På en eller anden måde opdagede han en tredje løsning, som økonomisk placerede sig et sted midt imellem de to andre. Desuden var det sådan, at han havde tiltro til, at stiftsøvrigheden var sindet at yde 4%-lån netop til denne løsning. Det var dengang markedsrenten lå på omkring 18%. Forbløffende hurtigt blev menighedsrádene enige om, at biskop Holms forslag var værd at overveje. Det gjorde man så. Der blev snart truffet en hensigtsmæssig beslutning, og præstegården kom derefter til at se ud, som den ser ud den dag i dag.
Nedrivning af præstegårdens avlsbygninger i februar 1977
Da freden brød ud
Nogle år senere opstod der et andet problem, som lagde en dæmper på munterheden i menighedsrådsarbejdet. Det var, da freden i 1983 brød ud i Baaring som følge af NATO’s såkaldte dobbeltbeslutning om at udstationere et større antal atommissiler i Europa.
I den forbindelse opstod der i Baaring en fredsgruppe, som ønskede at holde et offentligt møde på Baaring Skole, hvilket kulturelt udvalg nedlagde forbud mod. Efter min opfattelse burde det ikke kunne være tilfældet i et både grundtvigsk og liberalt tænkende sogn, hvor ordet bør være frit, så jeg stillede konfirmandstuen til rådighed for mødet og holdt i øvrigt i samme anledning en aftensang i Asperup kirke.
Dette afstedkom en arrig debat i menighedsrådene og ude i sognene. Desuden sendtes en henvendelse til biskoppen, som et par uger senere svarede, at han ikke fandt, at der var »foregået noget, hverken i præstegården eller i kirken, som giver anledning til at fremføre kritik af sognepræstens handlemåde«. Men det varede flere måneder, før sindene igen var faldet til ro.
Rådighedsbeløb og aktivitet
Som sagt havde jeg ingen erfaring med menighedsrådsarbejde, da jeg blev sognepræst. De årlige budgetmøder var en næsten kultisk oplevelse af mystisk karakter. Det svirrede i luften med uforståelige ord, når Tage Gormsen gennemgik “præstelønningskassen”, som gudskelov ikke havde noget med min løn at gøre. Det var ord som »fællesfonden«, »kapiteltakst«, »synsudsatte udgifter« og andre ord med et ligeså utilnærmeligt indhold.
Det såkaldte »rådighedsbeløb« var et særligt fænomen på menighedsrådenes regnskab. Meningen med dette beløb er, at det skal finansiere folkekirkelige aktiviteter. Der stod ikke meget på kontoen i begyndelsen af min præstetid. Der var også i lovgivningen snævre rammer for beløbet. Det har ændret sig en del siden.
I 1980 opstod nærværende blad, hvilket vi faktisk ikke havde råd til. Af samme grund måtte vi hvert âr lægge et girokort i bladet i håb om, at der ville komme nogle frivillige indbetalinger. Det gjorde der også – mere end vi havde ventet. Dette muliggjorde forskellige andre tiltag.
Thanings havde haft en pensionistklub, som vi overtog. Den havde møde hver fjortende dag i vinterhalvåret; men den havde ikke mange penge at gøre godt med, og menighedsrådene følte sig heller ikke særligt forpligtede på den. Derfor nedlagde vi klubben til stor fortørnelse for Thora Jacobsen, som i mange år havde lavet kaffen. Hun startede derfor for sig selv med »Thoras Klub« på Baaring skole. I præstegården holdt vi til gengæId nu med støtte fra menighedsrådenes rådighedsbeløb »åbent hus« seks gange hver vinter. Så alt i alt var der stadig et møde for pensionister ca. hver fjortende dag.
I Roerslev opstod »Kirke-kroen«, som et par gange om året fik til huse i det nyombyggede forsamlingshus. Menighedsrådsformand Anders Tholstrup brød sig ikke om navnet. Vi lavede så den handel, at jeg fik min vilje med hensyn til navnet, til gengæld skulle jeg fra prædikestolen reklamere for nogle teltmøder, som Indre Mission holdt pâ sportspladsen. Noget senere kom Tholstrup og bekendte for mig, at han syntes, at Kirke-kroen var sjovere end teltmøderne.
Menighedsrådenes ansvarlighed
Især budgetmøderne har belært mig om den ansvarlighed, der præger menighedsrådenes arbejde. Det gælder ikke blot i Asperup og Roerslev sogne, men ogsá i de mange andre sogne, som jeg senere har lært at kende i Fyens Stift. Naturligvis er der også eksempler på det modsatte, men de er få. Faktisk gør menighedsrådene – som oftest under ringe opmærksomhed – et stort arbejde for at passe på sognets kirke og sognets anliggender, som det hedder i menighedsrådslovens § 1.
Nu om dage er der ikke megen status ved at have en plads i menighedsrådet. Men det gælder også mange andre bestyrelser. I den forstand er demokratiet blevet til fare for sig selv. Der er bestyrelser alle vegne: I kommuner, skoler, sportsklubber, børnehaver og alle mulige slags foreninger. For en del år siden optalte jeg omkring femten forskellige bestyrelser i Asperup og Roerslev sogne. Sådan set er det udtryk for, at der er liv i lokalsamfundet. Men set fra en anden side indebærer det en risiko for, at folk kører træt i bestyrelsesarbejde, og det går også ud over interessen for arbejdet i menighedsrådene.
Menighedsråd i 100 år
I år er det ét hundrede år siden, menighedsrådene blev oprettet. De har udviklet sig til at være grundstammen i det folkekirkelige styre. Derfor bør det også være menighedsrådene, der i fællesskab tager ansvaret op ved at løfte deres del af opgaven, når det en dag bliver nødvendigt at ændre på folkekirkens styrelsesformer.
Det gælder, uanset om man vil synge trosbekendelsen eller ej!
Kresten Drejergaard