SB 1984 nr. 1
Ved Karl Larsen og Grethe Marcussen
»I ugunstige tider må man lære at klare sig for færre midler«, beretter Karl Larsen, der tidligere boede på Alleshave. “Det skete således under landbrugskrisen i trediverne, at et Odense-firma fandt på at udgrave jordbundskalk i Vedelshave, hvor der fandtes en mængde kildekalk under jordoverfladen.
Kildekalken stammede fra de mange kilder, der sprang ud af bakkerne. Den aflejredes i tidernes løb som grynet kalk og blev flere meter tyk.
Med tipvogne transporteredes kalken, som var både billig og udmærket i brug, ud til vejen. Jeg blev sat til at lede selve gravearbejdet. Vi gravede kalken væk i balker. En novemberdag i 1937, netop som vi var ved at være færdige med en balk og var nået 3-4 meter ned – helt ned til moselaget under kildekalken – traf vi på knogler. Hurtigt fik jeg fat i Hans Jørgensen, som var naturhistorielærer på Brenderup Realskole. Vi kunne jo ikke ane, hvad vi var stødt på«.
Hans Jørgensen noterede sig knoglernes beliggenhed, hvorefter de blev bragt til skolen.
H. Jørgensens skitse over knoglefundet
Desuden regnede han ud, at kraniet, som endnu ikke var afdækket, måtte blive der til 4 dage senere, når en ny balk var gravet væk. Da han ikke anså sig for ekspert på området, kontaktede han en fagmand her på Fyn, for at denne skulle være til stede, men interessen var ikke stor. H. Jørgensen satte sig da i forbindelse med Zoologisk Museum i København.
Her skortede det ikke på opmærksomhed, da man fik kigget på de først indsendte knogler og tænder, samt H. Jørgensens forklaring pr. brev. Denne brevveksling førte til yderligere indsendelse af knogler, kranium og jordbundsprøver. Dr. phil. Magnus Degerbøl fastslog i samarbejde med statsgeolog Johs. Iversen, at det Karl og hans gravehold havde fundet, var noget ganske enestående – et næsten fuldendt skelet af en vildhest.
Digteren og vildhesten
Den havde altså virkelig levet i Danmark. Mon ikke vor store digter Johs. V. Jensen har frydet sig? I sine litterære værker havde han netop opereret med denne teori, men var blevet underkendt af videnskaben. Fotografiet nedenfor stammer fra Billedbladets decembernummer i 1949 og viser digteren og hans kone, da de på Zoologisk Museum, der netop havde indrettet en sal for forhistoriske danske fund, får forevist vildhestens kranium af konservator Ulrik Møhl.
Johs. V. Jensen og frue, da han I 1949 fik forevist Vedelshave-
hestens kranium af Møhl
Senere foretog Møhl den opsætning af skelettet, som det store billede viser. På en sandvæg blev knoglerne trykket ind, hvorefter han næsten levendegjorde hesten ved at angive dens omrids.
Konservator Møhls rekonstruktion af vildhesten
Således har den altså travet rundt, og man må formode, at den en dag er spadseret ud i mosen for at drikke, er gået i bløde og druknet. Kildernes kalk har efterhånden lagt sit tykke lag over dyret, indtil Karl og kalkgraverne fik deres store overraskelse.
Om vildheste
Dette skelet er det mest fuldstændige, man kan opvise af vildhest herhjemme. Herudover har man enkelte knogler fra et fund i Hanherred.
Der findes ikke meget at læse om den, men i Raunkjærs leksikon fortælles, at vildhesten har levet i Europa og Amerika i 100 millioner år, og at den har gennemgået en betydelig udvikling. Oprindelig har den ikke været større end en kat, senere som en hund, men hesten i Vedelshave var på størrelse med en islænderhest. Fra først af havde den tæer, men gennem sin lange udvikling forsvandt disse, idet kun den tredje tå voksede, og udviklede en hov. Ingen, der har hørt H. Jørgensen forklare dette, vil nogensinde glemme, at rudimenter af anden og fjerde tås mellemfodsben stadig findes (griffelben) . Dyret fra Vedelshave har givet haft hov.
Ingrid Sørensen fra Zoologisk Museum fortæller, at en mere omfattende redegørelse for vildheste i Danmark skulle foreligge i »Videnskabelige Meddelelser« fra Danmarks Naturhistoriske Forening i slutningen af 1984.
Dateringen er nu endelig fastslået
Med hensyn til Vedelshave-hestens alder har de lærde været noget uenige.
Føromtalte Johs. Iversen undersøgte indholdet af pollen i en jordprøve fra kraniet i 1937 og daterede fundet til senglacialtiden, dvs. den skovløse periode, der fulgte lige efter den seneste nedisning af Danmark.
V. Nordman daterer i en bog fra 1944 om »Jordfundne Pattedyrlevninger i Danmark« fundet til slutningen af senglacialtiden (Yngre Dryas), mens Johs. Iversen i 1967 i bind I af »Danmarks Natur« er af den opfattelse, at den må stamme fra Ældre Dryas, den kolde periode forud for den varmere allerødtid midt i senglacialtiden.
Mellem disse to dateringer er der næsten 2000 år, og det var man ikke tilfreds med. Derfor tog Ingrid Sørensen i 1973 yderligere nogle jordprøver fra knoglerne samt fra moselaget under mergelen i Vedelshave. Hendes pollenundersøgelser viser, at hesten må stamme fra overgangen mellem sen- og postglacialtid, altså fra præboreal tid. En knogle blev i 1982 dateret ved C-14 metoden til 10.000 år før vor tid. Nu er vi altså sikre.
Karl Larsen udpeger I 1973 stedet,
hvor han fandt vildhesten. Området
tilhørte Holger Thomsen, Vedelshave,
og er beliggende ud til Vedelshavevej
mellem Niels Hoffmeyers jord og
Alfred Nielsens gård lige over for
Præsteskoven.
På vildhestens tid
Hvordan bevoksningen her til lands tog sig ud i præboreal tid fortæller pollenanalyser meget præcist.
En temperaturstigning havde forvandlet det åbne landskab til en parktundra, et landskab med åbent krat og lunde, som det kan ses i Nordskandinavien. Et væld af græsser, enebær, mjødurt, birk, fyr og pil har præget billedet.
I dette landskab har vildhesten haft selskab af bison, urokse, elsdyr og bjørn. Desuden har den kunnet hilse på kronhjort, vildsvin, mår, ræv og grævling. Traner, hvide storke og viber har svævet over dens hoved. Vedelshave må siges at have forandret sig en del siden da.
Om hesten har mødt datidens jægere er svært at sige. Men at de har været her, er der adskillige beviser for. Med den tiltagende skovvækst har de ligesom vildtet måttet ændre deres levevis. Medens de tidligere kunne strejfe om i det åbne istids-landskab og følge dyrenes vandringer, var skoven nu en hindring. Man blev mere stedbundet. Det krævede opfindsomhed, og det første resultat var flinteøksen, hvormed man kunne skaffe sig åbninger i skoven eller grene til en platform på den fugtige søbred. I Danmark har vi et fund, der klart fortæller en jagthistorie fra preboreal tid. I Odsherred fandt man i Vig Mose et urokseskelet med to flintpilespidser I brysthulen. Desuden sad der i to af ribbenene flintespidser, den ene overgroet af benmasse. Såret har været lægt. To gange har dyret været udsat for jægernes angreb.
Karl Larsen mener, at der helt sikkert findes mere af interesse under de veldyrkede muldlag i Vedelshave. Måske opstår der med årene en chance for at kigge nærmere herpå.
Senglacialtid: Istidens sidste fase, regnes fra 13.000-8.500 f. Kr. Til dens sidste perioder hører ældre dryastid, allerødtid, samt yngre dryastid.
Postglacialtid: Efter istiden. De første perioder kaldes også preborealtid. Om tidsrummet 8.300-7.000 f. Kr. taler man om birke-fyrretid
Karl Larsen og Grethe Marcussen