SB 2009 nr. 2
Af Anders Nørregård
»Det var en mørk og stormfuld nat«. Således starter Nuser i Radiserne altid sine romanskriblerier. Om det var stormfuldt, husker jeg ikke, men mørkt det var det, da familien Nørregård, 4 små drenge Anders, Jens, Tage og Michael fra 0-6 år, mor Eva og far Erik ankom til Båring. Det skete i november 1951, og vi blev modtaget i præstegården og bænket ved det store bord i dagligstuen. Dette mørke rum, oplyst af den store lampe over bordet, minder mig altid om van Goghs billede, Kartoffelspiserne. Især husker jeg Bo, præstegårdens næstældste datter, der som halvstor pige tog meget kærligt imod os. At det netop var i præstegården, vi blev modtaget, synes kun retfærdigt, idet familiemyten siger, at det var fars fætter, sognepræst Kaj Thaning, og hans søster, kaldet Risse, der havde konspireret og meddelt far: »Erik, du kan ikke bo i København med fire små drenge. Der er en stilling som lærer i Båring, og den søger du«. Det gjorde han så og fik den.
De fire drenge, fra venstre Michael, Tage, Jens og Anders.
Lærerboligen
Dagen efter blev vi præsenteret for rammen om vores fremtidige tilværelse, og jeg kan huske, at mor græd. Vi kom fra en stor 4 værelses lejlighed på Borups Allé med badeværelse og centralvarme til en lærerbolig på landet. Den var kold og utæt, havde komfur og kakkelovne, samt et stort uopvarmet toilet med gasvandvarmer. Boligen havde vist oven i købet stået tom i en længere periode. Men elektrisk lys var der da! Selvom mødet med Båring på visse punkter var traumatisk og mørkt, blev vores liv i Båring lykkeligt og lyst. Både mor og far elskede livet i det lille lokalsamfund. De blev hurtigt en naturlig og respekteret del af det daglige liv og færdedes lige ubesværet i alle kredse. For os børn var det paradis på jord. Jeg griber mig fortsat i at sige, at jeg skal hjem til Båring, og påberåber mig altid at være fynbo, på trods af at jeg er født på 4. sal ved Nørre bros Runddel.
Nørregård
Far blev født i 1915 i Ribe, hvor han og 4 søskende voksede op. I familien var der lang tradition for undervisning. Min farfar var adjunkt på Latinskolen, og min farmor var uddannet lærer. Der var megen musik i hjemmet, og farfar var politisk glødende radikal. Min farmor var hjemmegående. Selvom far voksede op i det bedre borgerskab, var det borgerlige ikke noget, der prægede ham, måske snarere tværtimod; men det radikale hængte ved i mange år. Efter studentereksamen tog han til København, og det lå i kortene, at han skulle studere historie. Min farfars meget tidlige død af blærekræft kom dog i vejen, og da økonomien derefter ikke kunne bære et universitetsstudium, blev han optaget på Jonstrup Seminarium i Ballerup og blev uddannet lærer.
Fru Nørregård
Mor stammede fra Nykøbing S., hvor vores elskede mormor og morfar boede. Han var værkstedsleder på SNS, Statshospitalet Nykøbing Sjælland. De var jævne, tilfredse og favnende mennesker, egenskaber der var blevet min mor til del. Selvom hun ret konsekvent blev omtalt som fru Nørregård, var det på ingen måde en distanceren, snarere tværtimod. Mor blev uddannet som sygeplejerske på Bispebjerg Hospital sammen med fars søster Inge, og det var derigennem, at mor og far mødte hinanden.
Fru Nørregård i sædvanligt outfit – briller og cigar.
Mor var i mange år hjemmegående og passede os drenge, et fuldtidsjob i sig selv. Det forhindrede dog ikke, at hun deltog i det daglige sociale liv i Båring. Hun var med til fødsler, gav en hjælpende hånd med syge og ældre, var til formiddagskaffe og med i læsekredsen. Hun var måske den, der bedst identificerede sig med sognet på tværs af de sociale skel, der var på den tid, og som klart kom til udtryk, når foredragsforeningen havde møde i for-samlingshuset. Uden at det på nogen måde skal misforstås, har jeg altid i mit hoved et billede af en kostald, hvor alle kender deres plads:
Som drenge færdedes vi hyppigt på gården hos Jørgen Nørrelund. Han var ungkarl og et elskeligt menneske, som min mormor ville have udtrykt det. Vi hersede med køerne, var med til at drive dem hjem fra marken og også til at lade dem gå op i hver sin bås. Hvad vi ikke vidste, var, at vi efter veludført dont blot havde ladet dem selv bestemme. Hvad vi end gjorde, gik de i den rette bås! Ligeledes med aftenerne i foredragsforeningen. Alle kendte deres plads og satte sig på den rigtige række. Husmænd sad ikke forrest. Det var et system, der virkede på godt og ondt, men overvejende på godt. I dag mangler vi måske den orden og bruger megen tid på konstant at definere os selv i forhold til omgivelserne.
Efter at vi børn var flyttet hjemmefra, genoptog mor arbejdet som sygeplejerske først på plejehjemmet Eisbjerghus og senere på medicinsk afdeling E på Middelfart Sygehus.
Lærer i Båring
Far, som alle kaldte Nørregård, fandt sig hurtigt til rette med sine nye kolleger: frk. Skøde, frk. Nissen, lærer Jensen og Marie Olsen, ikke at forglemme. Sådan blev de omtalt, selvom det kan virke lidt fremmedartet i dag, hvor alle er dus og på fornavn. Far indtog skolestuen, som lå i forlængelse af lærerboligen, det hus, der i dag er en del af Båring skoles SFO.
Lærerværelset på Båring skole efter at de mange små skoler var lagt sammen i 1963. Fra venstre Marie Skjøde, førstelærer Erik Nørregård, Jørgen Hansen, Grethe Marcussen, John Harris Petersen, Erik Rørtoft-Madsen og Bodil Claudi Lassen.
Det er mit indtryk, at han var meget vellidt som lærer, og jeg møder stadig mange, der husker skoletiden hos ham som en god tid, specielt hans evner som fortæller og oplæser fremhæves. At han kunne gå til håndgribeligheder huskes også, selvom det var i lille målestok, men et slag over fingrene i ny og næ og et løft i en hårtot har jeg da også hørt om.
Livet i byen
Udover skolen og de dertil knyttede begivenheder såsom sommerafslutning i skoven og 3. juledag i forsamlingshuset, deltog far og mor i sognets øvrige liv på fuld kraft, når undtages sport. Dog var mor en entusiastisk tilskuer til fodboldkampe, specielt når hendes sønner var på banen. Ve den dommer, der ikke dømte, som hun mente, der skulle dømmes.
Utallige er de oplevelser, familien har haft i forsamlingshuset med dilettant, foredrag, søndagsbio, gymnastik, fester, folkedans med Inger og David, og efter 1959, hvor højskolen kom til – også i livet på denne. Men specielt husker jeg et år, hvor mine brødre og jeg med klare barnestemmer sang »Blomstre som en rosengård«, en i hvert fald for min mor uforglemmelig oplevelse. Havde det været i dag, var vi gået direkte videre og havde formentlig vundet X-factor.
Degn og bibliotikar
Efter få år blev far degn, et embede som også bragte ham i kontakt med hele sognet. Han fortalte, at tiden under prædikenen ofte blev tilbragt oppe ved orgelet i hyggeligt selskab med organisten Vera, mens han øvede sig på at kaste en Delfol op i luften og gribe den med munden.
Organist Vera Østergård og degnen på vej på arbejde.
Med til forpligtelserne som førstelærer hørte også det at passe biblioteket, som befandt sig i den lille sal i forsamlingshuset. Titlen som førstelærer insisterede han på at beholde, selvom han i 1963 blev inspektør. På biblioteket betjente han foruden min mor, som læste meget og som altid, når der kom nye bøger, udvalgte sig dem, hun kunne lide, også mange andre, en del af dem oven i købet på afstand. Jeg havde tit fornøjelsen at passe biblioteket, da jeg blev lidt større. Det var ikke vanskeligt, undtagen når de faste, oftest ældre kvindelige kunder, sendte mand eller børn med besked om at få en bog, der var ligeså god som den sidste. Det klarede far med sit indre hjernekartotek, som jeg ikke havde adgang til. Han drog altid af sted til biblioteket, som var åbent en gang om ugen, iført 10 Scotsman-cigaretter og en plade blå Senator, mørk chokolade. Jeg fik chokoladen, men ingen cigaretter som tak.
Per aspera ad astra – jeg mener Asperup
Selvom det hele startede en mørk og stormfuld nat, blev det de lyse nætter, jeg husker. Fra en lejlighed med legeplads i baggården, var vi flyttet til den totale frihed med masser af legekammerater og ingen ydre begrænsninger. En vidunderlig verden udfoldede sig for os børn.
At sammenfatte de lykkelige år i Båring indtil fars alt for tidlige død ville kræve en hel bog, men som jeg ofte sagde til mor og far, så var det den bedste beslutning i deres liv – at tage til Båring.
Anders Nørregård