SB 1981 nr. 4
I sidste nummer af Sognebladet, SB 1981 nr. 3, skrev og tegnede Jørgen Melby Larsen om røverne I Båringskov. Han efterlyste visen om pigen og støtten. Den står ganske rigtigt i C. H. Andersens bog »De Vissenbjerg Røvere«, sammen med en anden omtale af røversagnet, som vi bringer herunder. Red.
Det er et udpræget vandresagn, som går igen i forskellige variationer i hele Skandinavien og Nordtyskland med. Der er historien om, hvordan røverne engang blev pågrebet. Det var en ung pige, som røverne havde taget til fange og holdt indespærret i deres hule, hvor de tvang hende til at lave mad, og i det hele taget udføre alle de huslige sysler, som man nu kan tænke sig en flok røvere kan have brug for. Hun kunne ikke få lov at forlade hulen, selv om røverne intet ondt gjorde hende. Da hun havde været der et helt år, bad hun røverne om at måtte gå til sin moders grav på kirkegården i Vissenbjerg, og da hun altid opførte sig pænt og gik stille omkring, fik hun omsider lov dertil, på den betingelse, at hun intet menneske måtte tale med.
Den unge pige gik til kirkegården og stillede sig op foran moderens gravsten, og sagde:
I røverkulen i Vissenbjerg,
der bor der røvere sytten.
Jeg siger det hverken til folk eller fæ,
men kun til denne støtten.
Hun havde holdt ord overfor røverne, og intet sagt til noget menneske, men graveren havde naturligvis hørt, hvad der blev sagt, og sognets beboere omringede hulen, og alle røverne blev fanget.
Et andet sagn, som også hører middelalderen til, går ud på, at en rig, men gerrig herremand på egnen var fører for en røverbande af egnens beboere. Han optrådte som den fornemme og velbyrdige mand om dagen, men om natten drog han til de store skove, hvor han forklædt overfaldt de vejfarende sammen med sin røverbande. Der findes flere sagn af lignende art, men sikkert er det, at mange af disse slet ikke har fundet sted, eller begivenhederne er sket andre steder i landet, og i folkemunde lagt til Vissenbjergskovene, hvor der i forvejen var god grobund for sådanne tildragelser.
Mer’ røverhistorie
Af Christian Agger
Jørgen Melbye Larsens artikel om »Kragelundrøverne I Båringskov« har givet anledning til en videregående udforskning af de vestfynske røverhistorier.
Det følgende bidrag til Sognebladet er skrevet af Christian Agger, Båring. Og det giver anledning til nogle andre formodninger om grunden til, at man på Kragelundrøvernes tid ikke finder spor af Kærbyholm-slægten på gårdene i Båring. Den har tilsyneladende haft nok at gøre et andet sted. Red.
Til fortællingerne om Kragelundrøverne kan der knyttes flere overleveringer. Det fortælles, at hvis de rejsende var så heldige at komme igennem Båring Skov og skulle videre østpå, var det næste, de skulle passe på, de »Harndrup-kæltringe«. Kunne man slippe godt igennem Båring Skov og Harndrup, så var der kun Vissenbjerg-røverne tilbage. Og kunne man også klare dem, så regnedes det for, at man var kommet godt over Fyn.
Se, det var dem, som rejste østpå! Men der var jo også nogle, som skulle rejse vestpå. Og de havde selvfølgelig talt med dem, som kom vestfra og fået at vide, hvordan det stod til. De søgte derfor en sydligere rute uden om Båring Skov, nærmere betegnet ved Ingslev.
Men ak og ve! Der havde de gode borgere i Ingslev og Kærbyholm sat en bom over vejen og krævede bompenge som betaling for, at de rejsende kunne få lov til at passere den smalle landtange. Der hvor bommen var, ligger der stadig et hus og en gård, som kaldes »Bomhuset« og »Bomgården«.
Denne trafik har sikkert været så indbringende, at kærbyholm-slægten senere havde råd til at købe gårde i Båring.
På den måde har de gode »kærbyholmere« nok været med til at grundlægge en afgiftspolitik efter socialdemokratisk mønster.
Christian Agger.