SB 1983 nr. 4
Af Grethe Marcussen
Et forsøg på en skitse af vore sognes første grundtvigske præst.
At fynboer blandt danskere er lettest at vække til åndeligt liv, var sandhed for jyden Christen Kold, dengang han ville rejse en folkelig højskole. Hvad der siden hen fulgte af friskoler, frimenigheder og andre fælles foretagender af forskellig art – alt sammen inspireret af Grundtvigs tanker – fandt ligeledes gode betingelser på vores ø, måske fordi Grundtvig på mødrene side havde sin rod i den fynske folkenatur.
Elisabeth Melbye & Mads Måløe Melbye
De gudelige vækkelser
Forud for alt dette gik imidlertid en dyb kristelig vækkelse i begyndelsen af 1800-tallet. Man kalder fænomenet for »de gudelige vækkelser«. Det påstås, at de var kilden til alle senere folkelige bevægelser, og det skønt de langt fra havde Grundtvigs billigelse. Han blev dog meget fortørnet ved at høre om retsforfølgelse af lægprædikanter som f.eks. Rasmus Ottesen fra Allerup i 1825. »Det er såvel kristeligt som borgerligt uforsvarligt at bekæmpe dem med udvortes straffe«. – Mens de gudelige vækkelser blomstrede og udvikledes på Syd-, Øst- og Midtfyn, synes de ikke at have vundet større indpas i vore sogne. Det nærmeste var Gamborg, hvor Anders Larsen havde dannet en kreds af gudeligt vakte, som mødtes i hjemmene til gensidig opbyggelse.
Student Melbye
Først i 1845 fik Nordvestfyn en virkelig vækkelsesprædikant med Grundtvigs kirkelige anskuelse, da Mads Måløe Melbye blev sognepræst i Asperup og Roerslev. Han blev født i 1817 i Middelfart, hvor faderen Thor Melbye var præst til 1826 og døde 3 år senere. Moderen, Caroline Måløe, der var præstedatter fra Gamborg, sad nu i små kår og kunne ikke yde sønnen Mads, dengang 12 år, megen støtte. Han kom dog i latinskole i Odense, hvor biskop Faber tog sig af ham og husede ham i det sidste skoleår, som han sluttede 1835.
Med klassekammeraten, Ludvig Helveg, rejste Melbye til København for at tage eksamen og for at påbegynde det teologiske studium. På smakken over Storebælt traf de C.J. Brandt fra Nyborg, og disse tre blev venner for livet. Melbye oplevede virkelig trange materielle kår som studerende, men blev færdig som teologisk kandidat 1840. I studenterårene har Melbye givet hørt Grundtvig sammen med ligestemte venner, bl.a. døtre og sønner af prokurator C.M. Hansen og dennes kone, Viveka Margrethe Melbye, som var Melbyes ældre halvsøster. Hos denne familie fik Melbye sit andet hjem.
Som nybagt kandidat blev Melbye hovmester for kammerherre Fønss’ arving til Hindsgavl og opholdt sig i den anledning en tid i Kiel, hvor han blev påvirket af professor Chr. Flor, som til fulde åbnede hans øjne for grundtvigianismen. Senere blev han huslærer på Gavnø og 1844 hjælpepræst i Vejlø ved Næstved. Blandt hans tilhørere på Sjælland kan nævnes fru Marie Toft til Rønnebæksholm, der blev Grundtvigs anden kone, og med hvem Melbye brevvekslede, også efter at han i 1845 på anbefaling af kammerherren på Hindsgavl, der havde kaldsret, var blevet præst her.
Brud med de gudelige
I oktober 1845 giftede Melbye sig med Elisabeth Hansen, datter af førnævnte prokurator Hansen og frue. Hun forlod da det livlige byliv til fordel for det »stille« liv på landet med alt, hvad det indebar af forpligtelser i en stor præstegård. – I de første 10 år arbejdede Melbye som vækkelsesprædikant i samarbejde med pietistiske kredse, især Anders Larsen, Gamborg. Men da Melbye ikke ville svigte sine grundtvigske venner, kom det til et brud mellem de to, idet Anders Larsen aldrig nåede at tilegne sig Grundtvigs kirkelige anskuelse.
Asperup præstegård på Melbyes tid
Fra at være et pastorat med meget lidt kirkeligt liv i første halvdel af århundredet var vore sogne med Melbye blevet samlingssted for et meget stort antal faste kirkegængere. Som præst havde han ingen ligesindede nabopræster at udveksle tanker med, hvorfor han ivrigt skrev breve og inviterede sine venner som foredragsholdere hertil. Selv talte han djærvt, mildt og hjerteligt, og hans ord blev vel modtaget – stærkest i Asperup. Om Roerslev sagde Melbye: »Roerslev er ikke dødt, men det sover!« Det var ikke kun sognets folk, der sad i kirken. Fra alle omgivende sogne, ja helt fra Bellinge, kom opvakte folk hertil med hestekøretøjer, som blev opstaldet i præstegården. Melbye havde sognebåndsløsere i stort tal. Fra en søns optegnelser vides det, at kirkegængerne rejste sig, når præsten gik på prædikestolen. Selv havde Melbye ikke indført denne skik. Efter kirketid samledes mange i Melbyes stuer til kaffe og samtale. – Foruden gudstjenesten om søndagen og i fastetiden tillige om onsdagen holdt Melbye om vinteren i nogle år bibellæsninger en aften om ugen med så stor tilslutning, at kirken var overfyldt i stolene og midtergangen.
Troens, håbets og kærlighedens tre M’er
Mads Måløe Melbye plejede skæmtende at tyde de tre M’er i sit navn som en påmindelse om at være »munter, mild og modig«. Disse tre tillægsord skulle træffende betegne hans eget væsen. Han havde et godt hoved, men hjertet rådede mere end forstanden over hans handlinger. Han var folkeligt anlagt, og der er næppe nogen af Grundtvigs disciple, der så levende tilegnede sig hans syn på folkeligheden. Melbye elskede menigmand og havde en barnlig tro på, at den danske folkeånd var en Guds engel, som vågede over den historiske udvikling i vort land. Han havde mod til at tro på en levende forening af folkeligt selvstyre og kristelig fremgang. Hans søn siger, at han var munter i håbet, mild i kærligheden og modig i troen. – Han var sig sin tro bekendt og tålte ikke, at det hellige blev spottet. Ved et selskab på Hindsgavl rejste han sig engang og talte så myndigt, at al spot forstummede.
Melbye glædede sig ved konfirmandundervisningen, som han havde et godt tag på. Det skete ved en konfirmation, at en lille pukkelrygget konfirmand, som var på fattigvæsenet, valgte at fremsige følgende vers: »Så er vi alle kongebørn, skønt fattige og ringe«, DDS-2002-udgaven nr. 140, v. 3. Det gjorde indtryk nede i kirken. Melbye havde et sindelag med kærlig omsorg for høj såvel som lav. En kvinde (det viste sig at være Morten Nielsens kone på Vesterdal) skrev efter hans død:
Han fik på barnesæde tit
os sat ved Herrens fod.
Der kom vi til at ånde frit,
der steg det faldne mod.
Han kunne finde guldkorn små
selv på den alfar vej,
hvor de i støvet nedtrådt lå
af andre ænset ej.
Forbindelsen med Askov Højskole
Melbye levede med i alt, hvad der rørte sig, også på skolens område. På hans foranledning startede Rasmus Knudsen fra Bubbel, elev fra Jelling og Blågård seminarier, i 1865 en friskole i Asperup og var dens leder til 1873, da han købte gården ved Skovgyden (afdøde P. Havndrups gård). I november 1865 sendte Melbye fire unge mænd herfra til Askov Højskole. Det var Basse Melbye (en søn) ‚ Andens Madsen (Hedegården) ‚ Jørgen Nørrelund og Niels Hansen. De blev fulgt til skolen af Melbye selv, som sammen med Birkedal ofte var foredragsholder ved skolens månedsmøder. Inden de fire karle var færdige i Askov, blev fire piger indmeldt til sommerskolen. Når de unge vendte hjem, kunne de få en udmærket fortsættelse af deres skoleophold ved at deltage i ungdomskredsen. Hver lørdag aften om vinteren holdt Melbye »Danske Samfundsmøder«, ved hvilke han gennemgik digterværker og ordsprog. Om sommeren afholdt Melbye møder i haven, hvor man bl.a. hørte Carl Ploug og professor Rasmus Nielsen, om hvem vi kunne læse i Sognebladet 1983 nr. 3. I 1867 foretog elever og lærerne fra Askov på Melbyes opfordring en rejse til Fyn. Niels Hansen m.fl. hentede gæsterne i Strib og indkvarterede dem hos højskolens venner i Båring, Asperup og Kærbyholm. Ved den lejlighed blev der holdt et stort folkemøde i laden på Dyrehøj. Det store opbud af tilhørere befandt sig i ladegangen og i den halvcirkelformede hestegang. Tærskemaskinen var talerstol. Melbye indledte, og så fulgte taler af Schrøder, Nutzhorn og Fenger. Ind imellem sang eleverne korsang under ledelse af Nutzhorn. Noget tilsvarende var aldrig før hændt i vort sogn, og mon ikke grobunden for en højskole i Båring da blev skabt? Næste dag rejste selskabet videre til Odense.
Gerning, embede og hjem
Som det er fremgået, var Melbye en handlingens mand. En af ham ofte citeret leveregel lød:
Handle kjækt og tale frit
sukke småt og græde lidt
med ordet i dit hjerte.
Hans motto var: Først min gerning, så mit embede, så mit hjem. Om det sidste fortælles, at han med kone og børn delte alle sine tanker, al sin glæde og sorg. Der levedes et usædvanligt rigt, livligt og varmt familieliv i dette hjem. Og det kunne praktiseres trods Melbyes store iver efter at deltage i mødevirksomhed og trods flittige besøg i hjemmene i triste som i glade stunder.
Selv fik han en rolig død i januar 1879 efter få dages sygdom. Vilhelm Birkedal talte i kirken, adskillige andre, deriblandt Schrøder fra Askov, tog ordet ved mindehøjtideligheden, og han indledte med et udsagn af Grundtvig, der gik ud på ønsket om, at hans venner ved hans bortgang mindre ville tale om, hvad de havde tabt ved hans død, end hvad de havde vundet ved hans liv. Han mente, at Melbye også gerne ville gøre disse ord til sine. Schrøder priste Melbye for den ungdomsfriskhed, der havde præget hele hans virke, for den iver, hvormed han havde villet hæge om alle de grønne spirer, der spåede om en fremtid, ligesom han gerne ville hjælpe andre til at se så mildt som muligt på, hvad der kom frem i en gærende tid, og afværge, at man brød staven over det for skrøbelighedens skyld, som fandtes ved det.
Grethe Marcussen
Kilder:
Holger Begtrup: Dansk menighedsliv i grundtvigske kredse.
H.P.B. Barfod: Minder fra gamle grundtvigske hjem.
Niels Hansen: Optegnelser om mit levnedsløb.
Ludvig Schrøder: Mads Melbye – et mindeskrift.
Hvem var det nu de var?
Ludvig Helveg: Præst og kirkehistoriker.
C.J. Brandt: præst (ved Vartov efter Grundtvigs død), forstander for Grundtvigs Højskole på Marielyst, skrev salmer som »Klokken slår« og »Gud, du som lyset og dagen oplod«. Han gendigtede bl.a. »Hjerte, løft din glædes vinger« og »Nu blomstertiden kommer«.
Chr. Flor: lærer, præst, professor i dansk sprog og litteratur i Kiel, initiativtager til bl.a. Skamlingsbankemøderne og Rødding Højskole.
Morten Nielsen og frue, Vesterdal: forældre til Jutta og Rigmor Vesterdal, sidstnævnte var friskole- og forskolelærerinde her i byen.
Jørgen Nørrelund: bedstefar til den herre vi kender af samme navn.
Niels Hansen: søn af Claus Pedersen, Dyrehøj, havde mange tillidshverv, var bl.a. medstifter af Nordvestbanen, byggede den hvide villa over for skolen, hvor Rasmine Rasmussen nu bor.
Birkedal: præst i Ryslinge, blev i 1865 afskediget af politiske grunde, hans venner dannede 1868 en frimenighed samme sted – Danmarks første valgmenighed.
Carl Ploug: journalist og forfatter.
L. Schrøder: højskoleforstander i Rødding, efter 1864 oprettede han Askov Højskole.
Fenger og Nutzhorn: lærere på Askov, sidstnævnte skabte melodier til en række folkelige sange.