Tidligere smedemester C. N. Hansen, Roerslev, ville den 30. marts være fyldt 100 år
SB 1999 nr. 2
Af Grethe Marcussen
Hører jeg bemærkningen »Om til æ sme’«, ser jeg for mig en »glødende« hestesko, der i en regn af gnister får de sidste tilrettende slag for derefter at blive kylet mod smedjens gulv. Forleden blev jeg belært om, at en dygtig smed skulle kunne smede en hestesko i én opvarmning på essen. Herefter skulle »skoen« stadig være så varm, at den kunne lave et brændemærke i træporten! Javel. Derudover fornemmer jeg endnu tydeligt lugten fra det rum, hvor hestene fik »tæerne klippet«. Afslåede hovstykker samt osen fra smedens tilsvidning af den varme sko mod hestens hov gjorde luften stram at indånde, men hov og sko skulle slutte tæt! De rappe slag på de skinnende blanke søm, ombøjningen af samme, den sidste affiling af hoven med hestens ben hvilende på et trebenet jernstativ og smedens lettelse, når arbejdet var slut, og ryggen kunne rettes, fuldender erindringsbilledet.
Smedeparret med børnene, Henry, Ketty og Ruth først i 30erne.
Vi er i smedjen omme i krogen, og vi skriver 1955. Mandskabet består af smedemester C. N. Hansen, svenden Hans L. Jensen og lærlingene Knud Andersen og Viggo Madsen. Set fra deres hold kendetegnes den lille by nok bl.a. af dens heste og deres temperament. Der er nu lille Niels’ to nordbaggere, som helt igennem er fredelige. Niels er mælkekusk, og om vinteren må han lade hestene brodde, så de kan stå fast i is og sne. Så er der »Jensgårds« krikker, som aldeles ikke vil vente, mens der er frokostpause, og som bare lunter hjem på egen hånd med uforrettet sag. »Roerslevgårds« Peter er alles yndling. Den løfter selv benet, når den skal under behandling, og får tøjlen smidt over nakken for selv at finde hjem. Det kan derimod være en værre omgang med »Vædelegårds« handelsheste. De kan af gode grunde ikke føle sig hjemme og trygge ved situationen, og lærlingene må i gang med den tunge pligt at holde ben« for mester eller svend.
To gange æ sme’
Svenden er i øvrigt byens smedemester gennem de sidste 29 år. Fra januar i år har hans søn Ulrik overtaget smedjen; men Eva og Hans Jensen bliver boende på Grønnegyden 4 lidt endnu, mens deres hus på Kirkebjergvej 12 gøres færdigt. Allerede som 20-årig i maj 1950 kom Hans som svend til Roerslev-smeden. Det gik godt, han har været her siden, men de var jo også jyder begge to! Hans havde stået i lære i Kollerup, men stammer fra Engelsholm Mark ved Norup, hvor forældrene drev landbrug. Her kom han til verden i 1930.
Nye smedefolk
Netop samme år købte Bertha og C. N. Hansen Roerslevsmedjen. De havde grundet sygdom afhændet en grovsmedeforretning i Brørup; men nu var C. N. rask igen, og Roerslev blev valgt, da den var billigst at komme til. Med børnene Henry, Ketty og Ruth flyttede de ind på Simon Smeds sted i beskedne rammer. Simon Petersen flyttede til Nr. Aaby.
Smedjen i Roerslev 1955.
C. N. var vokset op i Holsted, hvor faderen var vejmand. Hjemmet var fattigt, men kunne ikke desto mindre mønstre et orgel, som Carls søstre trakterede. Lærlingeårene faldt sammen med 1. verdenskrig 1914 -1918. Efter nogle år som svend giftede han sig i 1921 med Bertha, som stammede fra Øster Åbølling. De startede selvstændig smedeforretning på Estrup Mark ved Ladelund. Efter 6 -7 år blev den skiftet ud med den større i Brørup.
I gang
I 1930 kunne Roerslevsmedjen knap brødføde en familie; men dygtighed, flid, nøjsomhed og et ikke ringe handelstalent var kendetegnende for C. N.s virke, og omsætningen voksede år for år tilligemed kundekredsen, der snart var at finde over det meste af Vestfyn.
Fremme i 1955 var der så rigeligt arbejde til en svend og 2-3 lærlinge. Mandskabet boede og var på kost hos smedens. Dette forhold var i øvrigt lig med lærlingeløn, som dog kunne forøges med ekstra lommepenge, hvis lærlingen bragte gas ud lørdag eftermiddag.
Som det fremgår af billedet ovenfor, var meget sket, siden C. N. kom til. Bag mandskabet ses den ny varebil, erhvervet med den tids nødvendige indkøbstilladelse. Der var blevet bygget om og bygget til i takt med behovet, således er hallen med den takkede gavl en nybygning.
I den gamle bygning helt til venstre kunne man finde sin nye cykel. Det var lærlingens job at reparere cykler. Forhandling og reparation af landbrugsmaskiner var naturligvis en større sag. I 50’erne kom traktorer til den lille by. Smeden måtte forsyne brugte hestetrukne redskaber med traktortræk. Det gjaldt bl. a. harver, ringtromler og såmaskiner. De hestetrukne fjedervogne blev afløst af traktortrukne gummivogne. Den opfindsomme smed lavede stel og montering, selve kassen blev tilvirket af karetmager Nielsen. De to håndværkere arbejdede ligeledes sammen, når vognmand Jens »Jyde« Jørgensen, Roerslev Mark skulle have ny kreaturvogn!!
Staldbeslag var en vigtig artikel, når kostalde skulle renoveres. Forværket med krybbeskillerum, kædebindsler og drikkekopper til selvvanding blev leveret.
I disse år fik mange indlagt centralvarme. Rør- og sanitetsarbejde optog mere og mere tid. Da Baaring Højskole blev bygget i 1958/59, havde smedeværkstedet travle dage.
Allehånde reparationer blev udført. Det skal ikke glemmes, at byens fælles vaskemaskine, som gik på omgang og i øvrigt havde fast plads hos karetmageren, også hørte til æ sme’s faste kunder.
Mødevirksomhed
Med årene blev stadig mere ansvar for den daglige drift overdraget til svenden. C. N. nød nemlig stor respekt blandt kolleger, der allerede i 1931 gjorde ham til formand for de vestfynske smede. Fra 1938 blev han bestyrelsesmedlem for Fyens Stifts Smedemesterforening, en post han bestred i 32 år, de sidste 20 år som formand. Sideløbende var han næstformand i det daværende Østifternes Samvirkende Smedemesterforeninger. Han var skuemester, medlem af svendeprøvekommissionen, medlem af lærlingeudvalget og voldgiftsmand i mæglingssager. Derudover var han med, da de første overenskomster skulle forhandles med fagforbundene. Hans Rasmussen, smedenes forbundsformand, blev en af hans gode venner.
Blandt de mange tillidsposter optog arbejdet som kirkeværge i Roerslev menighedsråd mange tanker.
C. N. med den nybagte svend, Knud Andersen, nu Holse VVS
Inden døre
I huset stod Bertha for styret. Et smukt hjem var rammen om familieliv og megen selskabelighed, som hørte den tids landsbyliv til. Ved køkkenkaffen udveksledes sidste nyt. Mange gjorde sig simpelt hen et ærinde i smedjen af samme grund.
De mere muntre erindringer går bl.a. på den snert af forfængelighed, som øjnedes hos æ sme’. Morgengymnastik var fast programpunkt, og gamle lærlinge husker fra frokostpausen i køkkenet, hvor omhyggeligt krøller og hat blev sat, inden han dampede til møde i den fine Chevrolet, der stod og varmede op en halv time før afgang! Var det grundlovsdag lød beskeden fra det nedrullede vindue: »Svendene slutter kl. 12; men det gælder ikke for lærlinge!«
Det skal for øvrigt understreges, at lærepladsen var velrenommeret. Omgangstonen var i orden. Mester skældte aldrig ud, men lærlingene vidste, hvad de skulle og fik let en svendeplads efter de fire læreår. Nøjsomhed skulle læres, og smedekul var kostbare. Vinterarbejde omfattede bl.a. hver dag at tilvirke otte hestesko, der tilligemed maner, hængsler og stabler blev smedet til lager. Derfor travlhed ved essen. Fra kontorvinduet kunne C. N. holde øje med flammerne. Stod de for højt, lød beskeden: »Fyr nu ikke for groft, du gamle!«
Guldsmeden
Mådehold var en selvfølgelig sag for ham, også i henseende til nydelsesmidler. Faktisk røg han kun for selskabs skyld og da altid kun to slags cigarer, dem han tiggede og dem han fik!
En erindring går på frokosten, som én gang om ugen blev serveret af Astrid Grave, som hjalp Bertha med rengøring. »A ka’ næsten ikke spise det tykke pålæg,« lød det fra æ sme’. »Denne kniv ka’ ikke skære tyndere!« var Astrids svar.
Det gik godt for Roerslevsmeden. En og anden kunne nok ved synet af sin regning finde den lige i overkanten, og blandt venner kaldtes han ofte guldsmeden.
Velstand kom heller ikke i de dage dalende fra himlen. Når han ved dygtige medarbejderes hjælp kunne levere kvalitetsarbejde, skulle det naturligvis honoreres, og fra sin store berøringsflade med smedeverdenen vidste han, hvad arbejdet var værd og var i øvrigt ikke ked af sit tilnavn.
Til forskel fra så mange andre havde han forstået at tilpasse sin forretning til den kolossale omstrukturering, der fandt sted overalt i samfundet, ikke mindst i landbruget.
Bertha og C. N. Hansen på Rådhuspladsen
i København, 1935.
Otium
I 1970 overdrog C. N. smedjen til Hans Jensen. Hos ham var den i gode hænder, og med Bertha gik turen til et hus i Middelfart for at hellige sig samvær med familie og gamle venner. Her døde han i 1985. Bertha var stadig indtil 1997 ved godt helbred. Da måtte hun imidlertid på plejehjemmet Teglgården, hvor hun døde i 1998 i en alder af 94 år.
Grethe Marcussen