SB 2002 nr. 2
Af Grethe Marcussen
Går du tur i Baaring, træffer du ham nok. Johannes Olsen hedder han og er 76 år nu, men det tænker du ikke på. Han bor på Byvejen 50 lige over for Lokalarkivet med sin kone Lis, nu 69 år, men det tænker du heller ikke på. Spekulativ ser han ud, men er i øvrigt god for en munter historie og en snak om stort og småt. Han er som sin kone ivrig bridgespiller og prøver at nyde sit otium, men synes faktisk, det er svært, for alt for mange af de gamle naboer og venner er på kirkegården, og det er noget rod.
Johannes med bowler 1981,
da bygningen er færdig.
Har du boet her en rum tid, har du nok gættet, at det er Johannes Sla`ter, det drejer sig om, og hans kone Lis, som du stadig kan finde bag disken hos sønnen, slagtermester Carl Olsen, på Byvejen 47. Det faktum, at Carl p.t. overvejer at ophøre med egen forretning og arbejde for en anden slagter, har fremkaldt det spekulative udtryk hos Johannes.
Billedet af slagterforretningen stammer fra den tid, da Johannes og Lis købte slagterbutikken af Laurits Olsen, en bror til Johannes. Det var i 1956. Dengang havde Baaring alene tre slagterforretninger. Broderen havde kun drevet denne i to måneder; men forretningen havde allerede mange år på bagen. Den blev grundlagt af slagter Nielsen, kaldt »Lille Frederik«, selv om han kunne slagte en gris på 20 minutter. Derpå fulgte bl.a. »Store Erik«, Chr. Poulsen, Bent Larsen, Svend Christensen og Poul Bergholt.
Slagterforretningen 1956.
Opvækst og læreår
Siden 1949 havde Johannes handlet med grise, som han opkøbte heromkring og videresolgte i Holstebro hver torsdag. Her på egnen var han godt kendt, han voksede nemlig op på gården »Karlshøj« på Vibyvej i Nr. Aaby. Forældrene Bertha og Carl Olsen erhvervede den i 1926. Indtil da havde de boet i et hus i Gelsted, hvor Johannes kom til verden 1925.
Som 16-årig kom Johannes i slagterlære hos Rosenfeldt i Nr. Aaby. Efter 5 år var han udlært og tog plads hos slagter Emil Hansen, Odense. Han var kun et halvt år derude, for i november 1946 blev han soldat. Som artellerist drog han med 1. Brigade til Jever i Nordtyskland, hvor de danske soldater hjalp til med oprydning.
Familien Olsen 1960. Fra venstre: Lis med Inge Lise,
Torben, Peter, Anne Birthe, Carl og Johannes
Slagtersved
Efter soldatertiden var han igen hos Rosenfeldt, Nr. Aaby; men så gik turen til broderen i Vissenbjerg. På den stedlige kro traf han Lis, som var serveringsstuepige. Det beseglede hans skæbne, han var ‘leveret’ og er det stadig. Brylluppet stod i 1950 i Assenbølle, hvor Lis’ bedsteforældre havde en smedie. Hos dem voksede hun op, da hendes mor døde tidligt. Som nygifte erhvervede Lis og Johannes en landejendom på Viby Mark, fra hvilken Johannes drev sin grisehandel.
Egen forretning
I 1956 købte Johannes og Lis slagterforretningen på Byvejen 47. De havde da fået fire børn, Anne Birthe, Torben, Carl og Peter, og den ældste skulle begynde i skolen. Den yngste Ingelise kom først til verden her i Baaring.
At Lis så godt og vel udgjorde halvdelen af virksomheden, ved Johannes bedre end de fleste. Hus, hjem, børn og butik stod hun for og fik alligevel tid til at servere køkkenkaffe, mens Johannes udover indkøb, slagtning og tilberedning af alt det hjemmelavede havde kødtur.
I 1959 forsvandt slagterforretningen på Middelfartvej nr. 20 i forbindelse med slagter Carl Johansens død. Hans svend Otto Ågård blev ansat hos Johannes, som samme år af veterinærmyndighederne fik pålagt at indrette ny butik og pølsemageri. Der blev bygget om, og beboelsen flyttede ovenpå, sådan som vi ser det i dag fra Byvejen.
Samme år indviedes Baaring Højskole. Det fik stor betydning for landsbyens forretningsliv. Alt i alt betød 1960’erne en vældig opblomstring for forretningslivet. Om sommeren var det vanskeligt for os fastboende at få øje på hinanden i butikkerne. Det vrimlede med gæster fra campingpladserne hos Gustafsen på Molevej, fra Blanke Mark, fra Badehotellet og fra sommerhusene, ikke mindst fra Bruun-Jürgensen, Skovfogedhuset. For slagterforretningen blev Sommerlandets gæster fra 1966 ikke på samme vis gode kunder. De fine nye sommerhuse indrettedes jo med køleskab og fryseboks.
Johannes begyndte på at slagte for de fastboende. Returslagtninger er den dag i dag en stor del af forretningen. 1981 blev pladsen for trang, og 25-års-jubilæet blev festligholdt med indvielse af et nyt slagtehus på 80 kvm, bl.a. med en transportør, der muliggjorde en produktionsgang efter moderne metoder.
Fra enklave til åben by
Fra nærmeste hold har Johannes fulgt udviklingen og de mange forandringer i det nære samfund fra slutningen af 60erne til i dag. I 1956 var Baaring/Asperup, hvad man vil kalde en enklave, selvforsynende med alt i forretninger. Der var faktisk 52 butikker og håndværksvirksomheder – ja, selv, livsledsageren blev fremskaffet fra nærmeste omegn!
Med åbningen af højskolen ændrede landsbyen sig radikalt og blev en åben by. Højskolen selv betød adskillige tilflyttere. Udstykninger af højskolejorden gav plads for parcelhusbyggeri. Der kom nyt blod hertil. Brugsen i Asperup, der lå, hvor vi i dag finder Harry W. Olesens autoværksted, blev flyttet op til Byvejen tæt på de nye huse. De mange små skoler blev i 1963 samlet til én. Folk blev mobile og lagde ikke mere al handel her, for supermarkeder dukkede op i omegnen og kvalte de mindre butikker.
Når det indtil nu er lykkedes at forhindre vores sted i at gå i sort, skyldes det flere forhold. Selv var Johannes Olsen medlem af skolenævnet, der fik en BH-klasse på benene, og som stædigt kæmpede for at beholde 7. kl. her, siden som også skolebestyrelsen i dag gør det. Oprettelse af børnehaven i den gamle hovedskole i Asperup trak i samme retning. Derudover mener han, at det friske pust fra højskolen på bakken aldrig tillod os at falde i søvn, men stadigt ansporede til mere end tanke for materielle goder.
Generationsskiftet
Det gik jo ellers strygende, da Carl i 1988 overtog virksomheden.
Han havde stået i lære hos sin far, hvorefter han tog arbejde på et pølsemageri i Sdr. Omme og senere i forskellige supermarkeder.
Det lille slagtehus blev lavet om til opskæring, og i 1999 moderniserede han butikken; men nu står han i et vadested og ved ikke, hvorvidt det fremover vil være attraktivt med egen forretning her.
Vil supermarkederne kvæle ham? Vil stadig mere indviklede regler fortsat få lov til at sluge uforholdsmæssig megen tid til udfyldelse af papirer, hvori han egentlig blot kontrollerer sig selv?
Vil omkostningerne fortsætte deres himmelflugt? Dyrlægekontrollen er f.eks. steget med 80%, fordi Veterinærdirektoratet har et kæmpeunderskud, der skal hentes ind. Tidligere blev slagteaffaldet solgt til DAKA, i dag koster det mellem 100.000 og 200.000 kr. årligt at få det destrueret.
Carl og Johannes Olsen i 1981.
Mens situationen overvejes, har han skåret ned på antal medarbejdere. Butikken er kun åben onsdag, torsdag og fredag. Han er selv på fuld tid som sælger hos slagteren i Ejby. Derefter arbejder han herhjemme, også om søndagen. Lørdag holdes fri!
Vil udviklingen eller afviklingen, eller i hvert fald afmonteringen af de små landsbysamfund fortsætte sin skæve gang? Vil vi her på stedet nå at besinde os og igen lære at handle lokalt?
Op til dig og mig
Om kirke, skole, højskole og foreningslivet i alle dets afskygninger tilsammen med et rimeligt udbud af butikker og virksomheder fremover skal kunne forhindre, at vores by ender som ren soveby, ja, det en det op til dig og mig at afgøre.
—-
Ét er sikkert: Vi en hinandens forudsætning, hvis landsbylivet anno 2002 og fremefter skal være tillokkende.
Grethe Marcussen