– en snak med Steffan Herrik
Ved den gamle smedje i Kærby hænger der som regel et mærkeligt flag i flagstangen, hvilket antyder, at der her bor en, der adskiller sig fra gennemsnittet af os. Det gør der også. Han er så tilpas skør, at man bliver nysgerrig. I overværelse af en båndoptager satte vi os til at snakke. Og her følger noget af det, der kom ud af det.
Steffan Herrik
SB 1985 nr. 2
Af Kresten Drejergaard
En myte opstår, når man arbejder med sin fantasi og går ind i en virkelighed, som ikke er kendt fra dagligdagen, men kommer derud, hvor det fantastiske kan ske. Livet rummer jo også det fantastiske – det er fantastisk – men vi har ingen adgang til det fantastiske uden om myten. Og myten kan på sin side ikke leve uden fantasien. Hvis fantasien ikke bliver brugt, så dør den.
Jeg synes, at det i flere årtier har været sådan, at fantasien har haft trange kår, for det hele er – på en måde – færdigpakket. Vi er blevet til mennesker, der passivt lader os underholde blandt andet af medierne, som slet ikke overlader noget som helst til fantasien. Vi har fået en ny virkelighed, som er syntetisk i den forstand, at vi ikke tror på noget som helst, før vi har set det i fjernsynet. Det er egentlig dybt tragisk! For at kunne arbejde med myten og anvende sin fantasi skal der også noget selvfordybelse til, og det er ligesom blevet væk.
Vi udrydder myten
Vi er blevet nogle værre rationalister. Det er, som om vi i langt højere grad vil have en videnskabelig forklaring på tingene. Når alting skal kunne belyses ud fra nogle naturlove, så forsvinder myten, for så er et græsstrå jo ikke længere forunderligt, eller en blomst, eller fuglenes sang, når man kan smide det ind på EDB og lave en eller anden syntetisk udgave af det. Så dør tingene, og vi forholder os ikke længere med undren eller forbløffelse til omverdenen. Er der noget, vi ikke forstår, så forklarer vi det videnskabeligt, og så er myten jo væk. Er der noget, der er myteløst, så er det videnskaben! Den arbejder ikke med sanserne, men med logikken, og det er altså temmelig kedsommeligt! Med logikken korsfæster vi så at sige virkeligheden.
Korset som symbol
Jeg har arbejdet meget med korset som symbol og altså brugt det på en anden måde end som Kristuskors. Korset er jo ikke bare et kors, men det er et tegn, der står så stærkt i alles bevidsthed, lige fra man kan kravle, til man falder omkuld. At jeg så behandler det på den måde, at jeg placerer andre ting på korset end den sædvanlige Kristus-figur, det har jeg gjort udelukkende for at bruge noget, som på forhånd er så stærkt, at når man ændrer ved det, så vil man blive nødt til at tage stilling til det.
Henrik Herrik fecit
Selv de mest bevidstløse kan ikke undgå at lægge mærke til det, hvis der på et kors hænger et skelet af en måge eller en død husmår (se Sognebladet 1983 nr. 2 – Kors – eller Lokalhistorisk Arkivs hjemmeside: http://www.ar-arkiv.dk/index.php/diverse-artikler/208-kors). Jeg har ikke lavet dem for at provokere for provokationens skyld. Jeg har lavet dem, simpelt hen for at få nogen til at sige: »Hov! Hvad pokker er det?« De er lavet for at undre. Og hvis man kan få folk til at undres, så kan man også få dem til at tænke. Det værste, der kan ske, er at man laver noget, som slet ikke bliver opfattet. Man kan sagtens arbejde med billedkunst på en sådan måde, at det bliver fuldstændig harmløst, så det bare er dekoration, der kun er lavet for at behage.
Mytteri-fuglen
Med korset er det symbolikken, det drejer sig om. Jeg laver også nogle figurer, jeg kalder ”gumozo” er, og her handler det om myte og fabel. Gumozoen er en fugl, som man er lidt bange for, for man ved ikke, hvad det er for en.
Gumozo
Det er forfatteren Aksel Sandemose, der har opdaget gumozoen. Den dukker op i en bog, der hedder »Mytteriet på barken Zuidersee«. Den dukker op på et tidspunkt, hvor der er mytteristemning om bord på skibet. Den lander på mastetoppen – det var dengang, da skibene endnu var smukke og ikke lignede sådan nogle omkringsejlende højhuse -. Der er ingen, der véd, hvad det er for en fugl, bortset fra førstematrosen. Han véd, at det er en fugl, der er udruget under indlandsisen, og når den er flyvefærdig, flyver den ud under isen og sætter sig i mastetoppen på et skib, hvor den varsler mytteri og ulykke.
Der er noget djævelsk ved den fugl. Det er der også, når jeg laver dem – derfor er jeg også selv bange for dem. Jeg har engang solgt en stor skulptur til en skoleudsmykning, og jeg fortalte ved afsløringen, at gumozoen ikke er helt ufarlig, hvad børn naturligvis forstår med det samme. Tre dage efter ringede inspektøren og fortalte, at skolen – det var Brahetrolleborg skole på Sydfyn – var brændt ned til grunden. Det var en skole til fem millioner.
Gumozo
Det er altså en ganske farlig fugl. I dag sidder de selvfølgelig på fjernsynsantennerne, det er jo de højeste punkter i landskabet. Og når de sætter sig der, så vælter krig og blod og jordskælv også ud af flimmerkassen. Det er en djævle-fugl på en eller anden måde.
Kunstnerisk bruger jeg gumozoen lidt på samme måde som korset. Jeg bruger dem til at råbe op med. Jeg har tidligere brugt den nordiske mytologi og helleristninger som inspiration. Men en dag kaldte jeg en af mine figurer for en gumozo, og dermed startede så hele denne kæmpe art. Der er mange underarter. De findes i forskellige iklædninger, men fælles for dem alle sammen er, at der er lidt dæmoni over dem. Der er også noget humor og noget ironi i dem. De er ikke helt nemme at have med at gøre. Man kan ikke bare forholde sig bevidstløst til dem. Og det er såmænd helt hårdt at ruge sådan en ud.
Surrogater for virkeligheden
Det er ejendommeligt, at samtidig med, at vi er blevet myteløse, er vi også blevet ofre for en billedforgiftning. I kraft af massemedierne er mængden af det billedstof, som vi får slynget i ansigtet, blevet så stor, at vi har nået et mætningspunkt, så vi hverken sanser eller fatter noget mere. Det er ligesom med den syntetisk fremstillede musik – kaldet muzak -, der hele tiden er i højttaleren i f.eks. supermarkedet. Den mætter så meget, at den blokerer for en ægte og gedigen musikoplevelse. Sådan bliver vi også mættet med billeder i aviser, ugeblade og fjernsyn. Billedstoffet har aldrig nogensinde været større, end det er i dag. Og derfor er vi nået til et punkt, hvor vi slet ikke mere kan forholde os til det – eller til billeder overhovedet, hvor livsoplysende det end måtte være.
Bevidstløshed er det værste, der er. Og hvis man ikke bruger sin fantasi til at opleve med, så visner den. Det er ligesom, hvis man får lagt sit ben i gips, så fungerer det pludselig ikke rigtig, når man får taget gipsen af. Derfor tror jeg på, at der endnu er behov for ordentlige billeder, eventyr og myter, fordi de giver adgang til den virkelighed, som vi i øjeblikket mere eller mindre er afskåret fra på grund af alle de syntetiske surrogat-virkeligheder, vi præsenteres for.
En medie-fridag
Men bevidstløsheden er det værste. Bevidstløse mennesker kan man jo gøre hvad som helst ved. – Hvad kommer den kulturelle bevidstløshed af? Jeg ved det ikke! Jeg håber, at den er et uheld! For hvis den er villet og styret, så er den jo gal – så begynder det at minde om forholdene i totalitære samfund!
Massemedierne er farlige. Hvad pokker er det, de gør ved os? De gør os smagløse! Tag nu et almindeligt fjernsynsprogram en aften. Først er der børnefjernsyn, så TV-avis, så noget om sport, så en klassisk ballet, derefter en udsendelse om Farøbroen, og så slutter man af med Bytinget eller sådan noget. Det svarer jo til, at man gik hen og indtog en stor portion dessertis og så spiste øllebrød bagefter, derefter lidt spegesild og grønlangkål, og så skyller man til slut det hele ned med en chokolademælk. Der er hverken idé eller linje i det.
I det mindste én gang om måneden burde der være en tema-aften i fjernsynet. Det allerbedste ville være en mediefri dag om ugen, en dag uden fjernsyn og radio, uden blade og aviser, så folk blev tvunget til at fylde deres tilværelse ud selv bare den dag. En enkelt mediefri dag om ugen, det ville være det største kulturfremstød i vores tid, tror jeg.
Kresten Drejergaard