Af Grethe Marcussen
»Snorene faldt for mig på de liflige steder«. Således slutter Niels Hansen optegnelserne om sit levnedsløb (trykt i 1925). Udtrykket er typisk for grundtvigianere før i tiden, og betydningen klar : det gik over al forventning godt. – Grunden til at drage erindringen om ham frem netop i dette nummer er følgende: Båring Højskole bliver 25 år, den er som nævnt af Thaning, Sogne-bladet 1984 nr. 4: “Her rejses en skole -“, bygget på jord, der har tilhørt Niels Hansen, han var blandt de fire første her fra sognet, som tog på højskole, og som hjemvendt fra samme virkeliggjorde det, de var blevet oplivet til.
Niels Hansen
Niels Hansen blev født 1847 i den første gård på venstre hånd i »Strandgyden«, lige over for Niels Jørgen Jørgensens. Forældrene, Hans Nielsen og Ane Margrethe Andersen, drev et ikke synderlig indbringende landbrug på 45 tdr. land. I 1850 flyttede morfaderen ind til familien, og han lærte Niels Hansen at læse efter Bibelen og en historiebog, således at han ved indskrivningen i 1. kl. i følge sin læremester kunne prøves i en hvilken som helst bog. Han gik i Båring skole til konfirmationen i Roerslev kirke 1861. Han betegner undervisningen som værende uden liv, dog mindes han med glæde, at han var lærerens medhjælper i sang ved begravelser og bryllupper og derigennem havde lejlighed til at deltage i mange gode gilder. Han må have været vældig optaget af sang, for han meddeler med hensyn til fremtidsdrømme at fra at have brændt for tanken om at blive »foermandskusk«, hvis job bestod i at transportere folk fra Middelfart til Bogense, gik ønsket senere i retning af at blive smed. Der var nemlig blevet bygget en smedje lige over for hans hjem, og indehaveren udmærkede sig mere som sanger end som smed. Vedkommende havde deltaget i krigen 1848-50 og sang ivrigt krigssange i takt til hammerslagene til stor fornøjelse for Niels Hansen. Barndomsdagene fik en brat afslutning. Faderen døde som følge af et kørselsuheld, da Niels Hansen var 12 år. Et år senere ægtede moderen en barnløs enkemand, Klaus Pedersen. Det blev til stor lykke for alle.
Ungdom
Ungdomstiden blev rig på oplevelser. Niels Hansens bedste kammerater blev Thomas og Jørgen Nørrelund, venskabet varede hele livet. Deres far, Anders Jørgensen, stod for Niels Hansen som et ideal – en kundskabsrig person, som sognet havde betroet en masse tillidshverv. Moderen, Stine Anders Jørgens, blev tidligt enke. Hun var pastor Melbye en uvurderlig støtte ved sin gæstfrihed overfor den grundtvigske kreds, og Melbye sørgede for, at de tre føromtalte venner samt hans egen søn, Basse Melbye, efter konfirmationen et par vintre tre gange ugentlig fik undervisning af huslærer, cand. theol. Brandt i bl.a. historie. Året 1862 flyttede Klaus Pedersen Niels Hansens barndomshjem, »Dyrehøj«, til den nuværende placering efter selvgjorte planer for bygninger, have og læbælte.
I 1865 fulgtes Basse Melbye, Anders Madsen, Hedegården, Jørgen Nørrelund og Niels Hansen til Flors Højskole i Askov, hvortil Schrøder og Nutzhorn flyttede deres teltpæle, efter at prøjserne havde forbudt skolen i Rødding. Den sønderjyske sag og højskolens lærere fik vældigt tag i den 18-årige bondesøn. Han slugte foredrag om historie, mytologi, vore digtere, samt Fengers husdyr- og landbrugslære. Han blev medlem af Nutzhorns mandskvartet, der med stor succes optrådte ved skolens månedsmøder. Hjemvendt fra højskole arbejdede han ved landbruget og blev 1866 forlovet med Maren Hansen fra Rosbjerggård i Båring. De blev dog først gift 1873.
Maren Hansen
Hvad førte det til?
Niels Hansen deltog i »Danske Samfundsmøder« hos Melbye. Desuden dyrkede han ivrigt gymnastik og skydning og blev senere leder af Båringkredsen. I 1870 blev han soldat i Odense og vendte hjem som korporal året efter. Atter gik turen til Askov som elev. Derefter blev han avlskarl hos Anders Jørgensens enke i Båring. I 1873 holdtes et storslået bryllup på Rosbjerggård, som Maren og Niels Hansen derefter drev indtil 1914, hvor de bosatte sig i »Den hvide villa«, som de lod bygge i den gamle gårds have.
Hurtigt efter at gården var overtaget, blev der kaldt på ham til offentlige hverv, som han efterhånden fik i overvældende mængde. Han valgtes i 1877 til sognerådet, derpå til skole-kommissionen. Han tilhørte altid partiet Venstre og arbejdede med i Middelfartkredsen. Fra 1879 og 40 år frem var han lægdsmand for Asperup sogn. I begyndelsen af firserne var han med til at oprette Båring Andelsmejeri, og i 1886 byggedes Båring Øvelses- og Forsamlingshus, ligeledes med bl.a. ham som ivrig fortaler.
1894 blev han taksationsmand i Fyns Kreditforening, senere repræsentant og endelig i en årrække direktør. I 1889 valgtes han til sognerådsformand og i 1901 til medlem af Assens Amtsråd, indtil han i 1922 frivilligt trak sig tilbage p.gr. af alder. Desuden bør det nævnes, at Nordvestbanen skylder ham den endelige linieføring. Han blev formand i direktionen, da banen åbnede i 1911.
Kaffebord i Rosbjerggårds have. Fra venstre ses: Rasmine Rasmussen med Karl, Rasmines søster Karen, Agnes, som var pige i huset, Maren Hansen, Karen Nygaard (Bedste«) og Age Rasmussen med Jørgen. På denne gårds jord bor mange af os, idet vi skal forestille os hele strækningen fra Højskolevej og hen til og med Karla Larsens grund. Derudover alle mere eller mindre nye grunde mod øst, samt Højskolen. Ubebygget er kun de 12 tdr. land, som Valdemar Rasmussen forpagter af skolen.
Gården blev indtil 1929 drevet af Åge Rasmussen. Han solgte til Johan Johansen, som døde få år efter. Hans enke solgte til Poul Nielsen, som i 1945 var villig til at sælge til højskolebestyrelsen. I hans tid blev udlængerne revet ned og erstattet af en trælade, beliggende hvor vi i dag har EGV-boligerne. Som et minde fra den gamle gård står vandtruget ved hovedindgangen og et vægskab er ophængt i opholdsstuen i kælderen på skolen. Siden 1945 har der været 3 forpagtere, nemlig Øjvind Nielsen, Vittendorf og nu Valdemar Rasmussen, som er Åge Rasmussens søn. Således sluttes ringen.
Glæder og sorger
Niels Hansen var dannebrogsmand og ridder af Dannebrog, hvorfor vi forstår, at man har påskønnet hans indsats. Selv om alt således føjede sig smukt, havde Maren og Niels Hansen en altoverskyggende sorg derved, at de ingen børn fik. Stor var glæden, da Sigrid Nørrelund, datter af friskolelærer Thomas Nørrelund og Niels Hansens søster, Maren Dorthea, selv valgte at være hos dem efter faderens alt for tidlige død. Hun gav deres liv en ny dimension, og det var til hende og hendes mand, Åge Rasmussen, Rosbjerggård blev overdraget i 1914. Sigrid døde 1918 i barselsseng, og i 1923 giftede Åge Rasmussen sig med Rasmine Nygård fra Kærby. Maren og Niels satte stor pris på Åges nye kone, og de bød hende velkommen som en svigerdatter. Samme år indvalgtes Niels Hansen i Asperup sogns menighedsråd. I mere end 40 år var han tillige forligskommissær i Middelfart Forligskreds. Fra ca. 1920 var Marie Petersen deres faste støtte i det store hus.
Marie Petersen. Roerslev Mark, 1896-1970.
I 1935 døde Niels Hansen, men Maren Hansen blev boende og døde i en alder af 98 i 1943.
Af folks bemærkninger:
»Han havde sin faste plads i kirken, ingen tvivl om det.«
»Begge glædede sig over venners og naboers børn. Kom de ikke af sig selv til fastelavn, blev der ringet efter dem«.
»Niels Hansen var en god arbejdsgiver, men selvfølgelig kendte han sit eget værd«.
»Man kunne tro, at han var omgivet af voldsom misundelse. Det var ingenlunde tilfældet.«
»Var tempoet i sangene i Forsamlingshuset sat for langsomt, slog Niels Hansen med hovedet, indtil det gik rimeligt«.
»Har du hørt den om telefonen? Nå, ikke. De havde selvfølgelig telefon som nogle af de første. Den kone, der gav folkene mad, når Maren og Niels Hansen var bortrejst, var ræd for moderne teknik. En dag, da hun er alene i huset, ringer »uhyret«. Konen griber røret og råber i stor nød: »Her er ingen hjemme«.
»Niels Hansen gik i folk med træsko på.«
»Vi kaldte dem for »spejderne« – altså Niels Hansen og Jørgen Møller, som i øvrigt var Marens søstersøn. De gik dagligt en tur, standsede ofte, gestikulerede og pegede snakkende på et eller andet. Ofte besøgte de Maren og Peter Mortensen i Vedelshave. Rosbjerggårds eng med kvier lå nemlig lige øst for det nuværende Alleshave.
»Spadsereturen gik jævnligt til »Dyrehøj«, hvor Niels Hansens søster, Synnøve, drev gården videre efter Klaus Petersen. Hun var naturligvis glad for besøget og viste det ved altid at have et par sivsko varme i ovnen til ham.»
»Maren var som hjemmemenneske i hans solskin og nød det«.
»Som ældre ville Niels Hansen, at man skulle vide, hvem han var. Det gik galt for Chr. X. I 1927 blev der holdt kongerevy på Hedegårdens mark, samt på den nuværende højskolejord. Soldaterne eksercerede for Kongen, der naturligvis også skulle hilse på de fremmødte honoratiores. Da turen kommer til Niels Hansen finder følgende ordskifte sted. Niels Hansen: »Jeg har tidligere været til taffel på »Dannebrog«. Kongen: »Det erindrer jeg desværre ikke«. Skuffelsen stod malet i Niels Hansens ansigt, og ingen så senere på dagen flaget i Niels Hansens flagstang. – Kongen skulle for øvrigt spise frokost hos Ane og Knud Hansen på Risumlund, hvor rengøringen havde stået på i flere dage. Da han rider forbi »Gammelgård«, udbryder han: »Sikke en smuk gård. Her vil jeg spise frokost«. Thyra og Karl Madsen Jørgensen, der selv havde været til revy, tager let forvirrede imod majestæten. Alfred Kristiansen (»Bager« kaldet) henter frokosten på Risumlund. Her var skuffelsen også mærkbar. Kongen havde ingen heldig dag«.
Således kunne man blive ved. Det bedste indtryk får man ved at læse hans erindringer. Bogen er skrevet af en mand med stor viden om sit sted og med stor lyst til at bruge sit modersmål smukt. Derom vidner tillige en stor samling efterladte papirer, bl.a. forlæg til taler ved forskellige lejligheder. Sikkerheden ved hans fremtræden skyldtes omhyggelig forberedelse.
Var der mon noget, der kunne have glædet ham mere, end at der i år fejres 25-års højskolejubilæum på hans jord i Båring?
Grethe Marcussen