SB 2004 nr. 2
Samlet af Erik Brygmann
Asperup-møderne
Erik Brygmann, tidligere højskole-
lærer på Baaring Højskole:
Den 4. juni er det 100 år siden, Kaj Thaning blev født. Til oplysning for de senere års tilflyttere og Sognebladets yngste læsere vil det måske være på sin plads at fortælle, at Kaj Thaning var præst i Asperup og Roerslev fra 1938 til 1973. Han var stærkt optaget af Grundtvigs tanker, skrev flere bøger om ham og færdiggjorde sin disputats i 1963. Han var initiativtageren til oprettelsen af Baaring Højskole.
I et tidligere nummer af Sognebladet, nr. 1, 2002, er der fortalt udførligt om Kaj Thaning, hans familiemæssige baggrund og hans virke som sognepræst. Det skal ikke gentages her. Men i stedet vil vi prøve at kaste lys over de såkaldte »Asperupmøder«, hvoraf der var syv. De fandt sted i årene fra 1947 til 1968. Deltagerne var fortrinsvis højskolefolk, teologer og forfattere, og det man beskæftigede sig med, var først og fremmest højskolen i dagens Danmark, dens forhold til mytologien, til Grundtvig og/eller Kold, til humanisme og kristendom, højskolens rolle i 30’erne, under besættelsestiden og efter krigen, og dens forhold til landbo- og byungdommen.
Ankomst til mødet i Asperup præstegård april 1957.
Foto Tage Taaning, 1957.
Det kan overraske, at der kun findes meget lidt skriftligt materiale om disse møder. De er i en vis udstrækning omtalt i Gunhild Nissens bog, »Udfordringer til højskolen« fra 1994 og i Poul Nyboe Andensens bog om Johs. Rosendal, „Frihed det bedste guld” fra 1996. Et par af foredragene er medtaget i den af Rosendahl redigerede bog „Højskolen til debat” fra 1961. Ifølge Thorkild Thaning har hans far ikke efterladt sig skriftligt materiale om disse møder.
Selvfølgelig blev de bemærket i højskolekredse. Det var ærefuldt at blive inviteret med, og nogle blev skuffet over ikke at være blandt de indbudte. Arrangørerne forsvarede sig med, at man gerne ville fastholde sammenkomsterne som dagligstuemøder, og det måtte selvfølgelig begrænse antallet af deltagere.
Der lyttes! Foto Tage Taaning, 1957.
Forfatteren Ole Wivel, der i øvrigt kom med p.g.a. et afbud, blev efter sit første møde medlem af planlægningskomiteen og blev bindeleddet mellem møderne og en række af tidens betydeligste forfattere. Ved disse møder vaktes hans interesse for højskolebevægelsen, hvilket senere resulterede i et lærerjob på Askov Højskole. Ole Wivel skriver i sine erindringer fra 1972, »Romance for valdhorn«:
»Og nu mødte jeg, der kom fra København, lige som Peter P. Rohde, der kom fra den marxistiske lejr, for første gang Kaj Thaning, K. E. Løgstrup, Knud Hansen, Johs. Rosendahl, Richard Andersen og endnu flere af teologiens og højskolens avantgarde. Det var fabelagtig spændende! Jeg oplevede i dette miljø, den gamle idylliske præstegård på Vestfyn, et engagement jeg havde været uvidende om og mødt med forhåndsskepsis, da jeg blev draget ind i det, frygtende kristendommens degeneration, højskolens moralisme og nationalisme, bordbøn og bragesnak. Alt det en københavner forestiller sig som værst. Og alt blev gjort til skamme på disse få dage, afsløret som fordomme og uvidenhed, højrøvet intellektualisme«.
Det vil også være rimeligt her at minde om, at Thaning overtalte forfatterne Ole Wivel og Thorkild Bjørnvig til at skrive hver sin sang til Båring Højskoles indvielse i 1959, »Der truer os i tiden« og »Mørk er november«, sange, der i høj grad har vist sig at være slidstærke.
Laura Thaning, Rosemarie Løgstrup, Knud Hansen, Ole Wivel og K. E. Løgstrup holder pause i haven. Foto Tage Taaning, 1957.
Den, Gud giver …
Harald Engberg-Pedersen, tidligere
forstander på Krogerup og Askov
Højskoler, samt mellem disse poster
undervisningsdirektør:
»Den, Gud giver en stor præstegård, giver han også evner til at bruge den.«
Det gjorde han i hvert fald i Asperup. Laura og Kaj Thaning har indskrevet sig i højskolehistorien gennem den række »Asperup-møder«, de arrangerede i deres velbyggede præstegård i årene omkring 1950. Der var ikke megen organisation bag møderne, men der må have været meget arbejde, som præstefamilien, så vidt jeg ved, selv påtog sig. Som ung højskolelærer på Krabbesholm Højskole i Skive modtog jeg en indbydelse til at være nogle dage i Asperup. Der ville blive sørget for kost og logi. Kosten fik vi i præstegårdens konfirmandstue. Natteleje blev stillet til rådighed rundt om på gårdene i Baaring. Her levede man i den stilfærdige mildhed, som hører til i Fynboernes land.
Henne i præstegården var der mere ballade. Her samledes 20-30 præster og højskolelærere for at udsige meninger. Mange kendte ikke på forhånd hinanden, men det kom man til. Selv var jeg svigersøn af Rønshoved Højskole og bragte adskilligt mytologisk gods med til møderne. Her måtte man stå tidligt op, hvis man ville holde hovedet oven vande i den syndflod af dialektik, som de Tidehvervs-trænede teologer opvartede med. Men ordskiftet var frit. Der skulle ikke afsluttes med hovedsætninger, som man i enighed kunne tiltræde.
Husker jeg ret, gjorde Thaning ikke noget forsøg på at dominere møderne. Jeg tror endda ikke, han var foredragsholder. Men han sad i en af sine mange sofaer og var altid parat med en kort og klar bemærkning for at skille vandene, hvor han syntes, de mudredes. Han må også have spillet en rolle som planlægger.
I takt med, at Asperupmøderne placerede sig som væsentlige indslag i halvtredsernes højskoleliv, kom andre opfindsomme sjæle til bistand. En af dem var Johannes Rosendahl. Han fortalte veloplagt om Karen Blixen. Ole Wivel blev inddraget i kredsen og med ham flere hereticanere. Marxismen blev sandelig ikke forbigået, skønt den vel først fik sin store tid en halv snes år senere.
Johannes Rosendahl, forstander på Søhus og Andelsskolen i Middelfart. Foto Tage Taaning, 1957.
Ejendommeligt nok husker jeg ikke, at Grundtvig blev underkastet behandling pâ de møder, jeg deltog i. Ejendommeligt, fordi Thaning jo mellem møderne skrev og skrev om den rette forståelse af skjalden. Thaning må have siddet med al sin viden i baghånden og roligt tænkt, at den sag skulle han nok vende tilbage til. Det gjorde han da også, dels i de tre svære bind, dels i kortere artikler. Man finder to af dem i den bog, »Højskolen til debat«, som i 1961 blev redigeret på baggrund af Asperup-møderne, og som den dag i dag bevarer lidt af atmosfæren fra dengang.
Forår i Asperup
Niels Jensen, tidligere lærer
på Krogerup Højskole:
Kære læser!
Du, som her tager fat, bør, inden du eventuelt går videre, vide, at den, du læser, blot var en bifigur eller måske snarere en statist eller, om en rolle absolut skal tildeles, en klovn i den sammenhæng, hvorom du gerne vil vide mere. Men oplevet et Asperup-møde har jeg immervæk.
Det var engang i halvtredserne. Ved forårstide ifølge skik, det vil sige efter vinterskolernes ophør. Jeg var inviteret ligesom min ven og Krogerup-kollega, digteren Erik Knudsen, der mente, at man nok blandt lokale ovre i det fynske ville se skævt til ham. Rød som han var og velkendt herfor. Det blev nu ikke tilfældet. Var næppe under nogen omstændigheder blevet det andre steder end i min rejsekammerats fantasi, men at det nu ligefrem skulle gå omvendt, var nu alligevel en overraskelse. Det gjorde det ikke desto mindre. På gården, hvor vi indkvarteredes, blev Erik en slags æresgæst, da det gik op for vore værtsfolk, at hans farfar var den på egnen navnkundige gårdmand og sparekassedirektør Rasmus Knudsen, der i provisorietiden havde talt Estrup midt imod og nægtet at betale skat!
Således hjerteligt modtaget og fortræffeligt akkomoderet i et smukt indrettet gammeldags gæsteværelse begav vi os til vort egentlige bestemmelsessted, Asperup Præstegård, hvor modtagelsen ikke var mindre imødekommende, og hvor de følgende dage skulle blive gennempræget af værtsparrets uforbeholdne varme og munterhed. For det kom til at gå på livet løs fra tidlig formiddag til sen aften med lige dele forplejning af krop og sjæl.
Hvad der, som traditionen bød, var årets overordnede tema, må jeg dog med skam at melde ikke have den fjerneste erindring om. Kun den stemning, hvori det hele var svøbt og arrangeret. Det foregik altsammen i præstegårdens stuer. En fremragende ramme, naturligvis for de åndelige materier og den drøftelse, der var anliggendet. Men også altsammen ret upraktisk for så vidt som at deltagerne var fordelt over tre stuer, og at de i den ene ikke nødvendigvis kunne se, hvad der foregik i de to andre. Derfor rungede da også en pastoral eller klassisk forstanderstemme fra et bestemt skjult hjørne: »Hvem taler?«, hvergang én tog ordet.
Laura og Kaj Thaning.
Og det var der mange, der gjorde. Blandt andre Knud Hansen, som var tildelt et af mødets hovedindlæg, hvilket han stående i døren mellem to stuer fremmumlede efter manuskript. På den dér uimodståeligt charmerende, lakoniske facon, der var hans. Og det indtil der hørtes – ikke det gentagne »Hvem taler?«, for det kunne ingen være i tvivl om, men derimod en forsigtig påmindelse: »Knud! Det er ved at være tid til frokost«. Hvortil han svarede: »Det lyder godt. Jeg springer de næste sider over. Her får I slutningen!«
Den mellemste aften blev mødet udvidet til et egnsmøde og forlagt til byens forsamlingshus, måske skolens gymnastiksal eller Baaring Højskole, hvis ellers den var bygget på det tidspunkt? Inden vi drog afsted, gik Thaning rundt og opildnede til aktiv deltagelse. Der skulle gerne være lidt spark i bolledejen, som han sagde. Det var om at sige fra, hvis der blev sagt et til, som man var uenig i.
På præstegårdens trappe. Fra oven: Laura, Bodil, Lotte, Kaj og
Annemarie Thaning, omkring 1940.
Og det var der. Eller rettere: Det havde der for mit vedkommende været længe. Meget af, hvad der blev fremført, syntes mig for fjernt fra den virkelighed, jeg kendte. Det plan, samtalerne bevægede sig på, forekom mig altfor ideelt og spekulativt. Der var partier, jeg rent ud ikke begreb, hvem skulle bruge til hvad? Men når det er sagt, bør selvfølgelig også tilføjes og understreges, at ét var, hvad jeg ikke kunne følge med i. Et andet den kendsgerning, at Asperup-møderne gennem en årrække blev en opløftende attraktion for de begunstigede, der blev inviteret, og en torn i øjet på dem, der ikke blev det. Men nu gik det altså løs andendagens aften, og der var ekstra kul på. Hvad det gjaldt om var at finde frem til en mere eller mindre definitiv bestemmelse af, hvad der måtte vare højskolens opgave i dagens samfund. Til forståelse af det følgende må huskes, at halvtredserne var en overordentlig popforskrækket periode. Der var finkultur og ingen anden kultur, kun forførerisk fordærv og i dettes dyb værst af alt triviallitteraturen. Et indlæg i aftenens debat fremhævede da også, at hvad det for højskolen gjaldt at stræbe mod, var at løfte eleverne op over underlødighedens lavland og ind i poesiens sfære. Således, som det ordret blev sagt, at den, der kom tomhændet til en skole, kunne rejse tilbage til, hvor han eller hun nu hørte hjemme med en digtsamling i lommen. En ambition, der for mig at se slet og ret var og er galimatias, og som hurtigt ville lukke skolerne, hvis den vitterlig blev kriteriet. Og det tog jeg mig så sammen og gik op og sagde. Med et ramaskrig til følge: »Den mand har ingen plads i Den danske Folkehøjskole«, lød det indigneret fra salen. Men også opildnende: »Bøf dem, Jensen«, fra kampfællen Erik Knudsen. Hvilket jeg så forsøgte ved, til hvad jeg allerede havde sagt, at føje: »Vore elever kommer med Tempo i lommen, og de rejser med Tempo i lommen«. I virkeligheden aldeles misvisende. Tempo var tidens naiveste ugeblad, med dets lyserøde pigekammerhistorier og håbløst kolorerede filmstjernebilleder fjernt fra de forholdsvis sofistikerede Krogerup-elevers lekture. Men provokationen var ikke til at tage fejl af. Ragnanok!
Hjem fra kirke.
Senere blev det tid til natmad og brændevin. Og et polisk glimt i øjet og en varm næve i skulderen fra værten. Timerne fløj. Snart gryede tredjedagen og med den en tur i terrænet sammen med Johannes Rosendahl, som jeg beundrede, hvilket havde med krigen at gøre og med min kone. Hun havde på Sønderborg Idrætshøjskole i ham haft sit livs afgørende og i ordets egentlige forstand helt usædvanlige lærer. Nu stod vi i forårslyset og så ud oven det sartgrønne bakkedrag og isblå bælt, indtil han vendte sig: »Vi må tilbage. Men husk, vær aldrig bange for at kede dine elever!«
En formaning, det givetvis skulle blive nemmere for mig at leve op til, end det havde været for ham.
Asperup-møderne som kraftfelt
Ejvind Larsen, redaktør ved
dagbladet Information:
»Sandheden er altid en replik i en bestemt situation,« blev i en ung alder mottoet for mit liv. Formuleringen skyldes Kaj Thaning. Vistnok som en sammenfatning af det indtryk han under sine årelange, banebrydende studier af Grundtvig efterhånden havde fået af dennes egentlige position, men det kunne også være mottoet for de sagnomspundne Asperup-møder. Laura og Kaj Thaning bragte i deres præstegårdshave folk sammen, der ofte ikke korporligt var sammen i en og samme stue og da slet ikke flere dage i træk, men det var hverken for at få sammenfattet deres indbyrdes forskelligheder i en overordnet enighed, eller for at de skulle udløse sensationelle undsigelser af hinanden, men for at replikker kunne udveksles i en bestemt situation og som replik til situationen. Da jeg umiddelbart efter studentereksamen i 1955 dels begyndte at komme i den grundtvigske Studenterkreds i Vartov i København, dels blev ansat på dagbladet Information, hvor jeg har været siden, var det umuligt at undgå at høre om Kaj Thaning. Vores daværende direktør Robert Holmberg havde indskraveret Danmarkskortet efter bladets udbredelse i forhold til befolkningstallet de forskellige steder. Asperup/Roerslev sogne indtog den absolutte førsteplads ikke engang Århus kom i nærheden af den besynderlige landsby, hvor Information havde en udbredelse, der ville have gjort den til landets største avis, om det havde gjaldt hele landet. Det gjorde det langt fra, men Asperup-miraklet skyldtes Thaning, og min kulturredaktør dengang, Johannes Møller, fortalte med megen grin, stille andagt og skæbnetyngde om disse sammentræf på Asperup-møderne af repræsentanter for fromt hedenskab og ufrom kristendom. Bjørn Poulsen, der var blevet åndelig far for mig efter at min egen biologiske var død nogle år forinden, gjorde det samme som Johs. Møller, så for journalisteleven og stedsønnen blev det hurtigt klart, at det i hvert fald var på Rådhuspladsen i Københavnstrup, dansk åndsliv havde sit kraftfelt. Og nu er der slet ikke længere noget sted!!! Kraftfeltet var i Asperup!
Johannes Møller, Bjørn Poulsen og Ole Wivel, som jeg havde lært at kende i Studenterkredsen fik udvirket den indbydelse fra Laura og Kaj til at deltage i et Asperup-møde.
Anna Sopfie Seidelin,- uden kedeldragt!
På et sådant Asperupmøde under en pause ude i den vældige præstegårdshave bag den vældige præstegård stod Anna Sophie Seidelin i kedeldragt med svingede jordemodertaske og talte den tilstedeværende, sammenbragte »opakkumulerede intelligensreserve« et ord. Hvad den skreg af gru og gammen ved! Kaj selv var på nødvendigt besøg i sognet. I alt slags vejr, så var det ikke opholdsvejr, cyklede han under opslået paraply. Det blev respekteret. Mindst lige så meget som hans mærkelige Asperupmøder. Og at hans kone, Laura, trods »alt det der med Grundtvig og højskolen og modstandsbevægelsen og Information og Løgstrup og Tidehverv og Kierkegaard og Knud Hansen i Askov og Grønbech og Martin A. Hansen og Studenterkredsene i København og Århus og Heretica-kredsen og det nye tidsskrift Vindrosen og den nye mærkelige digter-filosof Villy Sørensen«, ganske enkelt vidste, hvad der dog skete i selve sognet.
Grundtvigs stormvejr piskede over vandene under Baaring banke, for det havde det gjort siden Mads Melbye blæste det op hen over midten af det 19. århundrede. Det gjorde det igen ved midten af det 20. århundrede, også inde i præstegårdens betragtelige studerekammer. Der var værket »Menneske først – Grundtvigs opgør med sig selv« om samme stormvejr ved at blive til. Det »med tilbageholdt åndedræt i spænding« længe ventede værk. Ordene mellem gåseøjnene er kirkehistorikeren P. G. Lindhardts i »Kirken i går og i dag« fra netop midten af 1950-erne, og de gengiver også meget godt stemningen, da jeg gennem Information og Studenterkredsen blev deltager i de sidste af Asperup-møderne. Lindhardt skriver i nævnte bog om Thaning og den kreds, der på et møde på Vallekilde Højskole i 1937 kom til at revolutionere den danske folkehøjskole og efterhånden store dele af det folkelige Danmark og dets kirkeliv: »Knud Hansen protesterede på det pågældende Vallekilde-møde mod al grundtvigsk miljødannelse og alle forsøg på at bestemme kirken ved at vedtage, hvem der hørte med til den, og ikke alene ud fra evangeliet. Tilsvarende protesterede Thaning mod den grundtvigianske forestilling, at »menighedslivet« er kronen på al folkelig udvikling; det folkelige er ikke et trin på stigen: »vi vil tænke på evangeliet mellem os, Guds rige midt iblandt os, og så det sted, hvor vi er sat, hvor evangeliet sætter os, hvor det vil møde os som dagligt brød i det mærmeste krav, i folkets daglige liv.« Da det længe ventede værk endelig kom i 1963 som Kaj Thanings 3-binds doktordisputats, var det med motto af stormvejret selv: »… jeg måtte arbejde mig op imod strømmen både hos mig selv og andre.« Sådan var Asperup-møderne. I hvert fald, når de var bedst: Ethvert opgør med den anden eller de andre på møderne blev replikskiftet også til selvopgør. »Åndens løsen er bedrifter«, piskede storm vejret over vandene.
Formanden for højskolens bestyrelse, Kaj Thaning, på vej til møde,
først i 60 ‘erne.
Det skulle gerne være fremgået af ovenstående, at denne minderune ikke er skrevet af en uvildig. I nogle år var jeg vinter og sommer i et par dage feriedreng hos Laura og Kaj og deres børn. Ved spisebordet rådede førstnævnte, og hun holdt strengt på, at sidstnævnte og undertegnede ikke måtte nævne ham der, I véd nok, med et eneste ord. Det var nu ikke så svært, for Kaj var glubsk efter, hvad ethvert replikskifte om indland og udland kunne give. Engang ved hjemrejsen fra den da endnu fungerende jernbanestation i Asperup var der kludder med billetten. »Det må du få DSB til at gøre noget ved, når du kommer hjem«, pålagde Kaj Thaning mig, men da var toget allerede sat i gang. Han løb efter det nede på perronen under mit kupévindue og råbte: »Gør nu noget ved det, gør nu noget ved det.«
Asperup station med bl.a. Annemarie og Laura Thaning. Kaj løber måske ímens efter toget med en sidste replik til Ejvind Larsen!
Det var det, Asperup-møderne gjorde. Intet var for helligt til ikke at blive udsat for et profant replikskifte, intet folkeligt anliggende var så profant, at det ikke skulle udsættes for det hellige replikskifte: »Sandheden er altid en replik i en bestemt situation! !«
–Baaring Højskole 1959
Johs. Engberg, der var højskolens
første forstander fra 1959-83, skriver:
Thaning var i begyndelsen af 1940’erne begyndt at arbejde på sin Grundtvig-bog, og det første han skrev, var en artikel i et tidsskrift om »Et nyt Grundtvig-udgangspunkt«. Omtrent samtidig fik han ideen til Baaring Højskole.
Jeg kendte på dette tidspunkt ikke til nogen af delene. Men et par år efter sad jeg på universitetet og arbejdede med en opgave om Grundtvig, som jeg havde fået interesse for gennem Hal Kochs undervisning. Jeg var imidlertid gået uhjælpeligt i stå i de enorme mængder af litteratur af og om Grundtvig. Da var der en hjælpsom kammerat, der gjorde mig opmærksom på Thanings artikel, og jeg kom igang igen og fik da også omsider min eksamen. Interessen for højskolen var vakt.
Baaring-Asperup med den nybyggede højskole 1960.
Nogle år efter, da jeg var blevet højskolelærer i Jylland, fik jeg indbydelse til et Asperup-møde. Det var midt i 50’erne. Ideen til møderne var Thanings, og han havde arbejdet sammen med andre højskoleinteresserede præster på egnen: Knud Hansen og K. E. Løgstrup. Deltagerne var yngre højskolefolk, først og fremmest J ohs. Rosendahl, som blev forstander på Søhus Gartnerhøjskole og senere på Andelsskolen i Middelfart. På et tidspunkt i begyndelsen af 50’erne kom Thaning i kontakt med en gruppe yngre digtere bl.a. Ole Vivel og Thorkild Bjørnvig, som udvidede deltagerkredsen. Hvor mange møder der blev holdt ved jeg ikke, men nok en 5-6 stykker op igennem 50’erne. Møderne blev holdt i eftersommeren, når højskolerne havde ferie, og strakte sig over 3-4 dage. Dagene blev udfyldt af foredrag og drøftelser deltagerne imellem om emner, der var væsentlige i tiden og for højskolernes selvforsættelse og for deres undervisning.
Jytte Engberg og Kaj Thaning i spidsen for indmarchen ved
nytårsfest på højskolen i begyndelsen af 60 ‘erne.
Deltagerne var indkvarteret hos byens og egnens folk, som også var inviteret til et møde med deltagerne i forsamlingshuset. Laura Thaning stod for husholdningen med stor gæstfrihed, og for mig havde det betydning at være sammen med andre højskolefolk og diskutere fælles problemer.
Højskoler havde hidtil i almindelighed været kristelige skoler. Det fremgik imidlertid af Thanings Gnundtvig-læsning, at højskolerne først og fremmest skulle være skoler, der skulle forholde sig til det almindelige borgerlige liv. Kristendommen kunne man mødes om i kirken. På skolerne kunne man mødes med eleverne, som de nu var, præget af det samfund, de var vokset op i, og som de skulle tilbage til, forhåbentlig med større forståelse af sig selv og deres opgaver i tilværelsen.
Det var med disse tanker, at vi i 1959 gik igang på Baaring Højskole. Såvidt jeg har forstået, er de stadig skolens fundament.
Baaring Højskole i dag!
Bjarne Græsbøll Ottesen,
skolens nuværende forstander:
Da Baaring Højskole for godt tre år siden, af tvungne omstændigheder, måtte revurdere sit eksistensgrundlag, var det afgørende, at der var tid til fordybelse: Var det umagen værd at kæmpe for Baaring Højskoles fortsatte eksistens. Vi måtte spørge os selv: »Hvor er der brug for folkeoplysning?«, »På hvilke områder kan højskolen yde en indsats?«, På hvilke områder trænger vi til debat?», «Hvor skal vi udvikle, og hvor skal vi afvikle?«
Fra starten var det klart at Baaring Højskole i særlig grad skulle være en højskole så rummelig, at der er plads til alle og herunder personer med særlige behov. D.v.s. mennesker, som af en ellen anden ydre eller indre grund ikke uden videre kan profitere af det traditionelle uddannelsessystem, og mennesker, for hvem det at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, kunne synes som en uovervindelig barriere. På den anden side var det lige så klart, at Baaring Højskole aldrig måtte få udseende af at være en ghetto for mennesker med en taberidentitet.
Men vi kan ikke tale om et velfærdssamfund, uden at vi tænker alle med i velfærden, tænker medborgerskab, og det både lokalt, nationalt og internationalt.
Baaring Højskoles værdigrundlag er således klart formuleret: Baaring Højskole er en folkehøjskole, der bygger på de særlige grundtvigske ideer om det enkelte menneske i centrum som en historisk forudsætning for en personlig udvikling. Og endvidere: Baaring Højskole vil skabe en tryg ramme om et læringsmiljø, hvor korte og lange kurser sætter fokus på aktiviteter, der, med respekt for den enkeltes forudsætninger og selvbestemmelsesret, udfordrer elevernes ønsker, evner, muligheder og behov. Dette med henblik på engagement og ansvar i tilværelsen og i samfundet.
Den nybyggede højskole 1960, med udsyn over Baaring vig.
Baaring Højskole han fokus på det alment dannende. Udgangspunktet en et fællesskab, der er i harmoni med et samfund, hvor ligeværdighed, myndighed og solidaritet er helt centrale begreber. I den sammenhæng arbejder vi også på at udvikle tilbud, der giver såvel de nationale som internationale miljøspørgsmål særlig opmærksomhed.
Målet for Baaring Højskole er:
1. at være et kulturelt kraftcenten i lokalsamfundet og i den aktivitet, der finder sted i den danske skoletradition.
2. at være et inspirationscenter med lange og korte kurser, foredragsvirksomhed og konferencer med udgangspunkt i menneskers individuelle og særlige behov.
3. at vinke som fornyer og formidler for den folkehøjskolevirksomhed, hvor Danmark i forvejen har internationalt image og status.
Thaning har i et interview i forbindelse med sin disputats i 1963 sagt: »Grundtvigs højskolesyn var bundet til hans eget opgør med sig selv og til en ganske bestemt tidssituation, så udformningen af hans syn ikke uden videre kan overtages af os. Det giver ingen mening at tage patent på etiketten »grundtvigsk højskole«. Enhver højskole mand/kvinde må stå til ansvar for sit eget højskolesyn og herudfra gå ind i den debat, der stadig må føres om højskolens opgave«.
For Baaring Højskole i dag en det af afgørende betydning at finde tilbage til det grundlæggende. Men det er ikke nok at skrive på højskolens indgangsport, måske bøjet i neon ellen printet med forgyldte bogstaver »Her har du en grundtvigsk højskole«. Det grundtvigske må ikke forfladiges til en simpel metodik. Det grundtvigske skal ikke profileres. Det skal opleves og føles.
Højskolen er til for menneskelivets skyld, ikke for Grundtvigs skyld.
Baaring Højskole i dag
Erik Brygmann