Jubilæum i Roerslev-Blanke Forsamlingshus

SB 1987 nr. 2


Forsamlingshuset 1976

Den 4. april 1987 afholdes endelig den længe ventede indvielse af det »nye« forsamlingshus. Datoen er fastsat, så den passer med 10 års-dagen for den stiftende generalforsamling for Roerslev-Blanke Forsamlingshus A.m.b.a.

Den gamle brugssal
Da det kom for dagen, at Roerslev Brugs’ bestyrelse ønskede at afhænde forsamlingshuset, blev der indkaldt til beboermøde i salen den 3. maj 1976, for at undersøge om der var stemning for, at sognets beboere overtog salen. Resultatet denne aften blev, at der blev nedsat et beboerudvalg for at undersøge forskellige muligheder.

Udvalget havde adskillige møder med brugsbestyrelsen, kommunal-bestyrelsen, sagfører og stadsdyrlægen.

Man drøftede forskellige muligheder – herunder, om man skulle bygge et nyt hus, eller evt. overtage den gule skolebygning, som var til rådighed fra kommunens side. Udvalget fandt, at den bedste løsning var at overtage brugssalen med tilhørende køkken, toilet og entré. Man indkaldte derfor til stiftende generalforsamling den 4. april 1977.

Andelshavere
Den bestyrelse, som var blevet valgt på generalforsamlingen, gik så i gang med at tegne andelsbeviser blandt de af sognets beboere, som var interesserede. Der blev i løbet af kort tid solgt andelsbeviser til 170 andelshavere, hvilket indbragte 35.000 kr. Dette beløb blev doblet op af kommunen.

Således opnåede man mere end det beløb, som brugsen forlangte for huset. Endeligt skøde kunne udfærdiges, efter at man havde indkøbt 1.000 m2 jord, hvilket var påkrævet for at overholde bebygningsgraden af brugs og forsamlingshus. Endelig skulle der også opføres en brandmur.

»Så går vi i gang«
Da der gennem flere år ikke havde været udført reparationsarbejde på huset, og da sundhedsmyndighederne stillede krav om væsentlige forbedringer af køkken- og toiletforhold, var en gennemgribende restaurering nødvendig. Endvidere var det et stort ønske blandt sognets beboere at bevare biblioteket, som gennem flere år havde haft til huse i kælderen i den gule skole. Dette lejemål var ved kommunens salg af ejendommen blevet opsagt af køberen, og man var derfor interesseret i at få flyttet biblioteket til forsamlingshuset.

Alt dette kostede mange penge, men midlerne blev stillet til rådighed af kommunen, hvis arbejdet blev udført vederlagsfrit. Materialer var det nødvendigt at købe, men der blev også anvendt en del genbrugsmaterialer, bl.a. fik man stillet materialer til rådighed fra et hus, mod at man selv nedbrød dette og anvendte de ting, der kunne bruges.


Brugs og forsamlingshus 1975

Udbygningen
I første omgang udrettede man nødtørftige forbedringer på det eksisterende hus, men snart gik man i gang med at lave tegninger til en gennemgribende renovering. Tegningerne blev ofte ændret undervejs, som byggeriet skred frem – idet man hele tiden søgte at finde den mest hensigtsmæssige løsning. Udbygningen startede med en ny sal på 120 m2. Denne blev indviet ved vinterfesten i februar 1981. Derefter byggede man et nyt køkken, depotrum samt nye toiletter. Biblioteket fik man indrettet i den bageste del af den gamle sal. Resten af den gamle sal, det gamle køkken samt toiletter og gang blev til den nuværende entré.

Samtidig med at ændringerne stod på, har huset hele tiden været benyttet til familiefester, diverse generalforsamlinger, foreningsfester samt en ugentlig dag for bibliotek. Gennem flere vintre har der været kirkekro og aftenhøjskole, til hvilke der altid har været stor tilslutning. Endvidere er der også stor tilslutning til folkedans samt et afspændingshold.

Driften
Under ombygningen har huset, som tidligere beskrevet, fået tilskud fra kommunen. Gennem flere år har der været afholdt loppemarkeder, som har indbragt pæne beløb, som bl.a. er anvendt til indkøb af nyt service, stole, højskolesangbøger og her for nylig til et nyt klaver.

Efterhånden som lokaliteterne er blevet forbedret, er udlejningen steget kraftigt, hvilket bevirker, at driften nu stort set hviler i sig selv.

Gennem de sidste 8 år har huset været udlejet uden fast værtspar, og bestyrelsen er enig om, at denne form for udlejning en ideel. Takket være en god kogekone, som vi kan henvise til, kan folk føle sig trygge og tilfredse med at leje forsamlingshuset.

Som tidligere nævnt er alt arbejdet med ombygningen udført ved hjælp af frivillig arbejdskraft blandt sognets beboere, samt en velvillig kommunalbestyrelse. Uden denne indsats havde det været umuligt at bevare et forsamlingshus i Roerslev-Blanke!

Humøret og »gå på modet« har undervejs været holdt oppe med adskillige medbragte madpakker, mange kander kaffe og hjemmebagte kager.

Da ombygningen har stået på gennem flere år, og da huset på intet tidspunkt har været lukket for udlejning af den grund, har det krævet tålmodighed og velvilje fra lejernes side.

Bestyrelsen er nu godt tilfreds med, at man kan tilbyde fremtidige lejere hyggelige og behagelige lokaler. Derfor håber man også, at rigtig mange vil møde op til festen den 4. april 1987, hvor der kan købes 3 retter mad. Bagefter bydes der på revy, og der spilles op til dans. Vel mødt!

Bestyrelsen

Til toppen