Kærbyvej 47
SB 1985 nr. 2
Af Grethe Marcussen
Man kan falde for så meget, – de rette proportioner for eksempel.
Hver gang jeg runder Kærby fanges og fastholdes mit blik af den gamle smedje, der kliner sig op ad vejen, hvor denne deler sig i to. Vinklen på tagkonstruktionen, husets højde, længde og bredde, og vinduernes placering er blandt de dele, der fryder mit øje ved den velholdte bygning, som nu tilmed igen er taget i brug i en moderniseret udgave af sin oprindelige bestemmelse.
Hos Ruth og Jens »Smed« (døbt Jensen)‚ Kærbyholmvej 3, findes billederne, der her er medtaget. De kan fortælle, men det kan Jens og hans søster Hilda fra Nørre Aaby så sandelig også. De var engang børn i smedjen.
Jens Laurits Jensen
Ideen realiseres
Grovsmed Jens Laurits Jensen, der kom fra Fjeldsted, påbegyndte byggeriet, inden treårskrigen brød ud i 1848. Han måtte selv »i trøjen«, og først efter krigens ophør i 1850 kunne bygningen færdiggøres og smedeværkstedet indrettes. Til smedjen hørte kun den jord, hvorpå den lå. Jens med familie boede i stuehuset til den ejendom, der i dag tilhører Peter Nielsen, Kærbyvej 45.
At være grovsmed var fysisk krævende i en grad, så sønnen Mads måtte slå ind på at lave geværer og nøgler blandt andet, altså finere smedearbejde. Desuden tog han fat på landbrug, købte 4,5 tdr. land ind til beboelsen og lod udlænger opføre. To generationer levede under samme tag, som det var skik og brug. Landbrug og smedearbejde gik hånd i hånd.
Nyt stuehus
Mads’ søn Hans (1878 -1943) ville også være smed. Da århundredskiftet var passeret, blev pladsen for trang, og Mads købte jord øst for smedjen og lod 1905 det røde stuehus bygge. I september 1906 solgte han det til Hans, som netop havde giftet sig med Oline Jørgensen (1879 -1966). Hun stammede fra Båring Nørregård. Husprisen var 1800 kr.
Otte børn fik Hans og Oline, Jens var nr. to. Da han var spæd, levede fire generationer af smedjen plus den lille ejendom: Jens, Mads og Hans, som alle tre på et tidspunkt var aktive smede, samt Jens. Børneflokken gav naturligvis meget arbejde, og Olines søster Margrethe, som i dag er 93 og bor på »Ravnskov«, tog ofte turen til Kærby og gav et nap med.
Fotografiet herunder stammer fra 1910. Ældste søn Niels Viktor samt Jens er kommet med, tillige med Hans »Smed« og smedesvenden, der står i sit skødeskind. Fjedervognen og ploven foran porten, der dengang sad i gavlen, er indleveret til reparation. Postkassen hænger til højre ved vinduet, hvilket den for øvrigt altid har gjort. Foran stuehuset ligger skærvedyngen, hvormed man udbedrede vejen. Pladsen kaldtes »Stævnen«. Smedjen står i dejligt bindingsværk. Indtil et par år før lå der en dam mellem den og ejendommen mod vest. Dammen blev senere tørret ud, fyldt op og erstattet af branddammen nede ved bækken.
Foto 1910
Landbruget kræver staldbygning
Kigger vi på ovenstående maleri, som ikke er dateret eller signeret, opdager vi, at elmasten er kommet til. Desuden er der opført en staldbygning nord for smedjen. Den ligger der den dag i dag og har følgende historie: Under første verdenskrig købte Hans tre tdr. land engjord i området ved det nuværende rensningsanlæg, kaldet »ma’en«. Sælger var Ole P. Andersen, Baldershøj. Her gik sommeren igennem køer og kalve, som naturligvis måtte på stald ved vintertide. Desuden lejede Hans jord af Hans Bentsen, Kærbyholm. Den jord blev drevet med korn, tobak, agurker og kartofler. Den ekstra bygning var altså påkrævet. Med roekulen nederst til venstre i billedet forholder det sig således: Smeden dyrkede faktisk ikke roer, men havde brug derfor til kreaturerne. Altså byttede han sin kreaturgødning med roer fra Lindvig, som da drev »Vangbygård« lige overfor. Den åbne pusrende i højre vejside menes rørlagt ved en vejudvidelse.
Det var dengang
I 20’erne og 30’erne var det ikke dyrt at komme til smeden. Regnskabsbøger fra denne periode beretter om arbejdets art, om kundekreds og priser. Sanne Rasmussen, Kærbyholm, fik til eksempel 12. juni 1928 loddet en spand for 35 øre, og 7. august fik hun to nye hestesko samt to plage værket ud for i alt 3,50 kr. Alfred Andersen, Kærby, fik nyt hjul til sin hakkelsemaskine for 6 kr. den 25. oktober 1934. Villy Nielsen, Risumlund, købte en radsåmaskine den 2. marts 1938 for 100 kr. Det lå nemlig sådan, at smeden med årene også blev maskinhandler.
De Kærby-mænd kom i smedjen, uanset om de havde ærinde eller ej. Den rødglasserede ølkande måtte fyldes med hjemmebryg gang på gang, og så gik snakken. Børnene påhørte de ivrige diskussioner og tjente deres lommepenge ved at trække slibestenen. For øvrigt husker børn fra Kærby vintrene for en ganske bestemt sag: Den kælk, som Hans’ søn Carl Otto meget opfindsomt konstruerede. Den var virkelig af de store, 3 meter lang, og med adskilt styreafdeling med rat. I alt kunne ti håbefulde unger få plads ad gangen. Man startede på den ikke afgravede bakketop vest for byen ud for Hans Eskildsens mark, og så gik det for fulde drøn helt ud i »ma’en«, eller hvis man drejede ved smedjen helt ned over bakken. Den bakkede vej gennem byen blev så spejlglat, at de stakkels heste, der kom trækkende med vogn eller kane, ikke kunne stå fast, men så gik turen inden om smedjen, hvor krikkerne blev broddet. Man påstår, at hvad kommunen i sin visdom strøede ud af grus aldrig fik lov at ligge længe, men blev fejet bort af børnene. De herlige kælkebakker skulle ikke spoleres.
Så vidt så godt
Den Jens »Smed«, vi kender, har egentlig aldrig været smed, men har virket som landmand og kontrolassistent. Først i 30’erne købte han ejendommen og plantede den til med frugttræer og frugtbuske. Han drev den indtil 1947, da Peter Nielsen købte den. Selv flyttede Jens ind i det røde hus til sin mor, der var blevet alene. Carl Otto, der var blevet uddannet smed på Wedellsborg, forsøgte efter 1943 at drive værkstedet videre, men tiden var ikke længere hertil, og han holdt op allerede 1946. Fra 1947-70 var smedjen blot hobbyværksted for Jens. Kærbyboerne kunne reparere deres redskaber, som de ville. Jens passede sin jord.
Ved påsketid 1970 solgte Jens barndomshjemmet til sin søster Hilda, som boede her med sin mand Christian i 13 år. Smederedskaberne fordeltes i årenes løb mellem Hans Jensens børn, selve smedjen drømte ingen om at fjerne.
Efterhånden blev det at holde bygningerne ved lige for meget, og i oktober 1983 blev smedjen sat til salg. Glade blev Rikke og Steffan Herrik. »Jeg er »lovse« etter smedjen«, havde Steffan længe sagt, og så købte han den. Når porten står åben, klinger hammerslagene atter vandreren i møde, hvis inspirationen da ellers har indfundet sig hos kunsthåndværkeren.
Grethe Marcussen