Af Grethe Marcussen
I januar 1949, få måneder før sin alt for tidlige død, var lærer Frede Tornøe, Baaring, blandt indlederne ved vintermødet i Kristelig Lærerforening i Odense.
I korte notater til mødet skriver han: Spørgsmålet „Giver vi vore elever stene for brød?”, som skal være grundlaget for vor forhandling, er af en sådan art, at man først må gøre sig klart, hvad der i dette tilfælde menes med ‘stene’ og ‘brød’. Altså foruden at der kan blive tale om at diskutere svaret på det stillede spørgsmål, kan man også risikere at komme til at diskutere fortolkningen. Jeg vil gerne have lov at opfatte spørgsmålet sådan: Er vi i skolen for tilbøjelige til at hefte os for meget ved undervisning på bekostning af opdragelse?
I et avisreferat fra mødet er Tornøe citeret for følgende: læreren må have et personligt forhold til det, han fortæller og arbejder med, ellers giver han sine børn stene for brød. De bedste opdragelsesvilkår findes derfor i landsbyskolen, hvor læreren kender hver elevs personlige forhold, og hvor der er så megen tid, at der bliver plads for den subjektive undervisning, uden hvilken ansvarsfølelse og kærlighed ikke kan fremelskes.
Ved samme lejlighed får han luft for den daværende landsbylærers frustrationer i relation til real- og mellemskoler, som i hans øjne ligesom friskolen ødelagde demokratiet i landsbysamfundet, fordi det skulle være fint at gå i en skole, hvor ikke alle ikke havde råd til at gå.
Om arbejdet som landsbylærer udtaler han, at faren ligger i, at lærerne slides fra alle sider, så personlighedspræget går tabt, ligesom byens opslugen af den enkelte fremelsker ensomme særlinge, også kaldet specialister.
Barndom
Hvad vi her har læst turde være Tornøes erfaring efter 10 års lærergerning ved Baaring skole. Men hvad kom han egentlig fra, hvad havde præget ham, og hvad huskes han for i dag?
Frede Tornøe blev født den 28. februar 1915 som søn af Dagmar og Frederik Tornøe, som begge var fotografer med forretning i Ryslinge. Han var nummer tre af en søskendeflok på fire. Faderen døde tidligt, men moderen fortsatte alene forretningen og opdragelsen af de fire ukonfirmerede børn. Trods moderens travlhed med flere ansatte i atelieret, fik børnene en tryg og god barndom.
Forældrene hørte til frimenigheden i Ryslinge, men sendte alligevel børnene i kommuneskolen. Laura Thaning husker stadig, at fotografens børn kom og legede i præstegården i Ryslinge og blandt dem Frede, der var rødhåret og fuld af løjer.
Ungdom
Som nykonfirmeret og 14 år gammel kom Frede Tornøe som arbejdsdreng ind på Fabers rullegardinfabrik i hjembyen. Senere var han et års tid ved landbruget i Gislev for at tjene penge. Derpå gik turen til Odense, hvor han tog præliminæreksamen på “Kursus af 1878”.
Seminarietid
Planen var at blive lærer, og han læste nu fire år på Skårup Seminarium, hvor han bl.a. blev undervist af Oluf Ring. Det har utvivlsomt betydet meget for den musikalske Tornøe, der foruden at spille godt klaver var forsynet med en særdeles velklingende stemme. I disse år havde Oluf Ring en ugentlig udsendelse i radioen med danske sange, og Tornøe var både stolt og glad, da han engang oven i købet kunne bruges som Rings pianist.
Landsbylærer
Efter lærereksamen var han i korte perioder vikar, i Bovense ved Nyborg, i Tranekær og i Gislev. 1939 blev en stilling ved Baaring skole opslået. Tornøe ville genne have noget fast, søgte stillingen og blev indkaldt til samtale med skolekommissionens medlemmer. I Odense stod han på ‘Røjlegrisen’, der som bekendt skulle standse mange gange, inden det blev Asperup. For hver station og for hver rangering sank Tornøes mod, fortælles det, for Nordvestfyn måtte da vist ligge ved verdens ende, hvis man hørte hjemme i Ryslinge. På lærer Frellsens cykel nåede han imidlertid rundt til kommissionsmedlemmerne, der dengang havde Hugo Bentholm til formand. Han blev indstillet som aspirant til førstelærerstillingen og skulle afløse lærer Larsen.
Tornøe fotograferet på Baaring Østergaards trappeste
med sønnerne.
I gang
Tornøe blev hurtigt hjemme på sit nye sted og tog fat på skolearbejdet. Det er der helt klare erindringer om hos gamle elever, der tydeligt glæder sig over spørgsmål herom.
Hans evne til at fortælle fremhæves; danmarkshistorie, verdenshistorie, naturhistorie m.v. står endnu som lyslevende billeder.
Selv om der ikke stod geografi på planen, startede dagen altid med, at Tornøe hev landkortet ned for at repetere navnestof.
Følgende erindring fortæller, hvordan han for eksempel sikrede sig, at historiske navne blev husket. Han havde netop fortalt om Lydiens sidste konge, Krøsus, der var kendt for sine vældige rigdomme. Det var til ham, Solon sagde: Pris ingen lykkelig, før du har set hans endeligt. – Tornøe sluttede sin fortælling sådan her:
Den græske vismand Solon sagde til Krøsus:
Først bag livets sikre hegn finder du lykken!
„Hvordan skal vi få det til, at rime?” Spørgsmålet går hermed videre til Sognebladets læsere.
Han beskrives som varm, glad og humørfyldt. Eleverne sagde ‘du’ og ‘lærer Tornøe’. Han bevægede sig ned til eleverne i mere end én forstand og kunne nå at give individuel undervisning til bogligt svage. Der var tryghed omkring ham. Han forstod at styrke den svages selvværd og at pille den overmodige ned på jorden.
En klasse skulle en dag kigge på Asperup kirke, og Tornøe gjorde dem ved den lejlighed opmærksom på initialerne i kirkegårdslågen, NBF, som læseren måske ved står for Niels Basse Føns. En kvik elev mente, at det betød ‘Nu begynder forestillingen’. “Nej”, sagde læreren,”det står for naturlig, beskeden og frejdig!”
Tornøe flyttede gerne undervisningen uden for klasseværelset, til mark og skov og strand. At cykle med eleverne til Røjle Klint var en oplagt sag.
Turen gik også til Fyns Tidende i Odense for at finde ud af, hvordan en avis bliver til.
Liv og røre i Baaring Skole i 40erne. Hestekøretøjet antyder, at en indsamling
er i gang, muligvis til det krigsramte Norge.
Aftenskole
Han afholdt aftenskoleundervisning såvel i Baaring skole som i forskolen på Baaring Mark. Det gjaldt fag som dansk, regning og den tids samtidsorientering. Da han en aften skulle gennemgå, hvad de fire gamle politiske partier stod for, var det følgende repræsentanter fra sognet, der stod for undervisningen: Julius Jespersen fra Socialdemokratiet, Alfred Jul Petersen fra Det radikale Venstre, skræddermester Eriksen fra De Konservative og Svend Trøst Knudsen fra Venstre.
Spejderformand
Spejderlivet var helt oplagt Tornøes sag. Tropsfører var fru Knudsen, Hesselhøj. Tropsfører og formand stod for overhøringen, når pigerne skulle aflægge prøve til duelighedstegn. Ved en bestemt lejlighed gjaldt det fuglemærket, og en ikke særlig velforberedt spejderpige fik til slut spørgsmål af formanden: „Er flagermusen en standfugl eller en trækfugl?” Der stod hun og blev svar skyldig, hvorefter hun strøg hjem for at læse om fuglene.
Degn
Tornøe blev fra starten lærer Larsens afløser som kirkesanger. Som sådan arbejdede han sammen med den dengang nye præst, Kaj Thaning. Fortroligheden dem imellem var stor, ikke mindst i krigsårene, der førte dem begge ind i modstandsbevægelsen. Interessen for sognet og fra 1944 for højskoletanken kunne de i lige grad være fælles om, således var Tornøe fra starten sekretær for højskolebestyrelsen.
For at give tanken om en højskole substans forærede Tornøe en æske byggeklodser og en rød mursten til Thaning, som passede godt på sagerne og sørgede for, at netop denne sten blev den ene af skolens tre grundsten. De to andre blev skænket af henholdsvis Rødding og Askov Højskole.
Foreningsmand
Straks efter sin ankomst kastede han sig ivrigt ud i foreningslivet i det også dengang mødeglade sogn. Så ivrig var han, at han en dag dukkede op til generalforsamling i vandværket. Her fik han dog den besked, at folk i en lejebolig gerne kunne blive hjemme!!
Ellers var der god brug for hans kræfter. Han var leder af Ungdomsforeningen, med i Foredragsforeningen, formand i Sangkoret og dirigent for et kor i Brenderup.
Til scenen
Der var i årene under og efter krigen stor interesse for amatørskuespil. „Baaring Nationalscene” blomstrede. Friluftsscenen i skoven ligeså. Det gjaldt ikke mindst de stykker, som krævede gode sangere. Tornøes stemme gjorde ham selvskreven til at medvirke. ‘Molboerne’, ‘Genboerne’ og ‘Der var engang’ gik for fulde huse, blot for at nævne nogle af dem.
Blandt komedianter i Baaring Skov
Karakteristik
Skulle man kort sammenfatte Tornøes gøremål, kan man med fornøjelse læse et vers fra Thanings versificerede tale i anledning af Tornøes 30-års fødselsdag:
Nej, glæd dig Yngling,
over herligt Virke
i Skolestue,Samlingssal
og Kirke,
i Spejdertrop og mellem
Komedianter,
blandt Sangere og
Bridsjespillekanter!
Vil nogen dig i dette
Virke ramme,
så lad dit Vid om Kap
med Haaret flamme!
Familie
Det hører med til historien, at Tornøe i julen 1941 giftede sig med Margrethe, datter af Katrine og Axel Nørrelund, Baaring Østergaard. To sønner fik de, Erik i 1944 og Axel i 1946.
Fra ung havde Tornøe døjet med en nyresygdom. I foråret 1949 forværredes hans tilstand. Han døde den 2. juni. Margrethe Tornøe læste derefter til lærer for at kunne forsørge sig selv og sine drenge. Den yngste bor i dag i sin mors fødehjem. Margrethe er efter mange år som lærer i Etterup nu nærmeste nabo til den skolebygning, der dannede rammen om hendes liv med Frede Tornøe.
Kilder:
Hvad sognet fortalte.
Grethe Marcussen