SB 1991 nr. 3
Af Herdis Noer Eriksen
Børge Eriksen ved arrestationen af Gestapo, 06. marts 1945.
Frakken var syet af gamle lagner.
En beretning om Børge Eriksen, drengen fra Vedelshave, og hans forunderlige liv. For 80 år siden, 5. juli 1911, fødtes Peter Børge Volmer Eriksen.
Hans mor Dagmar Volmer døde den 6. januar 1912. Den seks måneder gamle Børge blev bragt til moderens veninde Anna Nielsen og Niels Karl Nielsen på »Vedelshavegaard«. Her voksede han op hos to elskelige mennesker, men bevarede hele livet forbindelse med sin biologiske far i København.
Han gik i skole hos lærer Larsen i Båring og blev konfirmeret af pastor Hans Øllgaard, senere biskop over Fyns Stift og medlem af Danmarks Frihedsråd under den tyske besættelse.
I 1918 flyttede familien Nielsen til en gård i Båring.
Tidligt fattede Børge interesse for astronomi og var på mange områder væsensforskellig fra sine jævnaldrende. Et primitivt paprør var hans kikkert, som han i måne- og stjernelys i timevis kunne sidde med ude i marken, mens han drømte sig til et rigtigt observatorium.
Hans drøm blev til virkelighed, da han fra 1964-68 på sit specialværksted for opfindelser byggede sin astronomiske kikkert og etablerede »Dyrhøj Observatorium«. Dette blev ti år efter hans død flyttet til Båring Højskole, hvor det nu står som et minde om ham.
Hans far var værkfører på den første radiofabrik »Sonofon« i København, og det første krystalapparat dukkede op i Båring til Børges konfirmation i 1925.
Efter endt skolegang kom han i smedelære hos grovsmeden i Skovshøjrup. Utallige var de spændende historier, han kunne berette fra den tid. Han var en god fortæller og havde også fra sin mor arvet evnen til at kunne digte. Hans viden og hukommelse var legendarisk. Efter læretiden hos smeden kom han på teknisk skole, blev maskinmester og kom ud at sejle på de store have.
Tilbage i Båring blev han ansat på »Grand«-fabrikken i Nørre Aaby, stiftede familie og byggede den første bungalow i Båring med moderne bekvemmeligheder – i dag Byvejen 44 – og nabo til »Rasmines Villa«.
Læsning optog al hans fritid. Han blev stærkt optaget af Arne Sørensens bog »Det moderne Menneske«. I slutningen af trediverne »fandt« Arne Sørensen ham ved et møde på Båring bibliotek, og derefter blev Børge det unge parti »Dansk Samling«s første rejsesekretær.
Han forlod sin landsby og rejste land og rige rundt for at udbrede kendskabet til partiets ideologi og politik. Der blev bl.a. afholdt dagligstuemøder, fortrinsvis i Jylland.
Efter den 9. april 1940 opstod i visse dele af det danske folk tanken om, at en modstandskamp skulle begynde. »Dansk Samling« og »Danmarks kommunistiske Parti« illegaliseredes automatisk.
Børge var Arne Sørensens udfarende kraft vest for Storebælt og fik dannet en række modstandsgrupper. Det blev en let sag for ham, der nu kunne henvende sig til alle de folk, som gæstfrit havde åbnet deres hjem for ham gennem flere år. Det var læger, præster, højskolefolk osv. – alle pålidelige mennesker.
Han kom i forbindelse med Flemming Juncker, Robert Stærmose, Tage Albertsen og mange fIere. Studerer man den britiske organisation SOE’s historie, som beskrevet af historikeren Hæstrup, opdager man, at de første faldskærmsfolk bl. a. havde kontakt med Børge, som beredte dem vejen, før de dalede ned.
Han kom i forbindelse med en vis tolder Jensen kendt som Toldstrup og »Europas bedste nedkastningschef«. Forbindelsen med Toldstrup fik senere vidtrækkende betydning. Man begyndte etableringen af nedkastningspladser, der alle fik kodenavne fra mænd og kvinder. Første nedkastning fandt sted ved Farsø i Himmerland. Man lyttede hver aften til BBC London, hvorfra Christmas Møller sendte. Der sluttedes med en særmelding, f.eks. : »Hilsen til Petra, Hans, Søren, Ole osv.«. Hvert navn betød et eller andet punkt i Danmark, hvor Royal Airforce den følgende nat ville lade containere dale ned. Den gruppe, som hørte sit navn nævne, gjorde sig klar til nattens job: at signalere med lygter til flyverne og modtage de nedkastede våben og andet materiel – fjerne faldskærmene og hurtigt få sagerne bragt i sikkert skjul et eller andet sted og fjernet alle spor. Desværre gik det ikke altid godt, men grupperne fortsatte ufortrødent.
Der blev også kastet faldskærmsfolk ned. De skulle samarbejde med modstandsbevægelsen i Danmark. Det var i flere tilfælde danske, som var strandet i England og der uddannet til jobbet.
Ved Rigsdagens åbning, 09. maj 1945. Børge Eriksen, Herdis Noer Eriksen, og de to ordonnanser, som kørte ham fra Århus til København via Odense. Helt til højre ses Brune Noer, der havde været taget som gidsel af Gestapo
Jeg traf Børge den 9. april 1943, og han præsenterede sig som sælger af maskiner for firmaet Lønberg Holm i København, hvorfra han også modtog sin løn: 500 kr. pr. måned.
Der gik nogen tid før jeg virkelig forstod, hvad hans arbejde var, og selv kom med i det. Han rejste rundt i landet med tog, rutebil og cykel fra sted til sted for hver nat at sove i en fremmed seng. Falske legitimationskort og opdigtede navne – sådan var frihedskæmpernes tilværelse for den indre kerne, som vel bestod af ca. 2000. Jeg ser bort fra de mange som dukkede frem med armbind den 5. maj 1945 om morgenen, og hos hvem naturen i visse tilfælde gik over optugtelsen.
Børge blev medlem af Jyllandsledelsen i efteråret 1944. I 1945, da militæret »satte sig« på så meget, fordi der skulle omorganiseres med helt militære aktioner for øje, så Børge i en højst forfærdende militærskildring af en civil modstandsleder et forsøg på med Frihedsrådets sanktion at afsætte Toldstrup som modtagechef og eventuelt få ham likvideret. Børge sagde udfra sit kendskab til Toldstrup helt enkelt: »Det er løgn det her«, og så indledte han en mæglingsaktion, som lykkedes. »Alene det bør han huskes for« – citat fra Børge Outzes nekrolog, maj 1971.
Børge Eriksen blev arresteret af Gestapo i Århus den 6. marts 1945. Han blev efter tortur og forhør overført til Husmandsskolen i Odense og senere anbragt i Gestapos afdeling i Albanigades arrest. Den sidste måned tilbragte han i Frøslevlejren, hvorfra en faldskærmsmand fra Århus hentede ham den 5. maj om morgenen og kørte ham til Jyllandsledelsens hovedkvarter.
Den 9. maj var vi på Christiansborg til Rigsdagens åbning. Arne Sørensen var blevet kirkeminister og Børge hans ministersekretær. Det blev en travl sommer, Mindelunden i Ryparken blev indviet, og utallige problemer for besættelsestidens ofre skulle løses.
Ved »Dansk Samling«s valgnederlag i september 1945 sagde Børge farvel til politik. I februar 1946 rejste vi til USA i 9 måneder. I marts 1947 drog han på geologisk ekspedition til Grønland i syv måneder. Han var blevet rodløs… I modsætning til de etablerede læger, præster, sagførere etc., som alle havde noget at vende tilbage til, da kampen var slut, måtte han nu forsøge at finde et ståsted. Det blev en virksomhed for opfindelser af maskiner og værktøj.
Livskunstner uden ambitioner var han, med interesser som astronomi, fotografering, litteratur og digtning. En produktion af jernskulpturer under navnet Robert Groes udtrykte hans skepsis overfor Robert Jacobsen, som var ny på den tid.
Hans helbred vaklede gennem lang tid, og de sidste tre år blev tilbragt i dødens venteværelse. Han døde den 17. maj 1971 på Norges frihedsdag.
Børge Outze, Information, sluttede sin nekrolog med følgende:
»Tusinder har kendt Børge Eriksen – mange har ikke kendt hans rigtige navn, andre har ikke vidst, hvad der blev af ham. Han førte sig ikke frem, da opgaven var løst, men han var livet igennem deltager i såre mange aktiviteter både i krig og fred, indtil hans helbred blev knækket. – Enhver, der har kendt ham som Børge Eriksen eller i krigens år på dæknavn, er blevet lidt anderledes af det – lidt bedre – lidt mere interesseret i tilværelsen. – Større indsats overfor sine medmennesker øver vel egentlig få? – Livet kan være mærkeligt – Børge Eriksens var mærkeligt.«
Børge Eriksen in memoriam.
Herdis Noer Eriksen
PS: Om Børge Eriksens mor, Dagmar Volmer Eriksen, er der fortalt i SB 1988 nr. 3.
»Dyrehøj-observatoriet«, fotograferet 1974