Af Ingrid Christensen, f. Frellsen, og Grethe Marcussen
Den herlige mulighed for overblik, som et luftfoto kan give, har vi fået med et billede, som lokalarkivet nylig er kommet i besiddelse af. Det viser Asperup hovedskole nogle år efter indvielsen den 21. februar 1922. Som det ses, drejer det sig om den nuværende Asperup børnehave på Kirkestræde.
Skolefornyelse
Avisens referat fra indvielsesdagen fremhæver bygningens smukke beliggenhed og udsigten fra den. Om selve udformningen hedder det, at den lille røde bygning med sine røde sten og forholdsvis harmoniske prunkløshed ikke er nogen absolut mispryd i landskabet. Dette gælder fortsat – mange nyere skolebygninger in mente – ligesom det stadig er tilfældet, at legepladsen er ideel med læ for norden- og vestenvind. Tegningen var udarbejdet af arkitekt Andersen i Båring.
Den lærerfamilie, der flyttede ind, har givet haft indflydelse på indretningen af bygningerne, der fuldt færdige kostede sognerådet 50.000 kr. Lærer Ejnar Frellsen kom allerede i 1911 til den gamle hovedskole i Asperup, nu Kirkestræde 3. Denne skole havde været i brug siden 1840, og det har ganske sikkert været yderst påkrævet med en ny. Skolestuen skulle give plads til 35 elever.
Lærer Frellsen var naturligvis i talernes række under indvielsen og sagde bl.a.: »Ordet skole klinger så hjemligt, men er i sin oprindelse et græsk ord, der betyder fritid – især til åndelig syssel. Dette bør man ikke glemme i et land, hvor vi ikke har skoletvang. Det er jo menneskesjæle, hvormed der arbejdes, og de kan ikke erstattes«.
Hvem var den mand, som i stor taknemmelighed mindes af mange gamle elever i vores sogn, og om hvem amtsskolekonsulent Chr. Hansen i 1951, da Frellsen tog sin afsked, sagde: »Jeg tror, han var en ganske almindelig lærer, da han for 40 år siden kom hertil, men han har haft en sjælden evne til stadig at arbejde sig fremad til større og større dygtighed, så han nu har nået det helt ualmindelige«. Frellsens datter Ingrid, som bor i Indslev, giver følgende oplysninger:
På vej
Han blev født i Mariager i 1884. Faderen var urmager. Moderen stammede fra Rygeslægten, som fostrede mange betydelige personer, såsom præster, operasangere og skuespillere. Familien flyttede til Nr. Nebel, hvor Frellsen fik sin opvækst og skolegang, således også i fortsættelsesklasser efter konfirmationen. Hans ønske var at blive orgelbygger, hvorfor han gik i snedkerlære og bestod svendeprøven 1903. Undervejs havde han fået lyst til lærergerningen, tog derfor ekstraundervisning på Varde Borgerskole og herefter lærereksamen fra Jelling Seminarium i 1907. Et år var han vikar på Nyborg Borgerskole, inden han fra 1908 til 1911 var andenlærer i Indslev-Tårup. Fra januar 1911 blev han ansat som førstelærer og organist i Asperup. Den 2. april 1911 blev han om eftermiddagen viet til Kirstine fra Kildegård i Indslev, efter at han om formiddagen havde spillet til gudstjeneste i Asperup. Meget kendetegnende for ham var der normal skolegang mandag morgen kl. 8.
Midtvejs
Kirstine blev for Frellsen det bagland, som ingen, der udretter noget usædvanligt, kan undvære. Hun var beskeden af natur, meget musikinteresseret, samt den, enhver elev søgte trøst hos, hvis tilværelsen gav nogle skrammer. En tid var hun blandt mange andre gøremål i menighedsrådet.
Ved skiftet fra forskole hos Rigmor Vesterdal til hovedskole hos faderen fik Ingrid at vide, at fra ham skulle hun ikke vente hjælp til lektier – ingen forrang frem for andre elever, og fra moderen lød det, at hun heller ikke skulle forvente noget i den retning fra hendes side. Moderen ville ikke vove at komme på tværs af mandens principper med hensyn til undervisning. Dem udviklede han løbende, og specielt i dansk og regning blev han foregangsmand. Han udgav en sproglære, holdt lærerkurser og var 1924-1937 formand for Vends Herreds lærerkreds.
Som de fleste, der har øvet væsentlig indflydelse på et felt, fortælles også om Frellsen adskillige anekdoter. I dette tilfælde tror jeg, de har meget hold i virkeligheden. Engang holdt lærerkredsen møde på Hindsgavl. Som den økonomiske mand, Frellsen var, sad han i pausen og spiste de medbragte klemmer, da han blev kontaktet af en lærer fra Bogense. Denne spurgte, hvorfor Frellsen stadig var i Asperup. Hertil svarede han, at for ham var det langt mere tiltrækkende at være i et lille landsogn med store linjer end i en by som Bogense. At det virkelig forholdt sig sådan, gav han udtryk for ved sin afsked i 1951, idet han fortalte, at han i sin Nyborgtid havde overvejet at søge til Københavns skolevæsen for at få lejlighed til at uddanne sig yderligere indenfor musik, som var en af hans store lidenskaber. Men han foretrak det nære og fortrolige forhold mellem hjem og skole på landet.
Den gamle hovedskole i december 1921.
Musikken
Han formåede på egen hånd at videreuddanne sig, også indenfor musik, og blev såvist ingen almindelig landsbyorganist. Han komponerede salmemelodier, bl.a. til »Dybt hælder året i sin gang«, desuden præ- og postludier, og i 1952 udgav han et hæfte med 36 salmeforspil til »Den danske koralbog«. Han satte melodi til danske sange og viser, heriblandt til Anders W. Holms børnerim »Hvor træerne er kønne«. Herudover udsatte han adskillige sange for blandet kor og var korleder såvel i Indslev som i Asperup. Musikken til en kantate i anledning af amtsudstillingen i Nr. Aaby i 1927 var komponeret af Frellsen. Teksten og opførelsen var lærer Andkjær Jensens fortjeneste.
Oprindelig var Frellsen indstillet på romantisk musik, men blev efter et studieophold i et tysk kloster grebet af gregoriansk kirkemusik. Pastor Øllgaard og ikke mindst fru Øllgaard fik ham til at interessere sig for Thomas Laubs kirkemusikalske arbejde, som han blev præget af. En af hans gode venner var Mogens Wøldike, som var elev af Laub. For kirkemusik og orgler interesserede han sig livet igennem, og han har sammen med en anden god ven, orgelbygger Frobenius, forestået udbygningen af vores orgel. Han ophørte først med organistjobbet efter 50 år den 1. juli 1958. – Og det skønt starten ifølge ham selv ikke havde været specielt lovende. Da han 5. juli 1908 for første gang spillede præludiet i Indslev kirke, standsede bælgetræderen, inden det var spillet til ende, og orglet ebbede ud i sære lyde. »Vi plejer ikke at spille længere«, trøstede den gamle bælgetræder efter gudstjenesten. Han har nok villet give en ung begynder velment vejledning.
Det var ikke kun orglet, han mestrede, teoretisk såvel som i praksis. Violinen blev brugt i sangtimen og ved morgensang. I Nordvestfyns Privatorkester var han cellist. Så stor var hans kompetence, at ministeriet udnævnte ham til censor i musik ved seminarierne. Han må have været en fremragende sanglærer – med på de ny melodier – egne såvel som andres.
Foran »privaten« i 1924 ses fra venstre
Ingrid, Richard, E. Frellsen og hans
kone Kirstine. Yderst til højre står
Petrine Mikkelsen, der var unge pige
i huset.
Skoleminder
Gamle elevers bedste erindringer går på flere forhold. Allerede i 30’erne havde han blik for ordblindhed og formåede i klasser med flere årgange at tilgodese også den svageste i dansk. Han vidste, at ordblindhed ikke kunne begrundes i manglende intelligens, og han arbejdede utrætteligt med disse elever.
I hovedregning indlærtes regnefiduser, som aldrig blev glemt. Det blev en spillen bold med tallene, som biskop Rud under en visitats ikke ville tro på rigtigheden af. Frellsen opfordrede ham til selv at stille spørgsmål, og herefter var biskoppen overbevist.
Som medlem af bestyrelsen for den fynske skolescene tog han naturligvis hvert år de ældste elever med til teatret i Odense. Så velforberedte var de, at oplevelsen blev stor, og indtagelsen af den medbragte mad i teaterkafeen et festligt punktum.
Båring Nationalscene nød i årevis godt af hans instruktion. Det sidste, han satte op, var »Molboerne«. De ivrige og dygtige amatørskuespillere havde fundet på at fire en stork hen over scenen, men det påhit forbød Frellsen. Da storken ved premieren alligevel dukkede frem, kunne han ikke længere overtales til at instruere. Fru Thaning tog over.
Naturligvis brugte han sin før omtalte sproglære, introduceret for eleverne med følgende bemærkning: »Det er en god lille bog. Det er mig selv, der har skrevet den!« Desværre kan papiret ikke gengive Frellsens meget korrekte rigsdansk og diktion i øvrigt. Noget han gerne så overført til sine såre fynske elever. Således kom Thanings 3. datter Misser en dag for sent i skole og undskyldte sig med, at moderen havde glemt at vågne hende. Frellsen nikkede og spurgte: »Jamen, har din mor da et vågneur?«
Asperup hovedskole sidst i 1920’erne. Bag den ses forskolen
og bagest nogle af den gamle hovedskoles bygninger.
Den disciplin, han pålagde sig selv, blev krævet af andre. På luftfotografiet ser vi, hvor snorlige ligusterhækken er klippet, og rækkerne med urtesager står heller ikke skævt. I frikvartererne måtte ingen opholde sig i skolens indkørsel, da han så ikke kunne bevare overblikket som gårdvagt. Alligevel forbrød sønnen Richard og en kammerat sig mod reglementet. Synderne kaldtes ind, sønnen fik en lussing med en bemærkning om, at han burde kende reglen så meget bedre end andre. Kammeraten slap med skrækken.
Og tiden gik
Præcision var kendetegnende for ham i enhver henseende. Da han i 1951 som pensionist flyttede fra skolen op til Byvejen 43, skulle anlægsgartner Rosenfeldt Jørgensen fra Brenderup omlægge haven. Han havde fået pålæg om at møde i god tid den pågældende dag, da Frellsen skulle vikariere i skolen. Den lune gartner kendte alt om Frellsens punktlighed, og nu ville det more ham, om læreren for en gangs skyld kunne komme for sent. Forsøget på at holde Frellsen hen med snak strandede totalt. Tre minutter i otte undskyldte han sig, trak cyklen ud, kørte turen og brugte det sidste minut til at gå ind i klassen.
Hans legendariske flid fortog sig ikke. I sit otium læste han meget og tog brevkursus i fransk. Han døde 74 år gammel i 1958. Kirstine overlevede ham i 7 år.
Ingrid Christensen og Grethe Marcussen