Jubilæum for folkekirkens demokrati
SB 2003 nr.3
Af Hanne Drejer
Med grundloven i 1849 fik Danmark en folkekirke, men egentlig folkekirke blev den først, da menighedsrådene kom til. Det skete, da rigsdagen den 15. maj 1903 vedtog den første lov om menighedsråd. Siden loven blev permanent i1912, har folkekirken haft lokalt selvstyre med demokratisk valgte menighedsråd.
»Vil man gøre folkekirken afholdt af sine medlemmer, da bør man give dem indflydelse på styrelsen af folkekirkens sager, thi derigennem vækkes interesse og kærlighed for dem!« sagde arkitekten bag loven I. C. Christensen, som 1901-1905 var kultusminister, d.v.s. kirke-, undervisnings- og kulturminister.
Menighedsrådenes fader, kulturminister I.C. Christensen (1856-1930)
Hvad var der før menighedsrådene?
»I det Herrens år 1508 – Kirkeværge Hr. Hans Niels og Anders Hansen – Anders Smed gjorde«, står der på latin på den jernbundne egetræsdør ved indgangen til Asperup kirke. Kirkeværgen er formentlig et meget gammelt hverv og sognefolkets dengang eneste mulighed for at få indflydelse i kirken. Som navnet siger, kunne det være nødvendigt at have en – eller måske to – til at værge kirken, mod drikfældige præster eller tyveri og hærværk, og hvad man ellers kunne frygte.
At kirkeværgen også kunne blive et problem, bevidner et brev, som sognepræst i Asperup og Roerslev Mads M. Melbye i 1867 skrev til daværende kirkeejer, hofjægermester Basse Fønss på Hindsgaul:
Kære Fønss!
Der kommer flere og flere klager over kirkeværgen i Asperup; der er ikke en begravelse, uden at der er spektakler med ham ved klokkernes ringning. Når han bliver buden til begravelsesgildet, må folk ringe så længe de vil, men så gør jo den brutale karl støj og spektakel ved gildet, og derfor vil man nødig have ham med. Men bliver han ej buden med til gildet, bliver han galhovedet og er nærved at forbyde gildesfolkene at komme ind i kirken, og der må ikke ringes et øjeblik længer, end han siger. Forleden trak han en kniv for at standse ringningen, skar i touget, for at der ej måtte ringes længer og truede ringekarlene med kniven. Grunden dertil var, at jordpåkastelsen var lidt sen den dag, da jorden var leret, og folk ønskede blot, der skulde ringes så længe, til de havde forladt kirkegården og vilde gerne betale for dobbelt ringning. Man ønsker her, at hans søn måtte indsættes i faderens sted til kirkeværge, ellers bliver følgen, at der er ingen, der vil bruge klokkerne ved slige lejligheder, da det skulde dog gå lidt roligt og anstændigt til ved en begravelse. Kan du ikke få denne sag jævnet ved at få bageren afsat, thi ellers vil beboerne klage derover til amtet.
—–
Jeg har lovet først at skrive disse linier til dig. Den af bagerens sønner, man gerne ønskede, der skulde afløse faderen, er hjemme hos faderen og hedder Jørgen Sørensen Johansen og misbilliger aldeles faderens rå opførsel. Gør nu for denne sag hvad du kan. – Lev vel!
Din meget hengivne og forbundne Melbye.
Asperup præstegård 1867
Fønss noterer nederst på brevet: At jeg skal se at bringe denne sag i orden!
Præsterne var altså ikke alene om ansvar og arbejde, før menighedsrådene kom til, selvom Mads Melbye måske har ønsket han var! Kirkeværgen havde et vist tilsyn med kirken, og de fleste kirker var efter svenskekrigene ejet af en godsejer, som Asperup og Roerslev kirker var ejet af Hindsgaul. Kirkeejerne havde bl.a. indflydelse på kirkens økonomi, bygninger og udnævnelse af præsterne.
Præstens medhjælpere
1629 var der kommet en forordning om kirketugten. Til at modvirke den kirkelige og moralske opløsning efter 30-årskrigen skulle der oprettes et råd af »de gudfrygtigste, oprigtigste, ivrigste og bedste sognemænd«. Disse skulle bistå præsten med alt, der angik det kristelige liv og søge at højne det moralske liv i sognet. De skulle således gribe ind over for folk, der ikke gik i kirke, misbrugte helligdagen, sværgede og bandede, og de skulle søge at forlige ægtefolk. Det er imidlertid aldrig blevet undersøgt, hvor stor betydning disse medhjælpere fik.
Selvom denne institution stille og roligt forsvandt, er det måske disse gudfrygtige mænd, der tænkes på, når det i et kongebrev fra 1645 forlangtes, at der under gudstjenesten skulle gå mænd rundt med lange kæppe og slå de kirkegængere i hovedet, som sov under prædikenen.
Sognepræst Kresten Drejergaard, degn K. L. Rosendal og organist Else Marie Petersen på besøg hos formanden for Roerslev menighedsråd Anders Tholstrup i 1984. Foto udlånt af Anna Tholstrup.
Frivillige menighedsråd
Efter grundloven 1849 begyndte en langvarig debat om kirkens forfatningsforhold. Kultusminister Hall oprettede i 1856 frivillige menighedsråd. Det var dog helt op til sognepræsterne at bestemme, om et sådant råd skulle oprettes i sognet. De frivillige menighedsråd indførtes kun i omkring 280 sogne, men sygnede hurtigt hen af mangel på opgaver.
I. C. Christensen og menighedsrådene.
Arkitekten bag den første egentlige lov om menighedsråd var datidens store skikkelse i politik og kirkepolitik, venstremanden Jens Christian Christensen (1856-1930). Han var bondesøn fra Påbøl i Vestjylland og blev selv skolelærer. 1890 valgtes han til folketinget for Venstre og blev partiets leder efter Christen Bergs død 1891. Han forblev lærer i Stadil, indtil han blev minister 1901.
I. C. Christensen ønskede at skabe en ordentlig kirkelig lovgivning og også på sigt at få skilt stat og kirke ad. I 1893 fremsatte han forslag om tiendeafløsning, så præster fik fast løn i stedet for den middelalderlige aflønningsform. Forslaget vakte dengang kraftig modstand, og først i 1913 lykkedes det at afskaffe tienden. Det vigtigste for ham var dog at gennemføre kirkens selvstændighed på et demokratisk grundlag.
»Vil man gøre folkekirken afholdt af sine medlemmer, da bør man give dem indflydelse på styrelsen af folkekirkens sager, thi derigennem vækkes interessen og kærligheden for dem«, sagde den kloge pædagog, der nok vidste, at indflydelse højner interessen og ansvarligheden!
I 1900 fremsatte I. C. Christensen første gang forslag om oprettelse af menighedsråd, valgt ved almindelig valgret og med ret til at vælge sognetspræst. Forslaget mødte kraftig modstand og blev nedstemt; men da I. C. Christensen ved systemskiftet 1901 blev ny kultusminister, lykkedes det ham efter en forbitret og langvarig debat at få loven om menighedsråd vedtaget d. 15. maj 1903. Loven blev dog kun midlertidig i en forsøgsperiode på seks år, og I. C. Christensens ønske om, at menighedsrådene fik ret til at vælge præst, måtte han se erstattet af en passus om, at ministerietkunne høre menighedsrådet.
I 1905 blev I. C. Christensen konseilspræsident, statsminister, og fik travlt med andet, indtil han i 1909 blev mærket af P. A. Albertis bedragerier. I 1912 færdiggjorde kultusminister Jacob Appel hans arbejde og fik menighedsrådene gjort permanente med afgørende indflydelse på præstevalget.
I 1903-loven havde kvinder som noget helt nyt fået valgret, ligesom de kunne indvælges i rådene. Sognepræsten var i 1903-loven født formand, men siden 1912-loven har menighedsrådene selv skullet vælge formand. Således kunne og kan præsten stadig blive formand, men han/hun er det ikke længere automatisk. Undersøgelser af menighedsrådsvalgene viser, at præsten i årene efter 1912-loven blev valgt til formand mange steder, men at antallet af lægmænd som formand hurtigt steg, mens præsternes støt og roligt faldt, så det i dag er undtagelsen, at præsten er formand. I 1920 blev I. C. Christensen selv kirkeminister. Han brugte sine sidste år i politik på at give sogne-menighederne endnu mere magt og ansvar. I den reviderede lov om menighedsråd fra 1922 fik menighedsrådene den helt dominerende rolle ved præstevalget og derudover ansvaret for kirkebygninger og præsteboliger. Desuden fik rådene afgørende indflydelse på bispevalgene, og der blev indført provstiudvalg.
At værne om friheden var det vigtigste for I. C. Christensen. Retten til, for et mindretal i sognet, at bruge deres sognekirke til gudstjeneste med en anden præst end sognepræsten, stammer således også fra hans hånd.
Sommeren 1922 trådte I. C. Christensen tilbage som minister og døde 1930 hjemme i Hee, hvor han også ligger begravet.
På vej til kirke i Asperup den 18. maj som i 1903 Fra venstre: Esben og Hanne Drejer, Adam Drejer, Grete Havndrup, Erik Andersen og Harry Flyndersøe.
Folkekirkens demokrati
I Grundlovens § 66 står der: Folkekirkens forfatning ordnes ved lov! Det er et uafklaret spørgsmål, om det egentlig var et løfte til kirken om en fri forfatning. I praksis er det blevet til: Folkekirkens forfatning ordnes ved love; at folkestyret altså løbende lovgiver for folkekirken.
Med menighedsrådsloven var den lange vej fra det almindelige præstedømmes oprør mod den enevældige kirke til lægfolkets ansvar og indflydelse i deres sognekirke ført til ende. I dag, 100 år efter, betragtes stort set alt, hvad der dengang vakte debat og modstand, som noget selvfølgeligt. Menighedsrådene er kommet for at blive, og i dagens Danmark er de godt 2.200 menighedsråd det mest gennemførte nærdemokrati vi har.
Grethe Marcussen,formand for Asperup
menighedsråd, byder velkommen til
udstillingen om sognene 1903-2003
Nye muligheder og opgaver for menighedsrådene
Siden lovene i 1903, 1912 og 1922 er friheden i folkekirken blevet yderligere styrket, og menighedsrådenes beføjelser er stadig blevet udvidet, ligesom arbejdsbyrden også er steget betragteligt.
*1949 indførtes det såkaldte rådighedsbeløb til kirkelige initiativer i sognet.
*1966 blev det muligt at bygge kirker finansieret over den kirkelige ligning, og siden
*1989 har menighedsrådene haft mulighed for at samarbejde ud over sognegrænsen. Samme år fik menighedsrådene valgret til de nye stiftsudvalg for mellemkirkeligt arbejde.
*Et markant tiltag med stor succes er også rådenes medansvar for det kirkelige børnearbejde, der officielt hedder »indledende konfirmationsforberedelse« for 3. eller 4. klassetrin, som sognene har kunnet tilbyde forældre og børn siden 1987.
*Gudtjenesteordningen 1992 betyder også en øget indflydelse for menighedsrådene på ændninger i sognets gudstjeneste. Dette forår 2003 har kirkeminister Tove Fergo fremsat og fået vedtaget et nyt lovforslag til forenkling af lovgivningen omkring folkekirken, heriblandt en ny lov om menighedsråd, med det formål at give større økonomisk frihed til menighedsrådene og lette deres arbejde.
Hanne Drejer
Udviklingen i menighedsrådslovene 1903 til 1912
Menighedsrådsloven 1903:
§10: Hvad Præsten forhandler med Raadets Medlemmer angaaende privat Sjælesorg tilføres ikke Forhandlingsprotokollen.
§14: Ved Visitatser af Provst eller Biskop samles Menighedsrådet for at meddele, hvad disse maatte ønske at erfare, og for at forebringe Menighedens Ønsker.
§9: …et skrifteligt højtideligt Løfte om at ville udføre det dem betroede Hverv i Trofast mod vor evangelisk-lutherske Folkekirke og i overensstemmelse med dens Forskrifter.
Menighedsrådsloven 1912:
§23: Præsten er i sin Embedsvirksomhed, herunder den private Sjælesorg, uafhængig af Menighedsraadet.
§21: Ved Kirkevisitatser af Biskop eller Provst samles Menighedsraadet med dem til mulige Forhandlinger.
§11: … en skriftlig Erklæring på Ære og Samvittighed om at ville udføre det ham betroede Hverv i Troskab mod den danske evangelisk-lutherske folkekirke, saa at den kan byde gode Rammer for den Menigheds Liv og Vækst.