SB 1989 nr. 2
Af Grethe Marcussen
At være ung er at være vågen
at skimte livsmålet gennem tågen,
at splitte tågen, gå frem i gryet
og se, at kravene er fornyet.
Sådan udtrykte Sanne Skovbo Hansen sig i en sønnedatters poesibog. Selv var hun beviset herpå. Livsglad, åndsfrisk og utrolig selvhjulpen til det sidste. Hun døde næsten 100 år gammel den første november 1988. Hele rejsen gennem de stadigt hastigere forandringer på alle områder, som dette åremål har kunnet opvise, har hun gjort med. I fin stil. Historien bar hun med sig og var samtidig levende optaget af nuet. Hun gjorde sig ikke offentligt bemærket, men var bemærkelsesværdig trofast over for det, hun fik med at gøre. Derfor og fordi hun havde sin rod i vort sogn og omfattede det med den varmeste interesse og på sæt og vis var som en levende lokalhistorie, skal hendes egen historie fortælles.
Sanne Skovbo Hansen
Uden at vide af denne artikel, har hun selv leveret stoffet, når hun gennem de sidste 6 år har fortalt om Båring-Asperup til mig og min båndoptager. »Stemmen er sjælens spejl«, har jeg forstået på en talepædagog. Det bekræftes, når jeg lytter til mine bånd med Sanne. Den sprøde klang, den energiske vilje til at være redelig, nænsomheden, hvormed ulykkelige omstændigheder omtales, den kultiverede formuleringsevne er karakteristisk.
1889 i Kærby
I huset på Kærbyholmvej 4 drev Jørgen Hansen Jensen for 100 år siden købmandshandel. Han, som for øvrigt var morfar til vores Kisser Købmand, udlejede værelser. Her boede Martin Skovbo med sin kone, Mette Kirstine, da de fik datteren Sanne 22. januar 1889. Skovbo var digter, tegner og lærer og udarbejdede desuden slægtshistorier. Det gav altsammen ikke mange penge, men nok til familien, som efterhånden talte 8 børn. Sanne var næstældst. Fra Kærby flyttede familien 1893 til en lejlighed på æbleskivetorvet, for senere at flytte i eget hus, det nuværende Byvejen 41.
For tidligt i skole
Da begge forældre havde højskoleophold som baggrund, skulle børnene i friskolen, som lå i byens vestlige ende, Middelfartvej 67. Til skolen hørte et par tønder land jord. H. C. Nielsen og hans kone, som var forskolelærerinde, forestod undervisningen. For Sannes vedkommende blev det til hele 9 års skolegang, og det gik sådan til: Det var dengang regelen, at i det mindste bogstaverne skulle være lært hjemme inden skolestart. Da forældrene tog fat på at undervise storesøster Karen, lyttede Sanne med, og som 5 1/2-årig var hun klar til skolen, men for ung.Da storesøsteren imidlertid var blevet syg og ikke kunne komme i skole straks, som det ellers var aftalt med en veninde, blev det Sanne, der begyndte. Veninden skulle ikke gå alene!
Ni års skolegang i en to klasset skole kunne ikke undgå at byde på mange gentagelser, men det bekymrede ikke Sanne, som gik videre på egen hånd. Hun og den senere købmand Karl Rasmussen kappedes og nåede gennem Chr. Hansens regnebog 3. del.
Friskolen havde læseforeningens bogsamling til sin rådighed. Sanne tog for sig af retterne, godt vant med fortælling og oplæsning hjemmefra. Litteraturinteressen blev grundfæstet og holdt sig livet igennem. På sine gamle dage var det Karen Blixen, der blev hendes foretrukne forfatter.
Sanne mindedes skolen som et sted med meget fri disciplin. Der var ingen udenadslæren. Let beskæmmet genkalder hun sig konfirmationsforberedelsen. Det var børnene fra friskolen, der ikke kunne skriftsteder udenad!
I lære på Båring mejeri
Hvad Sanne kendte fra sit hjem, som hun beskrev her i bladet i april 1984, prægede hende. Fra lille havde hun hjulpet sin mor med alt husligt arbejde og med små søskende. Som 15-årig tager hun plads som barnepige hos A.O. Andersen, Stadagergård. året efter hjælper hun som pige både ude og inde.
Herligt billede af livet omkring et mejeri, der formodes at være Båring. Før 1914 bestod mejeriet af flere bygninger, hvoraf to havde gavlen mod vejen. Der Var tre fastansatte mælkekuske med vogne til mange spande. De nærmest boende gårdmænd leverede selv mælken. Bemærk de tre mejerister og to mejersker.
Derefter gik turen til Båring mejeri i 1906. Som sin mor ville hun uddannes som mejerske. Dengang var det nok det eneste erhverv, hvor mænd og kvinder fik lige løn for lige arbejde, og hvor kvinderne tillige blev respekteret for faglig dygtighed. Læretiden strakte sig over et år med lille løn, men som uddannet kunne man tjene 30 kr. om måneden.
Om selve arbejdet beretter Sanne, at mejersken havde ansvaret for smørfremstillingen: fløden blev hældt i en stor tønde, hvor den blev syrnet til næste dag; derpå blev den kærnet, til smørret skilte sig ud; dette blev så anbragt på æltemaskinen. Her gjaldt det om at få vandet presset ud, og der skulle tillige saltes i forskellig grad. Herefter blev smørret pakket i dritler og kasser. Der skulle gode kræfter til, også når arbejdstiden tages i betragtning. Dagens arbejde startede kl. 5.30 og fortsatte i mejeriet til kl. 14, hvorefter turen kom til regnskabet. Men Sanne kunne lide sit arbejde og fortæller muntert følgende: Engang fandt de en død kat i flødekarret på Båring mejeri. Gode råd var dyre, for fløden var værdifuld. Katten kom væk i en fart, og en seddel blev sat pá kærnemælken til leverandørerne. Her stod: »Uegnet til menneskeføde. « Smørret kom til England!
Bestyrerboligen på Båring Mejeri. Bestyrer N. J. Nielsen med familie ses sammen med mejerister og mejerske.
Landet rundt
Efter et par år som mejerske her tog hun syd for grænsen til Spannet mejeri. I sommeren 1910 fik hun råd til et højskoleophold på Vestbirk Højskole. Den oplevelse ville hun ikke have undværet forstander Grønvald Nielsens foredrag, sangen, delingsføreruddannelsen, turene i den smukke omegn og kammeratskabet prises højt.
De følgende år arbejder hun dels som mejerske i Skydebjerg, som husholder i Hobro, i Viborg, i Vestbirk hos Grønvald Nielsen og på Båring Lykkegård, og dels som kontordame hos købmanden her på Middelfartvej.
I havn på “Lindekilde”
Som 33-årig bliver hun husbestyrerinde hos ungkarlen på »Lindekilde«, en ejendom på 5 1/2 tdr. land ved Nymark. Her bliver hun og gifter sig i 1922 med Julius Hansen. I løbet af 4 1/2 år fik de 4 børn, fortæller den ældste søn, Knud. Der blev købt mere jord og bygget stalde, så at ejendommen, der i 1938 var på 19 tdr. land, kunne have medhjælp både ude og inde!
Julius Hansen var ivrigt engageret i sognets liv, mens Sanne så udpræget var hjemmemenneske, ivrigt optaget af sine børn, til hvem hun syede tøj ‚ og hvis skolegang hun fulgte tæt. Pligter skulle klares, før de kunne lege. Hun var en retfærdig mor, men lidt streng. Dagene havde fast struktur. Søndagen var helligdag, kun det nødvendigste skulle laves. Alle var søndagsklædt. Cykelturen gik til Hårslev kirke.
Alle børn kom godt i vej. Knud blev landmand, giftede sig i 1952 og indrettede sig med sin kone i stuehusets vestende. Samtidig overtog han gården med den klausul, at forældrene kunne blive boende på aftægt, så længe de levede. De 3 andre søskende stiftede ligeledes familie, og børnebørn blev nu Sannes store interesse. Hun knyttede sig på en måde stærkere til dem end til sine egne børn, og Knud mener, at det bl.a. var medvirkende til, at hun holdt sig så ung i sind. I hendes stue var der fred og ro til trøst, til fortælling og til meget kvalificeret lektiehjælp.
Med sin mand delte Sanne sin interesse for lokalhistorie. Hun fulgte sin slægts historie op, mens han tog sig af sit fødesogn. Han døde i 1958, og Sanne byttede så lejlighed med søn og svigerdatter.
Under samme tag
Spørger man Knud, hvordan flere generationer har kunnet dele hus, svarer han, at det kan praktiseres med held, hvis respekten for hinanden er til stede. De to »husender« bankede altid på hos hinanden og førte hver sin husholdning. På få kvadratmeter er det lykkedes til gensidig glæde, ikke mindst for børnebørnene.
I en mindetale karakteriserede et barnebarn Sanne som et menneske med udpræget selvdisciplin. Hos hende oplevede de, at det at blive gammel kan være noget rankt, yndefuldt og værdigt. Hun levede et nøjsomt liv materielt, men der var ikke nøjsomhed i den måde, hun gjorde sig umage med livet på eller i hendes idealer. To ting var kendetegnende: dels en accept af de livsvilkår, der var hendes, dels sansen for de værdier, der ikke kan købes.
Sanne holdt kontakt til sin store familie ved flittig brevskrivning. Da foromtalte barnebarn engang var langt nede, sendte hun følgende citat fra et digt af Nis Petersen:
»Mørket er aldrig så mørkt,
som det synes den dag,
da glæderne ødes,
når kun man erindrer,
at det er i mørket
morgenrøden skal fødes.«
Det var ingen tom opfordring til at se på livets lyse sider, men klar erkendelse af, at det både er mørke og lys, sorger og glæder, der former et menneske.
Grethe Marcussen