SB 2003 nr. 1
Ved Grethe Marcussen
I Middelfart Avis bragte byfogden den 16. marts 1887 meddelelse om, at der »Lørdag den 26. Marts på Raadhuset ville blive afholdt Auktion over efternævnte Genstande: en Kommode, en Kakkelovn, en Stol og et Taffeluhr.« – Dagen før havde bladets redaktør, Claudius Madsen, skrevet: »De, der komme til Auktionen bør ikke være uvidende om, hvad det er, de byde paa.« Genstandene var nemlig udpantet hos skattenægtere!
»Der var lørdag formiddag kl. 11 en ret talrig forsamling, mest landboere, på rådhussalen i Middelfart, hvor der fra herredsfogedkontoret var indbudt til offentlig auktion over udpantede genstande for nægtede statsskatter. Da egnens frisindede mænd denne gang var kommet ind på, at det ansås formålstjenligt, at kun en eller to af skattenægterne lod det komme til auktion, så kom der kun to genstande under hammeren, nemlig: et taffelur, udpantet hos gårdejer Rasmus Knudsen, Baaring, og en stol, fra snedker L. J. Larsen i samme by. Auktionen varede kun i få minutter. Den indledtes med oplæsning af konditionerne, hvorefter mindste bud var 50 øre og for resten kontant betaling. Tobaksrygning forbudt. Hele politistyrken var til stede, men alt gik naturligvis roligt. Der var endogså ganske uhyggeligt stille, opråbet begyndte, thi ingen besvarede fuldmægtigens opfordring til at gøre bud. Det var taffeluret, der kom først. Da der ikke skete noget bud efter de første opfordringer, blev det udbudt til 10 kr. Urets ejer bød 50 øre, men han havde næppe udtalt ordet, før en fremmed, et ungt menneske, bød en til eller 51, og da dette bud blev tolket som 51 kr., opstod der et øjebliks stum overraskelse. Et par spørgsmål krydsedes i stor hast, men da både auktionarius og den lykkelige køber hurtigt enedes om, at deres mening var 51 kr., så erklærede den udpantede gårdejer Rasmus Knudsen, at så havde han ikke mere at skulle have sagt. Derefter blev stolen udbudt, men den havde auktionens eneste lysthavende ingen sans for, den »gik ind«. Da hr. Rasmus Knudsen til nogle omkringstående oplyste om, at hans dejlige taffelur, som nu var solgt, for nogle år siden var købt i Bogense ved en auktion, hvor det med salær og alt havde kostet 17 kr., lød der en hjertelig latter, men den højstkommanderende i salen må ikke have været stemt for latter, thi han kom på stående fod med et tillæg til konditionerne, som gik ud på, at højrøstet latter var ikke tilladt. Det lovlydige folk gjorde ingen indvendinger, og politimagten havde desårsag ikke nødig at skride ind til overholdelse af den ny påtrængende nødvendige lov om, at der ikke må lyde latter ved en auktion. Man forlod den hojtidelige sal, stille, som man var kommen, kun småsnakkende om, hvem den unge mand kunne være – urmager var man enige om, at han ikke var. Det hed sig, at han var udsendt fra en konservativ klub, for hvis regning han gjorde det gode indkøb, thi uret skal virkelig være godt til at gå, og det vil ofte minde klubbens medlemmer om, hvad klokken er slået, samtidig med, at det kan bekræfte det gamle ord om, at man også kan betale guld for dyrt. Men for den, som have mønten, gør det jo ikke noget. Ved det rigelige udbytte fra auktionsdagen købte hr. Rasmus Knudsen straks her i byen et nyt regulatorur for 50 kr.«
Dette ret omhyggelige, dybt ironiske avisreferat af Claudius Madsen gik som »årets historie« land og rige rundt blandt politisk interesserede. Men hvem var Rasmus Knudsen, Baaring?
Rasmus Knudsen 1845-1918.
Karen Juliane Marie Knudsen f.
Jensen 1848-1900.
Opvækst og læreår
RK blev født 1845 i Bubbel som søn af Maren Rasmusdatter og Knud Andersen, der her havde en gård.
Som 18-årig påbegyndte han i 1863 lærerstudiet på Jelling Seminarium. Forstander Svendsen var stærkt optaget af de grundtvig-koldske tanker og prægede sine elever hermed, ikke mindst RK. Jellingtiden blev imidlertid kort, for 1864 trængte prøjserne og østrigerne op gennem Jylland, og i Jelling tvang de seminaristerne til at grave skanser. Dette var naturligvis helt uacceptabelt. Det lykkedes imidlertid for RK at flygte til København, hvor han fuldførte studierne i 1865 på Blaagaard Seminarium.
Som studerende sugede han til sig af alt, hvad der kunne udvide hans horisont, således fandt man ham ofte som tilhører i rigsdagen, hvor man forberedte den første grundlovsændring om valgret og valgbarhed til landstinget, som efter vedtagelsen heraf i 1866 på det nærmeste blev en konservativ godsejerrepræsentation. Denne klare forringelse bar ved til de kommende politiske kampe, som udspillede sig i de sidste årtier af 1800-tallet.
Om søndagen gik turen til Vartov, hvor N. F. S. Grundtvig prædikede.
Efter endt uddannelse besluttede han sig for at virke på sin hjemegn.
Friskolelærer
Tilskyndelsen til at tage fat som lærer kom i 1865 fra pastor Melbye, Asperup. Han ønskede sammen med bl.a. Klaus Pedersen, Dyrehøj, at en friskole blev oprettet i Lindegårdens øverstestue. Her virkede RK i 12 år med megen ambition på elevernes vegne og med ægte tro på hjertet som den bedste læremester. Gode og solide kundskaber blev formidlet her til forældrekredsens udelte tilfredshed.
Gårdkøb og familie
I 1873 indgik RK ægteskab med Karen Jensdatter fra Kustrup. Sammen købte de gården ved Skovgyden. Landbruget blev herefter drevet sammen med lærergerningen, som han dog senere grundet mange tillidshverv opgav og overlod til Mads Mygind fra Blanke. Fem sønner og to døtre voksede op her og tog åndelig arv efter forældrene.
Deres datter Margrethe indgik ægteskab med Asbjørn Nørrelund, og hun er farmor til vores Margrethe Tornøe, f. Nørrelund. Baaring Østergaard og gården i Skovgyden blev således beslægtede.Begge familier var ivrige grundtvigianere.
RK’s søn Frederik, der var lærer i Slagelse, blev far til den Erik Knudsen, som nogle vil kende som mangårig lærer på Krogerup højskole, andre som anerkendt forfatter. Yderligere to børn voksede op i Slagelse, nemlig forlagsredaktør Mogens Knudsen og cand. mag. Ellen Margrethe Knudsen.
RK’s kone Karen blev syg og døde alt for tidligt. Datteren Sanne tog herefter de huslige pligter på sig. Efter at have været på Frederiksborg højskole tog hun lærereksamen fra Vejle Forskoleseminarium i 1904. Efter ansættelser ved forskoler omkring Vejle kom hun 1907 til Roerslev, hvor hun virkede i 25 år.
Da RK i 1907 blev syg, overtog sønnen Svend Trøst gården. RK boede herefter hos Sanne i Roerslev. Hun gav ham kærlig pleje. Han døde 1918.
RK’s børn og svigerbørn i haven ved andendagsgildet efter Margrethe og Asbjørn Nørrelunds bryllup i 1909. Fra venstre: Valdemar f. 1887, lærer; Sanne f. 1878, lærerinde; Asbjørn; Margrethe f. 1883, husmoder; Jens f. 1875, jurist; Ane; Knud f. 1876, lærer; Frederik f. 1885, lærer; Karen; Svend Trøst f. 1881, landmand. Navne uden fødselsår er svigerbørn..
Venner
Niels Hansen fortæller i sin erindringsbog, at Melbyes ungdomskreds fik en god støtte i RK.
1879 døde Melbye, og sognene fik af kongen lov at få Søren Carl Christian Lassen som ny præst. Han havde siden efteråret 1878 passet embedet for den sygemeldte Melbye.
RK og pastor Lassen gik godt i spænd. Det fortælles, at de ved sommertide dagligt fulgtes til stranden, hvor badehotellet nu ligger. Efter badet trængte de til en øl, og aftalte med en derboende fisker ved navn Peder Hansen, at han skulle tage lidt hjem. Fiskeren gjorde som aftalt, og de to herrer betalte, hvad de drak. Fiskeren blev imidlertid meldt for at have smugkro og måtte møde for dommeren i Middelfart. Da dommeren havde fået at vide, hvordan det hang sammen, lod han sagen falde.
Virke for fællesskabet
Tro mod sine idealer tog RK med ildhu del i det offentlige liv og fik meget betroet, således en plads i sognerådet fra 1879 og fra 1890 som den første bonde i Assens amtsråd. 1886 begyndte hans arbejde for den i 1867 oprettede spare- og lånekasse. Indtil 1892 var han revisor og derefter indtil 1907 formand og administrerende direktør. Som sådan var han den tredje i rækken og den sidste, der i sin person rummede det værdisæt, som stifterne havde kæmpet for: junigrundloven, dens rettigheder og pligter, dens myndiggørelse af folket. Sparekassen var for RK en del af det folkelige liv, der havde sit udspring såvel i grundloven som i Grundtvigs tanker. Folket skulle styre egne sager, store som små. Der var ingen brug for formynderskab.
Politik
Da den politiske kamp mellem højre og venstre tilspidsede sig fra midt i 1880erne, trådte RK i karakter som vestfynsk lederskikkelse og blev valgt til formand for »Demokratisk Forening«, som kort fortalt skulle bekæmpe »Estrups enevælde«, indført ved kgl. resolution af 26. 1. 1886. Folketingets flertal blev her sat ud af spillet ved regeringsdannelsen. Højre blev siddende, og lovene, herunder finansloven, fik gyldighed alene ved kongens underskrift, uanset at folketinget ikke havde vedtaget den. Under forfatningskampen i provisorietiden 1885-94 fremkaldtes en lidenskabelig stemning, der prægede samfundslivet på en måde, som ikke siden har haft noget sidestykke; for der var helt klart tale om grundlovsbrud i henhold til § 49: »Forinden finansloven er vedtagen, må skatterne ej opkræves«. Også ytringsfriheden blev krænket. Til at overvåge offentlig orden indsattes de blå gendarmer, som sammen med herredsfogeden i Middelfart foretog udpantning hos skattenægtere, som f. eks. hos RK.
Der var intet at sige til, at venstremænd »så rødt«. Det samme gjorde redaktør Claudius Madsen på Middelfart Avis, der selv var glødende venstremand, og som gennem avisen kraftigt bidrog til, at valgkredsen i provisorietiden var sikker i venstres hånd.
Gården i Skovgyden, i dag Middelfartvej 38 eller Bakkegården. Udlænger fra 1850
og 1870. Stuehus opført 1882 for RK af murermester W. Schmidt, Asperup.
Her i Middelfartkredsen opstilledes i sin alderdom biskop Monrad, en af grundlovens kendte fædre, og da han døde blev det pastor Henning Jensen, Stenlille, som tidligt tilhørte det alleryderste venstre. Ved valget til rigsdagen i januar 1887 på torvet i Middelfart genopstillede Henning Jensen for venstre. For højre opstillede proprietær I. N. Jensen, Skrillinge. RK var ordførende stiller for Henning Jensen og sagde bl.a.: » … Glædelig er den mageløse protest mod provisorieregimentet. Det er mit håb, at der ud af denne dag kommer et godt udfald, thi nu forstár folket sin opgave: at holde den bestående frihed«.
3076 vælgere var mødt, Henning Jensen fik 1639 stemmer, I. N. Jensen fik 276 stemmer.
Denne valgdag samt historien med taffeluret lader os ane den solidaritet og opbakning, der vistes RK i venstres kamp mod Estrup-styret på vores egn.
Kilder:
Niels Hansen: Optegnelser om mit levnedsløb.
Åge Petersen: Fra strømpeskaft til sparekasse.
Foto: Alle foto er udlånt af Ellen Margrethe (Søs)
Ulrichsen, født Knudsen, barnebarn af RK og
bosat i Holte.
Grethe Marcussen