PROFESSOREN FRA ROERSLEV
Rasmus Nielsen
SB 1983 nr. 3
Af Kaj E. Sørensen
Først i 1800-tallet boede husmand og bødker Niels Berthelsen og hans hustru Anne Kathrine Rasmusdatter i et bindingsværkshus nær ved Roerslev kirke. Huset er forlængst forsvundet, men det lå, så vidt man ved, bag det hus, som i dag er Kirkebjergvej nr. 14. De fik mange børn, blandt dem en søn, der blev født den 4. juli 1809 og to dage senere døbt Rasmus Nielsen.
I denne store søskendeflok har Rasmus’ barndom næppe adskilt sig meget fra andre børns, men hans fader, der skildres som »en tænksom og flittig mand med et sundt syn på livet og menneskene«, og hans moder, der var »en religiøs natur” , har sandsynligvis taget sig mere af deres børns åndelige udvikling, end almindeligt var på den tid.
Da Rasmus begyndte at gå I landsbyskolen i Roerslev, vakte hans gode anlæg tidligt opmærksomhed, og når præsten, Erik Frisenberg Thorup, i embeds medfør besøgte skolen, fik Rasmus da også jævnligt ros.
Det er ikke underligt, at præsten, der var en høj og kraftig skikkelse med en mandig stemme, gjorde et vældigt indtryk på Rasmus, der jo så ham både på prædikestolen i kirken, ved katederet i skolen og måske også et par gange hjemme i de lavloftede stuer, når en af hans søskende blev døbt, og Rasmus har sikkert været glad, den dag præsten opfordrede ham til at følge konfirmationsforberedelsen et par år før tiden.
Tiden i Asperup præstegård
Rasmus var meget interesseret i tegning, men vist nok ikke særlig god til det, og da konfirmationsforberedelsen var ved at være slut, blev han bedt om at hjælpe præstens kone med at tegne nogle mønstre. Da dette ville tage nogen tid, blev han indbudt til at bo i præstegården imens, så han kunne spare turen fra Roerslev til Asperup og tilbage igen om aftenen. – Det kunne se ud, som om dette nærmest var et påskud eller en prøve, for da tegningerne var færdige, vendte Rasmus ikke hjem til Roerslev, men blev efterhånden fastboende i præstegården.
Dette har selvfølgelig haft enorm betydning for Rasmus’ senere liv, for det var absolut ikke noget almindeligt hjem, han var kommet til. Præsten, der var en begavet mand med meget vid og lune, havde tidligere varet overlærer i Viborg, hvor han var blevet gift med Mathilde Rüdiger, der var enke efter en stadsmusikant.
Huset var meget gæstfrit, men tog ikke hensyn til smålige formaliteter i selskabslivet. Præstekonen var humoristisk anlagt og meget musikalsk begavet, så der blev spillet og sunget meget. Præsten var en tænksom natur, som holdt meget at at »disputere« med de unge. Han skrev almindeligvis ikke sine prædikener ned, for når han havde gennemtænkt et emne, var han altid i stand til at finde de rette udtryk for sine tanker og havde da også ry for at være en veltalende mand. – En karakteristik, der senere også blev givet af Rasmus Nielsen.
Rasmus’ undervisning foregik på samme frie måde som alt andet i Asperup præstegård. Præsten lærte ham latin, præstekonen ville uddanne ham til musiker, og selv ville han være kunstmaler. Altså en meget alsidig, men sikkert ikke særlig grundig uddannelse.
Rasmus Nielsens videre uddannelse
Efterhånden var Rasmus Nielsen nærmest blevet plejesøn i præstegården med dens noget ualmindelige dagligliv. Tiden gik, og først da han var næsten 20 år, fik præstekonen ham optaget på Viborg Latinskole, hvor de havde forbindelser fra tidligere tid, og på grund af hans kundskaber i latin og hans alder slap han ind i 3. klasse den 1. juli 1829. Hans gode begavelse og tilegnelsesevne hjalp ham imidlertid, og tre år efter blev han student – med første karakter. I løbet af disse tre år havde han endda også nået at blive hemmeligt forlovet med den seks år yngre Edel Margrethe, der var datter af stiftamtmanden.
Rasmus Nielsen drog nu til København. Det var egentlig hans mening at studere filologi, men efterhånden som han hørte de forskellige professorers forelæsninger, bestemte han sig til at studere teologi. Mange af hans studiekammerater fik hurtigt øje på hans dygtighed, og han blev efterhånden en meget søgt manuduktør til den teologiske embedseksamen. Dette var et ret lønnende arbejde og satte ham i stand til at gifte sig kort efter, at han havde taget teologisk embedseksamen – med udmærkelse. Den 14. november 1837 blev han i Trinitatis kirke viet til sin forlovede fra Viborg.
Rasmus Nielsen fortsatte sit arbejde som teologisk manuduktør og skaffede sig også adgang til at holde forelæsninger på universitetet. Senere blev han privatdocent, og den 22. april 1841 udnævntes han til ekstraordinær professor i moralfilosofien – kun 31 ár gammel.
H. W. Bissens buste af Rasmus Nielsen
Professoren, Kierkegaard og deres spadsereture
Rasmus Nielsen blev altså boende i København, og selv om den på det tidspunkt nærmest var en stor provinsby, var der et rigt åndeligt liv. Det var midt i den såkaldte »guldalder«, hvor kunst og kultur for alvor »blomstrede« i Danmark. Grundtvig var blevet præst ved Vartov, og Søren Kierkegaard gik rundt og filosoferede.
Søren Kierkegaard havde i en artikel spottet Rasmus Nielsen for hans filosofi. En dag i 1848 mødtes de på gaden, og Nielsen hilste på Kierkegaard, som straks gik hen og talte med ham. Efter dette møde blev det de næste par år almindeligt, at de to spadserede sammen hver torsdag, mens de ivrigt drøftede bl.a. Søren Kierkegaards felttogsplan mod teologien og »den officielle kristendom«.
Der findes i øvrigt flere beretninger om Rasmus Nielsens spadsereture med forskellige mennesker, mens de drøftede filosofiske tanker. Alt var dog ikke filosofi. En dag, han spadserede med sin svigersøn, meldte hans sunde natur sig, og han stoppede op og sagde med et lunt smil : »Der svæver for mit blik et flækket surbrød med rullepølse« . De gik straks ind på en beværtning, hvor hans »syn« blev til virkelighed.
Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Rasmus Nielsen var den eneste, der forsvarede Søren Kierkegaard efter dennes død i 1858 i en strid imellem »de lærde« om Kierkegaards mentale tilstand.
Rasmus Nielsens privatliv
Rasmus Nielsens familieliv var hyggeligt, med tre livlige, elskværdige døtre og hans kone, der var en kærlig natur og en dygtig husmoder. Hun sørgede for alt det praktiske, og satte ham meget højt, måske mest på grund af hans personlige elskværdighed, men vel også fordi andre sagde, at han var en betydelig personlighed, hvad hun vist ikke selv var i stand til at dømme om. Men hun vidste, hvordan man skulle klæde sig og optræde i selskabslivet, bl.a. fra de ugentlige besøg på Amalienborg, hvor der en gang om ugen var soiré ved Caroline Amalies hof. Her var Rasmus Nielsen altid til stede og måtte sammen med Grundtvig og Rørdam bidrage til underholdningen. Der var altid liv i selskabet, når Rasmus Nielsen var med, og der findes mange beretninger om hans rige evner som taler.
Gæsterne i huset var for det meste familien. Herudover nogle enkelte kolleger og ungdomsbekendte, bl.a. familien Jacobsen fra Carlsberg – den ældre brygger var en af Nielsens ungdomsbekendte. Af familien sås foruden svigersønnen, den senere general Zachariæe, et par brødre til fruen. Af Rasmus Nielsens familie sås oftest broderen Erik Frisenberg Nielsen, der var cand. theol. eller phil. og ernærede sig som manuduktør, men ikke var nogen stor begavelse, og han er senere beskrevet som »det mørke himmellegeme, månen, der låner sit lys fra solen« – selvfølgelig med tanke på hans navnkundige broder. Erik Frisenberg Nielsen (tydeligvis opkaldt efter Asperup-præsten) blev senere dr. philosophiæ, hvilket nær var blevet en skandale, da hans afhandling var så »tynd«, at den næppe burde være antaget. Han var i øvrigt en rar og skikkelig onkel, som niecerne ofte gjorde løjer med. Rasmus Nielsens andre brødre, der var ‘i beskedne stillinger, holdt sig mere tilbage. En af dem, Berthel, der var lysestøber på Vesterbro, lignede Rasmus i det ydre og syntes også at have lignet ham i åndsevner, men han var en jævn mand, der aldrig vovede at kalde sin broder andet end »hr. professoren«. En tredie broder, Hans, har vel også været der af og til, da han en periode var valgt til folketingsmand for Middelfart-kredsen, vist nok mere på grund af slægtskabet med Rasmus Nielsen end på grund af hans egne evner.
Professoren og smeden
I et københavnsk menighedsblad kunne man i 1935 læse følgende lille historie om Rasmus Nielsen:
Som dreng kom han meget i Roerslev smedie, så Rasmus og den fornøjelige og spøgefulde smed var fine venner. Mange år senere, da Rasmus Nielsen var professor i København og et efterår skulle begynde en række offentlige forelæsninger, kom der bud fra Roerslev: Smeden lå for døden og bad Rasmus Nielsen komme. Professoren lod forelæsningerne aflyse og rejste til Roerslev. En dag, han sad ved smedens sygeleje, sagde denne : »Du og jeg, Rasmus, er så forskellige, som mennesker kan være. Du ved så meget, og jeg ved ingenting, men alligevel er jeg glad for dig, som om vi var brødre. Men jeg ved godt, hvordan det kan være. For så stor er Jesus Kristus, at han kan smelte menneskehjerter sammen, hvor forskellige de end er«.
Hertil svarede professoren : »Ja, Søren Peter, du har altid været foran mig, og det er du igen i dette øjeblik, da du ligger foran døren ind til livets rigeste, dejligste hemmelighed«.
Så bad de den sidste bøn sammen, smeden sendte sin ven det sidste blik og døde, mens professoren holdt hans hånd.
Det er vel lidt underligt, at denne beretning først dukker op et halvt hundrede år efter Rasmus Nielsens død, hvorfor man nok må sætte spørgsmålstegn ved dens historiske sandfærdighed, men at den fortæller noget om Rasmus Nielsens natur og sindelag, er der næppe tvivl om.
Hvor ofte Rasmus Nielsen besøgte Roerslev, ved vi ikke meget om, men der findes en beretning om, at han i 1876 rejste rundt i landet og holdt foredrag, og da han en gang var i Kolding, der dengang var grænseby, gæstede han også sin fødeby, hvor han »naturligvis blev modtaget med stor honnør«.
Der er dog grund til at antage, at Rasmus Nielsen har besøgt Roerslev flere gange, bl.a. fordi han havde en søster, der ledede en privat småbørnsskole i Roerslev, og en broder, der boede på Roerslev Mark, nemlig den før omtalte høker Hans Nielsen, som blev folketingsmand for Middelfart-kredsen i 1873. – Måske har han også af og til besøgt smeden?
Rasmus Nielsen som filosof og taler
Rasmus Nielsens filosofi blev ikke stående som en samlet lære af en stor »guru« til evigt studium, som f.eks. Søren Kierkegaards. Men hans betydning har måske alligevel været undervurderet, og adskillige personligheder har da også senere givet udtryk for, at han, navnlig med sine inspirerende forelæsninger, har haft stor betydning for dem. Dette passer da også med, at de fleste beretninger om Rasmus Nielsen går ud på, at han var langt bedre som taler end som skribent. Hans veltalenhed var nærmest legendarisk og er senere blevet beskrevet som et »verbalt fyrværkeri af åndrigheder« . Hans forelæsninger ved universitetet var en overgang nærmest et »tilløbsstykke« for studenterne, mens hans kollega talte for tomme bænke. Dette havde til følge, at man i 1871 ved intriger fik kultusministeren til at udstede et reskript, hvorved det bestemtes, at Rasmus Nielsen kun måtte holde rusforelæsninger hvert andet år, således at studenterne hvert andet år var tvunget til at høre hans kollega, hvilket harmede Rasmus Nielsen og også førte til studenterdemonstrationer.
Rasmus Nielsens død og eftermæle
Stilen i Rasmus Nielsens værker var »sprudlende åndfuld« helt frem til 1880, og han var ualmindelig åndsfrisk, indtil han i 1881 ramtes af et slagtilfælde, der gjorde ham delvis lam. Dette var han tilsyneladende ved at overvinde, da et nyt anfald ramte ham, og herefter var han fuldstændig nedbrudt, til han i 1883 fik sin afsked fra universitetet med titel af konferensråd.
Den 30. september 1884 døde Rasmus Nielsen, efter at han i nogle dage havde henligget med lammet tunge. Det fortælles, at der var noget, han forgæves anstrengte sig for at meddele; men ingen fik altså at vide, hvad det var. Det er en underlig tanke, at Danmarks mest veltalende mand således døde med et uudtalt ord på læberne.
Der var stor deltagelse, da man fra Domkirken i København den 7. oktober 1884 begravede bødkersønnen fra Roerslev med titlerne professor, æresdoktor i Lund, medlem af Videnskabernes Akademi og kommandør af Dannebrog.
I Roerslev rejste man på hans 100-års dag i 1909 en mindesten, der bærer indskriften »Aabenbaringens Virkelighed er Aandsvirkelighed, Virkelighed for Aanden«. – Nogle har senere ment, at man hellere skulle have brugt hans kendte læresætning : »Tro og viden er absolut uensartede principper« . Det gælder nok for begge citater, at man skal have et godt kendskab til filosofi for fuldt ud at forstå dem.
Kaj E. Sørensen