I gamle dage var der langt mere skov omkring Båring end nu. Båringskov har gået langt længere op mod Båring by og meget længere ud til begge sider, hvilket vejnavnene bl.a. beviser: Skovgyden og Ravnskovgyden.
En del af Båringskov kaldes »Kragelundskoven«, hvoraf en del hører til Toftegård. Efter hvad overleveringer fortæller, boede der i gamle dage nogle røvere i Kragelundskoven, som udplyndrede folk, der kom forbi. De holdt til i en hule, og det siges, at resterne af den endnu kan ses i den del af Kragelundskoven, som hører under Jensbjerg. Til at varsko om, når der var »bytte« på vejen, spændte røverne en snor over vejen gennem skoven til røverhulen, hvor den var forbundet med en klokke. Når klokken ringede, fór røverne ud for at udplyndre dem, der var gået i fælden.
Der er også en gammel vise herom, der fortæller, at røverne engang fik fat i en ung pige, som bad så mindeligt om at få lov til at slippe. Det fik hun også lov til, mod højt og helligt at love, at hun ikke ville fortælle, hvor røverhulen var, hun måtte hverken sige det til folk eller fæ. Det lovede hun, og gik så derfra.
Da hun kom op til mere beboede steder, hvor der stod en stenstøtte, gik hun hen til den og sagde med høj røst, hvor røverhulen var. – Så havde hun ikke brudt sit løfte -.
Det står der også om i visen:
»I Båringskov i Kragelund der boede røvere sytten«
– og så står der noget om
»jeg siger det hverken til folk eller fæ,
men kun for denne støtte«.
Desværre har jeg aldrig kunnet få fremskaffet visen i sin fulde ordlyd, men jeg har fået oplyst, at den findes i bogen om »Vissenbjergrøverne«.
Overleveringerne fortæller også om, at der blandt disse »Kragelundrøvere« i Båringskov skulle være folk fra Båring, også gårdmænd var med, hvorved de fik en ekstra skilling, som de var fri for at betale skat af.
De Båringfolks bierhverv som røvere – hvis overleveringerne og visen er andet end eventyr – er måske grunden til, at man på de tider ikke kan finde spor af Kærbyholmslægten på gårdene i Båring, og at vor slægt har holdt fanen højt.
– Det beskæmmer ingen at tro det bedste om sin slægt. –
Jørgen Melbye Larsen
NB: Se også Sognebladet 1981 nr. 4, pag. 5.